Ugift i økonomisk dårlige tider
„PÅ ET tidspunkt som 25-årig ville jeg gerne giftes,“ siger Chuks som bor i Vestafrika. „Der var en pige som jeg var glad for, og hun var også interesseret i mig. Problemet var bare at min familie sad hårdt i det. Min far og storebror var arbejdsløse, og mine yngre søskende gik stadig i skole. Alle forventede at jeg skulle forsørge familien. For at gøre det hele værre blev mine forældre syge, og det betød at der skulle tjenes flere penge for at betale deres medicin.“
Chuks, som er et Jehovas vidne, ønskede ikke at gifte sig når han ikke kunne forsørge en kone. Han huskede Paulus’ ord i Første Timoteusbrev 5:8: „Men hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“
„Selv om jeg arbejdede hårdt, kunne jeg ikke få samlet nok penge sammen,“ fortæller Chuks. „Derfor måtte vi gang på gang udsætte vore planer om at blive gift. Til sidst modtog jeg et brev fra pigen som skrev at en anden havde anholdt faderen om hendes hånd. Faderen sagde ja. Få dage efter at jeg havde modtaget brevet blev de forlovet.“
Mange kristne mænd har ligesom Chuks måttet se deres planer om ægteskab blive forpurret eller udsat på grund af dårlige økonomiske forhold. Mange lande oplever en voldsom inflation. I et centralafrikansk land steg priserne for eksempel med 8319 procent på ét år! I nogle lande er det vanskeligt at finde arbejde. Ofte er lønningerne også så ringe at en mand dårligt kan forsørge sig selv, og da langt mindre kone og børn. En ung mand i Nigeria fortæller at han var blevet tilbudt cirka 100 kroner om måneden for et heltidsjob på en fabrik — det ville ikke engang kunne dække transportudgifterne med bus til og fra arbejdet!
Mange ugifte kristne kvinder oplever også at økonomiske problemer kuldkaster deres planer om ægteskab. Det er ofte dem der må arbejde for at forsørge familien. Nogle ugifte mænd viger tilbage for at indlede et nærmere bekendtskab med disse piger, ved tanken om at det ikke alene vil være en hustru men også hendes familie han skal forsørge. Ayo, som er universitetsuddannet, kæmper hårdt for at forsørge sig selv, sin mor og sine yngre brødre og søstre. Hun siger: „Jeg vil gerne giftes, men når det går op for en mand hvor mange jeg har ansvaret for, løber han sin vej.“
Selv om mange ugifte kristne har økonomiske vanskeligheder, føler de sig presset af familien og andre til at gifte sig og få børn, hvilket undertiden kommer til udtryk i form af latterliggørelse. I visse dele af Afrika er det for eksempel kutyme at man hilser på en mand eller en kvinde ved at spørge til ægtefællens og børnenes vel. Somme tider benyttes disse hilsener for at gøre nar af de ugifte. John, som er sidst i fyrrerne, siger: „Når folk driller mig ved at spørge, ’Hvordan har din kone det?’ svarer jeg, ’Du kan spørge hende når hun kommer.’ Men helt ærligt, hvordan kan jeg tillade mig at få en kone hvis jeg ikke kan forsørge hende?“
Situationen for John og utallige andre er sammenfattet i et yoruba-ordsprog der lyder: „Forhastet giftermål er let, men husholdning er tung.“
Få det bedste ud af din situation
Man kan let blive ulykkelig hvis det man inderligt håber på, ikke sker. Ordsprogene 13:12 siger: „Langvarig forventning gør hjertet sygt.“ Det er måske sådan du føler det hvis du længes efter at blive gift men ikke har råd til det. Det kan især gælde dem som apostelen Paulus sagde var „optændt af lidenskab“. — 1 Korinther 7:9.
Selv om det kan være et svært problem, er der visse ting du selv kan gøre for at kunne leve med situationen og endda finde glæde ved det. Jesus Kristus, der selv var ugift, fremsatte et bibelsk princip som kan hjælpe dig til at overvinde den skuffelse der kommer af langvarig forventning. Han sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apostelgerninger 20:35.
