Spørgsmål fra læserne

■ Hvordan kan man som kristen skelne mellem bestikkelse (der jo fordømmes i Bibelen) og det at give „drikkepenge“ eller „en gave“ til gengæld for en tjenesteydelse?

Vi må forstå at skik og brug varierer fra sted til sted. Det der i ét land regnes for acceptabelt, kan andre steder anses for at være anstødeligt eller upassende. I ét land er det måske almindeligt at bøje sig for en embedsmand, mens dette i andre lande vil blive betragtet som afgudsdyrkelse.a Og mens man i visse lande plejer at give „drikkepenge“ i bestemte situationer, kan det samme i andre lande være forargeligt eller ligefrem ulovligt. Kristne bør have i tanke at der eksisterer sådanne forskelle, men naturligvis bør de altid rette sig efter Guds forbud mod bestikkelse.

Hvad er da bestikkelse, og hvad siger Bibelen herom? Et leksikon, The World Book Encyclopedia, giver denne definition: „At bestikke er at give eller tilbyde noget af værdi til en person i en betroet stilling, i forventning om at denne da vil overtræde loven eller sine beføjelser på en måde der vil gavne giveren.“ Det er således bestikkelse at give penge (eller gaver) til en dommer i den hensigt at påvirke hans afgørelse og derved „bøje retten“. Det er også bestikkelse at tilbyde penge for at komme uden om lovens krav — som hvis man for eksempel bad en statslig inspektør om at lukke øjnene for mangler ved en bygning eller en bil.

Gud fordømmer bestikkelse. Til dommere i Israel sagde han: „Du må ikke bøje retten. Du må ikke være partisk eller tage imod bestikkelse, for bestikkelsen gør vises øjne blinde og fordrejer retfærdiges ord.“ (5 Mosebog 16:19; jævnfør Ordsprogene 17:23; Esajas 1:23; 5:23; Første Samuelsbog 8:3-5.) Jehova har selv sat normen, for hos ham „er der ingen uretfærdighed, og han viser ikke partiskhed eller tager imod bestikkelse“. (2 Krønikebog 19:7; 5 Mosebog 10:17) Kristne som ønsker Guds godkendelse benytter sig ikke af bestikkelse. — Se også Apostelgerninger 24:26.

Overalt i verden fordømmes bestikkelse, og der er love imod det, men alligevel er det ovennævnte spørgsmål aktuelt for et stort antal mennesker. I mange lande er det umuligt at få underordnede embedsmænd til at gøre deres arbejde, eller gøre det på en retfærdig måde, hvis man ikke giver dem „gaver“ eller „drikkepenge“. Avisen The Wall Street Journal fortæller for eksempel om et land hvor der er meget stærk inflation: „Statsansatte griber til korruption i det små for at skaffe sig de ekstra kontanter de må have for at klare sig. ’De skal betales før man kan få dem til at udlevere en hvilken som helst formular,’ siger lederen af et statsligt kontor. I den internationale lufthavn bliver turister fra udlandet presset til at betale 20 dollars til paskontrollørerne for at få et stempel i deres pas så de ikke kommer for sent til deres fly.“

Bladet U.S.News & World Report berettede for nylig om bureaukrati der i mange lande resulterer i store forsinkelser og i megen bestikkelse. Der stod for eksempel: „I Indien må man i dag betale under bordet for at få sit barn i skole, for at få adgang til et hospital, ja selv for at få pladsbillet til tog.“ Her følger nogle få andre eksempler:

— En handlende skal have næringsbrev for at kunne starte en forretning. Han indbetaler den reglementerede afgift ved den rette instans, men enhver ved at hans papirer vil blive liggende i bunden af stakken hvis han ikke samtidig afleverer „en gave“. Han beder ikke om fortrin fremfor andre, men hvis han ikke giver det normale beløb i „drikkepenge“, vil hans papirer ikke få den rette behandling.

— I et bestemt land er det kendt at færdselsbetjentene er meget dårligt betalt, og det forventes at offentligheden giver tilskud i form af gaver „til en forfriskning“. En betjent standser en bilist og siger at han har overtrådt loven og at der skal betales en bøde. Bilisten holder på at han ikke har overtrådt nogen lov, hvortil betjenten blot siger at hvis sagen kommer for en domstol vil han desuden anklage bilisten for at have overfaldet en embedsmand i funktion. I denne situation vælger mange blot at betale „bøden“ og betragte det som en form for uofficiel beskatning. Andre nægter at gøre dette, og er da også villige til at tage konsekvenserne.

