Vogt dig for „epikuræerne“
„Han er utrolig rar, og så har han en god moral. Han hverken ryger, drikker eller bander. Faktisk opfører han sig bedre end mange af dem der siger at de er kristne.“
DET er ikke ualmindeligt at høre nogle bruge sådanne argumenter som undskyldning for at opdyrke upassende venskaber. Men hvad har Bibelen at sige i den forbindelse? Et eksempel fra en kristen menighed i det første århundrede kan hjælpe os til at få det rette syn på tingene.
I det første århundrede advarede apostelen Paulus menigheden i Korinth: „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ Måske kom nogle kristne sammen med visse som var påvirket af græsk filosofi, deriblandt den tankegang som prægede epikuræerne. Men hvem var epikuræerne egentlig? Hvorfor udgjorde de en åndelig fare for de kristne i Korinth? Findes der nogle epikuræere i dag som vi skal vogte os for? — 1 Korinther 15:33.
Hvem var epikuræerne?
Epikuræerne var tilhængere af den græske filosof Epikur, der levede fra 341 til 270 f.v.t. Han lærte at velvære er det højeste gode og det vigtigste mål i livet. Vil det sige at epikuræerne levede et skandaløst og principløst liv hvor de i deres evige higen efter at have det rart gav sig af med fornedrende handlinger? Overraskende nok lærte Epikur ikke sine tilhængere at leve sådan. Nej, han lærte dem at nydelse eller velvære bedst opnås ved at udvise klogskab, mod, selvbeherskelse og retfærdighed. Han gik ind for at man søgte at opnå en glæde der kunne vare ved hele livet, og ikke blot en flygtig nydelse her og nu. Epikuræerne må derfor have forekommet at være de rene dydsmønstre i forhold til dem der begik grove synder. — Jævnfør Titus 1:12.
Ligner holdningen kristendommens?
Hvis du havde hørt til menigheden i Korinth, ville du så have ladet dig rive med af epikuræernes tankegang? Nogle kristne følte måske at man roligt kunne have dem som venner eftersom de tilsyneladende havde en høj moral. Korintherne har måske tænkt som så at epikuræernes normer stort set lignede dem vi finder i Guds ord.
Epikuræerne viste for eksempel mådehold i deres søgen efter nydelse. De satte sindets ro og fred over det fysiske velbefindende, og det havde større betydning hvem man spiste sammen med, end hvad man spiste. Epikuræerne undlod at blande sig i politik og afholdt sig også fra at begå lovovertrædelser i det skjulte. Hvor nemt kunne man ikke have tænkt: „De er jo næsten ligesom os andre.“
Men var epikuræerne virkelig ligesom de første kristne? Nej, overhovedet ikke. De der havde fået deres opfattelsesevne opøvet på rette måde, kunne tydeligt se at der var forskel. (Hebræerne 5:14) Kan du også det? Lad os se lidt nærmere på epikuræernes lære.
Bagsiden af medaljen
For at hjælpe folk til at overvinde frygten for guderne og døden lærte Epikur at guderne hverken interesserede sig for menneskene eller blandede sig i deres anliggender. Ifølge Epikur havde guderne ikke skabt universet, og livet var opstået ved et tilfælde. Strider dette ikke helt klart mod Bibelens lære om at der findes „én Gud“, Skaberen, og at han har omsorg for alle sine jordiske skabninger? — 1 Korinther 8:6; Efeserne 4:6; 1 Peter 5:6, 7.
Epikuræerne lærte også at der ikke kunne være noget liv efter døden. Dette stemmer ikke med hvad Bibelen siger om en opstandelse. Da apostelen Paulus talte på Areopagus, var epikuræerne sandsynligvis blandt dem der ikke var enige med Paulus i spørgsmålet om opstandelsen. — Apostelgerninger 17:18, 31, 32; 1 Korinther 15:12-14.
Den største fare ved epikuræernes filosofi var måske også den mest underfundige. Det at de afviste et senere liv, førte til den slutning at mennesket skulle søge at leve så lykkeligt som muligt i dets korte tid på jorden. Som vi har været inde på, var tanken altså ikke at man nødvendigvis skulle leve et liv i synd, men snarere at man skulle glæde sig over livet nu, eftersom det er alt hvad der er.
