Konsekvenser for hele menneskeheden. I Romerne 5:12 står der at „synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og [at] døden således trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet“. (Jf. 1Jo 1:8-10.) Nogle mener at dette betyder at alle Adams fremtidige efterkommere havde del i Adams oprindelige synd fordi han som deres familieoverhoved repræsenterede dem og de derfor så at sige blev medskyldige i hans synd. Apostelen Paulus skrev imidlertid at døden „trængte igennem“ til alle mennesker, et udtryk der viser at Adams efterkommere blev berørt gradvis og ikke samtidig.

Apostelen siger videre at døden herskede som konge „fra Adam frem til Moses, også over dem som ikke havde syndet i lighed med den overtrædelse der var blevet begået af Adam“. (Ro 5:14) Adams synd kaldes med rette en „overtrædelse“, for han overtrådte den udtrykkelige befaling Gud havde givet ham. Da Adam syndede, var det desuden af egen fri vilje, som et fuldkomment og fejlfrit menneske. Hans efterkommere har aldrig befundet sig på dette fuldkomne stade. Disse omstændigheder strider mod den opfattelse at da Adam syndede, syndede alle hans endnu ufødte efterkommere med ham. Skulle alle Adams efterkommere kunne drages til ansvar for meddelagtighed i Adams synd, måtte de have haft mulighed for selv at vælge ham som forfader eller familieoverhoved. Men ingen er af egen fri vilje efterkommere af Adam; alle er født som efterkommere af ham som følge af deres forældres vilje. — Joh 1:13.

Alt taler således for at synden er blevet videregivet fra Adam til de senere generationer som følge af den arvelighedslov hvis gyldighed er almindeligt anerkendt. Det var åbenbart dette salmisten sigtede til da han skrev: „Med min brøde blev jeg bragt til verden under veer, og med min synd undfangede min moder mig.“ (Sl 51:5) Synden og dens virkninger kom ikke blot ind i verden og spredtes til hele menneskeheden fordi Adam var menneskenes overhoved, men fordi han, og ikke Eva, var menneskenes stamfader eller jordiske livskilde. Fra både ham og Eva ville hans efterkommere nødvendigvis arve ikke blot fysiske træk, men også personlighedstræk, deriblandt tilbøjeligheden til at synde. — Jf. 1Kor 15:22, 48, 49.

Det er også den tanke der kommer til udtryk i Paulus’ ord: „For ligesom de mange gennem det ene menneskes [Adams] ulydighed blev stillet som syndere, således vil de mange også gennem den enes [Jesu Kristi] lydighed blive stillet som retfærdige.“ (Ro 5:19) De der havde udsigt til at blive „stillet som retfærdige“ gennem Kristi lydighed, blev ikke alle stillet sådan i det øjeblik Kristus frembar sit sonoffer for Gud, men hans offers værdi blev til gavn for dem efterhånden som de fik tro på det og blev forligt med Gud. (Joh 3:36; Apg 3:19) På samme måde er den ene generation efter den anden af Adams efterkommere blevet stillet som syndere efterhånden som de er blevet undfanget af deres syndige forældre i Adams slægtslinje.

Synd og lov. Apostelen Johannes skriver: „Enhver som øver synd øver også lovløshed, og synd er således lovløshed“ (1Jo 3:4), og: „Al uretfærdighed er synd.“ (1Jo 5:17) Apostelen Paulus taler derimod om at nogle „har syndet uden loven“. Han siger videre at „indtil loven [som blev givet ved Moses] kom var der synd i verden, men synd tilregnes ikke når der ikke er nogen lov. Ikke desto mindre herskede døden som konge fra Adam frem til Moses, også over dem som ikke havde syndet i lighed med den overtrædelse der var blevet begået af Adam.“ (Ro 2:12; 5:13, 14) Paulus’ ord skal forstås i deres sammenhæng. Han sammenlignede dem der var under Lovpagten, med dem der ikke var underlagt den (og dermed heller ikke var underlagt dens love), men påviste samtidig at begge parter var syndige. — Ro 3:9.

