„Vær brændende i ånden“
„Vær ikke nølende i jeres iver. Vær brændende i ånden. Træl for Jehova.“ — ROM. 12:11.
1. Hvorfor bragte israelitterne slagtofre og andre former for ofre?
JEHOVA sætter pris på de ofre hans tjenere villigt bringer som et udtryk for at de elsker ham og underlægger sig hans vilje. I gammel tid tog han imod slagtofre og andre former for ofre. Israelitterne bragte disse ofre som Moseloven foreskrev, for at opnå tilgivelse for synder og for at give udtryk for deres taknemmelighed. Vi lever nu under den kristne ordning, og Jehova kræver ikke længere at vi bringer ham sådanne ceremonielle ofre. Men som Paulus påpeger i kapitel 12 i sit brev til de kristne i Rom, forventer Gud stadig at vi bringer ham ofre. Vi vil i det følgende se hvordan vi kan gøre det.
Et levende slagtoffer
2. Hvilket liv lever vi som kristne, og hvad indebærer det?
2 Læs Romerbrevet 12:1, 2. Tidligere i sit brev har Paulus klart vist at salvede kristne, uanset om de var jøder eller ikkejøder, blev erklæret retfærdige over for Gud ved tro, ikke ved gerninger. (Romerne 1:16; 3:20-24) I kapitel 12 forklarer Paulus at kristne bør vise deres taknemmelighed ved at leve et selvopofrende liv. For at vi kan gøre det, må vi forny vores sind. Som følge af den nedarvede ufuldkommenhed er vi underlagt „syndens og dødens lov“. (Romerne 8:2) Det er derfor nødvendigt at vi lader os forvandle, at vi „gøres nye i [vort] sinds drivkraft“, ved radikalt at ændre vores tankegang. (Efeserne 4:23) En så gennemgribende forandring kan kun foretages med hjælp fra Gud og hans ånd. Men vi må også selv gøre en ihærdig indsats ved at bruge vores sunde fornuft. Det vil sige at vi må gøre vores yderste for ikke at ’lade os forme efter denne tingenes ordning’ med dens dårlige moral, nedbrydende underholdning og fordrejede tankegang. — Ef. 2:1-3.
3. Hvorfor deltager vi i kristne aktiviteter?
3 Paulus opfordrer os også til at bruge vores sunde fornuft til at forvisse os om hvad der er „Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje“. Hvorfor læser vi daglig i Bibelen, grunder over det vi læser, beder, overværer de kristne møder og forkynder den gode nyhed om Riget? Gør vi det fordi menighedens ældste tilskynder os til det? Vi er sandt nok taknemmelige for de påmindelser de giver os. Men den egentlige grund til at vi tager del i kristne aktiviteter, er at vi tilskyndes af Guds ånd til at vise vores dybe kærlighed til Jehova. Desuden er vi personligt overbeviste om at det er Guds vilje at vi skal være optaget af disse ting. (Zak. 4:6; Ef. 5:10) Det giver os stor glæde og tilfredshed at vide at når vi lever som sande kristne, kan vi være Gud til behag.
Forskellige gaver
4, 5. Hvordan bør kristne ældste bruge deres gaver?
4 Læs Romerbrevet 12:6-8, 11. Paulus forklarer at „vi . . . har gaver der er forskellige alt efter den ufortjente godhed der er skænket os“. Nogle af de gaver han nævner — det at tilskynde og det at præsidere — angår især kristne ældste, som bliver formanet til at præsidere „i fuldt alvor“.
