„Følg gæstfrihedens vej“

„Del med de hellige, alt efter deres behov. Følg gæstfrihedens vej.“ — Romerne 12:13.

 1. Hvilket grundlæggende behov har mennesket, og hvoraf fremgår dette?

AT GÅ ned ad en øde gade sent om aftenen i et ukendt kvarter kan være en ubehagelig oplevelse nu om stunder. Men det kan være lige så svært at befinde sig i en folkemængde hvor man ikke kender nogen. Vi mennesker har et stærkt behov for at andre interesserer sig for os, elsker os og gerne vil være sammen med os. Der er ingen der bryder sig om at blive betragtet som en fremmed eller udenforstående.

 2. Hvordan har Jehova dækket vort behov for selskab?

² Jehova Gud, der har skabt alt, kender udmærket menneskets behov for selskab. Da det er Gud der har skabt mennesket, var han helt fra begyndelsen klar over at ’det ikke er godt for mennesket at være alene’, og det gjorde han noget ved. (1 Mosebog 2:18, 21, 22) Den bibelske beretning er fyldt med eksempler på hvordan Jehova og hans tjenere har vist andre godhed. Ved at betragte disse eksempler kan vi lære hvordan man ’følger gæstfrihedens vej’ til glæde for andre og til stor tilfredshed for en selv. — Romerne 12:13.

Kærlighed til fremmede

 3. Hvad er grundbetydningen af det græske ord for gæstfrihed?

³ Det græske ord der i Bibelen er oversat med ’gæstfrihed’, er filoxeniʹa, der er sammensat af to rodord som henholdsvis betyder „kærlighed“ og „fremmed“. Gæstfrihed betyder derfor „kærlighed til fremmede“. Der er imidlertid ikke blot tale om en formalitet eller en høflig gestus. Man må have følelserne med i det. Udsagnsordet fileʹō betyder ifølge James Strongs The Exhaustive Concordance of the Bible „at være ven med (holde af [nogen eller noget]), dvs. nære hengivenhed for (om en personlig tilbøjelighed som skyldes en følelse eller stemning)“. Gæstfrihed er altså mere end en principbetonet kærlighed, en kærlighed som man måske nærer af pligtfølelse. Den er sædvanligvis et udtryk for oprigtig kærlighed og ægte venskab.

 4. Hvem bør man vise gæstfrihed?

⁴ Det er „den fremmede“ (græsk: xeʹnos) der vises denne kærlighed. Hvem kunne der være tale om? Strongs Concordance definerer ordet xeʹnos som ’fremmed (ordret: udlænding, eller i overført betydning: ny); underforstået en gæst eller (omvendt) en fremmed’. Den gæstfrihed vi læser om i Bibelen, kan altså udspringe af kærlighed til en vi holder af, eller til en helt fremmed. Jesus sagde: „Hvis I elsker dem der elsker jer, hvilken belønning får I så? Er det ikke også det skatteopkræverne gør? Og hvis det kun er jeres brødre I hilser på, hvad særligt gør I så? Er det ikke også det folk fra nationerne gør?“ (Mattæus 5:46, 47) De der viser sand gæstfrihed, sætter sig ud over de skel og den diskrimination der skyldes fordom og frygt.

Jehova, den fuldkomne vært

 5, 6. (a) Hvad havde Jesus i tanke da han sagde: „Jeres himmelske Fader er fuldkommen“? (b) Hvordan kommer Jehovas store gavmildhed til udtryk?

⁵ Efter at Jesus som nævnt havde påpeget manglerne ved den kærlighed mennesker viser hinanden, tilføjer han: „I må altså være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ (Mattæus 5:48) Jehova er naturligvis fuldkommen i enhver henseende. (5 Mosebog 32:4) Jesus fremhævede imidlertid en bestemt side af Jehovas fuldkommenhed da han umiddelbart forinden sagde: „[Gud] lader . . . sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ (Mattæus 5:45) Nej, Jehovas kærlighed er aldrig partisk.

⁶ Som Skaberen ejer Jehova alt. „Mig tilhører hver levende skabning i skoven, dyrene på de tusind bjerge. Jeg kender hver vinget skabning i bjergene, og det åbne lands dyreflok er hos mig,“ siger Jehova. (Salme 50:10, 11) Men han samler ikke selvisk til bunke. Han sørger gavmildt for alle sine skabninger. Salmisten sagde således om Jehova: „Du åbner din hånd og mætter alt levende med hvad det ønsker.“ — Salme 145:16.

