Følg kærlighedens langt bedre vej
JEHOVA GUD er kærlighed. (1 Johannes 4:8) Hans søn, Jesus Kristus, sagde at vi skal elske Gud og næsten. (Mattæus 22:37-40) Gud styrer hele universet med kærlighed! Uanset om vi vil få evigt liv i himmelen eller på jorden må vi derfor følge kærlighedens vej.
Gud viste Israels nation stor kærlighed, men forkastede senere denne organisation som følge af dens troløshed. I stedet pegede han på menigheden af Jesu disciple som sin nye organisation. Hvordan? Ved at udgyde den hellige ånd som satte dem i stand til at tale i tunger og profetere. På pinsedagen år 33 blev 3000 jøder og proselytter troende og forlod den gamle organisation for at slutte sig til den nye. (Apostelgerninger 2:1-41) Eftersom åndens gaver siden blev videregivet gennem Jesu apostle, ophørte disse gaver med apostlenes død. (Apostelgerninger 8:5-18; 19:1-6) Men på det tidspunkt var det blevet bekræftet at det åndelige Israel havde Guds godkendelse. — Galaterne 6:16.
De mirakler der blev udvirket ved åndens gaver var til stor gavn. Men det er vigtigere at vise kærlighed og uselvisk interesse for andre end at besidde åndens gaver. Det viste apostelen Paulus i sit første brev til korintherne (cirka år 55). Heri kaldte han kærligheden for „en langt bedre vej“. (1 Korinther 12:31) Denne vej bliver beskrevet i Første Korintherbrev, kapitel 13.
Uden kærlighed er vi intet
Paulus skriver: „Hvis jeg taler på menneskers og engles tungemål men ikke har kærlighed, er jeg et klingende stykke malm eller et støjende bækken.“ (1 Korinther 13:1) Uden kærlighed ville det være uden betydning om man ved åndens hjælp kunne tale et særligt jordisk sprog eller et himmelsk tungemål som bruges af engle. Paulus foretrak at sige fem opbyggende ord frem for ti tusind ord på et sprog som folk ikke forstod. (1 Korinther 14:19) En person uden kærlighed ville være som „et klingende stykke malm“ — en rungende, irriterende gonggong — eller et skurrende „støjende bækken“. At tale i tunger uden at eje kærlighed var ikke en god og åndeligt opbyggende måde at herliggøre Gud og hjælpe hans folk på. I dag viser vi kærlighed ved at bruge et forståeligt sprog i den kristne tjeneste.
Apostelen siger dernæst: „Hvis jeg har gaven til at profetere og er kendt med alle hellige hemmeligheder og al kundskab, og hvis jeg har al tro så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.“ (1 Korinther 13:2) Mirakuløse profetiske gaver, en særlig indsigt i hellige hemmeligheder, og kundskab givet ved ånden kunne gavne andre, men hvis de der havde sådanne gaver ikke ejede kærlighed, ville dette ikke gavne dem. Paulus havde en særlig indsigt i hellige hemmeligheder som han kunne bruge når han skulle hjælpe andre. Ved en lejlighed forudsagde han i kraft af en særlig kundskabens gave at nogle ville overleve et skibsforlis. (Apostelgerninger 27:20-44; 1 Korinther 4:1, 2) Men selv om han havde ’al kundskab og al tro’, ville han være for intet at regne i Jehovas øjne hvis ikke han havde kærlighed.
I dag gør Jehovas ånd det muligt for hans vidner at forstå Bibelens profetier og hellige hemmeligheder, og den hjælper dem til at formidle denne kundskab til andre. (Joel 2:28, 29) Ånden frembringer også den fornødne tro til at overvinde bjerglignende forhindringer. (Mattæus 17:20) Eftersom det er ånden der udvirker alt dette, er det forkert at søge personlig ære ved det. Vi er intet medmindre vi arbejder til ære for Gud og af kærlighed til ham og vore medmennesker. — Galaterne 5:6.
Et offer bragt uden kærlighed er værdiløst
Paulus sagde: „Hvis jeg giver alt hvad jeg ejer til bespisning af andre, og hvis jeg overgiver mit legeme, så jeg kan rose mig, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.“ (1 Korinther 13:3) Hvis Paulus ikke havde kærlighed ville det ikke gavne ham at give alt hvad han ejede til bespisning af andre. Gud lønner os for den kærlighed hvormed vi giver, ikke for gavernes materielle værdi. Heller ikke hvis vi søger at opnå ære ved vores gavmildhed, ligesom Ananias og Safira. (Apostelgerninger 5:1-11) Paulus satte et godt eksempel ved kærligt at give af sig selv i forbindelse med nødhjælpsarbejdet til gavn for brødrene i Judæa. — 1 Korinther 16:1-4; 2 Korinther 8:1-24; 9:7.
