Jehova frelser de troende ved hjælp af ’tåbelighed’

„Eftersom det i Guds visdom er sådan at verden gennem sin visdom ikke fik lært Gud at kende, besluttede Gud gennem tåbeligheden i det der forkyndes at frelse dem der tror.“ — 1 KORINTHER 1:21

 1. Hvordan skal det forstås at Jehova gør brug af ’tåbelighed’, og hvoraf ser vi at verden i sin visdom ikke har lært Gud at kende?

SKAL det forstås sådan at Jehova benytter sig af tåbelighed? Slet ikke! Men han kan bruge det der synes tåbeligt i verdens øjne, og det gør han, så han kan frelse dem der kender og elsker ham. Verden kan ikke lære Gud at kende gennem sin visdom. Det gav Jesus tydeligt udtryk for da han i en bøn sagde: „Retfærdige Fader, verden har jo ikke lært dig at kende.“ — Johannes 17:25.

 2. Hvorfor kan det virke som om Jehovas og verdens veje er to sider af samme sag, men hvordan forholder det sig i virkeligheden?

² Jesu ord viser os at Jehovas veje er forskellige fra verdens. Overfladisk set kunne det virke som om Guds og verdens hensigt er to sider af samme sag. Man kunne tro at denne verdens stræben har Guds velsignelse. For eksempel siger Bibelen at Gud vil indføre et retfærdigt styre der vil skænke menneskeheden liv i fred, lykke og velstand på jorden. (Esajas 9:6, 7; Mattæus 6:10) Verden udbasunerer også at den vil skænke mennesker fred, velstand og et gavnligt styre ved hjælp af en såkaldt ny verdensorden. Men Guds og verdens mål er ikke de samme. Jehova har til hensigt at hævde sig selv som universets øverste Suveræn, og det vil han gøre ved hjælp af en himmelsk regering der vil udslette alle jordiske regeringer. (Daniel 2:44; Åbenbaringen 4:11; 12:10) Gud har derfor intet tilfælles med denne verden. (Johannes 18:36; 1 Johannes 2:15-17) Det er derfor Bibelen taler om to former for visdom — „Guds visdom“ og „verdens visdom“. — 1 Korinther 1:20, 21.

Den grundlæggende mangel ved verdens visdom

 3. Hvorfor ville menneskers lovede nye verdensorden aldrig blive tilfredsstillende, trods det at verdens visdom virker imponerende?

³ For dem der ikke ledes af Guds visdom tager verdens visdom sig imponerende ud. Der findes højtravende verdslige filosofier som virker besnærende. Tusinder af højere læreanstalter videregiver tanker fra dem som mange regner for verdens største tænkere. Vældige biblioteker bugner af viden opsamlet ved flere hundrede års menneskelig erfaring. Alligevel vil de verdslige lederes foreslåede nye verdensorden kun kunne få ufuldkomne, syndige og døende mennesker til herskere. Den verdensorden ville derfor blive ufuldkommen. Den ville gentage mange af fortidens fejl og aldrig kunne dække alles behov. — Romerne 3:10-12; 5:12.

 4. Hvad ville den foreslåede nye verdensorden lide under, og med hvilke følger?

⁴ Den foreslåede nye verdensorden ville ikke kun lide under menneskers utilstrækkelighed, men også under påvirkningen fra onde åndeskabninger — nemlig Satan Djævelen og hans dæmoner. Satan har forblindet folks forstand så de ikke tror „den herlige gode nyhed om Messias“. (2 Korinther 4:3, 4; Efeserne 6:12) Verden lider derfor af den ene skavank efter den anden. Den kæmper og forbløder i sit katastrofale forsøg på at regere sig selv uden Guds hjælp og uden tanke for hans vilje. (Jeremias 10:23; Jakob 3:15, 16) Apostelen Paulus havde ganske ret da han sagde at „verden gennem sin visdom ikke fik lært Gud at kende“. — 1 Korinther 1:21.

 5. Hvad er den grundlæggende mangel ved verdens visdom?

⁵ Hvad er da den grundlæggende mangel ved verdens visdom, deriblandt dens planer om en ny verdensorden? Fejlen er at verden arrogant overser det som man aldrig med held kan overse — Jehova Guds overhøjhed. Den lader forsætligt Jehova totalt ude af betragtning og stoler på sine egne evner og planer. (Jævnfør Daniel 4:31-34; Johannes 18:37.) Bibelen siger tydeligt at „frygt for Jehova er visdommens begyndelse“. (Ordsprogene 9:10; Salme 111:10) Nej, verden har ikke engang erkendt at dette er en grundlæggende forudsætning for visdom. Og når verden ikke støttes af Gud, hvordan kan den da nå sine mål? — Salme 127:1.

