RETFÆRDIGHED

De hebraiske ord tsæʹdhæq og tsedhaqahʹ samt det græske dikaiosyʹnē, der gengives med „retfærdighed“, indeholder tanken om redelighed og retskaffenhed, at noget er i overensstemmelse med en standard eller norm for hvad der er moralsk retskaffent. Begrebet „retfærdighed“ bruges ofte i forbindelse med en dommer eller en domshandling, hvorved det får et juridisk anstrøg. (Sl 35:24; 72:2; 96:13; Es 11:4; Åb 19:11) I Moseloven forekommer tsæʹdhæq fire gange i forbindelse med forretning og handel: „I skal have nøjagtige [ordr.: „retfærdigheds“ el. „retfærdige“] vægtskåle, nøjagtige lodder, en nøjagtig efa og en nøjagtig hin.“ — 3Mo 19:36.

Gud fastsætter normen. Den græskkyndige Kenneth S. Wuest siger: „Gud er den objektive norm, den der fastsætter betydningsindholdet af dikaios [retfærdig], og som samtidig sørger for at dette betydningsindhold bevares konstant og uændret eftersom Han er uforanderlig.“ Derefter citerer han Cremer, som siger: „Retfærdighed i bibelsk forstand vil sige at noget er ret og rigtigt ifølge Guds norm, at det er vurderet efter Guds norm, ytrer sig ved en adfærd Gud kan godkende, og frem for alt har noget at gøre med forholdet til Gud og med det at vandre for Hans ansigt. Den er, og den kaldes dikaiosune theou (Guds retfærdighed) (Rom. 3:21, 1:17), retfærdighed som den findes hos Gud og er af værdi for Gud, guddommelig retfærdighed, se Ef. 4:24; med en retfærdighed defineret på denne måde kommer evangeliet (Rom. 1:17) ind i en verden af nationer som har været vant til at følge en anden norm.“ — Studies in the Vocabulary of the Greek New Testament, 1946, s. 37.

Lukas viser hvad det vil sige at være retfærdig, når han om præsten Zakarias og hans hustru Elisabet (Johannes Døbers forældre) siger: „De var begge retfærdige for Gud, idet de vandrede udadleligt, i overensstemmelse med alle Jehovas bud og lovbestemmelser.“ (Lu 1:6) Om noget er retfærdigt, afhænger af om det stemmer med Guds vilje og befalinger. Hvad han befaler, kan variere fra ét tidspunkt til et andet og fra én person til en anden — hans befaling til Noa om at bygge en ark er aldrig blevet gentaget for andre, og budet om omskærelse gælder ikke for de kristne. Men Guds personlige normer, hans personlighed, det han er, og som kommer til udtryk i hans ord og gerninger, varierer aldrig og udgør således en fuldkommen, stabil og klippefast norm som alle hans skabningers adfærd kan måles efter. — 5Mo 32:4; Job 34:10; Sl 92:15; Ez 18:25-31; 33:17-20.

Godhed og retfærdighed. Apostelen Paulus synes at skelne mellem godhed og retfærdighed når han i forbindelse med Kristi offerdød siger: „Der er ellers næppe nogen der vil dø for en retfærdig; jo, for den gode vil nogen måske endog vove at dø. Men Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ (Ro 5:7, 8) En mand kan betegnes som „retfærdig“ hvis han gør sin pligt, er upartisk og ærlig og ikke gør sig skyldig i umoralitet eller nogen anden uret adfærd, altså er kendt for at være redelig og retskaffen. Men der ligger i Paulus’ udtalelse at „den gode“ har et fortrin. Eftersom han kaldes ’god’, må han naturligvis også være retfærdig, men på visse områder adskiller han sig fra den der i første række er kendt for sin retfærdighed. Det græske ord der bruges, viser at han er indstillet på at gøre noget for andre, og at han gør det aktivt. Han tænker ikke kun på hvad retfærdigheden kræver, men går videre, drevet af omsorg for andre og et ønske om at hjælpe og gavne dem. — Jf. Mt 12:35; 20:10-15; Lu 6:9, 33, 35, 36; Joh 7:12; Apg 14:17; Ro 12:20, 21; 1Ts 5:15.

Paulus mener øjensynlig at mens den der er kendt for at være „retfærdig“, måske nok vinder andres respekt og eventuelt deres beundring, appellerer han ikke så stærkt til deres hjerte at nogen vil dø for ham. Men den der er kendt for sin godhed, som er varmhjertet, hensynsfuld, barmhjertig og hjælpsom, vinder andres hengivenhed og taler så stærkt til deres hjerte at de måske vil være parate til at dø for ham.