Du kan efterleve dette ved at gøre noget for andre i din familie og i din menighed. Måske kan du også forøge din indsats i den kristne tjeneste. Ved at være optaget af at gøre noget for andre med et uselvisk motiv, vil du opdage at du bliver ’fast i dit hjerte’, at du får ’myndighed over din egen vilje’. — 1 Korinther 7:37.
Apostelen Paulus, som også var ugift, har givet dette gavnlige råd: „Se derfor nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise, idet I køber jer den belejlige tid, fordi dagene er onde.“ (Efeserne 5:15, 16) Mange ugifte kristne har fundet ’ny styrke for deres sjæle’ ved at udnytte tiden til at få et nærmere forhold til Jehova gennem bøn, ved at studere Guds ord og ved at deltage i de kristne møder. (Mattæus 11:28-30) Gør du dette, vil du være bedre udrustet til at klare økonomiske problemer. Du hjælpes også til at opdyrke større åndelig sundhed, som vil gøre dig til en bedre ægtemand eller hustru hvis du senere bliver gift.
Glem aldrig at Jehova har omsorg for sine tjenere. Han kender de problemer og vanskeligheder som du kæmper med. Vor kærlige himmelske Fader ved også hvad der gavner dig i det lange løb, både åndeligt og følelsesmæssigt. Du kan være forvisset om at du vil erfare lindring når hans tid er inde hvis du tålmodigt anvender Bibelens principper i hverdagen. Han vil opfylde dine behov og ønsker på en måde der tjener til dit evige vel. Bibelens forsikring lyder: „Jehova forholder ikke dem der vandrer uangribeligt, noget godt.“ — Salme 84:11.
Hav en positiv indstilling
Husk også på de mange fordele der er ved at være ugift. Apostelen Paulus skriver: „Den der giver sin jomfruelighed hen i ægteskab gør vel, men den der ikke giver den hen i ægteskab gør bedre.“ — 1 Korinther 7:38.
Hvorfor er det „bedre“ at være ugift end at være gift? Paulus forklarer: „Den ugifte mand er bekymret for det der hører Herren til, hvordan han kan opnå Herrens godkendelse. Men den gifte mand er bekymret for det der hører verden til, hvordan han kan opnå sin hustrus godkendelse, og han er delt. Og den ugifte kvinde og jomfruen er bekymret for det der hører Herren til, for at hun kan være hellig både på sit legeme og på sin ånd. Men den gifte kvinde er bekymret for det der hører verden til, hvordan hun kan opnå sin mands godkendelse.“ — 1 Korinther 7:32-34.
Med andre ord har en gift kristen med rette ægtefællens interesser på sinde og må sørge for at dække hans eller hendes behov. Den ugifte, derimod, kan bedre koncentrere sig om tjenesten for Jehova. I modsætning til den der er gift, har den ugifte større mulighed for ’stadig at stå til tjeneste for Herren uden at lade sig distrahere’. — 1 Korinther 7:35.
Paulus siger ikke at den ugifte undgår at blive distraheret. Hvis man er tynget af økonomiske problemer kan man måske føle at der er mange ting som bortleder ens opmærksomhed fra tjenesten. Ikke desto mindre har den ugifte mand eller kvinde almindeligvis større personlig frihed til at tjene Gud end den der er gift.
Selv om apostelen Paulus anbefalede den ugifte stand, sagde han ikke at det var forkert at gifte sig. Han skriver: „Selv om du også giftede dig, begik du ikke nogen synd.“ Men han sagde advarende: „De der gør det [gifter sig], vil få trængsel i kødet.“ — 1 Korinther 7:28.
Hvad mente han med disse ord? Ægteskabet medfører visse bekymringer. For eksempel kan en ægtemand bekymre sig om hvordan han skaffer det nødvendige til familien i økonomisk dårlige tider. Også sygdom kan være en stor økonomisk og følelsesmæssig belastning for familien.
Selv om du kan være utilfreds med din situation som ugift, er du måske i virkeligheden bedre stillet end hvis du var gift og havde børn at forsørge. De problemer du erfarer som ugift er midlertidige; de vil blive løst i Guds nye tingenes ordning — eller måske endda før. — Jævnfør Salme 145:16.
