FORBANDELSE
At ønske, true med eller nedkalde ondt over nogen eller noget er grundtanken i flere hebraiske og græske ord i Bibelen som er gengivet med „forbandelse“ eller lignende ord.
Den første forbandelse blev naturligt nok udtalt af Gud i forbindelse med oprøret i Eden og var rettet mod oprørets anstifter gennem det redskab han benyttede, slangen, og den skulle ende med hans tilintetgørelse. (1Mo 3:14, 15) Samtidig blev agerjorden forbandet for Adams skyld, med det resultat at den bar torne og tidsler, men den blev ikke ødelagt. (1Mo 3:17, 18; 5:29) Jehovas forbandelse over Kain dømte ham til et liv som flygtning. — 1Mo 4:11, 12.
Den første forbandelse der blev udtalt af et menneske efter Vandfloden, var den som Noa udtalte over Kams søn Kana’an da han dømte ham til at blive træl for Sem og Jafet. Den fik sin større opfyldelse omkring 800 år senere da Kana’ans land blev erobret af de semitiske israelitter. (1Mo 9:25-27) Af samme grund sagde Josua til gibeonitterne, som var Kana’ans efterkommere, at de var „forbandede“, og derfor satte han dem til at udføre trællearbejde. — Jos 9:23.
Sådanne forbandelser må ikke forveksles med smudsige kraftudtryk; og som det ses af tilfældet med gibeonitterne, afspejler de heller ikke nødvendigvis voldsom vrede. I ovennævnte skriftsteder benyttes det hebraiske udsagnsord ’ararʹ. Dette ord forekommer 18 gange i de formelle erklæringer i 5 Mosebog 27:15-26; 28:16-19, og ligeledes i højtidelige udtalelser som dem der findes i 2 Mosebog 22:28; Jeremias 11:3; 17:5 og 48:10. Det beslægtede navneord me’erahʹ forekommer 5 gange. (5Mo 28:20; Ord 3:33; 28:27; Mal 2:2; 3:9) Sådan som disse ord er anvendt i Bibelen, betegner de en højtidelig erklæring om eller forudsigelse af noget ondt, og når erklæringen udtales af Gud eller af et menneske som er bemyndiget dertil, har den profetisk betydning og kraft. Den forbandelse som Josua udtalte over den der i fremtiden genopbyggede det ødelagte Jeriko, gik i opfyldelse mange hundrede år senere. (Jos 6:26; 1Kg 16:34) Kong Balaks opfordring til Bileam om at forbande Israel havde imidlertid ikke Jehovas godkendelse, og han forårsagede at Bileam i stedet udtalte velsignelser. (4Mo 22:6–24:25) I beretningen om Bileam anvendes det hebraiske ord qavavʹ, gengivet med „at udtale en forbandelse“. Der er tale om en alvorlig eller voldsom fordømmelse af noget som regnes for at være afskyeligt og tjenligt til forbandelse. Ofte indebærer det nedkaldelse af ondt fra en guddommelig kilde.
Endnu et hebraisk ord, ’alahʹ, som gengives med både „ed“, „edsforpligtelse“ og „forbandelse“, betegner en ed der medfører en forbandelse som straf hvis eden brydes, eller hvis eden viser sig at være falsk. — 1Mo 24:41, fdn.; 4Mo 5:21, 23, 27; 5Mo 29:19-21; 2Kr 34:24; 1Kg 8:31, 32; se ED.
I De Kristne Græske Skrifter er de to grundord for „forbandelse“ araʹ og anaʹthema; hertil kommer de forstærkede former kataʹra og kataʹthema; yderligere findes udsagnsordene kataraʹomai og katathematiʹzō samt tillægsordene epikataʹratos og epaʹratos.
