„De døde vil blive oprejst“

„For trompeten skal lyde, og de døde vil blive oprejst uforgængelige, og vi skal forvandles.“ — 1 Korinther 15:52.

 1, 2. (a) Hvilket trøstende løfte blev givet gennem profeten Hoseas? (b) Hvordan ved vi at Gud ønsker at bringe de døde tilbage til livet?

HAR du nogen sinde mistet en du holdt af? Så ved du hvilken smerte døden kan forvolde. Kristne kan imidlertid finde trøst i det løfte som Gud gav gennem sin profet Hoseas: „Af Sheols vold vil jeg løskøbe dem, fra døden vil jeg genløse dem. Død, hvor er dine brodde? Sheol, hvor er din ødelæggende kraft?“ — Hoseas 13:14.

² Tanken om at de døde skal vende tilbage til livet, lyder absurd i skeptikeres ører. Men der er ingen tvivl om at den almægtige Gud har magt til at udføre dette mirakel. Spørgsmålet er om Jehova ønsker at give de døde livet igen. Den retfærdige Job spurgte: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen?“ Derefter gav han dette opmuntrende svar: „Du vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ (Job 14:14, 15) Ordet „længes“ betegner et inderligt ønske og en stærk higen. (Jævnfør Salme 84:2.) Ja, Jehova ser med forventning frem til opstandelsen — han længes efter igen at se de trofaste som nu er døde, og som lever i hans erindring. — Mattæus 22:31, 32.

Jesus kaster lys over opstandelsen

 3, 4. (a) Hvordan kastede Jesus lys over håbet om en opstandelse? (b) Hvorfor blev Jesus oprejst som en åndeskabning og ikke i kødet?

³ Fortidens troshelte, som for eksempel Job, havde kun en delvis forståelse af opstandelsen. Det var Jesus Kristus der kastede fuldt lys over dette vidunderlige håb. Han viste hvilken betydningsfuld stilling han selv har, da han sagde: „Den der tror på Sønnen har evigt liv.“ (Johannes 3:36) Hvor vil opstandelsen foregå? Langt de fleste af de troende vil opnå liv på jorden. (Salme 37:11) Jesus sagde imidlertid til sine disciple: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ (Lukas 12:32) Guds rige er et himmelsk rige. Dette løfte indebærer derfor at en „lille hjord“ skal være sammen med Jesus i himmelen som åndeskabninger. (Johannes 14:2, 3; 1 Peter 1:3, 4) Hvilket herligt håb! Jesus åbenbarede desuden for apostelen Johannes at denne „lille hjord“ blot vil tælle 144.000. — Åbenbaringen 14:1.

⁴ Hvordan vil de 144.000 gå ind til denne himmelske herlighed? Jesus har „kastet lys over liv og uforgængelighed ved den gode nyhed“. Ved sit blod indviede han „en ny og levende vej“ til himmelen. (2 Timoteus 1:10; Hebræerne 10:19, 20) Først døde han, som det var blevet forudsagt i Bibelen. (Esajas 53:12) Som apostelen Peter senere forklarede, oprejste Gud derefter Jesus. (Apostelgerninger 2:32) Han blev dog ikke oprejst som et menneske. Han havde sagt: „Det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden.“ (Johannes 6:51) Hvis han havde taget sit kød tilbage, ville hans offer have mistet sin værdi. Jesus blev derfor „overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden“. (1 Peter 3:18) Derved skaffede han „os“, det vil sige ’den lille hjord’, „en evig udfrielse“. (Hebræerne 9:12) Han fremlagde værdien af sit fuldkomne menneskeliv for Gud som en løsesum for den syndige menneskehed, og de 144.000 var de første der fik gavn af dette.

 5. Hvilket håb fik Jesu disciple i det første århundrede?

⁵ Jesus var ikke den eneste der ville blive oprejst til liv i himmelen. Paulus skrev til sine trosfæller i Rom at de var blevet salvet med hellig ånd til at være Guds sønner og Kristi medarvinger såfremt de befæstede deres salvelse ved at holde ud til enden. (Romerne 8:16, 17) Paulus forklarede også: „Hvis vi er blevet forenet med ham i en død der ligner hans, skal vi visselig også være det i en opstandelse der ligner hans.“ — Romerne 6:5.