Forkyndelsen af Riget — tåbelig eller gavnlig?

 6, 7. (a) Hvad forkynder de der ledes af Guds visdom, men hvordan betragter verden dem? (b) Hvilken visdom er kristenhedens gejstliges forkyndelse tilpasset, og med hvilke følger?

⁶ Som en modsætning hertil viser de der kender Gud, at de har hans visdom og vælger at lade sig lede af den. Som Jesus forudsagde forkynder de „denne gode nyhed om riget . . . på hele den beboede jord“. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Er det realistisk at forkynde dette nu da vor jord er fyldt med strid, forurening, fattigdom og lidelser? De verdsligvise finder forkyndelsen af Guds rige fuldstændig tåbelig og unyttig. De opfatter forkynderne af Guds rige som hæmsko der hindrer fremskridtet i retning af et ideelt styre. Heri støttes de af kristenhedens gejstlige, hvis forkyndelse er tilpasset verdens visdom. De gejstlige fortæller ikke folk hvad de har behov for at vide om Guds nye verden og Rigets styre, skønt dette var Kristi vigtigste lære. — Mattæus 4:17; Markus 1:14, 15.

⁷ Historikeren H. G. Wells henledte opmærksomheden på denne forsømmelse fra præsternes side. Han skrev: „Bemærkelsesværdig er den meget fremtrædende plads Jesus gav læren om det han kaldte Himmeriget, og den i sammenligning hermed ubetydelige plads det har i de fleste kristne kirkers lære.“ Men hvis folk af denne generation skal vinde livet, må de først høre om Guds oprettede rige, og til det formål må nogen forkynde den gode nyhed om det. — Romerne 10:14, 15.

 8. Hvorfor er det nyttigste man kan foretage sig i dag at forkynde den gode nyhed, men hvad ville være skadeligt på langt sigt?

⁸ Det bedste man i dag kan foretage sig er derfor at forkynde Guds gode nyhed. Budskabet om Riget tænder et ægte håb der fylder hjertet med glæde i disse sidste dages ’kritiske tider som er vanskelige at klare’. (2 Timoteus 3:1-5; Romerne 12:12; Titus 2:13) Livet i denne verden er usikkert og kort, men livet i Guds nye verden vil vare evigt og være præget af glæde, overflod og fred her på jorden. (Salme 37:3, 4, 11) Som Jesus sagde: „Hvad gavner det nemlig et menneske om han erhverver sig hele verden men sætter sin sjæl til? eller hvad vil et menneske give i bytte for sin sjæl?“ Hvis man mister retten til livet i Guds nye verden, hvad gavn har man da af denne verden der forsvinder? Den nydelse man har haft af materielle ting vil da have været tom, flygtig og overfladisk. — Mattæus 16:26; Prædikeren 1:14; Markus 10:29, 30.

 9. (a) Hvilket råd gav Jesus en mand som ville vente med at tage imod hans indbydelse til at følge ham? (b) Hvordan bør Jesu svar påvirke os?

⁹ En mand som Jesus indbød til at følge ham, svarede: „Giv mig lov til først at tage hen og begrave min fader.“ Hvad rådede Jesus ham til? Jesus vidste at manden ville udsætte en livsvigtig gerning blot for at vente til hans forældre døde af alderdom, så han svarede: „Lad de døde begrave deres døde, men tag du af sted og forkynd Guds rige vidt og bredt.“ (Lukas 9:59, 60) De der i visdom adlyder Kristus kan ikke undslå sig for den opgave at forkynde Rigets budskab. Visdommen fra Gud giver dem vished for at denne verden og dens herskere er dømt til udslettelse. (1 Korinther 2:6; 1 Johannes 2:17) De der går ind for Guds overhøjhed véd at menneskehedens eneste sande håb ligger i at Gud griber ind og tager herredømmet. (Zakarias 9:10) De der lader sig lede af denne verdens visdom tror ikke på Guds rige og ønsker ikke dette himmelske styre indført, men de der ledes af visdommen fra Gud handler virkelig til gavn for deres medmennesker ved at forberede dem på evigt liv i Jehovas lovede nye verden. — Johannes 3:16; 2 Peter 3:13.

„Tåbelighed for dem der går til grunde“

10. (a) Hvilken gerning tog Saulus fra Tarsus op da han blev omvendt, og hvordan så han på den? (b) Hvad var oldtidens grækere kendt for, men hvordan betragtede Gud deres visdom?