Det der er „godt“, stilles i Bibelen i kontrast til det der er „slet“ (Joh 5:29; Ro 9:11; 2Kor 5:10), og det der er „ondt“. (Mt 5:45; Ro 12:9; 16:19; 1Pe 3:11; 3Jo 11) Men „retfærdige“ nævnes i modsætning til „syndere“ (uretfærdige). (Mr 2:17; Lu 15:7) Ligesom man kan være en synder (fordi man ikke opfylder retfærdighedens normer) uden nødvendigvis at være ond eller slet, kan man også være retfærdig uden nødvendigvis at være god i førnævnte betydning.

Josef fra Arimatæa var kendt for at være både „god“ og „retfærdig“. Disse ord bruges naturligvis altid i relativ forstand om ufuldkomne mennesker. (Lu 23:50; jf. Mt 19:16, 17; Mr 10:17, 18; se GODHED [Jehovas godhed].) Budene i Guds lov til Israel var ’hellige [idet de stammede fra Gud] og retfærdige [da de genspejlede Guds fuldkomne norm] og gode [fordi de i enhver henseende var gavnlige for dem der fulgte dem]’. — Ro 7:12; jf. Ef 5:9.

Jehova — den Retfærdige. De hebraiske ord tsæʹdhæq og tsedhaqahʹ og det græske ord dikaiosyʹnē bruges ofte til at beskrive at Gud handler rigtigt: som den suveræne Hersker (Job 37:23; Sl 71:19; 89:14), når han afsiger og eksekverer sine domme (Sl 9:8; 85:11; Es 26:9; 2Kor 3:9), når han straffer sit folk (Es 10:22), når han forsvarer sig selv for retten (Sl 51:4; Ro 3:4, 5), og når han forsvarer sit folk (Mik 7:9).

Jehova kaldes „retfærdighedens bosted“. (Jer 50:7) Han er derfor selv den Retfærdige, og alle hans skabningers retfærdighed udspringer af deres forhold til ham. Jehova afviger aldrig fra sin retfærdige norm. Hans skabninger kan derfor have den største tillid til ham. Der står skrevet om ham: „Retfærdighed og ret er din trones fundament.“ — Sl 89:14.

Også retfærdig når han viser barmhjertighed. I sin retfærdighed, hellighed og renhed kan Jehova ikke billige nogen synd. (Sl 5:4; Es 6:3, 5; Hab 1:13; 1Pe 1:15) Følgelig kunne han ikke tilgive menneskenes synder uden at retfærdighedens krav blev tilfredsstillet — eller uden at der var et juridisk grundlag for det. I sin ufortjente godhed sørgede han for dette grundlag ved at sende sin søn som et sonoffer, et offer der kunne dække menneskers synder. Derved kan han på et retfærdigt grundlag vise barmhjertighed mod de syndere der benytter sig af denne ordning. Paulus forklarer det på denne måde: „Men uden lov er Guds retfærdighed nu blevet gjort kendt, . . . ja, Guds retfærdighed gennem tro på Jesus Kristus . . . For alle har syndet og mangler Guds herlighed, og det er som en fri gave at de ved hans ufortjente godhed bliver erklæret retfærdige gennem udfrielsen ved løsesummen der er betalt i Kristus Jesus. . . . at [Gud] måtte være retfærdig, også når han erklærer det [fra fødselen syndige] menneske retfærdigt som har tro på Jesus.“ — Ro 3:21-26; se ERKLÆRE RETFÆRDIG.

Søg Guds retfærdighed. Jesus tilskyndede sine tilhørere: „Bliv da ved med først at søge riget og [Guds] retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Mt 6:33) Man må blive ved med at søge Riget; man må ønske denne regering og være loyal over for den. Men man må ikke glemme at det er Guds rige man skal søge. Man må indrette sig efter Guds vilje, følge hans norm for hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og bestandig ’forny sit sind’ sådan at alle sider af ens liv er i overensstemmelse med Guds retfærdighed. (Ro 12:2) Man må ’iføre sig den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet’. — Ef 4:23, 24.

Jøderne følte sig trygge og mente at de ville få adgang til Guds rige ved at opstille deres egen retfærdighed, men de underordnede sig ikke retfærdigheden fra Gud. (Ro 10:1-3) Det var derfor Jesus sagde til sine disciple: „For jeg siger jer at hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftlærdes og farisæernes, vil I slet ikke komme ind i himlenes rige.“ Disse mænd skiltede med en ydre retfærdighed ved at adlyde visse af Lovens krav og de overleveringer der var føjet til. Men de havde i virkeligheden gjort Guds ord ugyldigt på grund af deres overlevering, og de afviste Kristus, den gudgivne vej hvorigennem de havde kunnet opnå sand retfærdighed. — Mt 5:17-20; 15:3-9; Ro 10:4.

