UTUGT

Ulovlig kønslig omgang uden for et bibelsk ægteskab. Det hebraiske udsagnsord zanahʹ og dets beslægtede former indeholder tanken om utugt, prostitution og skøgevæsen. (1Mo 38:24; 2Mo 34:16; 3Mo 19:29; Ho 1:2) Det græske ord der oversættes med „utugt“, er porneiʹa. Om dette ords forskellige betydninger skriver B. F. Westcott i bogen Saint Paul’s Epistle to the Ephesians (1906, s. 76): „Dette er et almindeligt ord for al ulovlig kønslig omgang, (1) ægteskabsbrud: Hos. ii. 2, 4 (LXX); Matt. v. 32; xix. 9; (2) ulovligt ægteskab, I Kor. v. I; (3) utugt, den almindelige betydning som her [Ef 5:3].“ Bauers Greek-English Lexicon of the New Testament (revideret af F. W. Gingrich og F. Danker, 1979, s. 693) definerer porneiʹa som „utugt, prostitution af enhver art, enhver form for ulovlig kønslig omgang“. Porneiʹa omfatter groft umoralsk brug af kønsorganerne praktiseret af mindst én person; desuden skal der være mindst én anden part impliceret i det umoralske forhold — en person af det ene eller det andet køn eller et dyr. (Jud 7) En voldtægtsforbryders handling er utugt, men det betyder naturligvis ikke at offeret har bedrevet utugt.

Da Gud indstiftede det første ægteskab, sagde han: „Af den grund forlader en mand sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.“ (1Mo 2:24) Ifølge dette var monogami normen for manden og kvinden, og kønslig omgang i flæng var udelukket. Der var heller ikke tale om at man kunne lade sig skille og indgå et nyt ægteskab. — Se SKILSMISSE.

Guds trofaste tjenere i det patriarkalske samfund hadede utugt, uanset om handlingen blev begået af ugifte, forlovede eller gifte, og utugt blev betragtet som en synd imod Gud. — 1Mo 34:1, 2, 6, 7, 31; 38:24-26; 39:7-9.

Under Moseloven. Under Moseloven skulle en mand der havde begået utugt med en uforlovet pige, gifte sig med pigen og betale hendes fader brudekøbesummen (50 sekel sølv; 660 kr.), og han kunne aldrig, så længe han levede, lade sig skille fra hende. Selv hvis hendes fader afslog at give ham hende til ægte, skulle han betale brudekøbesummen til faderen. (2Mo 22:16, 17; 5Mo 22:28, 29) Hvis pigen var forlovet (med en anden), skulle manden imidlertid stenes til døde. Hvis den forlovede pige havde skreget da hun blev overfaldet, skulle hun ikke straffes, men hvis hun havde undladt at skrige (og derved vist at hun indvilligede), skulle også hun dø. — 5Mo 22:23-27.

Ægteskabets hellighed blev understreget med en bestemmelse om at en pige der havde givet sig ud for at være jomfru ved ægteskabets indgåelse, skulle straffes med døden hvis det viste sig at hun i hemmelighed havde begået utugt. Hvis en mand uretmæssigt beskyldte sin kone for en sådan forbrydelse, blev det betragtet som en stor skændsel for hendes faders hus. På grund af denne bagvaskelse skulle manden ’tugtes’ af dommerne, måske med stokkeslag, og idømmes en bøde på 100 sekel sølv (1320 kr.), som skulle betales til faderen. (5Mo 22:13-21) Hvis en datter af en præst drev prostitution, vanhelligede hun sin faders hellige embede. Hun skulle dræbes og derefter brændes som noget afskyeligt. (3Mo 21:9; se også 3Mo 19:29.) Utugt mellem gifte personer (ægteskabsbrud) var en overtrædelse af det syvende bud og medførte dødsstraf for begge parter. — 2Mo 20:14; 5Mo 5:18; 22:22.

Hvis en mand begik utugt med en tjenestepige som var bestemt for en anden mand, men som ikke var blevet løskøbt eller havde fået sin frihed, skulle der finde en afstraffelse sted, men de skulle ikke lide døden. (3Mo 19:20-22) Dette skyldes øjensynlig at kvinden endnu ikke var fri og derfor ikke helt kunne bestemme over sine handlinger, sådan som en fri, forlovet pige kunne. Løskøbelsesprisen var endnu ikke blevet betalt, i hvert fald ikke fuldt ud, og hun var stadig underlagt sin herre.

Da den lejede profet Bileam ikke ved spådomskunst kunne bringe en forbandelse over israelitterne, fandt han en anden måde at bringe dem under Guds vrede på. Moabitterne skulle appellere til israelitternes urette seksuelle begær. Han fik de moabitiske kvinder til at forføre israelitterne så de deltog i den urene fallosdyrkelse i forbindelse med Ba’al-Peor, og det resulterede i at 24.000 israelitter mistede livet. — 4Mo 25:1-9; 1Kor 10:8 (sandsynligvis blev 1000 af folkets overhoveder dræbt og hængt op på pæle [4Mo 25:4], og resten faldt for sværdet eller plagen).