— Mange steder påhviler det de kommunale myndigheder at sørge for renovation, men i nogle tilfælde er det almindeligt at hver husstand giver renovationsfolkene „en gave“. Hvis én forsømmer dette bliver hans affald „glemt“, og han kan blive straffet med bøde fordi han ikke har fået sit affald fjernet.

Disse situationer viser at mange myndighedspersoner misbruger deres stilling for uærlig vindings skyld. (Prædikeren 8:9) Kristne længes mod Guds retfærdige nye ordning, men indtil da må de affinde sig med forholdene under den nuværende ordning. (2 Peter 3:13) Dette kan indbefatte at man erkender at tingene er som de er i lande hvor tjenestemænd forventer gaver for at gøre deres arbejde. Men selv i lande hvor noget sådant er normalt, har mange Jehovas vidner der har berøring med statslige inspektører og toldmyndigheder nægtet at give „drikkepenge“ for at få den betjening loven berettiger dem til. Og fordi de er kendt for at have dette standpunkt har de fået en behandling som de fleste andre kun får mod betaling. (Ordsprogene 10:9) Under de lokale forhold må enhver kristen imidlertid lade sig lede af sin egen bibeloplærte samvittighed.

Næstekærlighed er en faktor man må tage i betragtning. (Mattæus 22:39) Det ville være ukærligt at give en „gave“ for at skaffe sig et fortrin, såsom at komme forrest i en kø på bekostning af andre som har ventet. Jesus gav os den vejledning at vi skulle behandle andre som vi selv ønskede at blive behandlet. (Mattæus 7:12) Nogle kristne føler at når de har ventet i køen til det blev deres tur, kan de følge lokal skik og brug med hensyn til de „gaver“ der er nødvendige for at få embedsmanden til at gøre sit arbejde. Men i lande hvor sådanne „gaver“ ikke bruges men snarere ville vække forargelse, vil en kærlig kristen naturligvis aldrig handle på en måde der vækker anstød. — 1 Korinther 10:31-33.

Kravet om lovlydighed er endnu en faktor. Jesus sagde: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“b (Markus 12:17; se også Mattæus 17:24-27.) Én ting er at en kristen som ikke har overtrådt loven giver „drikkepenge“ til en statstjenestemand fordi dette forventes. Men hvad nu hvis den kristne faktisk har overtrådt loven? Hvordan kan han med god samvittighed tilbyde bestikkelse for at overtale en embedsmand til at lukke øjnene for overtrædelsen? Apostelen Paulus skrev at vi bør frygte de højere myndigheder, øvrigheden, som har bemyndigelse til at ’lade vrede ramme den der øver det onde’. (Romerne 13:3, 4) Paulus selv så sådan på det at hvis han havde gjort noget forkert, ville han underkaste sig den tilsvarende straf. (Apostelgerninger 25:10, 11) En kristen der for eksempel overtræder færdselsloven kan derfor blive idømt en bøde af en betjent eller en dommer og har pligt til at betale den.

Paulus sagde desuden at øvrigheden er „Guds tjener til gavn for dig“. Skønt nogle embedsmænd viser begærlighed, tjener myndighederne dog til gavn for offentligheden. Der er for eksempel inspektører som på statens vegne bedømmer køretøjer og deres stand, eller undersøger om bygninger opfylder brandregulativerne. Hvis en kristen mener at han, uden at overtræde loven, kan give „drikkepenge“ til en embedsmand som forventer noget sådant for sin tjeneste i al almindelighed, vil dette tydeligvis være noget helt andet end at bestikke en inspektør til at lukke øjnene for overtrædelser af loven.

De kristne må, uanset hvilket land de lever i, vise moden dømmekraft og visdom under de lokale forhold. Tjenere for Gud må huske at de der vil ’gæste Jehovas telt og bo på hans hellige bjerg’ ikke kan benytte sig af bestikkelse. (Salme 15:1, 5) Med hensyn til at give „drikkepenge“ for at få de tjenesteydelser man har krav på eller for at undgå uretfærdig behandling, må en kristen selv afgøre hvad hans samvittighed tillader ham, og han må selv bære ansvaret for de komplikationer der kunne blive følgen. Han bør under alle forhold bære sig sådan ad at han selv bevarer en god samvittighed, ikke kaster smuds på den kristne menigheds gode ry, og ikke er til anstød for andre. — 2 Korinther 6:3.

[Fodnoter]