Opstandelseshåbet forsvares

 6. Hvorfor blev troen på opstandelsen udsat for angreb i Korinth, og hvordan reagerede apostelen Paulus?

⁶ Håbet om opstandelsen er en del af „grundlærdommen“ i den kristne tro. (Hebræerne 6:1, 2) Alligevel blev denne lære angrebet i Korinth. Nogle af menighedens medlemmer, som åbenbart havde ladet sig påvirke af græsk filosofi, sagde at „dødes opstandelse ikke finder sted“. (1 Korinther 15:12) Da apostelen Paulus hørte om dette, forsvarede han opstandelseshåbet, navnlig de salvede kristnes håb. Lad os se nærmere på Paulus’ ord, som vi finder i Første Korintherbrev, kapitel 15. Det vil være godt hvis vi i forvejen har læst kapitlet i dets helhed, som det blev anbefalet i den forrige artikel.

 7. (a) Hvilket tema anslog Paulus? (b) Hvem så den opstandne Jesus?

⁷ I de to første vers af Første Korintherbrevs 15. kapitel fastlægger Paulus det tema han vil behandle: „Nu, brødre, gør jeg jer opmærksomme på den gode nyhed som jeg har forkyndt for jer, som I også har modtaget, som I også står i, som I også frelses ved, . . . medmindre I er blevet troende til ingen nytte.“ Hvis de kristne ikke holdt fast ved den gode nyhed, havde de modtaget sandheden til ingen nytte. Paulus fortsatte: „Jeg har nemlig overgivet til jer, blandt de første ting, det som jeg også har modtaget, at Kristus døde for vore synder ifølge Skrifterne; og at han blev begravet, ja, at han er blevet oprejst på den tredje dag ifølge Skrifterne; og at han viste sig for Kefas, så for de tolv. Derefter viste han sig for mere end fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste stadig er her, men nogle er sovet ind i døden. Derefter viste han sig for Jakob, så for alle apostlene; men til allersidst viste han sig også for mig som for en der er født i utide.“ — 1 Korinther 15:3-8.

 8, 9. (a) Hvor stor betydning har troen på opstandelsen? (b) Ved hvilken lejlighed var det sandsynligvis at Jesus viste sig for „mere end fem hundrede brødre“?

⁸ For dem der havde taget imod den gode nyhed, var det ikke et spørgsmål om de ville vælge at tro på Jesu opstandelse. Der var mange øjenvidner som kunne bekræfte at „Kristus døde for vore synder“ og siden var blevet oprejst. En af dem var Kefas, bedre kendt under navnet Peter. Det må have været en stor trøst for Peter at Jesus viste sig for ham skønt han havde fornægtet Jesus den nat han blev forrådt og arresteret. „De tolv“, apostlene som gruppe betragtet, fik også besøg af den opstandne Jesus — en oplevelse der uden tvivl hjalp dem til at overvinde deres frygt og blive frimodige vidner om Jesu opstandelse. — Johannes 20:19-23; Apostelgerninger 2:32.

⁹ Kristus viste sig også for en større gruppe, „mere end fem hundrede brødre“. Eftersom det kun var i Galilæa han havde så mange disciple, sigtes der måske til den begivenhed der beskrives i Mattæus 28:16-20 da Jesus gav befalingen til at gøre disciple. Disse øjenvidner kunne aflægge et magtfuldt vidnesbyrd. Nogle af dem var stadig i live i år 55 da Paulus skrev sit første brev til korintherne. Men læg mærke til at der står om dem der var døde, at de var „sovet ind i døden“. De var endnu ikke blevet oprejst til deres himmelske belønning.

10. (a) Hvad skete der ved Jesu sidste møde med disciplene? (b) I hvilken forstand viste Jesus sig for Paulus „som for en der er født i utide“?

¹⁰ En anden der kunne bevidne at Jesus var opstået, var Jakob, søn af Josef og Jesu moder, Maria. Før opstandelsen havde Jakob åbenbart ikke været troende. (Johannes 7:5) Men efter at Jesus havde vist sig for ham, fik han tro og var måske med til at omvende sine andre brødre. (Apostelgerninger 1:13, 14) Den sidste gang Jesus mødtes med disciplene, ved den lejlighed hvor han steg op til himmelen, bemyndigede han dem til at „være vidner . . . til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:6-11) Senere viste han sig for Saulus fra Tarsus, der forfulgte de kristne. (Apostelgerninger 22:6-8) Jesus viste sig for Paulus „som for en der er født i utide“. Det var som om Paulus allerede var blevet oprejst til liv på et åndeligt plan og kunne se den herliggjorte Herre flere hundrede år før tiden var inde til de salvedes opstandelse. Denne oplevelse fik Saulus til med ét at holde op med at forfølge og myrde medlemmerne af den kristne menighed; den forårsagede en bemærkelsesværdig forandring i ham. (Apostelgerninger 9:3-9, 17-19) Saulus blev apostelen Paulus, en af de mest fremtrædende forsvarere af den kristne tro. — 1 Korinther 15:9, 10.