Ingen retfærdighed ved egne gerninger. Det er således klart at ufuldkomne mennesker aldrig vil kunne opnå sand retfærdighed — leve op til Guds retfærdighed — ved hjælp af Moselovens gerninger eller deres egne selvretfærdige gerninger. (Ro 3:10; 9:30-32; Ga 2:21; 3:21; Tit 3:5) De mennesker Gud har betegnet som „retfærdige“, har været mennesker der har troet på Gud, og som i stedet for at stole på deres egne gerninger har ladet deres tro komme til udtryk i gerninger som har været i overensstemmelse med hans retfærdige norm. — 1Mo 15:6; Ro 4:3-9; Jak 2:18-24.

Loven var retfærdig. Det vil ikke sige at Moseloven ikke indeholdt Guds norm for retfærdighed. Det gjorde den. Apostelen Paulus skrev: „Altså er loven på sin side hellig, og budet er helligt og retfærdigt og godt.“ (Ro 7:12; 5Mo 4:8) Den tjente Guds hensigt, idet den gjorde overtrædelserne kendt og virkede som en opdrager der førte jøder med et oprigtigt hjerte til Kristus, foruden at den indeholdt en skygge af kommende goder. (Ga 3:19, 24; He 10:1) Men den kunne ikke bringe dem der var underlagt den, sand eller fuld retfærdighed. De var alle syndere, de kunne ikke holde Loven til fuldkommenhed, og deres ypperstepræst var ude af stand til med sin tjeneste og sine ofre at fjerne deres synder. Derfor kunne de kun opnå retfærdighed ved at tage imod Guds søn. (Ro 8:3, 4; He 7:18-28) De der tog imod Kristus, blev erklæret retfærdige, ikke som noget de havde gjort sig fortjent til, men som en gave, og Kristus blev dem „visdom fra Gud, samt retfærdighed og helliggørelse og udfrielse ved en løsesum“. Følgelig opnås sand retfærdighed kun gennem Kristus. Derved ophøjes Jehova, for det viser at al retfærdighed skyldes ham og ikke mennesker eller deres gerninger, „for at det kan være som der står skrevet: ’Lad den der roser sig, rose sig af Jehova.’“ — 1Kor 1:30, 31; Ro 5:17.

Gavnlige resultater af retfærdighed. Gud elsker de retfærdige og sørger for dem. David skrev: „En ung mand har jeg været; og nu er jeg blevet gammel. Men aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.“ (Sl 37:25) Salomon sagde: „Jehova vil ikke lade den retfærdiges sjæl sulte, men de ugudeliges begær støder han bort.“ (Ord 10:3) Gud vil dømme den beboede jord med retfærdighed ved Jesus Kristus, og han vil skabe „nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo“. (Apg 17:31; 2Pe 3:13) Han har lovet at de retfærdige til sidst skal tage jorden i besiddelse; de ugudelige skal fjernes fra jorden som en „løsesum“ for de retfærdige, for så længe de gudløse råder på jorden, kan de retfærdige ikke have fred. Og de gudløses ejendele vil blive overtaget af de retfærdige, som ordsproget siger: „Synderens velstand er gemt hen til den retfærdige.“ — Ord 13:22; 21:18.

Den der holder ud i retfærdighed, er sikret Guds velvilje og retskafne menneskers billigelse nu og i al evighed, for „den retfærdiges minde velsignes [og „vil blive husket til fjerne tider“], men de ugudeliges navn rådner op“. — Ord 10:7; Sl 112:6.

Lyt til de retfærdige. Det er forstandigt at respektere dem som Jehova regner for retfærdige, og at følge deres råd og vejledning, for det vil gavne én. David blev retledt af Jehova gennem retfærdige mænd, Guds tjenere og profeter, og han sagde: „Slår den retfærdige mig, er det loyal hengivenhed; og retleder han mig, er det olie for hovedet; den afviser mit hoved ikke.“ — Sl 141:5.

„Retfærdighedens brystharnisk“. Bibelen siger: „Vogt dit hjerte mere end alt andet der skal vogtes, for derfra udspringer livet.“ (Ord 4:23) Kristne må derfor iføre sig „retfærdighedens brystharnisk“. (Ef 6:14) Eftersom det faldne, syndige menneskes hjerte er forræderisk og desperat, er det bydende nødvendigt at man holder sig til Guds retfærdighed for at ens hjerte ikke skal blive ondt. (Jer 17:9) Hjertet har brug for megen tugt og oplæring. Den kristne kan derfor kun være sikker ved at holde sig nær til Bibelen, der, som Paulus siger, er „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. Man bør taknemmeligt tage imod den tugt man får af retfærdige mennesker som bruger Guds ord til dette formål. — 2Ti 3:16, 17.