Hvorfor Herrens aftensmåltid har betydning for dig
JESUS KRISTUS indstiftede Herrens aftensmåltid den sidste aften han levede som menneske på jorden. Det var torsdag aften den 31. marts, og Jesus døde fredag eftermiddag den 1. april. Eftersom dagene i den jødiske kalender løber fra om aftenen den ene dag til om aftenen den næste, fandt både Herrens aftensmåltid og Jesu død sted den 14. nisan år 33 e.v.t.
Men hvorfor indstiftede Jesus dette måltid? Hvilken betydning har det brød og den vin han benyttede? Hvem skulle deltage? Hvor ofte skulle dette måltid mindes? Og hvordan kan det få betydning for dig?
Hvorfor blev det indstiftet?
Om Herrens aftensmåltid sagde Jesus til sine apostle: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (1 Korinther 11:24) Herrens aftensmåltid bliver også ofte kaldt mindehøjtiden eller højtiden til minde om Kristi død.
Jesus bevarede sin uangribelighed til sin død og hævdede derved Jehovas suverænitet. Han beviste at Satan er en løgnagtig gudsbespotter der hævder at retskafne mennesker udelukkende tjener Gud af selviske grunde. (Job 2:1-5) Jesu død i trofasthed fik Guds hjerte til at fryde sig. — Ordsprogene 27:11.
I kraft af sin død som et fuldkomment menneske gav Jesus også „sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. (Mattæus 20:28) Det første menneske syndede mod Gud og mistede derved sit fuldkomne liv sammen med de muligheder dette liv indebar. Men „Gud elskede [menneskehedens] verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. (Johannes 3:16) Ja, „den løn synden betaler er døden, men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ — Romerne 6:23.
„Modtaget fra Herren“
De følgende ord af apostelen Paulus kaster lys over højtiden til minde om Kristi død: „Jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret jer, at Herren Jesus i den nat da han skulle overgives, tog et brød og, efter at have takket, brækkede det i stykker og sagde: ’Dette betyder mit legeme som er til gavn for jer. Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.’ Og på samme måde tog han bægeret efter aftensmåltidet idet han sagde: ’Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod. Bliv ved med at gøre dette, så ofte som I drikker det, til minde om mig.’ For så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.“ — 1 Korinther 11:23-26.
Eftersom Paulus ikke var til stede sammen med Jesus og de elleve apostle den 14. nisan år 33, må disse oplysninger efter alt at dømme være „modtaget fra Herren“ i en inspireret åbenbaring. Jesus indstiftede mindehøjtiden „i den nat da han skulle overgives“ af Judas til sine jødiske religiøse fjender, som fik romerne til at pælfæste Kristus. De der var berettigede til at nyde det symbolske brød og vinen, skulle gøre dette til minde om ham.
Hvor ofte skal højtiden holdes?
Hvordan skal vi forstå Paulus’ ord: „Så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer“? Indtil trofaste salvede kristne dør og bliver oprejst til liv i himmelen, nyder de mindehøjtidens symboler „ofte“. For Gud og for verden vil de derfor ofte kunne forkynde deres tro på at Jehova har tilvejebragt Jesu offer. Hvor længe skal dette foregå? „Indtil han kommer,“ siger Paulus. Dette betyder øjensynlig at disse højtideligholdelser skulle fortsætte indtil Jesus under sin „nærværelse“ ville komme for at optage sine salvede disciple til himmelen ved en opstandelse. (1 Thessaloniker 4:14-17) Dette er i tråd med det Kristus sagde til sine elleve trofaste apostle: „Når jeg er gået hen og har beredt jer en plads, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at I også kan være hvor jeg er.“ — Johannes 14:3.
Skulle Jesu død mindes hver dag eller måske en gang om ugen? Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid og blev slået ihjel i påsken, som blev fejret til minde om israelitternes udfrielse fra trældommen i Ægypten. Interessant nok bliver Kristus kaldt „vort påskeoffer“, eftersom han er det lam der er blevet ofret for kristne. (1 Korinther 5:7) Påsken blev kun holdt én gang om året, nemlig den 14. nisan. (2 Mosebog 12:6, 14; 3 Mosebog 23:5) Dette tyder på at man skulle mindes Jesu død lige så ofte som man fejrede påske, altså én gang om året og ikke hver dag eller en gang om ugen.
