Spørgsmål fra læserne
◼ I det gamle Israel blev en cyklus på 49 år fulgt af et jubelår (det 50. år). Svarer dette jubelår til den periode der følger efter Guds skabelsesuge på 49.000 år?
Da tallet 49 forekommer i begge tilfælde kan man let få den opfattelse at jubelåret skildrer perioden efter en skabelsesuge på 49.000 år. Men for menneskeheden i almindelighed der bliver godkendt af Jehova, svarer det der skete i Israels jubelår snarere til det der vil ske i løbet af tusindårsriget, de sidste tusind år af en sådan skabelsesuge, end til perioden efter denne uge. Lad os betragte grundlaget for dette:
For det første krævede Moseloven at landet skulle hvile hvert syvende år; man måtte ikke tilså jorden, ikke dyrke den eller høste. Efter det syvende sabbatsår (det 49. år) fulgte et særligt jubelår, det 50. år. Også dette var et sabbatsår hvori landet skulle hvile. Det er dog vigtigt at lægge mærke til at der i dette år desuden blev udråbt frihed for folket. De hebræere der havde solgt sig selv til trældom blev frigivet og løst fra deres gæld. Familier der havde været tvunget til at sælge et stykke af deres arvelod fik det tilbage. Jubelåret var altså en tid med frigivelse og genoprettelse for israelitterne. — 3 Mosebog 25:1-46.
For det andet giver et studium af opfyldelsen af Bibelens profetier og af hvor vi befinder os på tidens strøm, vigtige vidnesbyrd om at hver af skabelsesdagene (1 Mosebog, kapitel 1) er på 7000 år. Vi forstår at Kristi tusindårsrige vil danne afslutning på Guds 7000 år lange ’hviledag’, den sidste dag i skabelsesugen. (Åbenbaringen 20:6; 1 Mosebog 2:2, 3) Ud fra dette ræsonnement vil hele skabelsesugen strække sig over i alt 49.000 år.
På grund af den talmæssige lighed har nogle draget en sammenligning mellem den 49 år lange periode mellem jubelårene i det gamle Israel og skabelsesugens 49.000 år. De har derfor ment at Israels jubelår (det 50. år) var et forbillede på den periode der vil følge efter skabelsesugens afslutning.
Vi bør imidlertid holde os for øje at jubelåret var et særligt år med frigørelse og genoprettelse for folket. Skabelsesugen drejer sig stort set kun om planeten Jorden og dens færdiggørelse. Det er ikke selve kloden der er blevet solgt til trældom og har behov for frigivelse. Det har menneskene derimod, men de har kun eksisteret i omtrent 6000 år, ikke i 49.000 år. Bibelen viser at Adam og Eva nogen tid efter at de var blevet skabt gjorde oprør mod Gud, og at de derved kom i trældom under synd, ufuldkommenhed og død. Ifølge Romerbrevet 8:20, 21 er det Jehova Guds hensigt at frigøre alle troende mennesker fra denne trældom. Guds sande tjenere på jorden vil derfor „blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“. — Se også Romerbrevet 6:23.
Mens den lille skare der er blevet udvalgt til himmelsk liv har fået deres synder tilgivet siden pinsedagen i år 33, og derfor allerede nu nyder jubelårets velsignelser, viser Bibelen at den øvrige del af den troende menneskehed først vil erfare denne frigørelse i løbet af Kristi tusindårsrige. Det vil ske når han lader menneskeheden få gavn af sit genløsningsoffer. Ved slutningen af tusindårsriget vil menneskeheden have opnået jordisk fuldkommenhed og være fuldstændig frigjort fra den nedarvede synd og død. Når Kristus således har tilintetgjort den sidste fjende (den adamitiske død) vil han ved slutningen af den 49.000 år lange skabelsesuge give Riget tilbage til sin Fader. — 1 Korinther 15:24-26.
For de troende mennesker der har håb om liv på jorden, vil den frigørelse og genoprettelse som kendetegnede Israels jubelår altså finde sit modstykke i løbet af den kommende tusindårige sabbat. Først da vil menneskene erfare denne frigørelse og genoprettelse. Det vil ske under Kristi herredømme, for „Menneskesønnen er nemlig sabbatens Herre“. — Mattæus 12:8.