FASTE

Det at afholde sig fra at spise (og drikke) i en periode. Det rette motiv til at faste var dyb sorg og anger over begåede synder. (1Sa 7:6; Joel 2:12-15; Jon 3:5) Det var også på sin plads at faste når man stod ansigt til ansigt med en stor fare, når man havde brug for Guds ledelse, når man kom ud for prøvelser og fristelser, og når man studerede, grundede over eller koncentrerede sig om Guds hensigter. (2Kr 20:3; Ezr 8:21; Est 4:3, 16; Mt 4:1, 2) Man fastede ikke for at påføre sig selv en straf, men for at ydmyge sig for Jehova. (Ezr 8:21; 9:5; jf. 1Kg 21:27-29.) Jesus fastede i 40 dage, ligesom Moses og Elias, som begge sås i et syn sammen med Jesus ved forvandlingen (forklarelsen) på bjerget. — Mt 17:1-9; 2Mo 34:28; 5Mo 9:9; 1Kg 19:7, 8.

Moseloven bruger ikke ordet „faste“, men i forbindelse med forsoningsdagen fik israelitterne befalingen: „I skal spæge jeres sjæle.“ (3Mo 16:29-31; 23:27; 4Mo 29:7) Udtrykket ’at spæge sig’ forstås i almindelighed som ’at faste’, og denne opfattelse støttes af Esajas 58:3, 5 og Salme 35:13.

Kapitel 58 i Esajas’ Bog handler om et tidspunkt hvor jøderne havde begået store synder, men ikke angrede oprigtigt skønt de foregav at tilbede Jehova, ærede ham med læberne og udførte religiøse handlinger eller ritualer for at andre skulle lægge mærke til det. For eksempel troede de at de kunne vække Guds opmærksomhed og vinde hans gunst ved at faste. Da dette ikke skete, spurgte de, øjensynlig i vildrede: „Hvorfor har vi fastet og du så det ikke, spæget vor sjæl og du lagde ikke mærke til det?“ Jehova fortalte dem hvorfor. Selv under fasten, mens de bad ham om retfærdige kendelser og opførte sig som om de gjorde hvad der var retfærdigt, jagede de efter deres egne fornøjelser og interesser, undertrykte andre og var stridslystne og voldelige; de viste ingen tegn på den gudfrygtige sorg og sindsændring som er forbundet med oprigtig faste. Deres faste var ikke af en art der bevirkede at deres stemme blev hørt i himmelen, skønt de klagede sig højlydt. Jehova fordømte deres hykleri med ordene: „Skulle den faste jeg foretrækker, være som denne, en dag da mennesket spæger sin sjæl? Da han bøjer sit hoved som et siv og breder sæk og aske ud som leje? Kalder du dét en faste og en dag der er velbehagelig for Jehova?“ — Es 58:1-5.

For at fasten kunne være antagelig for Gud, måtte man vende sig fra tidligere synder. Gennem profeten Esajas fortalte Jehova hvad han betragtede som en virkelig faste: „Er dette ikke den faste jeg foretrækker: At løse ugudeligheds fodlænker, at løsne ågets bånd og sende de undertvungne bort som frie, og at I brækker hvert åg i stykker? Er det ikke at du deler dit brød med den sultne og at du bringer de hjemløse nødstedte ind i dit hus? At du klæder den nøgne når du ser ham, og at du ikke skjuler dig for nogen af dit eget kød?“ — Es 58:6, 7.

Jødernes fire årlige faster. Jøderne indførte mange faster og havde på et tidspunkt fire om året, som øjensynlig skulle markere de ulykkelige begivenheder i forbindelse med Jerusalems belejring og ødelæggelse i det 7. århundrede f.v.t. (Zak 8:19) De fire årlige faster var: (1) Fasten i den fjerde måned, øjensynlig indstiftet til minde om at Jerusalems mure blev gennembrudt af babylonierne den 9. tammuz i 607 f.v.t. (2Kg 25:2-4; Jer 52:5-7) (2) Fasten i den femte måned, som øjensynlig blev holdt til minde om at templet blev ødelagt i den femte jødiske måned, ab. (2Kg 25:8, 9; Jer 52:12, 13) (3) Fasten i den syvende måned, som uden tvivl blev holdt til minde om de sørgelige begivenheder i forbindelse med snigmordet på Gedalja eller om landets fuldstændig øde tilstand derefter, da de resterende jøder af frygt for babylonierne drog ned til Ægypten. (2Kg 25:22-26) (4) Fasten i den tiende måned, som muligvis havde forbindelse med at de jøder der allerede befandt sig i landflygtighed i Babylon, da modtog den sørgelige meddelelse om at Jerusalem var faldet (jf. Ez 33:21), eller den blev holdt til minde om at Nebukadnezars belejring af Jerusalem, som endte med byens indtagelse, blev indledt den 10. dag i denne måned i 609 f.v.t. — 2Kg 25:1; Jer 39:1; 52:4.