Ikke tilladt for kristne. Jesus Kristus genindførte Guds oprindelige norm for ægteskabet, monogami (Mt 5:32; 19:9), og ved at sidestille utugt med mord, tyveri, onde overvejelser, falsk vidnesbyrd og gudsbespottelse viste han hvor forkert det er at begå utugt. Han påpegede at disse overtrædelser kommer indefra, fra hjertet, og gør et menneske urent. (Mt 15:19, 20; Mr 7:21-23) Senere, omkring år 49 e.v.t., skrev den kristne menigheds styrende råd, som bestod af apostlene og de ældste i Jerusalem, til de kristne og advarede dem mod utugt idet de sidestillede det med afgudsdyrkelse og indtagelse af blod. — Apg 15:20, 29; 21:25.

Apostelen Paulus påpeger at utugt er en af kødets gerninger, det modsatte af Guds ånds frugt, og advarer om at de der øver kødets gerninger, ikke vil arve Guds rige. (Ga 5:19-21) Han råder de kristne til at gøre deres lemmer døde „med hensyn til utugt“. (Kol 3:5) Han siger advarende at utugt end ikke bør nævnes blandt kristne, der skal være hellige. Tilsvarende måtte israelitterne ikke nævne navnene på de hedenske guder. De måtte naturligvis gerne advare deres børn imod dem, men de måtte ikke omtale dem med agtelse og respekt. — Ef 5:3; 2Mo 23:13.

Utugt er en overtrædelse der kan resultere i udstødelse af eller bortvisning fra den kristne menighed. (1Kor 5:9-13; He 12:15, 16) Apostelen forklarer at en kristen der begår utugt, synder imod sit eget legeme ved at misbruge forplantningsorganerne. Han vil lide stor åndelig skade, han besmitter Guds menighed, og han udsætter sig for faren for at pådrage sig dødbringende, seksuelt overførte sygdomme. (1Kor 6:18, 19) Han krænker sine kristne brødres ret (1Ts 4:3-7) (1) ved at indføre urenhed i menigheden og vanære den ved sin skændige og tåbelige handling (He 12:15, 16), (2) ved at berøve den han begår utugt med, et rent omdømme i moralsk henseende og, hvis vedkommende er ugift, muligheden for at være ren ved indgåelse af ægteskab, (3) ved at berøve sin egen familie et rent omdømme i moralsk henseende og (4) ved at øve uret mod den anden parts forældre, ægtefælle eller forlovede. Det er ikke mennesker, hvis love måske eller måske ikke tillader utugt, han lader hånt om, men Gud, der vil kræve straf for hans synd. — 1Ts 4:8.

Brugt billedligt. Jehova Gud omtalte Israels folk, der stod i et pagtsforhold til ham, som „en hustru“. (Es 54:5, 6) Da folket blev troløst mod ham, vendte ham ryggen og søgte hjælp hos nationer som Ægypten og Assyrien ved at indgå forbund med dem, var Israel som en utro hustru, en ægteskabsbryderske, en skøge, en der begik utugt i flæng. (Ez 16:15, 25-29) Kristne der har eller foregiver at have et indviet forhold til Gud, men som viser sig troløse ved at dyrke afguder eller være venner med verden, kaldes ligeledes ægteskabsbrydersker. — Jak 4:4.

Om den billedlige betydning af porneiʹa i visse skriftsteder skriver F. Zorell (Lexicon Graecum Novi Testamenti, Paris 1961, sp. 1106): „Frafald fra den sande tro, enten helt eller delvist, frafald fra den ene sande Gud Jahve til fremmede guder [4Kg 9:22; Jer 3:2, 9; Ho 6:10 osv.; for Guds forening med sit folk blev betragtet som en form for åndeligt ægteskab]: Åb 14:8; 17:2, 4; 18:3; 19:2.“ — Klammerne er sat af forfatteren; 4Kg i den græske Septuaginta svarer til 2Kg i den masoretiske tekst.

Babylon den Store, der i Åbenbaringens Bog beskrives som en skøge, er et symbol på al falsk religion. Verdens forskellige religionssamfund, „kristne“ såvel som hedenske, har gjort krav på at stå i den sande tilbedelses tjeneste, men som en skøge har de plejet omgang med denne verdens herskere for at opnå magt og materiel rigdom. Om Babylon den Store siges der at „med hende har jordens konger begået utugt“. Hendes urene, utugtige adfærd er afskyelig i Guds øjne og har været årsag til megen blodsudgydelse og stor ulykke på jorden. (Åb 17:1-6; 18:3) På grund af sin adfærd vil hun blive ramt af den dom Gud fælder over dem der øver utugt, nemlig tilintetgørelse. — Åb 17:16; 18:8, 9.