Jehovas jubelår — en glædens tid for os

„Og I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frihed i landet for alle dets indbyggere. Det vil være et jubelår for jer, . . . Det skal være helligt for jer. . . . Så skal I bo trygt i landet.“ — 3 MOSEBOG 25:10-12, 18.

 1. Hvilken inskription kan man læse på ’frihedsklokken’, og hvorfra er ordene taget?

MANGE af os har sikkert hørt om den berømte frihedsklokke i Philadelphia i USA. I The World Book Encyclopedia siges der at man „den 8. juli 1776 ringede med den og andre kirkeklokker for at bekendtgøre vedtagelsen af Uafhængighedserklæringen. Inskriptionen på klokken: ’Udråb frihed i landet for alle dets indbyggere,’ er et citat fra Bibelen. (3 Mosebog 25:10).“

 2. Hvordan reagerer vi på udsigten til at opnå frihed, men hvilke forhold kunne være en hindring?

² Den dag i dag er frihed et begreb der optager mange mennesker. Vi ville sikkert glæde os over udsigten til at opnå sand frihed — frihed fra vildfarelser, fra politisk pres, fra undertrykkelse, fra sygdom og fra alderdomssvækkelse med døden til følge. I så fald kan vi med god grund glæde os allerede nu, og vi vil snart få endnu større grund til at glæde os. ’Hvordan det?’ spørger vi måske. Ingen regering har jo indtil nu kunnet tilvejebringe fuldstændig frihed, og hverken videnskabsmænd eller læger kan hindre sygdom, alderdom og død. Men, gentager vi, der er grundlag for at vi kan glæde os over sand frihed. For at forstå det er det imidlertid vigtigt at få kendskab til visse begivenheder der indtraf for lang tid siden og som kan få betydning for os — både nu og i fremtiden.

 3. Hvad var jubelåret, og hvad skete der inden for dette år?

³ I det ovenfor citerede skriftsted forekommer ordet „jubelår“. Jubelåret var et sabbatsår med hvile for Israels land. Det fulgte efter syv sabbatsår der faldt inden for en periode på i alt 49 år. Det 50. år, jubelåret, var højdepunktet på denne række af sabbatsår for det land Jehova havde givet sit folk som en opfyldelse af løftet til deres forfader Abraham, „Jehovas ven“. (Jakob 2:23; Esajas 41:8) I jubelåret blev der udråbt frihed i landet for alle dets indbyggere. Det betød frihed for alle de israelitter der havde solgt sig selv som daglejere på grund af gæld. Et andet træk ved jubelåret var at alle de arvelodder der var blevet solgt (sandsynligvis på grund af økonomiske vanskeligheder) blev givet tilbage. — 3 Mosebog 25:1-54.

 4. Hvornår begyndte jubelåret, og hvordan blev det indvarslet?

⁴ På baggrund af disse oplysninger kan vi forstå hvorfor jubelåret var et år hvor man fejrede friheden. Det blev indvarslet ved at man lod et horn lyde på forsoningsdagen.a Som Moses skrev, ifølge Tredje Mosebog 25:9, 10: „Du skal lade det gjaldende horn lyde i den syvende måned, på den tiende dag i måneden; på forsoningsdagen skal I lade hornet lyde i hele jeres land. Og I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frihed i landet for alle dets indbyggere. Det vil være et jubelår for jer, og I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom og hver især vende tilbage til jeres slægt.“ I 1473 f.v.t. førte Josua israelitterne over Jordanfloden og ind i det forjættede land, hvor de skulle fejre jubelåret.

En foreløbig frihed forkyndes

 5. Hvilke aspekter af jubelåret og frigørelsen vil vi betragte?

⁵ Beretningen om jubelåret kan måske synes at være en gammel historie der kun har lidt at sige os i dag, især hvis vi ikke er af jødisk afstamning. Jesus Kristus har imidlertid givet os en gyldig grund til at forvente et større jubelår. Det er det der udgør grundlaget for at vi kan glæde os over at blive frigjort eller udfriet. For at forstå hvorfor det forholder sig således, må vi undersøge hvordan Jesus på to måder skabte mulighed for en frigørelse i det første århundrede. Derefter vil vi se hvordan dette svarer til to former for frigørelse i vor tid — men af et langt større omfang der giver en langt større grund til glæde.