Ordet araʹ betegner en forbandelse eller en bøn hvori der nedkaldes ondt fra en guddommelig kilde. Johannes brugte det beslægtede epaʹratos da han skrev at farisæerne betragtede de jævne mennesker der lyttede til Jesus, som „forbandede“ der ikke kendte Loven. (Joh 7:49) Paulus forklarede imidlertid at alle jøder havde brug for at blive løst fra Lovpagtens forbandelse ved at Kristus blev en forbandelse for dem ved sin død på marterpælen. (Ga 3:10, 13) I Galaterne 3:10 brugte Paulus ordet epikataʹratos for det hebraiske ’ararʹ (det første ord der blev behandlet i denne artikel) i 5 Mosebog 27:26. I vers 13 brugte han det samme ord til oversættelse af det hebraiske qelalahʹ (noget som er forbandet, en forbandelse) i 5 Mosebog 21:23. (Dette hebraiske ord behandles senere i denne artikel.)
En form af udsagnsordet kataraʹomai bruges om Jesu forbandelse af „gederne“ (Mt 25:41) og i hans vejledning til disciplene om at de skulle ’velsigne dem der forbandede dem’. (Lu 6:28) Paulus og Jakob brugte former af det samme ord i en tilsvarende vejledning i Romerne 12:14 og Jakob 3:9. Paulus brugte navneordet kataʹra da han sammenlignede de kristne der falder fra efter at de har fået andel i hellig ånd, med jorden der ikke reagerer på regnen, men kun bærer torne og tidsler (He 6:7, 8), og Peter brugte det samme ord til at beskrive de havesyge hvis øjne er „fulde af ægteskabsbrud“, og som lokker ubefæstede sjæle, idet han kaldte dem „forbandelsens børn“. — 2Pe 2:14.
Ordet anaʹthema betyder bogstaveligt „noget som er opstillet“ og betegnede oprindelig en votivgave der blev opstillet eller sat til side som hellig i et tempel. (Se Lu 21:5, hvor den oprindelige form af ordet, anaʹthēma, bruges i netop denne betydning.) De kristne bibelskribenter bruger anaʹthema til at betegne noget som er eller vil blive forbandet, og som derfor er skilt fra som ondt eller bandlyst. Paulus skrev således til galaterne (1:8) at de skulle betragte enhver (selv en engel) som forkyndte dem noget som en god nyhed der afveg fra det de allerede havde modtaget, som „forbandet“. De der ’ikke holdt af Herren’, blev betegnet på samme måde. (1Kor 16:22) I sin bedrøvelse over sine jødiske landsmænd der ikke havde modtaget Kristus, sagde Paulus at han endog kunne ønske at han selv „som bandlyst var skilt fra Messias“ til gavn for dem. (Ro 9:3) I et andet tilfælde bruges anaʹthema og udsagnsordet anathematiʹzō om at aflægge en ed som ville medføre en forbandelse hvis den ikke blev overholdt, eller hvis den viste sig at være falsk, nemlig i forbindelse med de 40 mænd der dannede en sammensværgelse og med en ed forpligtede sig til at dræbe Paulus. (Apg 23:12-15, 21) I forbindelse med Peters fornægtelse af Kristus bruges udsagnsordene katathematiʹzō og anathematiʹzō. (Mt 26:74; Mr 14:71) I virkeligheden udtrykte Peter ønske om at måtte blive forbandet eller skilt fra som noget ondt hvis han kendte denne mand.
Åbenbaringen 22:3 siger om det ny Jerusalem: „Der vil ikke mere være nogen forbandelse [kataʹthema].“ Dette løfte skal åbenbart understrege forskellen mellem det ny Jerusalem og det jordiske Jerusalem, der kom under Guds forbandelse. Det er også en klar modsætning til den forbandelse der som følge af Guds dom kommer over den symbolske by Babylon den Store. Det „anatema“ Gud har udtalt over den, fremgår af befalingen i Åbenbaringen 18:4-8. — Se også 2Kor 6:17.
I den græske Septuaginta bruges anaʹthema som regel for det hebraiske cheʹræm. — Se VIE TIL UDSLETTELSE.