 7. Hvad kan vi lære af den måde hvorpå Jehova behandler fremmede og folk i nød?

⁷ Jehova giver folk det de behøver, og det gælder endog dem der ikke kender ham, og som er fremmede for ham. Paulus og Barnabas mindede afgudsdyrkerne i byen Lystra om at Jehova ’ikke havde ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han havde gjort godt, havde givet dem regn fra himmelen og frugtbare tider, havde mættet deres hjerter med føde og glæde’. (Apostelgerninger 14:17) Jehova er især god og gavmild over for dem der lider nød. (5 Mosebog 10:17, 18) Vi kan lære meget af Jehova hvad angår det at være venlige og gavmilde, ja, at være gæstfri over for andre.

 8. Hvordan har Jehova vist sin gavmildhed i forbindelse med at dække vore åndelige behov?

⁸ Jehova dækker ikke blot sine skabningers materielle behov, men også deres åndelige behov. Før nogen af os vidste at vi befandt os i en åndelig desperat situation, skred Jehova på den mest storslåede måde ind til gavn for vor åndelige velfærd. Vi læser i Romerbrevet 5:8, 10: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere. . . . Da vi var fjender, blev [vi] forligt med Gud gennem hans søns død.“ Denne foranstaltning gør det muligt for syndige mennesker at opnå et nært forhold til deres himmelske Fader som hans børn. (Romerne 8:20, 21) Jehova har også sørget for den rette ledelse, så vi kan opnå en god tilværelse trods vor syndige og ufuldkomne tilstand. — Salme 119:105; 2 Timoteus 3:16.

 9, 10. (a) Hvorfor kan man sige at Jehova er den fuldkomne vært? (b) Hvordan bør sande kristne efterligne Jehova i denne henseende?

⁹ I betragtning heraf kan vi sige at Jehova på mange måder er den fuldkomne vært. Han overser ikke dem der har særlige behov, de ringe stillede og dem der ikke er noget særligt. Han viser oprigtig interesse for fremmede, selv for sine fjender, og han ser ikke på hvad han rent materielt har ud af det. Han er derfor det bedste eksempel på en fuldkommen vært.

¹⁰ Da Jehova selv har vist en sådan loyal hengivenhed og gavmildhed, ønsker han at de der tilbeder ham, skal efterligne ham. Bibelen indeholder mange gode eksempler på nogle der ejede denne kærlige egenskab. Opslagsværket Encyclopaedia Judaica fortæller at „i fortidens Israel var dét at vise gæstfrihed ikke blot et spørgsmål om gode manerer. Det var en moralsk institution . . . Den bibelske skik med at tage gæstfrit imod den trætte rejsende og tage den fremmede ind hos sig var det grundlag hvorfra gæstfriheden med alle dens forskellige aspekter udviklede sig til en højt skattet dyd i jødisk tradition.“ Gæstfrihed er ikke blot et kendetegn for bestemte nationaliteter og folkegrupper; den bør også være karakteristisk for alle sande tilbedere af Jehova.

Engle beværtes

11. Hvilket eksempel viser at det kan medføre uventede velsignelser at vise gæstfrihed? (Se også Første Mosebog 19:1-3; Dommerne 13:11-16.)

¹¹ En af de kendteste beretninger i Bibelen om gæstfrihed er beretningen om Abraham og Sara og det der skete da de boede i telte blandt de store træer ved Mamre i nærheden af Hebron. (1 Mosebog 18:1-10; 23:19) Det var uden tvivl denne begivenhed apostelen Paulus havde i tanke da han gav opfordringen: „Glem ikke gæstfriheden, for ved den har nogle uden at vide det beværtet engle.“ (Hebræerne 13:2) Når vi undersøger denne beretning nærmere, vil vi se at dét at være gæstfri ikke blot er et spørgsmål om hvordan man er blevet opdraget eller om lokal skik og brug. Det er en gudgiven egenskab der medfører store velsignelser.