I de omkring 2500 år der gik fra Adam syndede og til Lovpagten blev indført i 1513 f.v.t., havde Gud ikke givet menneskeheden en omfattende lovsamling eller en systematisk opbygget lov der i alle enkeltheder forklarede hvad synd var. Han havde givet visse bud, for eksempel dem Noa fik efter Vandfloden (1Mo 9:1-7), og omskærelsespagten, som han indgik med Abraham og hans husstand, deriblandt hans ikkehebraiske trælle. (1Mo 17:9-14) Men om Israel kunne salmisten sige: „Han [Gud] meddeler sit ord til Jakob, sine forordninger og sine lovbud til Israel. Han har ikke handlet sådan mod nogen anden nation; og hans lovbud kender de ikke.“ (Sl 147:19, 20; jf. 2Mo 19:5, 6; 5Mo 4:8; 7:6, 11.) Med hensyn til den lovpagt der blev indgået med Israel, kunne man sige at „det menneske som har handlet efter lovens retfærdighed, skal leve ved den“, for kun et syndfrit menneske, som Kristus Jesus, kunne overholde og efterleve Loven til fuldkommenhed. (Ro 10:5; Mt 5:17; Joh 8:46; He 4:15; 7:26; 1Pe 2:22) Dette gjaldt ikke nogen anden lov der blev givet fra Adams tid og frem til indførelsen af Lovpagten.

’De gør af natur det loven siger’. Det vil ikke sige at de der levede i perioden mellem Adam og Moses, var syndfri fordi der ikke fandtes nogen omfattende lovsamling som deres adfærd kunne bedømmes efter. I Romerne 2:14, 15 siger Paulus: „Når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ Eftersom mennesket oprindelig er skabt i Guds billede og lighed, har det en moralsk sans som giver sig udslag i at det har en samvittighed. Selv ufuldkomne, syndige mennesker har et vist mål af moralsk sans, som det fremgår af Paulus’ ord. (Se SAMVITTIGHED.) Eftersom en lov egentlig er en rettesnor for den enkeltes adfærd, virker den moralske sans, der fortæller den enkelte hvordan han eller hun bør handle, som en lov i deres hjerte. Denne lov er imidlertid i modstrid med en anden nedarvet lov, „syndens lov“, der fører krig mod rette tilbøjeligheder og trælbinder enhver som ikke modsætter sig dens herredømme. — Ro 6:12; 7:22, 23.

Denne moralske sans og den dermed forbundne samvittighed sås endog i Kains tilfælde. Skønt Gud ikke havde givet nogen lov om manddrab, viste Kain gennem sit undvigende svar på Guds spørgsmål at hans samvittighed fordømte ham efter at han havde myrdet Abel. (1Mo 4:8, 9) Hebræeren Josef viste at Guds lov var ’skrevet i hans hjerte’ da han besvarede Potifars hustrus forføreriske anmodning med ordene: „Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“ Skønt Gud ikke havde givet et klart forbud mod ægteskabsbrud, forstod Josef at det var forkert, og at det stred imod Guds vilje med menneskene som den kom til udtryk i Eden. — 1Mo 39:7-9; jf. 1Mo 2:24.

I den patriarkalske tid, fra Abraham til Jakobs 12 sønner, talte mennesker fra mange forskellige slægter og folkeslag om „synd“ (chatta’thʹ). Det kunne være synd mod en arbejdsgiver (1Mo 31:36), mod landets hersker (1Mo 40:1; 41:9), mod en slægtning (1Mo 42:22; 43:9; 50:17) eller mod et medmenneske (1Mo 20:9). Ved at bruge udtrykket „synd“ erkendte de pågældende i hvert enkelt tilfælde at de havde et vist forhold til den de havde syndet eller kunne have syndet imod, og at de derfor var forpligtede til at respektere den pågældende og intet gøre der stred imod dennes interesser (eller vilje og myndighed hvis det drejede sig om en hersker). Derved viste de at de besad moralsk sans. Som tiden gik, fik synden imidlertid større herredømme over dem der ikke tjente Gud, så at Paulus kunne sige om folk fra nationerne: „De er mentalt formørkede og udelukkede fra det liv der hører Gud til . . . de har mistet al moralsk sans.“ — Ef 4:17-19.