Selv hvis man lider martyrdøden fordi man vidner om sandheden men ikke har kærlighed, er det uden værdi for Gud. (Ordsprogene 25:27) Jesus talte om sit offer, men pralede ikke af det. I stedet for at prale gav han villigt af sig selv, drevet af kærlighed. (Markus 10:45; Efeserne 5:2; Hebræerne 10:5-10) Hans åndelige brødre ’fremstillede deres legemer som et levende slagtoffer’ i tjenesten for Gud, ikke ved et selvforherligende martyrium men ved at herliggøre Gud og vise deres kærlighed til ham, uden at gøre et stort nummer ud af det. — Romerne 12:1, 2.
Hvordan kærligheden vil få os til at handle
Paulus skrev: „Kærligheden er langmodig og venlig.“ (1 Korinther 13:4a) For manges vedkommende har Guds langmodighed siden Adams synd åbnet mulighed for sindsændring til frelse. (2 Peter 3:9, 15) Hvis vi har kærlighed, vil vi tålmodigt undervise andre i sandheden. Vi vil undgå vredesudbrud og vil være hensynsfulde og tilgivende. (Mattæus 18:21, 22) Kærligheden er også venlig. Vi drages mod Gud på grund af hans venlighed, en frugt af hans ånd som afholder os fra at kræve mere af andre end han kræver af os. (Efeserne 4:32) Kærlighed ansporer os desuden til at være venlige over for utaknemmelige mennesker. — Lukas 6:35.
Paulus tilføjede: „Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst.“ (1 Korinther 13:4b) Skinsyge er en af kødets gerninger som vil udelukke én fra at komme ind i Guds rige. (Galaterne 5:19-21) Kærligheden afholder os fra at blive skinsyge på andre på grund af deres ejendele eller deres gunstige omstændigheder. Hvis en anden modtager en tjenesteforrettighed som vi har ønsket os, vil kærligheden tilskynde os til at glæde os sammen med vedkommende, give ham vores fulde støtte, og takke Gud for at han kan bruges til gavn for menigheden.
Kærligheden „er ikke brovtende“. Derfor bør vi ikke prale med det Gud lader os udrette i tjenesten for ham. Nogle korinthere pralede som om de selv var ophav til åndens gaver. Åndens gaver stammede imidlertid fra Gud, og det samme gør de forrettigheder nogle i dag nyder inden for hans organisation. I stedet for at prale af den opgave vi eventuelt har i Guds organisation, bør vi hellere tage os i agt for ikke at bukke under for synd. (1 Korinther 1:31; 4:7; 10:12) Kærligheden „bliver ikke opblæst“. Ukærlige personer kan få for høje tanker om sig selv, hvorimod mennesker der ejer kærlighed ikke føler sig hævet over andre. — 1 Korinther 4:18, 19; Galaterne 6:3.
Ikke uanstændig, selvisk og nøjeregnende
Kærligheden „opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere“. (1 Korinther 13:5a) Den hjælper én til at opdyrke gode manerer, en gudfrygtig adfærd, respekt for myndighed og en anstændig opførsel ved de kristne møder. (Efeserne 5:3-5; 1 Korinther 11:17-34; 14:40; jævnfør Judas 4, 8-10.) Eftersom kærligheden får alle til at føle at der er brug for dem, ligesom der er brug for alle dele af legemet, er en kærlig menighed et tilflugtssted hvor der hersker fred. (1 Korinther 12:22-25) Frem for selvisk at ’søge sine egne interesser’, får kærligheden os til tider til at give afkald på vore rettigheder og vise interesse for andre og deres velbefindende. (Filipperne 2:1-4) Kærligheden ansporer os til gennem vor tjeneste at ’blive alt for alle slags mennesker, for at kunne frelse nogle’. — 1 Korinther 9:22, 23.
Kærligheden „lader sig ikke provokere“. Vredesudbrud hører til det faldne køds gerninger, men kærlighed gør at vi er ’langsomme til vrede’. (Jakob 1:19; Galaterne 5:19, 20) Vi kan have grund til at blive harmfulde, men kærligheden forhindrer os i at blive ved med at være opbragte og derved give plads for Djævelen. (Efeserne 4:26, 27) Især ældste må undgå at blive vrede hvis trosfæller ikke efterlever den vejledning de modtager.
