Ær alle slags mennesker
„Ær alle slags mennesker, . . . frygt Gud, ær kongen.“ — 1 PETER 2:17.
1. (a) Hvem foruden Gud og Kristus kan med rette vises ære? (b) På hvilke områder bør man ifølge Første Petersbrev 2:17 vise mennesker ære?
VI HAR set at vi er forpligtede til at ære Jehova Gud og Jesus Kristus. Det er både ret, víst og kærligt at gøre dette. Guds ord viser imidlertid også at vi skal ære vore medmennesker. „Ær alle slags mennesker,“ siges der. (1 Peter 2:17) Eftersom skriftstedet slutter med befalingen „ær kongen“, indebærer det at vi ærer alle dem som på grund af deres stilling har krav på ære. Hvem bør vi da med rette vise ære? Det drejer sig måske om flere end vi i første omgang regner med. Der er fire områder hvorpå vi bør vise andre ære.
Ær de verdslige herskere
2. Hvordan ved vi at der med ordet „kongen“ i Første Petersbrev 2:17 henvises til alle jordiske konger eller verdslige herskere?
2 Det første område vi skal betragte har forbindelse med de verdslige myndigheder. Vi må vise de verdslige herskere ære. Peter sagde: „Ær kongen.“ Men hvorfor mener vi at det var de verdslige herskere han havde i tanke? Fordi han taler om forhold uden for den kristne menighed. I det foregående siger han: „For Herrens skyld skal I underordne jer enhver menneskeskabt instans, hvad enten det er en konge som den højerestående, eller landshøvdinger som dem der sendes af ham.“ Bemærk at Peter stiller Gud op som en modsætning til „kongen“ idet han siger: „Frygt Gud, ær kongen.“ (1 Peter 2:13, 14) Så når Peter tilskynder os til at vise kongen ære, hentyder han til jordiske konger og verdslige herskere.
3. Hvem er „de højere myndigheder“, og hvad har de krav på?
3 Apostelen Paulus siger noget lignende: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ Disse „højere myndigheder“ er ikke Jehova Gud eller Jesus Kristus. Det er de verdslige herskere og regeringsembedsmænd. Med dette i tanke fortsætter Paulus med ordene: „Giv alle hvad der tilkommer dem, . . . ham der kræver ære, ære.“ Ja, de mennesker som Gud tillader at udøve herredømme, har krav på ære. — Romerne 13:1, 7.
4. (a) Hvordan kan man vise verdslige herskere ære? (b) Hvilket eksempel satte apostelen Paulus i forbindelse med at vise myndighedspersoner ære?
4 Hvordan viser vi de verdslige herskere ære? Blandt andet ved at vise dem dyb respekt. (Jævnfør Første Petersbrev 3:15.) På grund af deres stilling har de krav på en sådan ære, også selv om de måske er onde mennesker. Den romerske historiker Tacitus beskrev landshøvdingen Felix som en mand „der mente at han ustraffet kunne slippe fra enhver ond handling“. Alligevel indledte Paulus sin forsvarstale over for Felix på en respektfuld måde. Paulus talte også respektfuldt til kong Herodes Agrippa II og sagde: „Jeg regner mig for lykkelig over at det er for dig jeg i dag skal forsvare mig,“ og det skønt han godt vidste at Agrippa levede i blodskam. Paulus viste også landshøvdingen Festus ære og tiltalte ham som „højtærede“, skønt Festus var en afgudsdyrker. — Apostelgerninger 24:10; 26:2, 3, 24, 25.
5. På hvilke andre måder viser man regeringsmyndighederne ære, og hvordan sætter Jehovas vidner et godt eksempel i den forbindelse?
5 I forbindelse med at yde myndighederne det der tilkommer dem, beskrev Paulus også en anden måde hvorpå vi kan vise regeringsembedsmænd ære. Han sagde at man skulle give „ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift“. (Romerne 13:7) Jehovas vidner betaler sådanne afgifter uanset i hvilket land de bor. En italiensk avis, La Stampa, har skrevet: „De er de mest loyale borgere nogen kunne ønske sig: de snyder ikke i skat og forsøger ikke at omgå ubehagelige love for egen fordels skyld.“ Og avisen The Post fra Palm Beach i Florida, USA, har skrevet følgende om Jehovas vidner: „De betaler deres skat. De hører til de ærligste borgere i republikken.“
