STUDIEARTIKEL 51
Vores håb fører ikke til skuffelse
“Det håb fører ikke til skuffelse.” – ROM. 5:5.
SANG NR. 142 Hold godt fast i det håb du har
FORMÅLa
1. Hvorfor kan vi sige at Abraham havde grund til at håbe som han gjorde?
JEHOVA lovede sin ven Abraham at alle nationer på jorden ville blive velsignet ved hans afkom. (1. Mos. 15:5; 22:18) Abrahams stærke tillid til Gud overbeviste ham om at det løfte ville gå i opfyldelse. Men da Abraham var 100 år og hans kone var 90, havde de stadig ikke fået en søn. (1. Mos. 21:1-7) Alligevel står der om Abraham: ‘Han troede, på grundlag af håb, på at han ville blive far til mange folkeslag.’ (Rom. 4:18) Vi ved at Abrahams håb blev til virkelighed. Han fik Isak, den søn han længe havde ventet på. Hvad var grundlaget for Abrahams tillid?
2. Hvorfor var Abraham overbevist om at Jehovas løfte ville gå i opfyldelse?
2 Abraham havde et nært venskab med Jehova, og derfor var han “helt overbevist om at Gud var i stand til at gøre det han havde lovet”. (Rom. 4:21) Jehova godkendte Abraham og betragtede ham som retfærdig på grund af hans tro. (Jak. 2:23) Som Romerne 4:18 viser, var der en sammenhæng mellem Abrahams tro og hans håb. Lad os nu se hvad apostlen Paulus skriver om håb i Romerne, kapitel 5.
3. Hvad forklarer Paulus om vores håb?
3 Paulus forklarer hvorfor vi kan være sikre på at vores ‘håb ikke fører til skuffelse’. (Rom. 5:5) Han hjælper os også til at forstå hvordan vores håb kan blive stærkere. Mens vi ser på den proces der beskrives i Romerne 5:1-5, så tænk på din egen erfaring. Når du gør det, vil det sikkert gå op for dig at dit håb er blevet endnu stærkere. Vi vil også komme ind på hvad vi kan gøre for at styrke vores håb. Lad os først se på hvad det er for et vidunderligt håb Paulus siger ikke vil føre til skuffelse.
VORES VIDUNDERLIGE HÅB
4. Hvad skriver Paulus om i Romerne 5:1, 2?
4 Læs Romerne 5:1, 2. Paulus skrev de her ord til menigheden i Rom. Brødrene og søstrene der havde lært om Jehova og Jesus, havde vist tro og var blevet kristne. Og ‘på grund af deres tro’ havde Gud ‘erklæret dem retfærdige’ og salvet dem med hellig ånd. Ja, de havde fået et helt fantastisk håb.
5. Hvilket håb har de salvede?
5 Paulus skrev senere til de kristne i Efesos om det håb de var kaldet til. Det omfattede ‘en arv Gud ville give de hellige’. (Ef. 1:18) Og han skrev også til kolossenserne hvor deres håb ville blive indfriet. Han skrev at ‘det de håbede på, ventede dem i himlene’. (Kol. 1:4, 5) De salvede kristne kan altså se frem til evigt liv i himlen, hvor de vil regere sammen med Kristus. – 1. Thess. 4:13-17; Åb. 20:6.
6. Hvad har en salvet bror sagt om sit håb?
6 De salvede betragter deres håb som helt uvurderligt. En af dem, bror Frederick Franz, sagde i 1991 efter at have tjent Jehova trofast i mange år: “Vort håb er sikkert, og hvert eneste af de 144.000 medlemmer af den lille skare vil få indfriet deres håb i et omfang vi aldrig har kunnet forestille os ... [Vi] har ikke mistet fornemmelsen af hvor værdifuldt dette håb er ... Vor værdsættelse af håbet vokser jo længere vi må vente på at få det indfriet. Det er værd at vente på, om man så skulle vente en million år. Jeg skatter vort håb højere end nogen sinde før.”
7-8. Hvilket håb har de fleste af os? (Romerne 8:20, 21)
7 De fleste der tjener Jehova i dag, har et andet håb. Det er det samme håb som Abraham havde – evigt liv her på jorden under Guds riges styre. (Hebr. 11:8-10, 13) Paulus skrev hvad det vidunderlige håb indebærer. (Læs Romerne 8:20, 21). Hvad glædede du dig allermest til dengang du begyndte at lære om Bibelens løfter for fremtiden? Var det at du en dag vil blive fuldkommen og ikke længere synde? Eller var det at du vil få dem du har mistet i døden, at se igen i Paradiset? Der er meget vi kan se frem til på grund af det håb Gud har givet os.