5 Den samme alvor skal ifølge Paulus tydeligt kunne ses i den måde hvorpå tilsynsmænd tjener som lærere og udfører „en tjeneste“. Ud fra sammenhængen ser det ud til at Paulus her tænker på „en tjeneste“ der udføres i menigheden, som han sammenligner med et legeme. (Rom. 12:4, 5) Denne tjeneste svarer til den der er omtalt i Apostelgerninger 6:4, hvor apostlene erklærer: ’Vi vil være helt optaget af bønnen og ordets tjeneste.’ Hvad omfatter en sådan tjeneste? Kristne ældste bruger de gaver de har fået, til at opbygge menighedens medlemmer. De viser at de ’tager vare på denne tjeneste’ når de med alvor giver menigheden bibelsk vejledning, og for at kunne gøre det må de under bøn studere Guds ord, gå i dybden med bibelske spørgsmål, undervise og udføre hyrdearbejde. Tilsynsmænd skal anvende deres gaver samvittighedsfuldt og drage omsorg for fårene „med glæde“. — Rom. 12:7, 8; 1 Pet. 5:1-3.
6. Hvordan kan vi følge den tilskyndelse der bliver givet i Romerbrevet 12:11, som er temaskriftstedet for denne artikel?
6 Paulus fortsætter med at sige: „Vær ikke nølende i jeres iver. Vær brændende i ånden. Træl for Jehova.“ Hvis vi bliver opmærksomme på at vi er begyndt at slække på vores tjeneste, må vi måske tage vores studievaner op til revision og bede oftere og mere inderligt om at få Jehovas ånd, der kan hjælpe os til at bekæmpe enhver form for lunkenhed og til at forny vores iver. (Luk. 11:9, 13; Åb. 2:4; 3:14, 15, 19) Den hellige ånd gav de kristne i det første århundrede kraft til at tale om „Guds storslåede gerninger“. (Apg. 2:4, 11) På lignende måde kan den motivere os til at blive nidkære i tjenesten, ja, „brændende i ånden“.
Ydmyghed og beskedenhed
7. Hvorfor bør vi tjene med ydmyghed og beskedenhed?
7 Læs Romerbrevet 12:3, 16. De gaver som vi måtte have fået, skyldes Jehovas „ufortjente godhed“. Paulus siger et andet sted: „At vi er tilstrækkelig egnede kommer fra Gud.“ (2 Kor. 3:5) Derfor må vi ikke fremhæve os selv. Vi bør ydmygt erkende at ethvert godt resultat vi opnår i tjenesten for Gud, skyldes hans velsignelse og ikke vores egne evner. (1 Kor. 3:6, 7) Paulus udtaler i tråd med dette: ’Jeg siger til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke.’ Vi må nødvendigvis have et vist mål af selvværd og finde glæde og tilfredshed i vores tjeneste. Men når vi er beskedne og kender vores begrænsninger, vil det hindre os i at blive påståelige og stædigt holde fast ved vores egne meninger. Vi ønsker tværtimod at „tænke med et sundt sind“.
8. Hvordan kan vi undgå at ’blive kloge i egne tanker’?
8 Hvor ville det være tåbeligt af os at prale af noget vi har udrettet. Det er jo Gud „som får det til at gro“. (1 Kor. 3:7) Paulus siger at Gud har tildelt hver enkelt i menigheden „et mål af tro“. I stedet for at føle os hævet over andre bør vi vise anerkendelse af det de udretter med det mål af tro de har. Paulus fortsætter: „Tænk på andre som I tænker på jer selv.“ I et andet af sine breve beder apostelen os om ikke at gøre noget ’af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed at agte de andre højere end os selv’. (Fil. 2:3) Det kræver ydmyghed og en bevidst indsats at erkende at hver eneste af vores brødre og søstre i visse henseender udmærker sig i forhold til os. En ydmyg indstilling vil derfor afholde os fra at ’blive kloge i egne tanker’. Særlige tjenesteforrettigheder kan ganske vist bringe nogle i rampelyset, men vi vil alle finde dyb glæde ved at ’holde os til det beskedne’ (’påtage os beskedne opgaver’, An American Translation), noget der ikke altid bliver bemærket af andre. — 1 Pet. 5:5.
