Hvad siger Bibelen?

Er stolthed af det onde?

IFØLGE den gængse gengivelse er hovmod den første af de syv såkaldte dødssynder. Men i vor tid mener mange at det er håbløst forældet at betragte hovmod eller stolthed som noget forkert. Her på tærskelen til det 21. århundrede regnes stolthed for et plus, ikke for noget syndigt.

Bibelen omtaler i de fleste tilfælde stolthed negativt. Alene i Ordsprogenes Bog fordømmes denne egenskab adskillige gange. For eksempel tilkendegiver Gud sin holdning i Ordsprogene 8:13 på denne måde: „Jeg hader hovmod og stolthed og den onde vej og den fordærvede mund.“ I Ordsprogene 16:5 står der: „Enhver der har et hovmodigt hjerte er en vederstyggelighed for Jehova.“ Og i vers 18 siges der advarende: „Stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen.“

Skadelig stolthed

Den stolthed der fordømmes i Bibelen, kan defineres som en overdreven selvagtelse og en helt urimelig bedreværdsfølelse som følge af evner, udseende, rigdom, uddannelse, rang eller andet. Den giver sig udslag i en hovmodig, pralende, overlegen eller hoven optræden. Den der nærer for høje tanker om sig selv, kommer let til at afvise nødvendig retledning og har ofte svært ved at give en undskyldning eller gøre indrømmelser. Typisk hader han at tabe ansigt, og han tager let anstød af det andre siger og gør.

Den stolte gør ofte sit samarbejde betinget af at han får sin vilje. Den holdning vil uundgåeligt skabe konflikter. Etnisk og nationalistisk stolthed har udløst utallige krige og blodsudgydelser. Ifølge Bibelen var det stolthed der fik en af Guds åndesønner til at gøre oprør og blive til Satan Djævelen. Da Paulus opregnede de kvalifikationer der gælder for kristne ældste, skrev han at det ’ikke bør være en nyomvendt, for at han ikke skal blive opblæst og falde ind under den dom der er fældet over Djævelen’. (1 Timoteus 3:6; jævnfør Ezekiel 28:13-17.) I betragtning af at stolthed virker sådan, er det let at forstå at Gud fordømmer den. Det er imidlertid også rimeligt at spørge om stolthed er berettiget i visse sammenhænge.

Findes der velbegrundet stolthed?

I De Kristne Græske Skrifter optræder verbet kauchaʹomai, der oversættes med „at rose sig, være stolt af, juble“. Det bruges både negativt og positivt. Paulus skriver for eksempel: „Lad os juble over håbet om Guds herlighed.“ Han kom også med følgende opfordring: „Lad den der roser sig, rose sig af Jehova.“ (Romerne 5:2; 2 Korinther 10:17) Det vil sige at man er stolt af at have Jehova som Gud, at man føler intens glæde over hans gode navn og ry.

For at sætte sagen i det rette perspektiv kan man overveje om det er forkert at ville forsvare et godt navn når det kommer i vanry. Det er det naturligvis ikke. Hvis et familiemedlem eller en anden vi holder af og respekterer, blev bagtalt, ville vi da ikke harmes og føle det naturligt at gå i brechen for vedkommende? „Et [godt] navn er at foretrække frem for stor rigdom,“ siger Bibelen. (Ordsprogene 22:1) Ved en lejlighed meddelte Gud en stolt ægyptisk farao følgende: „Af denne grund har jeg ladet dig bestå: for at vise dig min magt og for at få mit navn forkyndt på hele jorden.“ (2 Mosebog 9:16) Gud knytter åbenbart stærke følelser til sit navn og ry, og han vogter det nidkært. Vi er også berettigede til at forsvare vort gode navn og rygte, men motivet bør ikke være forfængelighed og selvoptaget stolthed. — Ordsprogene 16:18.

Respekt er vigtigt for ethvert meningsfyldt forhold. Både i privatlivet og forretningslivet går meget tabt hvis man mister tilliden til dem der står en nær, eller som man samarbejder med. Et fælles foretagende eller kompagniskab spoleres let hvis blot den ene af parterne gør noget der bringer andre parthavere i vanry. Et godt ry er vigtigt for at man kan nå sit mål. Det er en af grundene til at tilsynsmænd i den kristne menighed skal have „et godt vidnesbyrd fra udenforstående“. (1 Timoteus 3:7) Deres ønske om et godt omdømme udspringer ikke af et ønske om at hævde sig selv, men af den erkendelse at det er nødvendigt at optræde værdigt når man udfører et hverv Gud har betroet én. Og hvor troværdig kan en tjener være når han har et dårligt omdømme fra udenforstående?

Kan man være stolt af personlige præstationer? For eksempel føler forældre helt naturligt en vis stolthed når deres barn klarer sig godt i skolen, og det fremkalder en berettiget tilfredshed. Da Paulus skrev til nogle trosfæller i Thessalonika, viste han med følgende ord at han frydede sig over det de udrettede: „Vi er forpligtede til altid at takke Gud for jer, brødre, som ret og rimeligt er, fordi jeres tro vokser overmåde og den kærlighed som I alle hver især har over for hinanden, øges. Derfor er vi selv stolte af jer blandt Guds menigheder, på grund af jeres udholdenhed og tro under alle de forfølgelser I kommer ud for, og de trængsler som I døjer.“ (2 Thessaloniker 1:3, 4) Det er altså naturligt at glæde sig over at nogen man holder af, udmærker sig. Hvad er da forskellen på berettiget og uberettiget stolthed?

Det er ikke forkert at være opsat på at bevare et uplettet personligt ry, at ønske at klare sig godt og at glæde sig over det når det lykkes. Men hovmod og praleri af egne eller andres præstationer fordømmes af Gud. Det ville være tragisk hvis nogen blev „opblæst“ eller begyndte at „tænke højere om sig selv end han bør tænke“. Hos de kristne er der ikke rum for stolthed eller for at fremhæve andre end Jehova Gud og det han har gjort for dem. (1 Korinther 4:6, 7; Romerne 12:3) Profeten Jeremias nævner en sund grundregel: „Lad den der roser sig, rose sig af dette: At have indsigt og at have kundskab om mig, at jeg er Jehova, som øver loyal hengivenhed, ret og retfærdighed på jorden.“ — Jeremias 9:24.

[Illustration på side 20]

„Pave Innocens X“ af Don Diego Rodríguez de Silva Velázquez

[Kildeangivelse]

Scala/Art Resource, NY