REST

Ordet „rest“ bruges i Bibelen om dem der er tilbage af en slægt, nation, stamme eller art; de overlevende efter en massakre eller en skelsættende domsfuldbyrdelse; dem der er forblevet trofaste mod Gud af en nation eller gruppe som er faldet fra.

Noa og hans familie var en rest af den menneskeverden der levede før Vandfloden. Udsagnsordet sja’arʹ, „at være (blive) tilbage“, bruges til at beskrive dem som de eneste der overlevede. (1Mo 7:23) Senere sagde Josef til sine brødre i Ægypten: „Derfor sendte Gud mig forud for jer for at sikre jer en rest [dvs. overlevende som kunne føre slægten videre; jf. 2Sa 14:7] på jorden og for at bevare jer i live ved en storslået redning.“ — 1Mo 45:4, 7, fdn.

En rest af Israel vender tilbage fra landflygtigheden. Når Bibelen taler om en rest der bliver tilbage, er det som oftest en rest af Guds folk. Gennem sine profeter advarede Gud israelitterne om at de ville blive straffet for deres ulydighed, men han trøstede dem også ved at forudsige at en rest ville blive bevaret, vende tilbage til Jerusalem og genopbygge byen og trives og have fremgang. — Es 1:9; 11:11, 16; 37:31, 32; Jer 23:3; 31:7-9.

Efter at kong Nebukadnezar af Babylon i 617 f.v.t. havde ført kong Jojakin af Juda og andre bort som fanger, fik profeten Jeremias et syn af to kurve med figner. De gode figner skildrede de judæere der nu var ført i landflygtighed til Babylon, og som Jehova en dag ville lade vende tilbage til deres land. De dårlige figner skildrede kong Zedekias, hans fyrster og andre der endnu ikke var blevet ført i landflygtighed (i virkeligheden hovedparten af Jerusalems og Judas indbyggere), samt dem der boede i Ægypten. Da Nebukadnezar i 607 f.v.t. ødelagde Jerusalem fuldstændigt, blev næsten alle som boede i Juda, dræbt eller ført i landflygtighed. Og senere kom turen til dem der boede i Ægypten (heriblandt dem der flygtede derned efter 607 f.v.t.) da Nebukadnezar foretog et felttog mod dette land. — Jer 24:1-10; 44:14; 46:13-17; Kl 1:1-6.

Jehova lovede den trofaste rest — dem der angrede de synder som var årsag til at han lod dem føre i landflygtighed — at han ville samle dem som en hjord i en fold. (Mik 2:12) Det gjorde han i 537 f.v.t. da en rest af jøderne vendte tilbage under Zerubbabel. (Ezr 2:1, 2) De havde ’haltet’, men Jehova samlede dem, og skønt de var under persisk overherredømme, var han nu igen deres virkelige Konge, eftersom de havde Zerubbabel til landshøvding og den sande tilbedelse var genoprettet. (Mik 4:6, 7) De ville blive „som duggen fra Jehova“, der virker forfriskende og giver vækst, og de ville blive modige og stærke „som en løve blandt skovens dyr“. (Mik 5:7-9) Denne sidste profeti gik øjensynlig i opfyldelse i makkabæertiden, sådan at jøderne blev bevaret i deres land og beholdt deres tempel indtil Messias’ komme.

Navnet på en af profeten Esajas’ sønner, Sjearjasjub, indeholdt navneordet sje’arʹ (beslægtet med udsagnsordet sja’arʹ) og betød „kun en rest (de tilbageblevne) vil vende tilbage“. Dette navn var et tegn på at Jerusalem ville falde og dets indbyggere blive ført i landflygtighed, men at Gud ville være barmhjertig og føre en rest tilbage til landet. — Es 7:3.

Der lades ingen rest tilbage af Babylon. Gud brugte Babylon til at straffe sit folk, men Babylon gik videre og frydede sig over at undertrykke og mishandle jøderne og havde i sinde at lade dem forblive i landflygtighed for evigt. Dette skyldtes i virkeligheden at Babylon var hovedforfægteren af falsk tilbedelse og hadede Jehova og den sande tilbedelse af ham. Af disse grunde erklærede Gud: „Jeg skal udrydde navn og rest og afkom og efterslægt af Babylon.“ (Es 14:22) Det endte med at Babylon kom til at ligge fuldstændig øde for stedse uden at efterlade sig nogen rest som kunne vende tilbage og genopbygge det.

En rest af Israel tager imod Kristus. Da Jesus Kristus kom til Israels folk, forkastede flertallet ham. Kun en rest viste tro og fulgte ham. Apostelen Paulus mønter nogle af Esajas’ profetier (10:22, 23; 1:9) på denne jødiske rest idet han skriver: „Og om Israel råber Esajas: ’Selv om tallet på Israels sønner var som sandet ved havet, er det kun en rest der bliver frelst. For Jehova vil holde regnskab på jorden idet han afslutter og afkorter det.’ Og, ganske som Esajas forud havde sagt: ’Hvis ikke Hærstyrkers Jehova havde efterladt os et afkom, ville vi være blevet som Sodoma, og vi ville have lignet Gomorra.’“ (Ro 9:27-29) Senere henviser Paulus til de 7000 der var ladt tilbage og ikke havde bøjet sig for Ba’al på Elias’ tid, idet han siger: „Således er der da også i den nuværende tid fremkommet en rest ifølge en udvælgelse der skyldes ufortjent godhed.“ — Ro 11:5.

Den åndelige rest. I det 12. kapitel i Åbenbaringens Bog skildrer Johannes et syn hvori der optræder en kvinde i himmelen og en drage, og han slutter dette syn med ordene: „Og dragen blev vred på kvinden og gik bort for at føre krig mod de øvrige [el.: „dem som var tilbage“; gr.: loipōnʹ ] af hendes afkom, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“ Disse „øvrige“ som „har den gerning at vidne om Jesus“, er de sidste på jorden af Jesu Kristi brødre, dem som lever på jorden efter at Djævelen er blevet kastet ned og en stemme har forkyndt: „Nu er frelsen og magten og riget som tilhører vor Gud, og myndigheden som tilhører hans Messias, blevet til virkelighed.“ Dragen, eller Djævelen, fører krig mod denne rest af Kristi åndelige brødre ved hjælp af de „vilddyr“ og det „vilddyrets billede“ der er beskrevet i Åbenbaringen, kapitel 13. Men som det fremgår af det 14. kapitel, er det resten der sejrer. — Se AFKOM, SÆD.