5, 6. (a) Hvordan skal vi forholde os til dem der begår alvorlige overtrædelser og ikke angrer? (Mattæus 18:17) (b) Hvilke spørgsmål opstår i den forbindelse?

⁵ Da en mand i Korinth ikke ville angre og ophøre med sin umoralske livsform skrev Paulus til menigheden: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan.“ (1 Korinther 5:11-13) Det samme gjaldt de kristnes forhold til frafaldne, som for eksempel Hymenæus: „Et menneske som vil danne en sekt skal du afvise efter en første og en anden formaning, idet du ved at et sådant menneske er blevet vendt bort fra vejen og synder.“ (Titus 3:10, 11; 1 Timoteus 1:19, 20) Det vil ligeledes være påkrævet at undgå enhver der vrager menigheden: „De udgik fra os, men de var ikke af vor slags; for hvis de havde været af vor slags, ville de være forblevet hos os. Men de forlod os for at det kunne blive gjort kendt at ikke alle er af vor slags.“ — 1 Johannes 2:18, 19.

Afskåret fuldstændig?

7. Hvilke to grupper af overtrædere skelner vi mellem?

⁷ At vi er kristne betyder ikke at vi isolerer os fra andre mennesker. Vi forkynder for dem, og har i øvrigt almindelig kontakt med naboer, arbejdskammerater, skolekammerater og andre, også selv om nogle af dem er ’utugtige, havesyge, udsugere eller afgudsdyrkere’. Som Paulus skrev kan vi ikke undgå sådanne mennesker fuldstændig, ’ellers måtte vi jo gå ud af verden’. Men han gjorde det klart at forholdet er et andet hvis det er en ’broder’ der lever på denne måde: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som [er vendt tilbage til en sådan livsform], ja end ikke spise sammen med en sådan.“ — 1 Korinther 5:9-11; Markus 2:13-17.

8. Hvilken vejledning gav apostelen Johannes angående udstødelse?

⁸ I apostelen Johannes’ breve finder vi en lignende vejledning der understreger i hvor vid udstrækning kristne skal undgå sådanne: „Enhver som går videre og ikke forbliver i Messias’ lære, har ikke Gud. . . . Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham. For den der hilser på [fra græsk: chairō] ham er delagtig i hans onde gerninger.“a — 2 Johannes 9-11.

9, 10. (a) Hvordan behandlede man forhærdede overtrædere i det gamle Israel, og hvorfor? (b) Hvordan bør vi se på den ordning der gælder i dag? (2 Peter 2:20-22)

⁹ Hvorfor er det nødvendigt at man også i dag indtager et så konsekvent standpunkt? Jo, tænk engang på hvad det på Israels tid indebar at blive afskåret fra Guds folk. Ifølge Guds lov skulle den der med overlæg begik alvorlige overtrædelser ubetinget lide døden. (3 Mosebog 20:10; 4 Mosebog 15:30, 31) I sådanne tilfælde kunne hverken slægtninge eller andre længere tale med lovbryderen eftersom han var død. (3 Mosebog 19:1-4; 5 Mosebog 13:1-5; 17:1-7) De loyale israelitter i fortiden var almindelige mennesker med samme følelser som os, men de vidste også at Gud er retfærdig og kærlig, og at hans lov tjente til at beskytte deres moralske og åndelige renhed. De forstod derfor at Guds ordning var helt igennem god og retfærdig. — Job 34:10-12.

¹⁰ Vi kan ligeledes være forvissede om at Guds ordning er vís og tjener til vor beskyttelse, når den forbyder kristne at have fællesskab med en der er blevet udstødt på grund af manglende anger. „Rens den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, sådan som I jo er fri for surdej.“ (1 Korinther 5:7) Ved også at undgå dem der har afskåret sig selv fra menigheden, er de kristne beskyttede mod eventuelle kritiske, negative eller endog frafaldne synspunkter. — Hebræerne 12:15, 16.

Forholdet til familiemedlemmer

11, 12. (a) Hvordan berørte det slægtningene til en overtræder i det gamle Israel når vedkommende blev afskåret fra folket? (b) Giv et eksempel på at lydighed medfører velsignelse.