Vores kristne enhed
9. Hvorfor sammenligner Paulus de åndsavlede kristne med lemmerne på et legeme?
9 Læs Romerbrevet 12:4, 5, 9, 10. Paulus sammenligner de salvede kristne med lemmerne på et legeme der tjener i forening under ledelse af deres hoved, Kristus. (Kol. 1:18) Han minder de åndsavlede kristne om at lemmerne på et legeme har mange forskellige funktioner, og at de, „skønt mange“, er „ét legeme i samhørighed med Kristus“. I sit brev til de kristne i Efesus gjorde Paulus brug af lignende vendinger: „Lad os i alt ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus. Det er ud fra ham at hele legemet, ved at være harmonisk sammenføjet og bragt til at samarbejde gennem hvert medvirkende led i overensstemmelse med den virksomhed som hvert enkelt medlem efter sit mål udfolder, bidrager til legemets vækst, så det opbygger sig selv i kærlighed.“ — Ef. 4:15, 16.
10. Hvilken myndighed bør de „andre får“ anerkende?
10 Selvom de „andre får“ ikke er en del af Kristi sammensatte legeme, kan de lære meget af denne illustration. (Joh. 10:16) Paulus siger at Jehova „lagde . . . alt under [Kristi] fødder, og han gav ham som hoved over alle ting til menigheden“. (Ef. 1:22) I dag er de andre får en del af alle de „ting“ Kristus er sat som hoved over. De er også blandt det „han ejer“, og som han har betroet i ’den trofaste og kloge træls’ varetægt. (Matt. 24:45-47) De der har et jordisk håb, bør derfor anerkende Kristus som deres hoved og underordne sig den trofaste og kloge træl og dens Styrende Råd samt de mænd der er udnævnt som tilsynsmænd i menigheden. (Hebr. 13:7, 17) Det vil bidrage til den kristne enhed.
11. Hvad er vores enhed grundlagt på, og hvilken anden vejledning gav Paulus?
11 En sådan enhed er grundlagt på kærlighed, der er „enhedens fuldkomne bånd“. (Kol. 3:14) Det er noget Paulus understreger i Romerbrevet, kapitel 12, hvor han siger at vores kærlighed skal „være uden hykleri“, og at vi „i broderkærligheden“ bør vise „inderlig hengivenhed for hinanden“. Det fører til gensidig respekt. Apostelen siger: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ Nu må vi naturligvis ikke forveksle kærlighed med misforstået loyalitetsfølelse. Vi vil gøre alt hvad vi kan, for at holde menigheden ren. Til sin vejledning om kærlighed tilføjer Paulus: „Afsky det onde, hold jer til det gode.“
Gæstfrihedens vej
12. Hvad kan vi lære af de kristne i oldtidens Makedonien med hensyn til at hjælpe andre?
12 Læs Romerbrevet 12:13. Den kærlighed vi nærer til vores brødre, vil få os til at ’dele med de hellige, alt efter deres behov’, og alt efter hvad vi evner. Også hvis vi ikke ejer ret meget, kan vi dele det vi har, med andre. Paulus skrev følgende om de kristne i Makedonien: „Deres overflod af glæde og deres dybe fattigdom under en stor prøve med megen trængsel har fået deres gavmildheds rigdom til at strømme over. For efter evne, ja, jeg vidner, over evne gav de, idet de på eget initiativ blev ved med meget indtrængende at bede os om at måtte øve velgørenhed og få en andel i hjælpen til de hellige [i Judæa].“ (2 Kor. 8:2-4) De kristne i Makedonien var på trods af deres fattigdom meget gavmilde. De betragtede det som en forret at kunne dele det de ejede, med deres nødlidende brødre i Judæa.
13. Hvad vil det sige at ’følge gæstfrihedens vej’?
13 Det græske udtryk der er oversat med „følg gæstfrihedens vej“, indeholder tanken om at vise initiativ. I The New Jerusalem Bible gengives udtrykket „vær på udkig efter muligheder for at være gæstfri“. Somme tider viser man gæstfrihed ved at invitere nogen til et måltid mad, og når man gør det motiveret af kærlighed, er det rosværdigt. Men hvis vi er initiativrige, vil vi opdage at der også er mange andre måder man kan være gæstfri på. Hvis vi for eksempel på grund af vores økonomiske situation eller helbredsproblemer ikke har mulighed for at invitere andre på et måltid mad, kan vi måske vise gæstfrihed ved at byde på en kop kaffe eller te eller en anden lille forfriskning.