 6, 7. (a) Hvilken vidunderlig frihed blev forudsagt i Esajas 61:1-7? (b) Hvordan viste Jesus at Esajas’ profeti var ved at blive opfyldt?

⁶ I Esajas 61:1-7 nævnes fortidens jubelår ganske vist ikke direkte, men der tales profetisk om en kommende frigørelse: „Den suveræne Herre Jehovas ånd er over mig, fordi Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt til de sagtmodige. Han har sendt mig for at forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt, for at udråbe frihed for de fangne, og at øjnene skal åbnes helt for de fængslede; for at udråbe et velviljens år fra Jehova og en hævnens dag fra vor Gud; for at trøste alle de sørgende; . . . Varig fryd vil blive dem til del.“ Men hvordan og hvornår ville denne profeti få sin opfyldelse?

⁷ Efter at Jesus Kristus i år 30 havde fejret påsken, gik han på sabbatsdagen ind i en synagoge. Der læste han en del af Esajas’ profeti og anvendte den på sig selv. I Lukas 4:16-21 hedder det i uddrag: „Han åbnede skriftrullen og fandt det sted hvor der stod skrevet: ’Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige; han sendte mig ud for at forkynde frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen, for at sende de undertvungne bort som frigivne, for at forkynde Jehovas velkomne år.’ . . . Da begyndte han med at sige til dem: ’I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.’“

 8. (a) Hvilken foreløbig frigørelse tilvejebragte Jesus? (b) Hvordan fremgår dette af beretningen i Johannes 9:1-34?

⁸ Den gode nyhed som Jesus forkyndte, betød åndelig frihed for de jøder der tog imod den. Ved at de fik øjnene åbnet for hvad sand tilbedelse virkelig betød og krævede, blev de befriet for mange fejlagtige opfattelser. (Mattæus 5:21-48) Denne frihed var af større værdi end de fysiske former for helbredelse Jesus udvirkede. For den blindfødte mand hvis øjne Jesus åbnede, var det at han anerkendte Jesus som en Guds profet, af mere varig værdi for ham. Denne mands nye frihed stod som en modsætning til de religiøse lederes tilstand, idet de var trælle under deres traditioner og vildfarelser. (Johannes 9:1-34; 5 Mosebog 18:18; Mattæus 15:1-20) Alligevel var dette blot en indledende eller foreløbig frihed. I det første århundrede banede Jesus også vej for en anden form for frigørelse som jubelåret i det gamle Israel var et billede på. Hvorfor er det rimeligt at drage denne slutning?

 9. Hvilken trældom var de der blev frigjort i åndelig forstand, stadig underlagt?

⁹ Til den blindfødte mand sagde Jesus: „Til denne dom er jeg kommet til denne verden: for at de der ikke ser kan se, og de der ser kan blive blinde.“ Derefter sagde han til farisæerne: „Hvis I var blinde, ville I ikke have nogen synd. Men nu siger I: ’Vi ser.’ Jeres synd forbliver.“ (Johannes 9:35-41) Ja, synden der fører til døden var stadig et stort problem, sådan som den er det den dag i dag. (Romerne 5:12) Jøderne, deriblandt apostlene, der havde fået gavn af den foreløbige frigørelse, den åndelige udfrielse som Jesus havde tilvejebragt, forblev ufuldkomne mennesker. De forblev syndens og dødens trælle. Kunne Jesus ændre dette? Ville han? Og i så fald, hvornår?

