Er din personlige mening altafgørende?
„NY KIRKESTRID på grund af homoseksuelle præster,“ lød overskriften til en artikel der afslørede dybe splittelser inden for Englands statskirke.
„Der er også plads til de homoseksuelle i kirken,“ udtaler en gejstlig der har ansvar for nyansættelser i kirkelige stillinger. Efter hans mening har en homoseksuel der er ’ærlig og ansvarlig’ i sit forhold til en anden mand, ret til at blive ordineret til præst.
En engelsk sognepræst ser helt anderledes på det: „Praktiserende homoseksuelle præster synder og må trække sig tilbage.“ Han mener at præster i moralsk henseende bør være eksemplariske i hele deres adfærd. — The Sunday Times, London, 8. november 1987.
Disse mænd er uden tvivl hver især overbevist om at de har ret. Men bør personlige meninger være afgørende i spørgsmål der har så stor betydning? Det mener nogle, idet de hævder at „enhver har lov til at have sin egen mening“.
Men tænk over disse to inspirerede udtalelser i Bibelen: „Lad os . . . jage efter det der skaber fred og er til indbyrdes opbyggelse.“ „Nu tilskynder jeg jer, brødre, . . . til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ — Romerne 14:19; 1 Korinther 1:10.
Lad os sige at du, som kristen, var uenig med den kristne menighed i et eller andet vigtigt spørgsmål. Hvordan ville du løse problemet uden at menighedens fred og enhed kom i fare? — Mattæus 5:9; 1 Peter 3:11.
Tænk på en situation der opstod i den kristne menighed i det første århundrede, da nogle lod deres personlige mening være altafgørende. Læg mærke til hvad resultatet i sidste ende blev, og spørg dig selv: ’Hvad ville jeg have gjort, hvis jeg havde været til stede?’
Et spørgsmål om omskærelse
De første uomskårne hedninger blev optaget i den kristne menighed i år 36. Gud havde forberedt apostelen Peter på denne betydningsfulde begivenhed, men alligevel blev han og hans ledsagere forbløffede da den hellige ånd blev udgydt over uomskårne mennesker. (Apostelgerninger 10:1-16, 34-48) Mange andre jødekristne havde svært ved at acceptere dette. Nogle af disse „tilhængere af omskærelsen“ kritiserede endda Peter for at han kom sammen med uomskårne. — Apostelgerninger 11:2, 3.
Hvorfor var disse kritikere foruroligede? Fordi omskærelsen i næsten 2000 år havde været et vidnesbyrd om et særligt forhold til Gud. Jehova Gud befalede Abraham at lade alle af mandkøn i sin husstand omskære, og sagde i den forbindelse: „Det skal tjene som et pagtstegn mellem mig og jer . . . som en varig pagt.“ (1 Mosebog 17:10-13) Omskærelsen havde derfor stor betydning for jøderne, selv mange hundrede år senere. Mange af dem følte at uomskårne var urene. (Esajas 52:1) De mente ikke at Guds hellige folk kunne have noget at gøre med urene, uomskårne hedninger.
I år 49 mødte apostelen Paulus nogle af disse „tilhængere af omskærelsen“ i Antiochia i Syrien. Ved slutningen af sin første missionsrejse fortalte han menigheden dér hvordan Gud havde „åbnet troens dør for [uomskårne] folk fra nationerne“. Paulus kunne ikke se nogen grund til at disse folk fra nationerne skulle omskæres, men nogle mænd fra Judæa var af en anden mening. „Hvis I ikke bliver omskåret efter Moses’ skik,“ hævdede de, „kan I ikke blive frelst.“ De mente at omskærelsen var en nødvendighed for at blive frelst, og at alle hedninger der blev omvendt til kristendommen, skulle omskæres. — Apostelgerninger 14:26–15:1.
Der var stærke følelser indblandet, og der er ingen tvivl om at hver enkelt kunne begrunde sin mening med overbevisende argumenter. Hvordan var det muligt at bevare menighedens fred og enhed? Da emnet var blevet diskuteret frem og tilbage, bestemte menigheden i Antiochia „at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle tage op til apostlene og de ældste i Jerusalem angående dette stridsspørgsmål“. (Apostelgerninger 15:2) Ingen følte at man kunne have hver sin mening i et spørgsmål af så stor betydning. Disse kristne var tilstrækkelig ydmyge og loyale til at søge en endelig afgørelse fra det råd de anerkendte som autoritet i alle lærespørgsmål. — 1 Korinther 14:33, 40; Jakob 3:17, 18; 1 Peter 5:5, 6.
Der træffes en afgørelse
Apostlene og de ældste i Jerusalem (der i den kristne menighed i det første århundrede tydeligvis blev betragtet som et styrende råd) undersøgte omhyggeligt de inspirerede Skrifter og drøftede hvordan ånden havde ledet begivenhedernes gang i de forløbne tretten år. Hvilken afgørelse traf de? At omskærelse ikke var en betingelse for at hedninger der blev omvendt til kristendommen kunne blive frelst. (Apostelgerninger 15:6-29) Her var et klart direktiv der burde træde i stedet for personlige meninger.