I flere århundreder fejrede mange der bekendte sig som kristne Jesu død én gang om året. De holdt mindehøjtid den 14. nisan og blev derfor kaldt quartodecimanere, der betyder „tilhængere af den 14.“. Om disse siger historikeren J. L. von Mosheim: „De kristne i Lilleasien var vant til at fejre denne hellige fest til minde om indstiftelsen af Herrens aftensmåltid og til minde om Jesu Kristi død på samme tid som jøderne spiste påskelammet, nemlig om aftenen den fjortende dag i den første måned [nisan]. . . . De anså Kristi eksempel for at have samme gyldighed som loven.“
Betydningen af symbolerne
Paulus sagde at Jesus „tog et brød og, efter at have takket, brækkede det i stykker“. Dette sprøde kiksagtige brød, der er bagt af mel og vand uden surdej (eller gær), måtte brækkes i stykker for at man kunne spise det. I Bibelens symbolik betegner surdej synd eller fordærv. Paulus tilskyndede de kristne i Korinth til at udstøde en umoralsk mand af menigheden og sagde: „Ved I ikke at lidt surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, sådan som I jo er fri for surdej. For også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med sletheds og ondskabs surdej, men med oprigtigheds og sandheds usyrede brød.“ (1 Korinther 5:6-8) Ligesom en smule surdej gennemsyrer en hel portion dej, ville menigheden blive uren i Guds øjne hvis det syndige menneskes fordærvende indflydelse ikke blev fjernet. De måtte fjerne surdejen af deres midte, ligesom israelitterne måtte fjerne al surdej fra deres huse under de usyrede brøds højtid, der fulgte efter påsken.
Om det usyrede brød der blev benyttet ved højtiden sagde Jesus: „Dette betyder mit legeme som er til gavn for jer.“ (1 Korinther 11:24) Brødet symboliserer Jesu fuldkomne kødelige legeme. Om dette skrev Paulus: „Derfor siger han da han kommer ind i verden: ’„Slagtoffer og kornoffer ønskede du ikke, men du beredte mig et legeme. Du fandt ikke behag i brændofre og i syndofre.“ Så sagde jeg: „Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.“’ . . . Ved den nævnte ’vilje’ er vi blevet helliget ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.“ (Hebræerne 10:5-10) Jesu fuldkomne menneskelegeme var syndfrit og tjente som et genløsningsoffer for menneskeheden. — Hebræerne 7:26.
Efter at have bedt over bægeret med ægte rødvin, sagde Jesus: „Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod.“ (1 Korinther 11:25) En anden oversættelse af dette vers lyder: „Dette bæger betyder den nye pagt ratificeret med mit blod.“ (Moffatt) Ligesom blodet fra ofrede tyre og bukke gyldiggjorde Lovpagten mellem Gud og Israels folk, blev den nye pagt gjort gyldig med Jesu udgydte blod. Takket være omtalen af denne pagt kan vi finde ud af hvem der med rette kan nyde mindehøjtidens symboler.
Hvem skal deltage?
Jesu salvede disciple i den nye pagt kan med rette nyde mindehøjtidens symboler. Denne pagt er indgået mellem Gud og det åndelige Israel. (Jeremias 31:31-34; Galaterne 6:16) Men den nye pagt vil til sidst bringe velsignelser til hele den lydige menneskehed, og du kan være blandt dem der modtager disse velsignelser.