8 Uanset om vi skal leve i himlen eller her på jorden, kan vi være glade på grund af vores vidunderlige håb. Og vores håb kan vokse sig endnu stærkere. Hvordan? Det skrev Paulus om i sit brev til romerne, og det skal vi se på nu. Det vil hjælpe os til at blive endnu mere overbevist om at det vi håber på, vil blive til virkelighed.
HVORDAN HÅBET BLIVER STÆRKERE
9-10. Hvad kan kristne forvente at komme ud for ligesom Paulus? (Romerne 5:3) (Se også billederne).
9 Læs Romerne 5:3. Paulus sagde at når vi kommer ud for prøvelser, kan vores håb blive mere virkeligt for os. Det kan måske godt lyde lidt underligt, men alle Jesus’ disciple kan forvente at komme ud for prøvelser. Tænk bare på Paulus’ eksempel. Han skrev til de kristne i Thessalonika: “Allerede da vi var hos jer, plejede vi at advare jer om at vi ville komme ud for prøvelser, og som I ved, er det netop det der er sket.” (1. Thess. 3:4) Og til menigheden i Korinth skrev han: “Vi ønsker at I skal vide hvor store prøvelser vi var ude for. ... Vi var slet ikke sikre på at vi ville overleve.” – 2. Kor. 1:8; 11:23-27.
10 Også i dag kan Jehovas tjenere forvente at komme ud for prøvelser. (2. Tim. 3:12) Har du været ude for nogle svære ting på grund af din tro? Har dine venner eller nogle i din familie gjort nar af dig eller måske endda behandlet dig hårdt? Har du haft problemer på arbejdet fordi du er besluttet på at være ærlig i alt hvad du gør? (Hebr. 13:18) Har du mødt modstand fra myndighederne fordi du har forkyndt for andre? Uanset hvilke prøvelser vi kommer ud for, siger Paulus at vi kan juble. Hvorfor?
11. Hvorfor må vi være besluttet på at holde ud under prøvelser?
11 Vi kan juble, eller glæde os, når vi kommer ud for prøvelser på grund af det de fører til. Romerne 5:3 siger: “Prøvelser fører til udholdenhed.” Alle Jehovas tjenere kommer ud for prøvelser, så vi må alle være fast besluttet på at holde ud uanset hvad der sker. Det er kun hvis vi holder ud, at vores håb vil blive til virkelighed. Vi vil ikke være som dem Jesus tænkte på da han talte om korn der faldt på klippegrund. Til at begynde med tog de imod budskabet med glæde, men da der kom trængsler eller forfølgelse, snublede de straks. (Matt. 13:5, 6, 20, 21) Det er selvfølgelig hverken let eller sjovt at komme ud for modstand eller prøvelser, men hvis vi holder ud, vil vi blive velsignet. Hvordan?
12. Hvilke gode ting resulterer det i når vi holder ud under prøvelser?
12 Disciplen Jakob forklarede hvorfor det er godt at holde ud under prøvelser. Han skrev: “I skal lade udholdenheden gøre sit arbejde færdigt så I kan blive helstøbte og sunde på alle områder, uden nogen mangler.” (Jak. 1:2-4) Jakob skriver at udholdenheden skal udføre et arbejde, eller en opgave. Hvad ligger der i det? Jo, når udholdenheden gør sit arbejde færdigt, vil det styrke vores tålmodighed, tro og tillid til Gud. Men der kommer også en anden god ting ud af at være udholdende.
13-14. Hvad fører udholdenhed til, og hvad har det at gøre med vores håb? (Romerne 5:4)
13 Læs Romerne 5:4. Paulus siger at udholdenheden fører til “Guds godkendelse”. Det betyder ikke at Jehova glæder sig over at du kommer ud for problemer. Det betyder at han glæder sig over at du trofast holder ud. Det er dig han godkender. Sikke en fantastisk velsignelse! – Sl. 5:12.