Ofte stilles forbandelse i modsætning til velsignelse. Om forbandelser af denne art bruges hovedsagelig det hebraiske ord qelalahʹ. (1Mo 27:12, 13; 5Mo 11:26-29; Zak 8:13) Det er afledt af verbalroden qalalʹ, der bogstaveligt betyder „at være (el.: gøre) let“ og i overført betydning „at nedkalde ondt over“, „at behandle med foragt“. (2Mo 18:22; 3Mo 20:9; Es 23:9) Det var det ord David brugte da han sagde til Mikal at han ville ’tage sig endnu ringere ud’ end det hun havde kritiseret ham for. (2Sa 6:20-22) Jehova Gud brugte dette ord efter Vandfloden da han sagde at han aldrig mere ville „nedkalde ondt over jorden for menneskets skyld“. — 1Mo 8:21.
Formålet med Guds forbandelser. Da en forbandelse er et udtryk for misbilligelse, ligesom en velsignelse er et udtryk for billigelse, har de forbandelser der udtales af Gud, blandt andet til formål at vise hvem der er hans godkendte tjenere, og hvem der ikke er det. Da han for eksempel lovede at velsigne Abraham, tilføjede han: „Og den der nedkalder ondt [en participiumsform af qalalʹ] over dig vil jeg forbande.“ (1Mo 12:3) Når forbandelsen, som her, ikke er rettet mod nogen bestemt, tjener den også til advarsel og beskyttelse for dem der ønsker at opnå eller bevare Guds gunst. I Moseloven opregnes talrige velsignelser og forbandelser som ville komme over dem der enten adlød eller overtrådte Lovens bud og bestemmelser. (5Mo 28:1, 2, 15) Før israelitterne gik ind i det forjættede land, understregede Moses at de, både som enkeltpersoner og kollektivt, måtte vælge mellem velsignelsen og forbandelsen, og at de ville gøre dette ved enten at adlyde Gud eller være ulydige mod ham. (5Mo 30:19, 20) I det forjættede land gentog Josua i det væsentlige denne beskyttende formaning og advarsel. (Jf. Jos 8:32-35; 24:14, 15.) Den enkelte kunne altså selv gøre noget for at undgå de omtalte forbandelser.
Forbandelsen understreger også at man ikke kan tage let på eller ringeagte Guds principper og åbenbarede hensigter. Ypperstepræsten Eli pådrog sig en særlig forbandelse fordi han i svaghed ikke satte sine sønner i rette selv om de ’nedkaldte ondt over Gud’. (1Sa 3:13) Jehova foreholdt ham den regel at „dem der ærer mig, vil jeg ære, og de der foragter mig, vil være uden betydning [form af qalalʹ]“. (1Sa 2:30) Guds forbandelse er således forbundet med retfærdig gengældelse for uret adfærd. Gengældelsen kan komme med det samme, som i det tilfælde da Elisa i Jehovas navn nedkaldte ondt over de drenge der spottede ham (2Kg 2:24), eller den kan blive holdt tilbage til et senere tidspunkt, som da Gud oplyste kong Josias om den ulykke der skulle ramme Juda. (2Kg 22:19, 20) Jehova advarede Israels nation om at overtrædelse af hans love ville medføre uundgåelige vanskeligheder, idet han sagde: „Alle disse forbandelser skal komme over dig og forfølge dig og indhente dig indtil du er blevet tilintetgjort, fordi du ikke har adlydt Jehova din Guds røst og holdt hans bud og hans forskrifter som han pålagde dig.“ (5Mo 28:45) Selv om han med rene ord forudsagde at deres land ville blive ødelagt og de selv blive ført i landflygtighed, undlod de at give agt på hans ord, og Jerusalem blev derfor „en forbandelse for alle jordens nationer“. — Jer 26:6; 24:9; 5Mo 29:27.