Da nogle af jøderne spurgte: „Skal jeg græde i den femte måned, idet jeg afholder mig fra at spise, sådan som jeg har gjort i disse mange år?“ svarede Jehova gennem Zakarias: „Når I fastede . . . i halvfjerds år, var det så i virkeligheden mig I fastede for?“ Gud påpegede at en ægte faste for ham ville have været ledsaget af lydighed, og at det han krævede, var at de talte sandhed, dømte med ret, holdt fred og havde et oprigtigt hjerte. Hvis de nu gjorde dét, ville de, i stedet for at faste med sorg og se tilbage på fortiden, juble og fryde sig under festtiderne og glæde sig over velsignelserne ved at den sande tilbedelse var genindført, og at andre blev indsamlet til at tjene Jehova. — Zak 7:3-7; 8:16, 19, 23.

Det kristne syn på faste. Da Jesus var på jorden, sagde han til sine disciple: „Hold op med når I faster at se bedrøvede ud ligesom hyklerne, for de laver deres ansigt til så mennesker kan se på dem at de faster. Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning. Men når du faster, så indgnid dit hoved med olie og vask dit ansigt, så at ikke mennesker, men derimod din Fader som er i det skjulte, kan se på dig at du faster; så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ (Mt 6:16-18) Han hentydede her til farisæernes hykleriske måde at faste på, et forhold han nævnte i en lignelse ved en anden lejlighed. (Lu 18:9-14) Farisæerne plejede at faste to gange om ugen, på den anden og den femte dag. — Lu 18:12.

Paulus forklarer at hvis man blot som et ritual afholder sig fra at spise, svarer det til at man går ind under bestemmelserne: „Tag ikke, smag ikke, rør ikke,“ og han siger at „det har . . . ord for at være visdom, med sin selvvalgte form for tilbedelse og falske ydmyghed og skånselsløse behandling af legemet; men det er uden værdi til bekæmpelse af kødets tilfredsstillelse“. — Kol 2:20-23.

Nogle af kristenhedens sekter har givet deres medlemmer påbud om at faste, men i Bibelen findes der ikke noget bud om at kristne skal faste. Da Jesus talte til sine disciple om faste, som nævnt ovenfor (Mt 6:16-18), var han og hans disciple stadig underlagt Moseloven, og de holdt forsoningsdagen og dens faste.

Ordene om faste i Mattæus 17:21 i den danske autoriserede oversættelse findes ikke i nogle af de vigtigste gamle håndskrifter. Kalkars og Lindbergs oversættelser nævner faste i Markus 9:29 (v. 28 i Li), Apostelgerninger 10:30 og 1 Korinther 7:5, men heller ikke i disse skriftsteder findes ordet faste ifølge de gamle håndskrifter.

Nogle har opfattet Mattæus 9:15 som et påbud om at faste. Her gjorde Jesus imidlertid blot opmærksom på hvad der ville ske når han døde. Så længe Jesus var hos sine disciple på jorden, var det ikke på sin plads at de fastede. Da han døde, sørgede og fastede de. Men de havde ingen grund til at sørge og faste efter hans opstandelse, og især ikke efter at den hellige ånd var blevet udgydt på Pinsedagen. (Mr 2:18-20; Lu 5:33-35) De kristne var bestemt ikke forpligtede til at faste på årsdagen for Herrens død, hvilket fremgår af at apostelen Paulus påtalte et uvæsen der havde sneget sig ind i menigheden, idet nogle kristne spiste deres aftensmad i menighedens mødelokale før de holdt Herrens aftensmåltid. Han sagde: „I har da hjem at spise og drikke i, ikke sandt? . . . Derfor, mine brødre, når I kommer sammen for at spise det [Herrens aftensmåltid], så vent på hinanden. Hvis nogen er sulten, så lad ham spise hjemme, for at jeres sammenkomst ikke skal føre til fordømmelse.“ — 1Kor 11:22, 33, 34.

Selv om de første kristne ikke betragtede faste som et religiøst krav, fastede de dog ved særlige lejligheder. Før Barnabas og Paulus blev sendt ud i en særlig mission til Lilleasien, fastede og bad man i menigheden; og når man udnævnte ældste i en ny menighed, skete det under bøn og faste. (Apg 13:2, 3; 14:23) De kristne har altså hverken fået påbud om at faste eller forbud mod at gøre det. — Ro 14:5, 6.