Vis arbejdsgivere ære
6. Hvem har ifølge Paulus og Peter også krav på ære?
6 Et andet område hvor det er på sin plads at vise andre ære, er på vores arbejdsplads. Både Paulus og Peter understregede vigtigheden af at kristne viser deres overordnede en passende respekt. Paulus skrev: „Lad alle der er trælle under åg fortsat anse deres herrer for værdige til al ære, for at Guds navn og læren ikke skal blive spottet. Og lad dem som har troende herrer ikke se ned på dem fordi de er brødre. Tværtimod, lad dem trælle des villigere.“ Og Peter sagde: „Lad tjenere i et hus underordne sig deres herrer med al skyldig frygt, ikke kun de gode og rimelige, men også dem som er vanskelige at behage.“ — 1 Timoteus 6:1, 2; 1 Peter 2:18; Efeserne 6:5; Kolossenserne 3:22, 23.
7. (a) Hvordan kan Bibelens vejledning om at trælle skal ære deres herrer, anvendes i dag? (b) Hvad bør kristne ansatte være opmærksomme på hvis deres arbejdsgiver er en medkristen?
7 I dag er slaveri ganske vist ikke særlig udbredt. Men de principper der gjaldt forholdet mellem en træl og hans herre, gælder også forholdet mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager. Kristne ansatte må endog vise de arbejdsgivere ære der er vanskelige at behage. Men hvad nu hvis arbejdsgiveren også er en trosfælle? I så fald må den kristne ansatte være parat til at arbejde endnu mere villigt, frem for at forvente særbehandling eller visse fortrin, og han bør aldrig udnytte sin arbejdsgiver på nogen måde.
Vis ære i familiekredsen
8, 9. (a) Hvem skal børn vise ære? (b) Hvorfor skal børn vise en sådan ære, og hvordan skal de bære sig ad?
8 Et tredje område hvor man bør respektere og ære hinanden er inden for familiekredsen. Børn har for eksempel pligt til at ære deres forældre. Dette var ikke blot et krav i Loven der blev givet til Moses. Det var også et krav til kristne, for apostelen Paulus skrev: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i samhørighed med Herren, for dette er ret. ’Ær din fader og moder.’“ — Efeserne 6:1, 2; 2 Mosebog 20:12.
9 Hvorfor skal børn ære deres forældre? På grund af den myndighed Gud har givet forældrene, og på grund af det deres forældre har gjort for dem — det at de har sat dem i verden og har passet og opdraget dem fra barndommen af. Hvordan kan børn ære deres forældre? Især ved at være lydige og underlægge sig dem. (Ordsprogene 23:22, 25, 26; Kolossenserne 3:20) Det kan også indebære at voksne børn støtter deres aldrende forældre eller bedsteforældre materielt og åndeligt. Man må dog finde den rette balance mellem dette og de andre ansvarsopgaver man har, såsom at tage sig af sine børn, overvære de kristne møder og deltage i forkyndelsen. — Efeserne 5:15-17; 1 Timoteus 5:8; 1 Johannes 3:17.
10. Hvem har hustruer pligt til at vise ære, og på hvilke områder kan de gøre det?
10 Børnene er imidlertid ikke de eneste i familien som er forpligtede til at vise andre ære. Hustruer skal også ære deres mænd. Apostelen Paulus sagde at „hustruen skal have dyb respekt for sin mand“. (Efeserne 5:33; 1 Peter 3:1, 2) At en hustru har „dyb respekt“ for sin mand, vil i høj grad komme til udtryk ved at hun ærer ham. Sara viste sin mand, Abraham, ære ved at kalde ham „herre“. (1 Peter 3:6) I hustruer bør efterligne Sara. Vis jeres mænd ære ved at acceptere deres afgørelser og samarbejd med dem om at føre dem ud i livet. I viser jeres ægtemænd ære ved at gøre alt hvad I kan for at hjælpe dem til at bære deres byrder, frem for at gøre byrderne større.
11. Hvem er ægtemænd forpligtede til at vise ære, og hvorfor?
11 Hvad så med ægtemænd? De får følgende påbud i Guds ord: „I mænd skal på samme måde leve sammen med [jeres hustruer] i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som det svagere kar, det kvindelige, da I også er arvinger sammen med dem til den ufortjente gave som livet er, for at jeres bønner ikke skal blive hindret.“ (1 Peter 3:7) Dette er afgjort noget der bør få enhver ægtemand til at tænke sig om. Det svarer til at en kvinde bar en mærkat hvorpå der stod: „Kostbar. Skrøbelig. Forsigtig. Vis ære!“ En ægtemand bør derfor huske at vise sin hustru ære ved at tage det nødvendige hensyn til hende, for ikke at skade sit forhold til Jehova Gud, hvorved hans bønner vil blive hindret. Det er til gensidig gavn for familiens medlemmer at de viser hinanden ære.