¹⁰ Saulus fra Tarsus, der senere blev en af Jesu apostle og kendt som Paulus, tog denne livreddende gerning op. Er det rimeligt at antage at Jesus omvendte Saulus for at sætte ham til at udføre en tåbelig gerning? Det mente Paulus ikke. (Filipperne 2:16) På det tidspunkt blev grækerne regnet for det mest intellektuelle folk i verden. De var stolte af deres store filosoffer og vismænd. Men til trods for at Paulus talte græsk støttede han sig ikke til græsk filosofi og lærdom. Hvorfor ikke? Fordi denne verdens visdom er tåbelighed i Guds øjne.a Paulus søgte Guds visdom, som ansporede ham til at forkynde den gode nyhed fra hus til hus. Den største forkynder der nogen sinde har levet, Jesus Kristus, havde sat eksemplet og påbudt ham at udføre denne gerning. — Lukas 4:43; Apostelgerninger 20:20, 21; 26:15-20; 1 Korinther 9:16.

11. Hvad er hovedtrækkene i det Paulus sagde om sin opgave som forkynder og om verdens visdom?

¹¹ Om sin opgave med at forkynde sagde Paulus: „Kristus har . . . sendt mig . . . for at forkynde den gode nyhed, ikke med visdom i tale, for at Messias’ marterpæl ikke skal blive gjort nytteløs. For talen om marterpælen [Jesu genløsningsoffer] er tåbelighed for dem der går til grunde, men for os som frelses, er den Guds kraft. Der står jo skrevet: ’Jeg vil lade de vises visdom gå til grunde, og de forstandiges forstand vil jeg feje til side.’ Hvor er den vise [for eksempel filosoffen]? Hvor er den skriftlærde? Hvor er debattøren i denne tingenes ordning? Har Gud ikke gjort verdens visdom tåbelig? For eftersom det i Guds visdom er sådan at verden gennem sin visdom ikke fik lært Gud at kende, besluttede Gud gennem tåbeligheden i det der forkyndes at frelse dem der tror.“ — 1 Korinther 1:17-21.

12. Hvad udretter Jehova gennem „tåbeligheden i det der forkyndes“, og hvordan vil de der ønsker „visdommen ovenfra“ reagere?

¹² Hvor utroligt det end lyder, benytter Jehova netop dem verden kalder tåbelige, til at forkynde. Ja, gennem tåbeligheden i disse forkynderes tjeneste frelser Gud dem der tror. Jehova har sørget for at forkynderne af denne „tåbelighed“ ikke kan herliggøre sig selv, og at andre ikke med rette kan herliggøre dem de har hørt den gode nyhed af. Sådan er det for at „intet kød skulle rose sig over for Gud“. (1 Korinther 1:28-31; 3:6, 7) Ganske vist spiller forkynderen en vigtig rolle, men det er det budskab han er blevet sat til at forkynde der vil udvirke frelse for dem der tror. De der ønsker „visdommen ovenfra“ foragter ikke budskabet selv om forkynderen kan virke tåbelig og ydmyg, bliver forfulgt og går fra hus til hus. De sagtmodige vil derimod respektere forkynderen af Riget som en der er udpeget af Jehova og som kommer i hans navn. De vil tillægge det mundtlige eller skriftlige budskab han bringer stor betydning. — Jakob 3:17; 1 Thessaloniker 2:13.

13. (a) Hvordan betragtede jøderne og grækerne forkyndelsen af Kristus som pælfæstet? (b) Fra hvilke befolkningslag blev kun få kaldet til at følge Jesus, og hvorfor?

¹³ Paulus siger videre om Guds handlemåde: „Jøderne beder om tegn og grækerne søger efter visdom; men vi forkynder Kristus som pælfæstet, for jøderne en snublesten og for folk fra nationerne en tåbelighed; men for dem som er kaldede, både jøder og grækere, Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For det som er tåbeligt hos Gud er visere end menneskene, og det som er svagt hos Gud er stærkere end menneskene. For I ser på hans kaldelse af jer, brødre, at ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst; men Gud har valgt det tåbelige i verden, for at han kunne gøre de vise til skamme; og Gud har valgt det svage i verden, for at han kunne gøre det stærke til skamme.“ — 1 Korinther 1:22-27; jævnfør Esajas 55:8, 9.

14. (a) Hvad henviser Jehovas vidner til hvis de bliver spurgt om deres bemyndigelse? (b) Hvorfor ville Paulus ikke behage grækerne ved at skilte med sin verdslige visdom?