12. Hvordan viste Abraham at han havde kærlighed til fremmede?

¹² Ud fra det der siges i Første Mosebog 18:1, 2, lader det til at gæsterne var uventede og at Abraham ikke kendte dem. Tilsyneladende var det blot tre fremmede der kom forbi. Ifølge nogle kommentatorer var det skik og brug blandt østerlændinge at en rejsende i et fremmed land kunne forvente at blive mødt med gæstfrihed selv om han ikke kendte nogen det pågældende sted. Men Abraham ventede ikke på at de fremmede gjorde deres krav gældende; nej, han tog selv initiativet. Han løb disse fremmede i møde da de befandt sig et stykke borte, og dét til trods for at det var „på den hedeste tid af dagen“ og at han var 99 år gammel! Det viser noget om hvorfor Paulus anførte Abraham som et eksempel der er værd at efterligne. Her er vi inde ved det centrale i begrebet gæstfrihed: Man har kærlighed til fremmede og er opmærksom på deres behov. Det er en meget positiv egenskab.

13. Hvorfor ’bøjede Abraham sig’ for sine gæster?

¹³ Vi får også at vide at da Abraham kom hen til de fremmede, ’bøjede han sig til jorden’. Bøjede han sig virkelig for nogen som han slet ikke kendte? Ja, det var den måde hvorpå man hilste en højtstående hædersgæst. Det var altså ikke en tilbedelseshandling, noget som kun tilkommer Gud. (Jævnfør Apostelgerninger 10:25, 26; Åbenbaringen 19:10.) Ved at Abraham „bøjede sig til jorden“, lod han de fremmede forstå at han betragtede dem som betydningsfulde gæster. Han var selv overhoved for en stor og velhavende familie, men betragtede alligevel disse fremmede som værdige til større ære end han selv havde krav på. Hvor helt anderledes end den mistænksomhed og afventende holdning fremmede ofte bliver mødt med. Abraham viste ved sin optræden hvad der menes med ordene: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ — Romerne 12:10.

14. Hvilke ofre og hvilken indsats krævede det da Abraham viste de fremmede gæstfrihed?

¹⁴ Når vi læser resten af beretningen, kan vi se at Abrahams følelser var ægte. Alene måltidet var noget ekstraordinært. Selv i en stor husholdning hvor man har mange husdyr, er „en fin og god ung tyr“ ikke hverdagskost. Om de skikke der er almindelige i området, hedder det i John Kittos bog Daily Bible Illustrations: „Man giver sig ikke af med vellevned undtagen ved særlige lejligheder, eller når man får besøg af en fremmed; og det er kun ved sådanne lejligheder at man spiser kød selv om man ejer store fåre- og kvægflokke.“ På grund af det varme klima kunne man ikke opbevare letfordærvelige fødevarer; når man skulle servere et sådant måltid, måtte det hele derfor laves med det samme. Det er ikke så mærkeligt at ordet ’skynde sig’ bruges tre gange i den korte beretning, og at Abraham bogstavelig talt „løb“ for at få måltidet tilberedt! — 1 Mosebog 18:6-8.

15. Hvordan viste Abraham den rette indstilling til det materielle da han viste gæstfrihed?

¹⁵ Det er selvfølgelig ikke meningen at man skal stille et stort festmåltid på benene for at imponere andre. Selv om Abraham og Sara gjorde sig store anstrengelser for at tilberede og servere et måltid, er det værd at bemærke hvordan Abraham omtalte det: „Lad der nu blive hentet lidt vand, og få jeres fødder vasket. Læg jer så under træet. Og lad mig hente et stykke brød, og styrk jeres hjerter; derefter kan I gå videre; det er jo derfor I er kommet denne vej forbi til jeres tjener.“ (1 Mosebog 18:4, 5) Dette „stykke brød“ viste sig at være et festmåltid bestående af en fedekalv, samt smør, mælk og runde kager af fint mel — et prægtigt måltid. Hvad kan vi lære heraf? Når man viser gæstfrihed, skal man ikke lægge vægt på en overdådighed af mad og drikke eller avanceret underholdning og lignende. Det er ikke nødvendigt at være rig for at være gæstfri. Den der er gæstfri, har oprigtig omsorg for andre og ønsker at gøre godt mod dem i det omfang han har mulighed for det. „Det er bedre at få en grøntsagsret hvor der er kærlighed, end fedet okse sammen med had,“ lyder et bibelsk ordsprog, hvilket er en meget god beskrivelse af hvad der er kernen i sand gæstfrihed. — Ordsprogene 15:17.

