„Gør alt til Guds ære“
Hovedpunkter fra Første Korintherbrev
AT JEHOVA GUD bliver æret har stor betydning for alle der tilbeder ham „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:23, 24) Apostelen Paulus sagde derfor til sine medkristne i det gamle Korinth: „Hvad enten I spiser eller drikker eller gør noget andet, gør alt til Guds ære.“ (1 Korinther 10:31) Dette kræver at vi anerkender Jehovas måde at løse problemerne på i denne materialistiske og umoralske verden der er gennemsyret af falsk religion.
De kristne i Korinth havde brug for hjælp fra Gud til at løse deres problemer, for de levede i en velstående og umoralsk by der var fyldt med falsk religion. Korinth var hovedstaden i den romerske provins Achaia og menes at have haft omkring 400.000 indbyggere. Den lå på den landtange der forbinder det græske hovedland med halvøen Peloponnes. Paulus grundlagde menigheden i Korinth omkring år 50 e.v.t. — Apostelgerninger 18:1-11.
Korintherne havde skrevet til Paulus og stillet ham nogle spørgsmål angående ægteskab og kød der var ofret til afguder. (7:1) Han var foruroliget over at der var splittelser i menigheden og at der forelå et tilfælde af grov umoralitet. De havde også brug for vejledning om hvordan man fejrede Herrens aftensmåltid på rette måde. Desuden var der fare for frafald, og menigheden havde også brug for vejledning om at vise kærlighed. Det var derfor Paulus skrev sit første inspirerede brev til korintherne mens han var i Efesus omkring år 55 e.v.t. Også vi kan drage nytte af brevet.
Vigtigheden af enhed og moralsk renhed
Hvis vi „gør alt til Guds ære“ vil vi aldrig følge nogen der søger at skabe splittelse i menigheden, hvilket var et af problemerne i Korinth. (1:1–4:21) Paulus formanede dem til at ’føre enig tale og være helt forenede i samme sind og i samme tankegang’. Hvis vi følger dette råd og opdyrker åndelige egenskaber, vil der herske enhed. Frem for at rose os af et eller andet syndigt menneske, bør vi huske at skønt vi i åndelig henseende ’planter og vander’, er det Gud som får det til at gro. De korinthere der roste sig, havde intet som de ikke havde fået givet; lad os derfor aldrig betragte os selv som bedre end vore trosfæller. En sådan ydmyg ånd vil fremme enheden.
Hvis enheden skal bevares, må de udnævnte ældste sørge for at menigheden holdes åndeligt ren. (5:1–6:20) Eftersom „lidt surdej gennemsyrer hele dejen“, må uforbederlige utugtige, udsugere, havesyge, afgudsdyrkere og drankere udstødes. Moralsk urenhed, der besmitter Guds tempel, kan ikke tolereres blandt Jehovas tjenere. Man må i stedet gøre det der bringer Guds navn ære.
Tag hensyn til andre
For at ’gøre alt til Guds ære’ må vi følge Paulus’ vejledning vedrørende den ugifte stand og ægteskabet. (7:1-40) De der er gift må hensynsfuldt yde hinanden den ægteskabelige ret. En gift kristen bør ikke lade sig skille fra sin ikketroende ægtefælle, for ved at de bliver sammen kan den ikketroende måske hjælpes til at blive frelst. Ægteskabet medfører flere bekymringer, men den ugifte stand kan gavne den der ønsker at hjælpe andre åndeligt, da den ugifte kan tjene Herren uden at lade sig distrahere.
Alle kristne, gifte såvel som ugifte, har pligt til at tage hensyn til andres åndelige velfærd. (8:1–10:33) Korintherne blev derfor vejledt om ikke at bringe andre til snublen og fald ved at spise fødevarer der havde været ofret til afguder. For ikke at hindre nogen i at tage imod den gode nyhed benyttede Paulus sig ikke engang af sin ret til at modtage materiel hjælp. Desuden ’bankede han løs på sit legeme for ikke, efter at have forkyndt for andre, selv at blive forkastet’. Hvis vi tager ved lære af det syndige Israels erfaringer i ørkenen, vil det hjælpe os til at undgå afgudsdyrkelse og en uret adfærd. Ved at ’gøre alt til Guds ære’ vil vi desuden undgå at bringe andre til snublen og fald.
Betydningen af respekt og orden
At ’gøre alt til Guds ære’ kræver at vi viser andre den rette respekt. (11:1-34) I det første århundrede viste en kristen kvinde respekt for myndighed ved at bære en hovedbeklædning når hun bad eller profeterede i menigheden. Gudhengivne kvinder i dag viser en lignende respekt for myndighed. For ikke at blive ligesom de korinthere der måtte retledes, må vi desuden alle vise respekt for Herrens aftensmåltid.