¹¹ Gud er naturligvis klar over at det ofte vil berøre slægtninges forhold til hinanden når hans retfærdige lov om at afskære overtrædere fra menigheden bliver håndhævet. Når en overtræder blandt israelitterne blev henrettet var det i sagens natur ensbetydende med at enhver familieforbindelse med vedkommende blev afbrudt. Ja, Loven påbød at hvis en søn var en frådser og en drukkenbolt, skulle hans forældre føre ham til byens ældste, og hvis han ikke ville lade sig retlede skulle forældrene tage del i eksekveringen af den retfærdige dødsdom over ham, ’for at fjerne det onde fra Israels midte’. (5 Mosebog 21:18-21) Det var ganske givet en meget svær situation for et forældrepar. Tænk også på hvordan overtræderens brødre, søstre eller bedsteforældre må have følt det. Men det at de satte deres loyalitet mod Guds retfærdige domme højere end familiebåndene kunne redde deres liv.

¹² Husk på tilfældet med Kora der førte an i oprøret mod Guds ledelse gennem Moses. I overensstemmelse med sine fuldkomne og retfærdige normer bestemte Jehova at Kora skulle dø for sine handlinger. Men til alle de loyale lød advarselen: „Fjern jer nu fra disse onde mænds telte og rør ikke ved noget som helst af hvad der tilhører dem, for at I ikke skal blive revet bort ved al deres synd.“ De der ikke rettede sig efter Guds advarsel blev udslettet sammen med oprørerne. Men nogle af Koras slægtninge valgte klogeligt at forblive loyale mod Jehova, hvorved de reddede livet og fik del i fremtidige velsignelser. — 4 Mosebog 16:16-33; 26:9-11; 2 Krønikebog 20:19.

13. Hvordan bør loyale kristne forholde sig hvis en nær slægtning bliver udstødt eller afskærer sig selv fra menigheden?

¹³ Eftersom udelukkelse af den kristne menighed ikke er ensbetydende med øjeblikkelig død, bliver eventuelle familiebånd heller ikke ophævet. Det er derfor muligt at en mand der er blevet udstødt eller har afskåret sig selv fra menigheden stadig bliver boende hjemme sammen med sin kristne hustru og sine troende børn. Af respekt for Guds domme og for menigheden vil hustruen og børnene erkende at han ved sin handlemåde har brudt de åndelige bånd der tidligere var imellem dem. Men da udstødelsen ikke ophæver hverken blodets eller ægteskabets bånd, vil familielivet i øvrigt kunne fortsætte.

14. Hvilket guddommeligt påbud bør vi følge i vort forhold til en slægtning der er udstødt eller som har afskåret sig selv, og som vi ikke bor under tag med?

¹⁴ Situationen er anderledes hvis et familiemedlem der er blevet udstødt eller har afskåret sig selv fra menigheden, bor uden for hjemmet. I så fald vil det sikkert være muligt at undgå så godt som enhver kontakt med vedkommende. Selv i tilfælde hvor familieanliggender vil kræve en vis kontakt, bør denne afgjort holdes på et minimum — i overensstemmelse med det guddommelige princip: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg [eller som har gjort sig skyldig i andre alvorlige overtrædelser].“ Ja, man bør „end ikke spise sammen med en sådan“. — 1 Korinther 5:11.

15. Hvordan kan slægtninge lægge bånd på deres følelser i sådanne tilfælde? (Salme 15:1-5; Markus 10:29, 30)

¹⁵ På grund af følelser og familiebånd, som for eksempel bedsteforældres tilknytning til deres børnebørn, kan det forståeligt nok være vanskeligt at efterleve dette klare påbud. Ikke desto mindre er dette en prøve på vor loyalitet mod Gud, som det fremgår af den udtalelse der citeres på side 26. Enhver der lider under den sorg og smerte som et udstødt familiemedlem har forvoldt, kan finde trøst og opmuntring i det eksempel nogle af Koras slægtninge har sat. — Salme 84:10-12.b