14. (a) Hvilke ord er det græske ord som er oversat med „gæstfrihed“, sammensat af? (b) Hvordan kan vi vise omsorg for udlændinge i forkyndelsen?
14 Gæstfrihed har at gøre med vores indstilling til andre. Det græske ord der er oversat med „gæstfrihed“, er sammensat af to rodord der betyder „kærlighed“ og „fremmed“. Hvilke følelser nærer vi over for fremmede, eller udlændinge? Kristne der gør en stor indsats for at lære et andet sprog så de kan forkynde den gode nyhed for udlændinge der er flyttet til deres menigheds distrikt, kan virkelig siges at følge gæstfrihedens vej. Nu er vi naturligvis mange der på grund af vores omstændigheder ikke har mulighed for at lære et andet sprog. Og dog kan vi alle have en meningsfyldt andel i at hjælpe udlændinge ved at gøre flittig brug af brochuren Godt nyt til folk af alle nationer, som indeholder et bibelsk budskab på mange sprog. Har du haft gode resultater med at bruge denne brochure i forkyndelsen?
Indlevelsesevne
15. Hvordan var Jesus selv et eksempel på hvordan man kan efterleve tilskyndelsen i Romerbrevet 12:15?
15 Læs Romerbrevet 12:15. Paulus’ råd i dette vers kan sammenfattes i to ord: Vis empati. Vi må lære at forstå, og endda kunne mærke, hvordan andre har det, om de er glade eller kede af det. Vores evne til at glæde os med andre eller vise dem medfølelse vil være et vidnesbyrd om at vi er brændende i ånden. Da 70 af Jesu disciple glade vendte tilbage efter at have forkyndt og fortalte om alle de gode resultater de havde haft, blev Jesus „usigelig glad i den hellige ånd“. (Luk. 10:17-21) Han glædede sig sammen med dem. Derimod ’græd han med dem der græd’ da hans ven Lazarus var død. — Joh. 11:32-35.
16. Hvordan kan vi bruge vores indlevelsesevne, og hvem især må gøre det?
16 Vi ønsker at følge Jesu eksempel med hensyn til at vise empati. Når en af vores kristne brødre og søstre glæder sig, vil vi gerne glæde os sammen med ham eller hende. På samme måde bør vi have en fintmærkende fornemmelse for de lidelser og sorger vores brødre og søstre er plaget af. Ofte kan vi lette en stor byrde for dem af vores trosfæller der kæmper med en indre smerte, ved at tage os tid til at lytte til dem med oprigtig medfølelse og forståelse. Og nogle gange bliver vi så berørt af det de fortæller os, at vores dybe medfølelse kommer til udtryk i tårer. (1 Pet. 1:22) Især ældste bør følge det råd Paulus giver om at vise empati.
17. Hvad har vi indtil videre lært af Romerbrevet, kapitel 12, og hvad vil blive behandlet i den næste artikel?
17 De vers vi indtil videre har behandlet i Romerbrevet, kapitel 12, har indeholdt vejledning vi kan anvende i vores liv som kristne og i forholdet til vores brødre. I den næste artikel vil vi gennemgå de resterende vers i dette kapitel, der handler om hvordan vi bør betragte og forholde os til dem der ikke er en del af den kristne menighed, blandt andet dem der modstår og forfølger os.
Til repetition
• Hvordan kan vi vise at vi er „brændende i ånden“?
• Hvorfor bør vi tjene Gud med ydmyghed og beskedenhed?
• På hvilke måder kan vi vise vores trosfæller empati og medfølelse?
[Illustrationer på side 4]
Hvorfor deltager vi i disse kristne aktiviteter?
[Illustration på side 6]
Hvordan kan vi hver især hjælpe udlændinge til at lære om Riget?