¹⁴ Da Jesus befandt sig på jorden bad jøderne ham om et tegn fra himmelen. (Mattæus 12:38, 39; 16:1) Men han afslog at imødekomme deres ønske. Jehovas vidner i dag gør heller ikke tegn for at bevise deres bemyndigelse. De henviser derimod til Bibelens befaling om at forkynde den gode nyhed, sådan som det står i Esajas 61:1, 2, Markus 13:10 og Åbenbaringen 22:17. Fortidens grækere søgte efter visdom gennem højere uddannelse i det der hørte verden til. Paulus var uddannet i denne verdens visdom men ville ikke behage grækerne ved at skilte med sin viden. (Apostelgerninger 22:3) Han talte og skrev på det græsk menigmand talte, ikke på klassisk græsk. Til korintherne sagde han: „Da jeg så kom til jer, brødre, kom jeg ikke med fremragende tale eller visdom og forkyndte jer Guds hellige hemmelighed. . . . Min tale og det jeg forkyndte kom ikke med overtalende visdomsord men med en demonstration af ånd og kraft, for at jeres tro ikke skulle være en tro på menneskers visdom, men på Guds kraft.“ — 1 Korinther 2:1-5.

15. Hvilken påmindelse gav Peter dem der spotter den gode nyhed, og hvilke lighedspunkter er der mellem vor tid og Noas tid?

¹⁵ De der i disse sidste dage spotter den gode nyhed om Guds kommende nye verden og denne verdens snarlige ende, bør huske apostelen Peters påmindelse om at verden på Noas tid ’led undergang da den blev oversvømmet af vand’. (2 Peter 3:3-7) Hvad gjorde Noa da han vidste at denne oversvømmelse ville komme? Mange tror kun at han byggede arken, men Peter siger at da Gud bragte Vandfloden over datidens verden, „bevarede [Gud] Noa, en forkynder af retfærdighed, sammen med syv andre“. (2 Peter 2:5) I deres verdslige visdom afviste folk i tiden før Vandfloden utvivlsomt hånligt det Noa forkyndte og kaldte ham tåbelig, urealistisk og verdensfjern. I dag må sande kristne påregne det samme, eftersom Jesus sidestillede vor generation med den på Noas tid. Men uanset hvad spottere mener, er forkyndelsen af den gode nyhed om Riget alt andet end tom snak. Ligesom Noas forkyndelse betyder den frelse, både for forkynderen selv og for dem der lytter! — Mattæus 24:37-39; 1 Timoteus 4:16.

’Vi bliver tåber for at blive vise’

16. Hvad vil der ske med denne verdens visdom ved Harmagedon, og hvem vil overleve og komme ind i Guds nye verden?

¹⁶ Snart vil Jehova ved Harmagedon „lade de vises visdom gå til grunde“ og feje „de forstandiges forstand“ til side sammen med deres forudsigelser om hvordan deres nye verdensorden vil byde mennesker bedre kår. „Krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ vil udslette al denne verdens spidsfindighed, filosofi og visdom. (1 Korinther 1:19; Åbenbaringen 16:14-16) De eneste der overlever denne krig og opnår liv i Guds nye verden, er dem som giver agt på det som verden kalder en tåbelighed — nemlig den herlige nyhed om Jehovas rige.

17. Hvordan er Jehovas vidner blevet ’tåber’, og hvad er Guds forkyndere af den gode nyhed besluttede på at gøre?

¹⁷ Jehovas vidner ledes af hans ånd og skammer sig ikke over at forkynde det som verden kalder tåbelighed. De er blevet ’tåber’ frem for at forsøge at blive verdsligvise. Hvordan? Ved at forkynde Riget sådan at de kan blive vise, som Paulus skrev: „Hvis nogen iblandt jer mener at han er viis i denne tingenes ordning, så lad ham blive en tåbe, for at han kan blive viis.“ (1 Korinther 3:18-20) Jehovas forkyndere af den gode nyhed kender deres budskabs livreddende værdi og vil uden ophør fortsætte med at forkynde det indtil denne verden og dens visdom forsvinder i Harmagedonkrigen. Snart vil Jehova Gud hævde sin universelle suverænitet og skænke evigt liv til alle der i dag tror og handler efter „tåbeligheden i det der forkyndes“.

[Fodnote]

Hvad vil du svare?

◻ Hvilke to former for visdom findes der?

◻ Hvad er den grundlæggende mangel ved verdens visdom?

◻ Hvorfor er det nyttigste man kan gøre at forkynde den gode nyhed?

◻ Hvad vil der snart ske med verdens visdom?

◻ Hvorfor skammer Jehovas vidner sig ikke over at forkynde noget som verden kalder tåbeligt?

[Illustration på side 23]

Grækerne søgte efter verdslig visdom og regnede ofte Paulus’ forkyndelse for tåbelighed