I menigheden
12. (a) Hvem bør vise ære i menigheden? (b) Hvordan viste Jesus at det er på sin plads at modtage ære?
12 Alle har desuden ansvar for at vise hinanden ære og respekt i den kristne menighed. Vi får denne vejledning: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Romerne 12:10) I en af sine billedtaler lod Jesus forstå at det er på sin plads at tage imod ære. Han sagde at når vi bliver indbudt til en fest, bør vi tage den nederste plads, for så vil værten bede os om at rykke højere op og det vil blive til ære for os for øjnene af alle de andre gæster. (Lukas 14:10) En sådan ære vil vi alle gerne modtage. Hvor meget mere bør vi da ikke vise empati og ære andre? Hvordan gør vi det?
13. På hvilke områder kan vi vise andre i menigheden ære?
13 Vi viser andre ære ved at rose dem når de har udført en opgave godt. Det kan for eksempel være et foredrag de har holdt eller en kommentar de har givet i menigheden. Vi kan også ære hinanden ved at iføre os ydmyghed over for vore kristne brødre og søstre, ved at omgås dem med respekt. (1 Peter 5:5) Derved viser vi at vi betragter dem som ærefulde medtjenere for Jehova Gud.
14. (a) Hvordan kan brødrene i menigheden vise søstrene den rette ære? (b) Hvoraf fremgår det at man blandt andet kan vise andre ære ved at give gaver?
14 Apostelen Paulus rådede den unge Timoteus til at behandle ældre kristne søstre som mødre og yngre kvinder som kødelige søstre, „i al renhed“. Ja, når brødre omhyggeligt undgår at tage sig friheder over for deres kristne søstre, ved at være upassende familiære, viser de dem ære. Paulus skrev videre: „Vis de enker ære som virkelig er enker.“ En af de måder hvorpå man kan vise ære over for en enke i nød, er ved at støtte hende materielt. Men for at være kvalificeret til en sådan hjælp må hun have „et godt omdømme for gode gerninger“. (1 Timoteus 5:2-10) I forbindelse med materielle gaver skrev Lukas om indbyggerne på øen Malta: „De beærede os også med mange gaver, og da vi skulle sejle bort, belæssede de os med ting vi kunne få brug for.“ (Apostelgerninger 28:10) Man kan altså også vise andre ære ved at give dem materielle gaver.
15. (a) Hvem er vi især forpligtede til at vise ære? (b) Nævn en måde hvorpå vi kan ære dem der fører an.
15 Paulus skriver videre i sit brev til Timoteus: „Lad de ældste som præsiderer på en god måde, blive anset for værdige til dobbelt ære, især dem som slider i det med tale og undervisning.“ (1 Timoteus 5:17) Hvordan kan vi vise ældste eller tilsynsmænd ære? Paulus sagde: „Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus.“ (1 Korinther 11:1) Når vi følger Paulus’ ord om at efterligne ham, viser vi ham ære. Det samme gælder i forbindelse med dem der fører an iblandt os i dag. I den grad vi efterligner dem ved at følge deres eksempel, viser vi dem ære.
16. På hvilke andre måder kan vi ære dem der fører an?
16 En anden måde hvorpå vi kan vise tilsynsmændene ære, er ved at følge opfordringen: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab.“ (Hebræerne 13:17) Ja, ligesom børn ærer deres forældre ved at være lydige mod dem, vil vi ære dem der fører an iblandt os ved at være lydige mod dem og underordne os dem. Og ligesom Paulus og hans rejsefæller blev beæret med materielle gaver af de venlige indbyggere på Malta, sådan er mange af Selskabets rejsende tilsynsmænd i dag også fra tid til anden på lignende vis blevet beæret. Men de bør selvfølgelig aldrig anmode om sådanne gaver eller lade nogle ord falde om at de vil blive værdsat eller er nødvendige.