14 Husk at Abraham fik Guds godkendelse fordi han trofast udholdt prøvelser. Jehova betragtede ham som sin ven og som retfærdig. (1. Mos. 15:6; Rom. 4:13, 22) Vi kan opnå det samme. Guds godkendelse afhænger ikke af hvor meget vi gør i tjenesten for ham, og de privilegier vi har. Det der er vigtigt for ham, er at vi trofast holder ud. Og det kan vi alle sammen gøre uanset vores alder, omstændigheder og evner. Gennemgår du en særlig svær tid lige nu? Så kan det opmuntre dig at tænke på at Jehova glæder sig over din trofasthed. Det kan have stor indvirkning på os at vide at vi har Guds godkendelse – det kan styrke vores håb.
ET STÆRKERE HÅB
15. Hvad siger Paulus videre om håb, og hvilket spørgsmål kunne det rejse?
15 Som Paulus forklarede, får vi Guds godkendelse når vi trofast holder ud. Og læg mærke til hvad han derefter siger: “Den godkendte tilstand giver os håb, og det håb fører ikke til skuffelse.” (Rom. 5:4, 5) Tidligere, i Romerne 5:2, nævnte Paulus at de kristne i Rom allerede havde et håb, nemlig “håbet om den herlighed Gud vil give”. Så man kunne spørge: ‘Hvis de kristne allerede havde et håb, hvorfor siger Paulus så i vers 4 at den godkendte tilstand giver håb?’
16. Hvordan bliver håbet stærkere? (Se også billederne).
16 For at finde ud af hvad Paulus mente, må vi forstå at håbet kan blive stærkere. Kan du for eksempel huske da du første gang hørte om det fantastiske håb der er i Guds ord? Måske syntes du på det tidspunkt at det at leve for evigt i et paradis på jorden bare var ønsketænkning. Men efterhånden som du lærte Jehova og Bibelens løfter bedre at kende, blev du overbevist om at det håb vil blive til virkelighed.
17. Hvordan fortsætter håbet med at blive styrket efter at man er blevet døbt?
17 Efter at du blev døbt, lærte du Jehova bedre at kende og kom til at elske ham endnu mere, og det styrkede dit håb. (Hebr. 5:13 – 6:1) Du har sikkert oplevet det der står i Romerne 5:2-4. Du har været ude for forskellige prøvelser, men holdt ud og mærkede Guds godkendelse. Fordi du ved at Gud elsker dig og er tilfreds med det du gør, har du endnu større grund til at stole på at det han har lovet dig, vil gå i opfyldelse. Dit håb er blevet stærkere end det var til at begynde med. Det er blevet mere virkeligt og betyder mere for dig. Det påvirker dig i endnu højere grad. Ja, det påvirker den måde du lever på, deriblandt hvordan du behandler din familie, hvordan du bruger din tid, og de beslutninger du træffer.
18. Hvilken garanti giver Jehova?
18 Paulus siger noget meget vigtigt om det håb som Guds godkendelse giver. Han forsikrer os om at det vil blive til virkelighed. Hvorfor kan vi være sikre på det? Paulus kom med den her garanti fra Gud: “Det håb fører ikke til skuffelse, for Guds kærlighed er strømmet ind i vores hjerter gennem den hellige ånd, som vi har modtaget.” (Rom. 5:5) Du kan have fuld tillid til det håb Jehova har givet dig.
19. Hvad kan vi være sikre på?
19 Jehova gav Abraham et fantastisk løfte. Han godkendte ham og betragtede ham som sin ven. Og Abrahams håb var ikke forgæves, for der står i Bibelen: “Det var efter at Abraham havde ventet tålmodigt, at han modtog dette løfte.” (Hebr. 6:15; 11:9, 18; Rom. 4:20-22) Han blev bestemt ikke skuffet. Du kan også være overbevist om at hvis du bliver ved med at være trofast, vil du blive belønnet. Dit håb er ægte – det er noget du kan glæde dig over, og det vil ikke føre til skuffelse! (Rom. 12:12) Paulus skrev: “Jeg beder om at Gud, der giver håb, vil give jer stor glæde og fred fordi I stoler på ham, og at I vil være fulde af håb fordi den hellige ånd giver jer kraft.” – Rom. 15:13.
SANG NR. 139 Se det for dig – alt er nyt!
a I den her artikel vil vi se på hvilket håb vi har, og hvorfor vi kan være sikre på at det bliver til virkelighed. Romerne, kapitel 5, vil hjælpe os til at se hvordan det håb vi har nu, er anderledes end da vi lærte sandheden at kende.