Paulus sagde også om kærligheden: „Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse.“ (1 Korinther 13:5b) Kærligheden fører ikke optegnelser over ethvert fejltrin, som var det poster i en regnskabsbog. Den ser det gode hos trosfæller og gengælder ikke virkelige eller indbildte krænkelser. (Ordsprogene 20:22; 24:29; 25:21, 22) Kærligheden hjælper os til at „jage efter det der skaber fred“. (Romerne 14:19) Efter en kraftig meningsudveksling gik Paulus og Barnabas hver sin vej i tjenesten for Gud, men kærligheden helede bruddet og afholdt dem fra at bære nag. — 3 Mosebog 19:17, 18; Apostelgerninger 15:36-41.
Søger retfærdighed og sandhed
Om kærligheden siger Paulus videre: „Den fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden.“ (1 Korinther 13:6) Nogle finder så stor glæde ved uretfærdigheden at ’de ikke kan sove hvis de ikke har handlet ondt’. (Ordsprogene 4:16) Men i Guds organisation strides vi ikke med hinanden og glæder os ikke hvis nogen begår en synd. (Ordsprogene 17:5; 24:17, 18) Hvis der i menigheden i Korinth havde rådet ægte kærlighed til Gud og til retfærdighed, ville man ikke have tolereret umoralitet. (1 Korinther 5:1-13) Kærlighed til retfærdighed afholder os blandt andet fra at se fjernsynsudsendelser, film og teaterstykker der svælger i uretfærdighed.
Kærligheden „fryder sig med sandheden“. Her stilles sandhed op som en kontrast til uretfærdighed. Meningen er sikkert at kærligheden får os til at fryde os over den retfærdige indflydelse sandheden øver på mennesker. Vi finder glæde ved det der virker opbyggende og som tjener sandhedens og retfærdighedens sag. Kærligheden afholder os fra at lyve, og det glæder os når en retsindig viser sig at være uskyldig eftersom vi glæder os når sandheden sejrer. — Salme 45:4.
Kærligheden tåler og udholder alt
Paulus fortsætter sin definition af kærligheden ved at skrive: „Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.“ (1 Korinther 13:7) Kærligheden ’tåler alt’ i den forstand at den ikke lader modvilje trænge ind i vort sind lige så lidt som regn kan trænge igennem et tæt tag. Hvis nogen fornærmer os men beder om tilgivelse, får kærligheden os til at bære over med uretfærdigheden og tilgive overtræderen i stedet for at udbrede os om det der er sket. Af kærlighed forsøger vi at ’vinde vor broder’. — Mattæus 18:15-17; Kolossenserne 3:13.
Kærligheden „tror alt“ i Guds ord og tilskynder os til at være taknemmelige for den åndelige føde der kommer gennem „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) Vi er ganske vist ikke godtroende, men kærligheden forhindrer os i at have et mistroisk hjerte og tillægge trosfæller dårlige motiver. (Prædikeren 7:21, 22) Kærligheden „håber alt“ det der siges i Bibelen, som for eksempel de sandheder der er nedskrevet om Guds rige. Tilskyndet af kærligheden håber vi på og beder til at prøvende situationer må få den bedst tænkelige udgang. Kærligheden bevæger os også til at fortælle andre om vort håb. (1 Peter 3:15) Ydermere kan det siges at kærligheden „udholder alt“, deriblandt de synder der begås imod os. (Ordsprogene 10:12) Kærlighed til Gud hjælper os også til at udholde forfølgelse og andre trængsler.
Paulus tilføjede: „Kærligheden svigter aldrig.“ (1 Korinther 13:8a) Lige så lidt som Jehova nogen sinde ville svigte, svigter kærligheden aldrig. Eftersom vor evige Gud er indbegrebet af kærlighed, vil denne egenskab aldrig høre op. (1 Timoteus 1:17; 1 Johannes 4:16) Universet vil altid være styret af kærlighed. Lad os derfor bede Gud hjælpe os til at overvinde selviske tilbøjeligheder og vise denne aldrig svigtende frugt af hans ånd. — Lukas 11:13.