17. I hvilke henseender er de der har fået betroet et tilsynshverv, forpligtede til at vise ære?
17 På den anden side er alle der har et tilsynshverv inden for den teokratiske organisation — hvad enten det er i den lokale menighed, som rejsende tilsynsmænd i en kreds eller et område, på et af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer, eller i familiekredsen — forpligtede til at ære og respektere dem der er i deres varetægt. Dette kræver at de viser empati og medfølelse. De må altid være tilnærmelige, idet de har et mildt sind og er ydmyge af hjertet, ligesom Jesus Kristus kunne sige at han var. — Mattæus 11:29, 30.
Gør en indsats for at vise hinanden ære
18. (a) Hvad kan hindre os i at vise nogle en passende ære? (b) Hvorfor kan det ikke retfærdiggøres at man har en negativ og kritisk holdning?
18 Vi må alle gøre en ihærdig indsats for at vise hinanden ære, især fordi vi er under indflydelse af en stærkt hindrende faktor. Denne hindring er vort ufuldkomne hjerte. „Menneskehjertets tilbøjelighed er ond fra ungdommen af,“ siger Bibelen. (1 Mosebog 8:21) En negativ og kritisk holdning kan være en hindring for at vise andre passende ære. Vi er alle skrøbelige, ufuldkomne mennesker som har behov for Jehovas barmhjertighed og ufortjente godhed. (Romerne 3:23, 24) Lad os derfor omhyggeligt undgå at dvæle ved vore brødres svagheder eller tillægge dem tvivlsomme motiver.
19. Hvad kan hjælpe os til at undgå at udvikle en negativ holdning?
19 Vi kan modvirke denne negative tendens ved at lægge kærlighed og selvbeherskelse for dagen. Vi bør have en forstående, loyal og positiv holdning til vore brødre, idet vi lægger vægt på deres gode egenskaber. Hvis der er noget vi ikke forstår bør vi altid lade tvivlen komme dem til gode, og derved følge Peters vejledning: „Fremfor alt, hav inderlig kærlighed til hinanden, for kærlighed dækker over en mængde synder.“ (1 Peter 4:8) Hvis vi skal vise vore brødre den ære de tilkommer, må vi vise dem en sådan form for kærlighed.
20, 21. (a) Hvilken anden tendens kan have indvirkning på om vi viser hinanden ære? (b) Hvad vil hjælpe os til at modvirke denne tendens?
20 Noget andet der måske kan hindre os i at vise vore medmennesker passende ære, er tendensen til at være nærtagende eller sarte. Følsomhed er naturligvis på sin plads. Kunstnere må for eksempel have nøje føling med lyde eller farver. Men hvis man er for følsom og nærtagende i sit forhold til andre, er det faktisk en form for selviskhed som kan berøve os vor fred og afholde os fra at vise andre ære.
21 I Prædikeren 7:9 finder vi et godt råd i den forbindelse: „Vær ikke hastig i din ånd til at ærgre dig, for ærgrelse hviler i tåbers favn.“ Det er altså udtryk for ufornuft og manglende visdom og kærlighed hvis man er nærtagende eller hurtigt bliver fornærmet. Vi må vogte os for vore faldne tilbøjeligheder. Hvis vi er for negative, for kritiske eller for følsomme kan det hindre os i at vise alle den ære de har krav på.
22. Hvordan kan vi sammenfatte vor forpligtelse til at vise andre ære?
22 Vi har mange grunde til at ære og respektere hinanden. Og som vi har set er der et utal af måder hvorpå vi kan gøre dette. Vi må hele tiden være på vagt over for enhver selvisk eller negativ indstilling der kan hindre os i at vise andre tilbørlig ære. Vi bør især være opmærksomme i familiekredsen. Mand og hustru bør vise hinanden ære, og børnene bør vise deres forældre ære. I menigheden er vi forpligtede til at vise vore trosfæller ære, især dem der slider i det i forbindelse med at røgte et tilsynshverv. På alle disse områder vil det gavne os at vise andre den rette ære og respekt, for, som Jesus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apostelgerninger 20:35.
Hvad vil du svare?
◻ Hvorfor og hvordan bør vi vise myndighedspersoner ære?
◻ Hvilken bibelsk vejledning kan anvendes på forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager?
◻ Hvordan bør man vise ære inden for familiekredsen?
◻ Hvilken særlig form for ære bør man vise i menigheden, og hvorfor?
◻ Hvordan overvinder man menneskelige svagheder i forbindelse med at vise andre ære?