Kan du forøge din tjeneste?
Det er ikke alle der har mulighed for at begynde i heltidstjenesten, men nogle har gjort det trods økonomiske problemer. Chuks, som er omtalt i indledningen, opkøbte og solgte papirvarer for at tjene til familiens underhold. Næsten samtidig med at hans planer om ægteskab gik i vasken, modtog han en indbydelse til at virke som midlertidig byggearbejder på Vagttårnsselskabets lokale afdelingskontor. Storebroderen bekymrede sig for hvordan dette ville berøre familiens økonomi og frarådede ham at rejse. Men Chuks drog den slutning, at eftersom det var Jehova der havde hjulpet ham med at etablere sin forretning med papirvarer, burde han sætte Rigets interesser først og stole på Guds evne til at sørge for det fornødne. (Mattæus 6:25-34) For øvrigt ville det kun strække sig over en periode på tre måneder, tænkte han.
Chuks tog imod indbydelsen og lod broderen overtage forretningen. I dag, seks år senere, er Chuks i heltidstjenesten, ældste i den kristne menighed og har en økonomi der tillader ham at blive gift. Er han ked af den måde hans liv har formet sig på? Chuks siger: „Jeg var meget skuffet over at jeg ikke kunne gifte mig dengang, men udfaldet er blevet det bedst tænkelige. Det har givet mig mange glæder og tjenesteprivilegier som jeg sikkert ikke ville have haft hvis jeg var blevet gift på et tidligere tidspunkt og havde stiftet familie.“
En tryg fremtid
I vanskelige tider søger mange tryghed i ægteskabet i håb om at blive beskyttet mod fremtidige økonomiske problemer. I visse gældstyngede lande findes der kun lidt eller slet ingen offentlig ældreforsorg. Mange forældre er derfor ofte afhængige af at familien, og især deres børn, tager sig af dem når de bliver gamle. Følgelig bliver ugifte mænd og kvinder tit presset til at gifte sig og få børn, også selv om de er hårdt spændt for økonomisk.
Men at man gifter sig og får børn er ikke nogen garanti for sikkerhed. Nogle ikkekristne børn er ikke indstillede på at tage sig af deres aldrende forældre, andre har ikke mulighed for at gøre det, og andre igen dør før deres forældre. Sande kristne søger først og fremmest sikkerhed et andet sted, idet de husker på Guds løfte: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ — Hebræerne 13:5.
De som har ventet med at gifte sig for at kunne tjene Jehova på heltidsbasis, er ikke blevet overladt til sig selv. Christiana, som er 32 år og ugift, har i de sidste ni år virket som almindelig pioner i Nigeria. Hun siger: „Jeg stoler på Jehova, som har lovet at han aldrig vil forlade sine tjenere. Hans løfte er min fortrøstning. Jehova sørger både åndeligt og materielt for mig, og han har vist sig at være en gavmild Fader. For eksempel er jeg flyttet til et område hvor der er et stort behov for flere forkyndere. Selv om der kun er få bekvemmeligheder, har jeg lært at klare mig. Da jeg fik tyfus og måtte indlægges på et hospital, kom brødre fra min tidligere menighed og sørgede for mig.
Jeg føler dyb tilfredshed ved at være i heltidstjenesten. Jeg betragter det som et storslået privilegium at arbejde sammen med universets Skaber og med mine mange brødre og søstre i hele verden. Jeg ser mange unge mennesker som er frustrerede og opgivende på grund af de ting der sker omkring dem. Men jeg har et meningsfyldt liv; jeg ser fremtiden i møde med tillid. Jeg har indset at et nært forhold til Jehova er den bedste løsning på de problemer vi står over for i dag.“
Hvis du længes efter at blive gift men er ude af stand til det på grund af økonomiske vanskeligheder, må du ikke miste modet! Du er ikke alene. Der er mange der udholder lignende prøvelser med Jehovas hjælp. Søg at få det bedste ud af din situation ved at gøre godt mod andre og ved at vokse åndeligt. Hvis du holder dig nær til Gud, vil han hjælpe dig, for han ønsker at tage sig af dig. — 1 Peter 5:7.