Ophævelse af forbandelser. En forbandelse kan ophæves eller sættes ud af kraft af Jehova, men kun når hans retfærdige krav er blevet opfyldt. Dette synes at have været tilfældet med den oprindelige forbandelse af jorden, som øjensynlig blev ophævet da Vandfloden rensede jorden for ondskab. (1Mo 8:21) Da israelitterne ikke overholdt Lovpagten, blev hele nationen underlagt en forbandelse, endog de enkeltpersoner der samvittighedsfuldt (men ufuldkomment) forsøgte at overholde dens betingelser. Apostelen Paulus viser at det var derfor Kristus Jesus døde som han gjorde, på en marterpæl, for derved påtog han, der selv havde overholdt Loven til fuldkommenhed, sig den Lovens forbandelse der hvilede over alle som var underlagt Moseloven. (Ga 3:10-13) Der siges i 5 Mosebog 21:23: „En hængt [dvs. en der er hængt på en pæl] er en Guds forbandelse.“ Ved at blive naglet til pælen som en forbryder, dømt (skønt uretfærdigt) af jødernes religiøse domstol, blev Jesus i realiteten „en forbandelse“. Da han senere frembar værdien af sit offer i himmelen, blev Moseloven ophævet af Gud. Ved at modtage offeret naglede Gud billedligt talt Loven til marterpælen, og den forbandelse der var forbundet med Loven, blev i juridisk forstand ophævet. (Kol 2:14) Netop fordi Jesu legeme blev regnet for en forbandelse og man ikke ville vanhellige sabbatten, var jøderne opsatte på at få Jesu og forbrydernes lig taget ned inden dagen var forbi. — 5Mo 21:23; Joh 19:31.
Hvem eller hvad afgør om en forbandelse er gyldig?
Enhver kan udtale en forbandelse, men dens gyldighed afhænger helt og holdent af Gud, hans principper og hans hensigter. Det var forgæves at Goliat „nedkaldte ondt over David ved sine guder“. (1Sa 17:43) Jehova ændrede Bileams forbandelse til en velsignelse. (5Mo 23:4, 5; Jos 24:9, 10) Eftersom David erkendte at kun Jehova kan lade en forbandelse stå ved magt, afviste han den opbragte Abisjajs anmodning om at få lov til at „gå over og kappe hovedet af“ Sjim’i, som spottende nedkaldte ondt over David. David sagde: „Lad ham være så han kan nedkalde ondt, for Jehova har sagt det til ham. Måske vil Jehova se det med sit øje, og måske vil Jehova vise mig godhed til gengæld for hans forbandelse i dag.“ (2Sa 16:5-12; jf. Sl 109:17, 18, 28.) Guds ord fordømmer udtrykkeligt den der nedkalder ondt over sine forældre (2Mo 21:17; 3Mo 20:9; Ord 20:20), over Gud (2Mo 22:28; 3Mo 24:11, 14, 15, 23) eller over kongen (Præ 10:20) og afslører dem der ’velsigner med munden, men i deres indre forbander’. — Sl 62:4.
Som Guds talsmand på jorden udtalte Kristus Jesus forbandelser over farisæerne og de religiøse ledere fordi de med vidende og vilje modarbejdede Guds hensigt. (Mt 23:13-33) Apostelen Peter nedkaldte tydeligvis ondt over Ananias og Safira fordi de forsøgte at bedrage Gud, med det resultat at de døde på stedet. (Apg 5:1-11) Apostelen Paulus gjorde noget lignende over for den falske profet Elymas, troldmanden, som han kaldte „Djævelens søn“ og „fjende af al retfærdighed“, og som derefter blev blind for en tid. (Apg 13:6-12) Disse handlinger havde en gavnlig virkning på dem der var vidne til dem. At apostlene havde sådanne kræfter, gav imidlertid ikke andre bemyndigelse eller ret til at udtale forbandelser. Jakob advarer de kristne mod at bruge tungen til at forbande mennesker med. — Jak 3:9-12; sml. Sl 109:17, 18 med Kol 3:8-10.
Som historien beretter, har religiøse organisationer i efterapostolsk tid foretaget mange bandlysninger af enkeltpersoner, byer og hele nationer; men som historien også viser, er disse forbandelser ikke blevet sat i kraft ved Guds magt, men ved en kirkes eller en stats jordiske magt. I modsætning hertil gives der i Salme 37:3-9, 22 det råd at man skal vente på Jehova, „for de der velsignes af ham skal tage jorden i besiddelse, men de der forbandes af ham bliver udryddet“. En sådan udryddelse er indbefattet i den forbandelse Jesus udtalte over „gederne“ i sin profetiske lignelse i Mattæus 25:31-46. I forbindelse med ’de nye himle og den nye jord’ er det også forudsagt at syndere rammes af en forbandelse. — Es 65:17, 20.