Epikur frarådede overtrædelser begået i det skjulte, da man ellers risikerede at skulle leve i evig frygt for at blive opdaget, hvilket jo ikke er særlig befordrende for ens lykke. Han tilskyndede til mådehold for at undgå konsekvenserne af overdreven nydelse, endnu en faktor som kunne hindre ens nuværende lykke. Han anbefalede også at man havde et godt forhold til andre, ene og alene fordi det kunne betale sig. At undgå at forse sig i det skjulte, at vise mådehold og opdyrke venskaber er selvfølgelig godt i sig selv, så hvorfor udgjorde Epikurs filosofi en fare for de kristne? Fordi det han anbefalede, byggede på et livssyn blottet for tro. Parolen lød: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.“ — 1 Korinther 15:32.
Det er sandt at Bibelen viser hvordan man kan opnå et lykkeligt liv her og nu, men den giver os også følgende vejledning: „[I skal] bevare jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed som fører til evigt liv.“ (Judas 21) Ja, Bibelen lægger større vægt på den evige fremtid end på det flygtige liv her og nu. En kristens hovedinteresse er at tjene Gud, og han erfarer glæde og tilfredshed når han sætter Gud først i livet. Jesus lod sig heller ikke opsluge af sine egne personlige gøremål, men brugte uselvisk sine kræfter på at tjene Jehova og at hjælpe folk. Han lærte sine disciple at gøre godt mod andre, ikke i håb om at få noget igen for det, men som et udtryk for deres ægte kærlighed. De kristne har derfor tydeligvis et helt andet motiv end epikuræerne havde. — Markus 12:28-31; Lukas 6:32-36; Galaterne 5:14; Filipperne 2:2-4.
En underfundig fare
Det er paradoksalt at epikuræerne lagde så stor vægt på at man skulle være lykkelig, for de opnåede allerhøjst en begrænset form for lykke. Epikur manglede „Jehovas glæde“ og kaldte livet „en bitter gave“. (Nehemias 8:10) I sammenligning med epikuræerne var de første kristne meget lykkelige. Jesus anbefalede ikke et glædesløst liv i afsavn. Hvis man følger den kurs Jesus har afstukket, vil man opnå den størst tænkelige lykke. — Mattæus 5:3-12.
Hvis nogle i menigheden i Korinth mente at de uden fare for deres tro kunne komme sammen med dem der gik ind for epikuræernes tankegang, tog de grueligt fejl. Da Paulus skrev sit første brev til korintherne, havde nogle allerede mistet troen på opstandelsen. — 1 Korinther 15:12-19.
Vore dages epikuræere
Epikuræerne forsvandt ud af historien i det fjerde århundrede efter vor tidsregning, men den indstilling at livet nu er alt hvad der er, lever videre den dag i dag. Nogle har ganske vist høje normer for adfærd, men når det drejer sig om at tro på Guds løfte om evigt liv, melder de fleste pas.
En kristen kunne måske føle sig fristet til at opbygge et nært venskab med sådanne og ræsonnere som så at deres gode egenskaber undskylder venskabet. Vi skal selvfølgelig passe på at vi ikke føler os bedre end andre, men samtidig må vi huske at al „dårligt selskab“ — også dem der øver en mere underfundig indflydelse — „ødelægger gode vaner“.
Den tankegang at livet nu er alt hvad der er, kommer også til udtryk i visse erhvervskurser, selvhjælpsbøger, romaner, film, fjernsynsprogrammer og i noget musik. Sandt nok fremmer dette vantro synspunkt ikke direkte en forkert adfærd, men kunne det påvirke os på en mere underfundig måde? Kunne vi for eksempel have så travlt med at realisere os selv at vi mister interessen for spørgsmålet om Jehovas suverænitet? Kunne vi blive kørt ud på et sidespor og begynde at tage den lidt med ro i stedet for at „[have] rigeligt at gøre i Herrens gerning“? Eller kunne vi blive forledt til at tvivle på at Jehovas normer er retfærdige og gavnlige? Vi må vogte os for umoralitet, vold og spiritisme og tage os i agt for dem der er påvirket af verdens holdninger. — 1 Korinther 15:58; Kolossenserne 2:8.
Lad os derfor hovedsagelig komme sammen med dem der helhjertet følger Jehovas vejledning. (Esajas 48:17) Derved vil vore gode vaner blive endnu bedre, og vores tro vil blive styrket. Vi vil ikke alene opnå et lykkeligt liv nu, men også have udsigt til at opnå evigt liv. — Salme 26:4, 5; Ordsprogene 13:20.
[Illustration på side 24]
Epikur lærte at guderne ikke interesserer sig for menneskene
[Kildeangivelse]
Med tilladelse fra The British Museum