Troen på opstandelsen er grundlæggende

11. Hvordan argumenterede Paulus imod at „dødes opstandelse ikke finder sted“?

¹¹ Jesu opstandelse var således et velbevidnet faktum. „Når det nu om Kristus bliver forkyndt at han er blevet oprejst fra de døde, hvordan kan det så være at nogle iblandt jer siger at dødes opstandelse ikke finder sted?“ argumenterer Paulus. (1 Korinther 15:12) De pågældende tvivlede ikke blot i deres stille sind på opstandelsen, men de gav åbenlyst udtryk for at de ikke troede på den. Paulus viser at deres ræsonnement var uholdbart. Han siger at hvis Kristus ikke var blevet oprejst, var det kristne budskab en løgn, og de der vidnede om Kristi opstandelse, var „falske vidner om Gud“. Hvis Kristus ikke var blevet oprejst, var der ikke blevet betalt nogen løsesum til Gud; de kristne var ’stadig i deres synder’. (1 Korinther 15:13-19; Romerne 3:23, 24; Hebræerne 9:11-14) Og de kristne der var „sovet ind i døden“, i nogle tilfælde som martyrer, var døde uden at have et reelt håb. De kristne ville befinde sig i en ynkværdig tilstand hvis dette liv var alt hvad de havde at håbe på! Deres lidelser ville være meningsløse.

12. (a) Hvad antyder Paulus når han kalder Kristus „førstegrøden af dem der er sovet ind i døden“? (b) Hvordan gjorde Kristus opstandelsen mulig?

¹² Men sådan forholdt det sig ikke. Paulus fortsætter: „Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde.“ Hvad mere er, han er „førstegrøden af dem der er sovet ind i døden“. (1 Korinther 15:20) Da israelitterne lydigt gav Jehova førstegrøden af deres afgrøder, velsignede Jehova dem med en stor høst. (2 Mosebog 22:29, 30; 23:19; Ordsprogene 3:9, 10) Ved at kalde Kristus „førstegrøden“ antyder Paulus at der vil komme en yderligere høst af enkeltpersoner som vil blive oprejst fra døden til himmelsk liv. „Eftersom døden er kommet ved et menneske, er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske,“ skriver Paulus. „For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ (1 Korinther 15:21, 22) Jesus gjorde opstandelsen mulig ved at give sit fuldkomne menneskeliv som en løsesum og derved bane vejen for at menneskene kunne blive udfriet fra trældommen under synd og død. — Galaterne 1:4; 1 Peter 1:18, 19.a

13. (a) Hvornår finder den himmelske opstandelse sted? (b) Hvordan kan det være at ikke alle salvede ’skal sove ind i døden’?

¹³ Paulus fortsætter: „Men hver i sit hold: førstegrøden Kristus, derefter, under Messias’ nærværelse, de der tilhører ham.“ (1 Korinther 15:23) Kristus blev oprejst i år 33. Hans salvede disciple — „de der tilhører ham“ — måtte imidlertid vente til kort efter at Jesu nærværelse som konge var begyndt, hvilket ifølge Bibelens profetier skete i 1914. (1 Thessaloniker 4:14-16; Åbenbaringen 11:18) Hvad så med dem der ville være i live under denne nærværelse? Paulus forklarer: „Se! Jeg siger jer en hellig hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind i døden, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, under den sidste trompet. For trompeten skal lyde, og de døde vil blive oprejst uforgængelige, og vi skal forvandles.“ (1 Korinther 15:51, 52) Det er tydeligvis ikke alle de salvede der må sove i graven og vente på en opstandelse. De der dør under Kristi nærværelse, forvandles i et nu. — Åbenbaringen 14:13.

14. I hvilken forstand bliver de salvede „døbt for at være døde“?

¹⁴ „Hvad vil ellers de gøre som bliver døbt for at være døde?“ spørger Paulus. „Hvis døde slet ikke oprejses, hvorfor bliver de da døbt for at være sådanne? Og hvorfor er vi i fare hver time?“ (1 Korinther 15:29, 30) Paulus mente ikke at levende blev døbt i stedet for nogle der var døde, sådan som nogle bibeloversættelser giver indtryk af. For at blive døbt skal man være en kristen discipel, og døde kan ikke blive disciple. (Johannes 4:1) Det Paulus taler om, er levende kristne, hvoraf mange, deriblandt Paulus selv, var „i fare hver time“. De salvede kristne var blevet ’døbt til Kristi død’. (Romerne 6:3) Siden deres salvelse var de så at sige blevet „døbt“ til et livsløb der ville føre til en død som Kristi død. (Markus 10:35-40) De ville dø med håbet om en opstandelse til liv i himmelen. — 1 Korinther 6:14; Filipperne 3:10, 11.