10. Hvilken yderligere frihed lovede Jesus at han ville udvirke?

¹⁰ Jesus havde tidligere sagt: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ De jøder der lyttede til ham svarede: „Vi er Abrahams afkom og vi har aldrig været nogens trælle. Hvordan kan du sige: ’I skal blive frie’?“ Jesus svarede dem: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Enhver som øver synden, er syndens træl. Og den der er træl, bliver ikke i husstanden for evigt; den der er søn, bliver der for evigt.“ (Johannes 8:31-36) At jøderne var Abrahams kødelige efterkommere kunne derfor ikke frigøre dem fra syndens trældom. Med denne historiske erklæring om frihed henledte Jesus opmærksomheden på noget der skulle komme og som ville være større end det israelitterne havde erfaret i jubelåret.

Det kristne jubelår begynder

11. Hvorfor samler vor interesse for det kristne jubelår sig om år 33?

¹¹ Jøderne forstod ikke at jubelåret under den mosaiske lovpagt var et forbillede på et større jubelår. (Kolossenserne 2:17; Efeserne 2:14, 15) Dette jubelår for de kristne omfatter „sandheden“ som kan frigøre mennesker — den sandhed der samler sig om Sønnen, Jesus Kristus. (Johannes 1:17) Hvornår begyndte dette større jubelår der endog skulle bringe frihed fra synden og dens virkninger, da at blive fejret? På pinsedagen i foråret 33 e.v.t. Det var ti dage efter at Jesus var steget op til himmelen for at frembære værdien af sit offer for Jehova Gud. — Hebræerne 9:24-28.

12, 13. Hvad skete der efter Jesu død, og hvilken enestående oplevelse kom hans disciple ud for?

¹² Før Jesus var intet menneske blevet oprejst fra de døde for at leve evigt. (Romerne 6:9-11) Alle var sovet ind i døden og ville blive ved med at sove, indtil tiden var inde til menneskeslægtens opstandelse. Ved Jesu Kristi opstandelse, der skete ved Guds kraft, blev han, som De inspirerede Skrifter siger, „førstegrøden af dem der er sovet ind i døden“. — 1 Korinther 15:20.

¹³ Halvtreds dage efter Jesu Kristi opstandelse indtraf der en begivenhed som viste at han var steget op til himmelen og var trådt frem for Jehova Gud med værdien af sit opofrede, fuldkomne menneskeliv og havde anvendt det til gavn for menneskeheden. Dette skete på pinsedagen år 33. I lydighed mod Jesu vejledning mødtes omkring 120 disciple i Jerusalem. Som en opfyldelse af Joel 2:28, 29 udgød Kristus da hellig ånd over disse disciple. Tunger som af ild viste sig over deres hoveder, og de begyndte at tale på fremmede tungemål. (Apostelgerninger 2:16-21, 33) Dette var et bevis for at den opstandne Jesus Kristus var steget op til himmelen og var trådt frem for Gud med værdien af sit fuldkomne offer for at anvende det til gavn for menneskeheden.

14. (a) Hvordan var situationen for Kristi disciple med hensyn til den gamle og den nye pagt? (b) Hvilken enestående velsignelse gav den nye pagt løfte om?

¹⁴ Hvilke konsekvenser fik dette for disciplene? De var i første række blevet frigjort fra den mosaiske lovpagt som Gud havde oprettet med det kødelige Israels nation, men som han nu havde ophævet idet den var blevet naglet til Jesu marterpæl. (Kolossenserne 2:13, 14; Galaterne 3:13) Denne pagt blev afløst af en ny pagt der ikke var oprettet med det kødelige Israels nation, men med det åndelige Israels nye „nation“. (Hebræerne 8:6-13; Galaterne 6:16) Denne nye pagt, der var blevet forudsagt i Jeremias 31:31-34, var blevet oprettet ved hjælp af en mellemmand der var større end fortidens profet, Moses. Vort ønske om frihed skulle få os til specielt at lægge mærke til et træk ved den nye pagt som apostelen Paulus henleder opmærksomheden på, idet han skriver: „Dette er den pagt som jeg vil indgå med henblik på dem efter de dage, . . . ’Jeg vil aldrig huske deres synder og deres lovløse gerninger mere.’ Og hvor der er tilgivelse for disse, behøves der ikke længere et offer for synd.“ — Hebræerne 10:16-18.