De der nyder mindehøjtidens symboler må være mennesker der er parthavere i den personlige pagt om et rige som Jesus indstiftede. Da Jesus indstiftede dette måltid sagde han til sine trofaste apostle: „Jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige.“ (Lukas 22:29) Rigspagten som Gud indgik med kong David pegede frem til at Jesus ville komme, og at han ville herske for evigt i det himmelske rige. De 144.000 åndelige israelitter, som skal herske sammen med ham, skildres som stående på det himmelske Zions Bjerg sammen med Lammet, Jesus Kristus. Efter at være blevet oprejst skal de herske sammen med Kristus som medkonger og medpræster. (2 Samuel 7:11-16; Åbenbaringen 7:4; 14:1-4; 20:6) Kun de der er med i den nye pagt, og som står i et personligt pagtsforhold til Jesus, kan med rette nyde symbolerne ved Herrens aftensmåltid.
Guds ånd vidner sammen med de salvedes ånd om at de er Hans børn og Kristi medarvinger. Paulus skrev: „Ånden selv vidner sammen med vor egen ånd om at vi er Guds børn. Og når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger, forudsat vi lider sammen med ham så vi også kan blive herliggjort sammen med ham.“ (Romerne 8:16, 17) Guds hellige ånd eller aktive kraft fremkalder i de salvede forvisningen om at de er bestemt til himmelsk liv. Alt hvad Bibelen siger om himmelsk liv betragter de som noget der vedrører dem, og de er villige til at ofre alt jordisk, deriblandt deres liv som menneske. Livet i et jordisk paradis ville blive vidunderligt, men de nærer ikke noget ønske om at komme til at leve dér. (Lukas 23:43) Et sikkert og uforanderligt himmelsk håb, der ikke bygger på falske religiøse forestillinger, berettiger dem til at nyde mindehøjtidens symboler.
Det mishager Jehova hvis én hævder at være kaldet til at blive himmelsk konge og præst uden at have modtaget et sådant kald. (Romerne 9:16; Åbenbaringen 22:5) Gud udslettede Kora fordi denne ærgerrigt havde søgt præstedømmet. (2 Mosebog 28:1; 4 Mosebog 16:4-11, 31-35) Men hvad nu hvis en er meget følelsesbetonet eller er præget af tidligere religiøse forestillinger og derfor fejlagtigt begynder at nyde mindehøjtidens symboler? Så bør han eller hun holde op med at nyde symbolerne og ydmygt bede Gud om tilgivelse. — Salme 19:13.
Hvordan det vedrører dig
Man behøver ikke at nyde mindehøjtidens symboler for at få gavn af Jesu genløsningsoffer og opnå evigt liv på jorden. Der er for eksempel ikke noget i Bibelen der tyder på at gudfrygtige mennesker som Abraham, Sara, Isak, Rebekka, Boaz, Rut eller David nogen sinde kommer til at nyde disse symboler. Men de må, ligesom alle andre der ønsker evigt liv her på jorden, tro på Gud og Kristus, og på at Jehova har tilvejebragt Jesu genløsningsoffer. (Johannes 3:36; 14:1) Den årlige fejring af Jesu død tjener som en påmindelse om dette store offer.
Hvor betydningsfuldt Jesu offer er fremgår af apostelen Johannes’ ord: „Jeg skriver dette til jer for at I ikke skal begå en synd. Og dog, hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig. Og han er sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens.“ (1 Johannes 2:1, 2) Som salvet kristen kunne Johannes sige at Jesus „er sonoffer for vore [de salvedes] synder“. Men han er også sonoffer for „hele verdens“ synder, idet han har gjort det muligt for den lydige menneskehed at opnå evigt liv i det nært forestående jordiske paradis.
Ved at overvære fejringen af Kristi død vil du få gavn af et tankevækkende og oplysende bibelsk foredrag. I dette foredrag vil du blive mindet om hvor meget Jehova Gud og Jesus Kristus har gjort for os. Du vil også få stort åndeligt udbytte af at samles med nogle der har dyb respekt for Gud og Kristus og for Jesu genløsningsoffer. Ved denne lejlighed kan du meget vel få befæstet dit ønske om at få gavn af Guds ufortjente godhed, der fører til evigt liv. Ja, Herrens aftensmåltid kan få stor betydning for dig. Du er derfor hjertelig velkommen til at mindes Jesu Kristi død, sammen med Jehovas vidner den 6. april 1993, efter solnedgang.