16. Hvordan var Abrahams gæstfrihed et udtryk for at han satte det åndelige højt?

¹⁶ Det er imidlertid værd at bemærke det åndelige aspekt. Abraham har på en eller anden måde haft en fornemmelse af at de fremmede var Jehovas sendebud, for han henvendte sig til dem med ordene: „Jehova, hvis jeg nu har fundet yndest i dine øjne, så, beder jeg dig, gå ikke din tjener forbi.“a (1 Mosebog 18:3; jævnfør Anden Mosebog 33:20.) Abraham vidste ikke på forhånd om de havde et budskab til ham eller om de blot var på gennemrejse. Uanset hvordan det forholdt sig, forstod han at de havde noget at gøre med gennemførelsen af Jehovas hensigt, og at de var udsendinge fra Jehova. Hvis han på nogen måde kunne hjælpe dem med at udføre deres hverv, ville han med glæde træde til. Han følte at Jehovas tjenere fortjente det bedste, og han ville give dem det bedste han formåede. Det ville medføre en åndelig velsignelse, enten for ham selv eller for en anden. Det gik sådan at Abraham og Sara blev rigt velsignet for deres ægte gæstfrihed. — 1 Mosebog 18:9-15; 21:1, 2.

Et gæstfrit folk

17. Hvordan skulle israelitterne ifølge Jehovas befaling behandle de fremmede og dem der havde særlige behov?

¹⁷ Det folk der nedstammede fra Abraham, glemte ikke det gode eksempel han havde sat. Den lov Jehova gav israelitterne, foreskrev at man skulle vise fremmede gæstfrihed. „Den fastboende udlænding der opholder sig hos jer, skal være for jer som en indfødt iblandt jer; og du skal elske ham som dig selv, for I har selv været fastboende udlændinge i Ægyptens land. Jeg er Jehova jeres Gud.“ (3 Mosebog 19:34) Israelitterne skulle tage sig særligt af dem der havde brug for materiel hjælp, og ikke uden videre afvise dem. Når Jehova velsignede dem med en god høst, når de glædede sig ved deres højtider, når de hvilede fra deres arbejde i sabbatsårene, og ved andre lejligheder, skulle folket huske de mindrebemidlede — enkerne, de faderløse og de fastboende udlændinge. — 5 Mosebog 16:9-14; 24:19-21; 26:12, 13.

18. Hvorfor er det vigtigt at vise gæstfrihed hvis man vil opnå Jehovas gunst og velsignelse?

¹⁸ At det er vigtigt at vise andre venlighed, gavmildhed og gæstfrihed, især dem der er i nød, fremgår af Jehovas indstilling til israelitterne når de forsømte at vise disse egenskaber. Jehova understregede over for dem at hvis de fortsat skulle mærke hans velsignelse, måtte de vise venlighed og gavmildhed over for de fremmede og folk i nød. (Salme 82:2, 3; Esajas 1:17; Jeremias 7:5-7; Ezekiel 22:7; Zakarias 7:9-11) Når israelitterne omhyggeligt overholdt disse og andre forskrifter, gik det dem godt, og de nød materiel og åndelig velstand. Da de blev opslugt af deres egen selviske stræben og forsømte at vise disse kærlige egenskaber over for de nødstedte, mærkede de Jehovas fordømmelse og fik til sidst en ugunstig dom. — 5 Mosebog 27:19; 28:15, 45.

19. Hvad vil vi undersøge nærmere?

¹⁹ Det er altså vigtigt at vi ransager os selv for at se om vi lever op til det Jehova forventer af os i denne forbindelse. Det er særlig aktuelt i dag i betragtning af den selviske og splittende ånd der findes i verden. Hvordan kan vi vise kristen gæstfrihed i en splittet verden? Det vil vi komme nærmere ind på i næste artikel.

[Fodnote]

Spørgsmål til repetition

■ Hvad betyder det bibelske ord der er oversat med ’gæstfrihed’?

■ Hvordan er Jehova det fuldkomne eksempel med hensyn til at vise gæstfrihed?

■ Hvor langt strakte Abrahams gæstfrihed sig?

■ Hvorfor må alle sande tilbedere ’følge gæstfrihedens vej’?