15. Hvilke farer har Paulus måske været ude for, og hvordan satte troen på opstandelsen ham i stand til at udholde dem?

¹⁵ Paulus forklarer nu at han selv havde været i så stor fare at han kunne sige: „Daglig står jeg ansigt til ansigt med døden.“ For at ingen skulle anklage ham for at overdrive, tilføjer han: „Dette forsikrer jeg ved den stolthed som jeg i Kristus Jesus, vor Herre, har af jer, brødre.“ I The Jerusalem Bible gengives verset på denne måde: „Jeg står ansigt til ansigt med døden hver dag, brødre, og det sværger jeg på ved min stolthed over jer i Kristus Jesus, vor Herre.“ Som et eksempel på de farer han kom ud for, nævner han i vers 32 at han havde „kæmpet med vilde dyr i Efesus“. Romerne henrettede ofte forbrydere ved at kaste dem for vilde dyr i arenaerne. Hvis Paulus havde kæmpet med bogstavelige vilddyr, kunne han kun have overlevet med Jehovas hjælp. Uden håb om en opstandelse ville det have været tåbeligt at vælge et livsløb der udsatte ham for en sådan fare. Uden håb om et fremtidigt liv ville det have været meningsløst at udholde de trængsler og ofre som tjenesten for Gud medførte. „Hvis døde ikke oprejses, så ’lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø’,“ siger Paulus. — 1 Korinther 15:31, 32; se også Andet Korintherbrev 1:8, 9; 11:23-27.

16. (a) Hvor kan udtrykket „lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø“ have stammet fra? (b) Hvorfor var det farligt at gå ind for denne holdning?

¹⁶ Paulus citerede måske Esajas 22:13, der beskriver Jerusalems ulydige indbyggeres fatalistiske indstilling. Det er også muligt at han har tænkt på epikuræerne, som kun havde foragt tilovers for håbet om et liv efter døden og mente at nydelse var det højeste gode i livet. Hvordan det end forholdt sig, var den holdning at man blot skulle „spise og drikke“, en verdslig tankegang. Paulus siger derfor advarende: „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ (1 Korinther 15:33) Det kunne være farligt at komme sammen med dem der fornægtede opstandelsen. Dårligt selskab kan have spillet en rolle i de problemer som Paulus måtte tage sig af i menigheden i Korinth, som for eksempel kønslig umoralitet, splittelser, retssager og manglende respekt for Herrens aftensmåltid. — 1 Korinther 1:11; 5:1; 6:1; 11:20-22.

17. (a) Hvilken tilskyndelse gav Paulus korintherne? (b) Hvilke spørgsmål er endnu ikke blevet besvaret?

¹⁷ Paulus giver derfor korintherne denne stærke tilskyndelse: „Vågn op til ædruelighed i retfærdighed, og øv ikke synd, for nogle er uden kundskab om Gud. Jeg siger det for at få jer til at føle skam.“ (1 Korinther 15:34) Et negativt syn på opstandelsen gjorde nogle åndeligt sløve, som var de berusede. De måtte vågne op og forblive ædru. Også i dag må salvede kristne forblive åndeligt vågne og ikke lade sig påvirke af verdens skeptiske holdninger. De må holde fast ved deres håb om en opstandelse til liv i himmelen. Men der var stadig nogle spørgsmål som måtte besvares — for datidens korinthere og for os i dag. Man kunne for eksempel spørge: I hvilken skikkelse oprejses de 144.000 til himmelen? Og hvad vil der ske med de millioner der stadig befinder sig i graven, og som ikke har et himmelsk håb? Hvad vil opstandelsen betyde for dem? I den næste artikel vil vi gennemgå resten af Paulus’ behandling af opstandelsen.

[Fodnote]

Husker du dette?

◻ Hvilket lys kastede Jesus over opstandelsen?

◻ Hvem kunne bevidne at Kristus var blevet oprejst?

◻ Hvorfor blev læren om opstandelsen draget i tvivl, og hvordan reagerede Paulus på det?

◻ Hvorfor var troen på opstandelsen så vigtig for de salvede kristne?

[Illustration på side 15]

Jairus’ datter blev et bevis på at døde kan blive oprejst

[Illustration på side 16]

Hvis ikke de trofaste kristne havde håb om en opstandelse, ville deres død som martyrer være meningsløs