De menigheder der fulgte denne vejledning blev „fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag“. (Apostelgerninger 16:4, 5) Det var dog ikke alle der accepterede det styrende råds afgørelse. Nogle var stadig overbevist om at de selv havde ret, og at man ikke kunne blive frelst medmindre man fulgte Moseloven. De øvede en farlig, splittende indflydelse blandt de kristne. Hvad ville du have gjort hvis du havde levet dengang? Lad os se på den vejledning apostelen Paulus gav gennem de næste 15 år for at beskytte de trofaste kristne mod påvirkningen fra dem der stædigt holdt fast ved deres egen mening.
Galatien i Lilleasien, cirka 50-52 e.v.t. Den frihed de kristne havde opnået ved Jesu Kristi offer, var i fare. Frygt for forfølgelse fra jødiske fjender fik nogle kristne til at forsøge at påtvinge deres trosfæller nogle af Moselovens forskrifter. (Galaterne 6:12, 13) Apostelen Paulus mindede disciplene om at hvis de begyndte at følge jødiske skikke, som for eksempel omskærelsen, ville de igen blive ’spændt i trældoms åg’. Eftersom de var syndere kunne ingen af dem overholde Loven til fuldkommenhed, og de ville derfor blive fordømt af den, ligesom jøderne blev. Kun Jesu offer kunne rense dem fuldstændigt og frelse dem. „Hvis I omskæres [og derved forpligter jer til at følge hele Loven],“ skrev Paulus, „vil Kristus ikke gavne jer.“ — Galaterne 5:1-4; Apostelgerninger 15:8-11.
Korinth i Grækenland, cirka 55 e.v.t. Diskussioner om omskærelse splittede menigheden. Paulus vidste at der ikke var noget syndigt ved omskærelsen i sig selv. Den havde været en del af Guds fuldkomne lov. (Salme 19:7; Romerne 7:12) Paulus havde endda sørget for at hans unge ledsager Timoteus (hvis moder var jøde) blev omskåret, ikke fordi det var påbudt, men fordi han ikke ønskede at give jøderne nogen grund til at snuble over den gode nyhed. (Apostelgerninger 16:3) Han tilskyndede de kristne til at undgå at blive indblandet i splittende diskussioner. „Blev en kaldet som omskåren?“ spurgte han. „Lad ham ikke blive uomskåren. Er en blevet kaldet som uomskåren? Lad ham ikke blive omskåret [i den tro at omskærelse er en forudsætning for at blive frelst].“ Det væsentlige var at man adlød Guds klare befalinger, deriblandt dem der kom gennem den kristne menighed. — 1 Korinther 7:18-20; Hebræerne 13:17.
Filippi i Grækenland, cirka 60-61 e.v.t. De der mente at kristne stadig var bundet af Moseloven blev ved med at ignorere de tydelige vidnesbyrd om at Jehova velsignede den kristne menighed, der nu rummede mange uomskårne troende. Tilhængerne af omskærelsen skadede andre åndeligt ved at presse deres personlige mening ned over hovedet på dem. Derfor udtrykker Paulus sig nu i skarpere vendinger: „Tag jer i agt for hundene [der ifølge jødernes lov var urene], tag jer i agt for dem der volder skade, tag jer i agt for dem der kræver lemlæstelse.“ — Filipperne 3:2.
Kreta, cirka 61-64 e.v.t. Apostelen Paulus havde ladet Titus blive på Kreta for at han kunne føre tilsyn med de kristnes arbejde dér. Interessant nok var ikkejøden Titus ikke blevet tvunget til at lade sig omskære. (Galaterne 2:3) Nu pålagde Paulus Titus at være kompromisløs over for tilhængerne af omskærelsen fordi de var blevet fjender af sandheden. De skulle endda udstødes af menigheden hvis de blev ved med at forfægte deres personlige meninger. Han skrev om „uregerlige mennesker, som fører tom tale og bedrager sindene, især de som holder sig til omskærelsen“, og fortsatte: „Dem bør man lukke munden på, da de bliver ved med at ødelægge hele husstande ved at lære ting de ikke burde.“ — Titus 1:10, 11; 3:10, 11; 1 Timoteus 1:3, 7.
Hvilke sørgelige konsekvenser. Disse mænd satte deres personlige mening så højt at de forkastede anvisningerne fra den kristne menighed, undergravede nogles tro og ødelagde deres gode forhold til Gud. — Jævnfør Fjerde Mosebog 16:1-3, 12-14, 31-35.
Hvad vil du gøre?
Kan vi undgå at gøre den samme fejl i dag? Ja. Vi må først og fremmest sikre os at vor personlige mening ikke strider mod Bibelens klare lære. Angående homoseksualitet siger Bibelen for eksempel: „Hverken utugtige [eller] homosexuelle . . . skal arve Guds kongerige.“ (1 Korinther 6:9, 10, Paulus’ Breve ved Niels Hyldahl) Når Bibelen i vore øjne synes at give rum for flere forskellige fortolkninger må vi være ydmyge og lydhøre, ligesom de første kristne, og acceptere de afgørelser og anvisninger vi modtager gennem Guds menighed. Og i spørgsmål der ifølge Bibelen er overladt til den enkeltes personlige afgørelse, bør vi sætte freden i menigheden højt og være parate til at bøje os.
Er du villig til at vise denne ånd? Hvis du er det, vidner det om at du er ligevægtig og har indset at fred og enhed har langt større betydning end din personlige mening.