Det der skal forsvinde
Med henblik på fremtiden skrev Paulus: „Men hvad enten det er gaver til at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre; eller kundskab, den vil blive afskaffet.“ (1 Korinther 13:8b) ’Gaven til at profetere’ satte mennesker i stand til at udtale nye profetier. Sådanne gaver forsvandt efter at den kristne menighed var blevet konsolideret som Guds organisation, men Guds evne til at profetere forsvinder aldrig, og hans ord indeholder alle de forudsigelser vi behøver på nuværende tidspunkt. Også evnen til at tale i tunger ved åndens kraft ’blev afskaffet’, og det samme gjorde den særlige kundskab. Jehovas ord er nemlig fuldstændigt og indeholder alt det vi behøver at vide for at blive frelst. (Romerne 10:8-10) Desuden er Guds folk fyldt med hans ånd og frembringer dens frugt.
Paulus fortsatte: „For vor kundskab er delvis og vor profeteren er delvis; men når det fuldstændige kommer, vil det delvise blive afskaffet.“ (1 Korinther 13:9, 10) Kundskabens og profetiens gaver var ufuldstændige. Profetierne gik åbenbart ikke i detaljer, og hver profet kunne kun delvist åbenbare fremtiden da han ikke fuldt ud forstod sine forudsigelser. Men forståelsen af profetierne er efterhånden blevet mere og mere fuldstændig. Kendsgerningerne bekræfter for eksempel at den bibelske profeti om at Jesus skulle modtage kongelig myndighed over menneskeheden gik i opfyldelse i 1914. Siden da har vi levet i „endens tid“ og har oplevet en stadig vækst i åndelig kundskab og forståelse af bibelprofetierne. (Daniel 12:4) Vor kundskab er derfor ved at blive ’fuldstændig’.
Den største egenskab forbliver
Idet Paulus sigter til menighedens åndelige vækst, skriver han: „Da jeg var mindreårig, plejede jeg at tale som en mindreårig, at tænke som en mindreårig, at ræsonnere som en mindreårig; men nu da jeg er blevet mand, har jeg aflagt de træk der hører den mindreårige til.“ (1 Korinther 13:11) Eftersom en mindreårig handler på baggrund af en begrænset kundskab og fysisk udvikling, kan han eller hun påvirkes i snart den ene snart den anden retning, ligesom barnet der bliver vugget frem og tilbage i sin vugge. Men en voksen der fysisk set er langt mere udviklet, besidder større kundskab og lader sig normalt ikke så let bringe ud af kurs. Han har aflagt de tanker og handlinger der hører barndommen til. Tilsvarende er Guds jordiske organisation i overført forstand kommet over sit barnestadium. Gud finder det derfor ikke længere nødvendigt at den har åndens gaver til at profetere, tale i tunger og besidde særlig kundskab. Selv om nutidige medlemmer af den ’modne’ menighed ikke føler behov for sådanne gaver, glæder de sig over at tjene Gud under hans ånds ledelse.
Paulus tilføjer: „For nu ser vi i uklart omrids ved hjælp af et metalspejl, men da vil det være ansigt til ansigt. Nu kender jeg delvis, men da vil jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.“ (1 Korinther 13:12) I menighedens barndom var Guds tid ikke inde til at åbenbare alle ting. Derfor blev de kun set i et uklart omrids, som om de kristne kiggede i et mat metalspejl der gav et utydeligt spejlbillede. (Apostelgerninger 1:6, 7) I dag har vi imidlertid ikke længere en uklar forestilling om tingene. Profetierne og forbillederne er ved at få deres opfyldelse, for vi lever på en tid hvor Gud åbenbarer hemmeligheder. (Salme 97:11; Daniel 2:28) Skønt Paulus kendte Gud, ville han først når han blev oprejst til himmelsk liv og modtog den fulde belønning for sit kristne liv, opnå det fulde mål af kundskab om Jehova og det næreste forhold til ham.
Paulus afslutter sin karakteristik af kærligheden med ordene: „Nu forbliver imidlertid tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af disse er kærligheden.“ (1 Korinther 13:13) Selv om menigheden ikke længere ejer åndens mirakuløse gaver, har den nu en mere fuldstændig kundskab og således et større grundlag for sin tro, sit håb og sin kærlighed. Den har troen på at alt det Gud har lovet, så godt som er gået i opfyldelse. (Hebræerne 11:1) Bestemte træk ved troen vil ophøre når det der er forudsagt i Guds ord går i opfyldelse. Aspekter af håbet vil forsvinde når håbet indfries. Men kærligheden forbliver for evigt. Måtte alle Jehovas vidner derfor fortsat følge kærlighedens langt bedre vej.