For at ’gøre alt til Guds ære’ må møderne også være præget af orden. (12:1–14:40) Når man mødtes på de første kristnes tid, skulle man bruge åndens gaver, som for eksempel tungetalen, på en respektfuld måde, idet man erkendte hvorfra de stammede og hvilken hensigt de tjente. Vi besidder ganske vist ikke disse gaver, men vi ærer Gud ved at lægge kærlighed for dagen, hvilket er en egenskab der overgår alt andet. Vi ærer også Jehova når vore møder er velordnede, og vi følger respektfuldt Paulus’ vejledning: „Lad alt ske sømmeligt og med orden.“
’At gøre alt til Guds ære’ indebærer også at vi viser respekt for Bibelens lære og står fast i åndelig henseende. (15:1–16:24) Sandsynligvis under indflydelse af græsk filosofi var der nogle i menigheden i Korinth der hævdede at „dødes opstandelse ikke finder sted“. (Jævnfør Apostelgerninger 17:18, 32.) De har måske haft det frafaldne synspunkt at der ikke ville finde en fremtidig opstandelse sted men at de kristne der levede, havde erfaret en symbolsk eller åndelig opstandelse. (2 Timoteus 2:16-18) Paulus underbyggede det sande håb ved at henvise til Jesu opstandelse, og han viste også at salvede kristne må dø for at blive oprejst til udødeligt liv i himmelen. Også i andre henseender hjælper hans ord os til at undgå frafald og „stå fast i troen“.
Gør alt til Guds ære
Paulus’ vejledning i hans første brev til korintherne er lige så gavnlig i dag som den var i det første århundrede. Den hjælper nutidens vidner for Jehova til at tjene Gud i enhed som et rent folk. Apostelens ord bør tilskynde os til at tage hensyn til andre og vise den rette respekt. Paulus’ ord kan også hjælpe os til at modstå frafald og holde fast ved den sande tro.
Enhver trofast tjener for Jehova ønsker at prise ham, forkynde hans rige og ære hans hellige navn. (Salme 145:1, 2, 10-13) Paulus’ første brev til korintherne vil hjælpe os til ’at gøre alt til Guds ære’.
[Ramme/illustration på side 24, 25]
Sikre på at dø: I brevene til korintherne henviser Paulus mere end én gang til døden i arenaen. For eksempel skrev han: „Det forekommer mig nemlig at Gud har stillet os, apostlene, frem som de sidste, som mænd der er dømt til døden, for vi er blevet et skuespil for verden, både for engle og for mennesker.“ (1 Korinther 4:9) Paulus kan have tænkt på de såkaldte bestiarii (mænd der kæmpede mod dyr) og gladiatorerne (mænd der kæmpede mod hinanden). Nogle kæmpede frivilligt for penge, men forbrydere blev tvunget til at kæmpe. Fangerne fik først lov til at bruge våben, men til sidst blev de sendt nøgne og forsvarsløse i arenaen til den visse død.
Med „engle“ og „mennesker“ (ikke blot menneskehedens „verden“) som tilskuere var apostlene som de der skulle dø i et sådant blodigt skuespil. Paulus sagde at han havde „kæmpet med vilde dyr i Efesus“, men nogle tvivler på at en romersk borger ville være blevet udsat for dette, og siger at der må have været tale om modstandere der var som vilddyr. (1 Korinther 15:32) Paulus’ udtalelse om at Gud reddede ham „fra noget så stort som døden“ i Lilleasien (hvor Efesus lå) passer dog bedre hvis der har været tale om virkelige dyr i en arena end hvis der var tale om modstand fra mennesker. — 2 Korinther 1:8-10; 11:23; Apostelgerninger 19:23-41.
[Ramme/illustration på side 25]
HOLD SEJRSPRISEN FOR ØJE: Paulus hentede nogle gange sine illustrationer fra sportskampene i oldtidens Grækenland. (1 Korinther 9:24-27) I sådanne sportskampe som de isthmiske lege, der blev afholdt hvert andet år i nærheden af Korinth, indgik der løb, boksning og andre sportsgrene. Under deres træning måtte løberne og bokserne udvise selvbeherskelse, spise en sund, mager kost og ikke drikke vin i ti måneder. En salvet kristen stræber dog ikke efter en forgængelig krans af fyr eller efeu som den vinderne ved de isthmiske lege fik, men efter det evige livs uforgængelige krone. For at vinde denne sejrspris må han hele tiden holde den for øje og udvise selvbeherskelse. Det samme princip gælder for de Jehovas vidner der ser frem til et evigt liv på jorden.