Hvilken Gud bør man tilbede?

TIL forskel fra dyrene har vi mennesker en iboende trang til at tilbede. Vi er endvidere udstyret med en moralsk sans, en samvittighed der kan vejlede os om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Alle mennesker lader sig på forskellig måde lede af deres samvittighed, og i den forbindelse ser mange hen til en gud eller flere forskellige guddomme efter vejledning.

I løbet af de sidste ét eller to hundrede år har nogle af verdens intellektuelle rejst tvivl om eksistensen af en almægtig Gud og Skaber. I 1844 erklærede Karl Marx at religion er „opium for folket“. Dernæst fremsatte Charles Darwin sin udviklingsteori. Og siden indtraf den bolsjevistiske revolution. Ateismen blev et grundprincip for de østeuropæiske stater og man hævdede at religionen ville uddø med generationen fra 1917. Men ateisterne kunne ikke forandre menneskets natur. Det fremgår af den fornyede interesse for religion vi ser i Østeuropa i denne tid.

Bibelen gør imidlertid opmærksom på at der er mange „såkaldte ’guder’, enten i himmelen eller på jorden, sådan som der er mange ’guder’ og mange ’herrer’“. (1 Korinther 8:5) Mennesker har i årenes løb tilbedt et væld af guder. Der har været guddomme for frugtbarhed, for kærlighed, for krig, og for vin og fest. Alene inden for hinduismen er der millioner af guder.

Treenige guddomme har været udbredt både i Babylon, Assyrien, Ægypten og i de buddhistiske lande. Også kristenheden har sin ’hellige treenighed’. Islam afviser derimod treenigheden og har ikke andre guder end Allah. Selv de der hånligt afviser tanken om en usynlig, almægtig Gud, har deres guder. I Bibelen står der for eksempel i Filipperbrevet 3:19 om mennesker der er optaget af materialistisk stræben at de ’har gjort bugen til deres gud’.

De fleste tilbeder den gud eller de guddomme som bliver dyrket i det land eller samfund hvor de tilfældigvis er født. Spørgsmålet er derfor: Fører alle former for gudsdyrkelse til det samme mål — ligesom forskellige stier på et bjerg fører mod toppen? Eller fører de mange mystiske religioner snarere til ulykke — som stier til en afgrund? Er der mange veje til sand tilbedelse eller er der kun én? Er der mange guder som fortjener ære eller er der kun én almægtig Gud som har krav på vor fulde hengivenhed og tilbedelse?

De falske guders oprindelse

De ovenstående spørgsmål fortjener en nærmere undersøgelse. Hvorfor? Fordi det ældste autoritative religiøse værk, Bibelen, beskriver hvordan en falsk gud — ved hjælp af en slange — ledte de første mennesker ind på en katastrofal kurs. Og fordi vi stadig lider under følgerne af dette. (1 Mosebog 3:1-13, 16-19; Salme 51:5) Jesus, „Guds søn“, omtalte denne oprørske åndeskabning som „denne verdens hersker“. En af Jesu apostle kaldte ham „denne tingenes ordnings gud“. (Johannes 1:34; 12:31; 16:11; 2 Korinther 4:4) I Åbenbaringen, kapitel 12, vers 9, bliver han omtalt som „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord“. Et helt verdensimperium af falsk religion står under Satans kontrol.

Satan er ærkebedrageren. (1 Timoteus 2:14) Han spiller på menneskets iboende trang til at tilbede, ved at fremme dyrkelsen af mange forskellige guddomme — deriblandt forfædres ånder, idoler, ikoner og madonnabilleder. Ja, han støtter endog tilbedelsen af menneskelige guddomme i form af mægtige herskere, sejrrige generaler og film- og sportsstjerner. (Apostelgerninger 12:21-23) Vi gør klogt i at vogte os for den slags og være besluttede på kun at søge og at tilbede den sande Gud som „ikke er langt borte fra en eneste af os“. — Apostelgerninger 17:27.

Hvem er så denne enestående Gud som vi bør tilbede? For omkring 3000 år siden beskrev salmisten ham som ’den Højeste . . . den Almægtige . . . min Gud, som jeg stoler på’ og tiltalte ham ved hans storslåede navn „Jehova“. (Salme 91:1, 2) Moses havde tidligere sagt om ham: „Jehova vor Gud er én Jehova.“ (5 Mosebog 6:4) Og profeten Esajas gengav Guds egne ord om sig selv: „Jeg er Jehova. Det er mit navn; og jeg giver ikke min herlighed til nogen anden, og ikke min pris til billedstøtter.“ — Esajas 42:8.

Jehova Gud har besluttet at rense sit navn for al den forsmædelse som den falske gud Satan har bragt over det. I 1513 f.v.t. skildrede han hvordan han vil gøre det, da han benyttede profeten Moses til at befri Israels folk fra ægyptisk undertrykkelse. Ved den lejlighed erklærede Gud i forbindelse med sit navn Jehova: „Jeg vil være det som jeg vil være.“ (2 Mosebog 3:14, 15) Jehova ville hævde sig over for Ægyptens Farao. Men først sagde han til den onde hersker: „Netop af denne grund har jeg ladet dig bestå: for at vise dig min magt og for at få mit navn forkyndt på hele jorden.“ — 2 Mosebog 9:16.

Situationen er den samme i dag. Denne verdens gud, Satan, spotter Jehova ligesom oldtidens Farao gjorde, og fører en intens åndelig krig mod de mennesker der elsker retfærdighed og sandhed. (Efeserne 6:11, 12, 18) Gud har imidlertid besluttet endnu en gang at herliggøre sit navn på trods af Satans modstand. Men inden Jehova viser sin magt ved at udslette Satan og hele hans værk, sender han sine tilbedere ud for at forkynde hans navn på hele jorden. Det at forkynde om Guds navn er et betydningsfuldt aspekt af den sande tilbedelse.

Gud har derfor meget passende omtalt disse tilbedere som sine vidner, Jehovas vidner, „folket som jeg har dannet mig, for at de skal forkynde min pris“. (Esajas 43:10-12, 21) Hvordan forkynder de Jehovas pris? Det gør de ved offentligt og fra hus til hus at tale med folk og undervise om den gode nyhed, der handler om hvordan Jehovas rige under Jesu Kristi ledelse vil bibringe lydige mennesker på jorden evige velsignelser. I denne henseende tjener de Gud „uden ophør“ ligesom de sande kristne i det første århundrede. (Apostelgerninger 5:42; 20:20, 21) Har Gud velsignet dem for dette? Det spørgsmål vil vi få besvaret på de følgende sider.