15. Hvordan kan vi sige at det kristne jubelår begyndte for de salvede på pinsedagen år 33? (Romerne 6:6, 16-18)

¹⁵ Det var denne frigørelse fra synd Jesus hentydede til da han sagde: „Hvis derfor Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.“ (Johannes 8:36) Tænk engang! På grundlag af Kristi offer var det blevet muligt at opnå frihed fra synd! Fra og med Pinsedagen erklærede Gud de troende retfærdige og antog dem derefter som åndelige sønner der havde udsigt til at herske sammen med Kristus i himmelen. Paulus forklarer: „I modtog nemlig ikke en ånd der hører trældom til og igen vækker frygt, men I modtog en ånd der hører dem til der antages som sønner; . . . Og når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger.“ (Romerne 8:15-17) Der kan ikke herske tvivl om at det kristne jubelår var begyndt for de salvede kristne.

16. Hvilke yderligere velsignelser og muligheder kunne de der fejrede det kristne jubelår få del i?

¹⁶ På pinsedagen år 33 blev den nye nation, det åndelige Israel, således til. Det bestod af mennesker hvis synder var blevet tilgivet på grundlag af Kristi opofrede blod. (Romerne 5:1, 2; Efeserne 1:7) Hvem kan benægte at disse første medlemmer af det åndelige Israel der var blevet taget med ind i den nye pagt, erfarede en storslået udfrielse ved at få deres synder tilgivet? Gud gjorde dem til ’„en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at de vidt og bredt skulle forkynde hans dyder“, han som havde kaldt dem ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’. (1 Peter 2:9) Deres kødelige legeme var ganske vist stadig ufuldkomment, og med tiden ville de dø. Men da Gud havde erklæret dem retfærdige og antaget dem som sine åndelige sønner, ville deres død blot være en udfrielse som gav dem mulighed for at blive oprejst til Kristi „himmelske rige“. — 2 Timoteus 4:6, 18.

17, 18. Hvorfor var den frihed som det kristne jubelår udvirkede, af større værdi end den frihed Jesus først havde forkyndt?

¹⁷ Det indledende eller foreløbige skridt til at frigøre troende jøder fra forkerte opfattelser og skikke havde været af stor værdi. Men som vi ser gik Jesus videre end til denne åndelige frigørelse. Fra og med pinsedagen år 33 frigjorde han troende mennesker fra „syndens og dødens lov“. (Romerne 8:1, 2) Således begyndte det kristne jubelår for de salvede kristne. Det var i sandhed en frigørelse af langt større værdi, for den indbefattede udsigten til liv i himmelen som medarvinger sammen med Kristus.

¹⁸ Indtil nu har vi betragtet to aspekter af den kristne frihed i det første århundrede, en frihed der afgjort gav grund til glæde. Og de troende i det første århundrede glædede og frydede sig. (Apostelgerninger 13:44-52; 16:34; 1 Korinther 13:6; Filipperne 4:4) Det gjorde de navnlig fordi de havde fået del i det kristne jubelår, hvorved det blev muligt for dem at opnå evige velsignelser i himmelen. — 1 Peter 1:3-6; 4:13, 14.

19. Hvilket spørgsmål er forblevet ubesvaret for de kristne der ikke er åndsavlede, og hvad viser at de også vil få del i den frigørelse Gud har tilvejebragt?

¹⁹ Men hvor passer de fleste sande kristne i dag ind i dette billede, eftersom de ikke er blevet erklæret retfærdige til liv og salvet med hellig ånd? Bibelen giver os grund til at forvente en storslået frigørelse der vil komme dem til gode som følge af det kristne jubelår. Tænk på det der står i Apostelgerninger 3:20, 21: „Messias . . . som det dog er nødvendigt at himmelen beholder indtil tiderne for genoprettelsen af alt det som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid.“ (Jævnfør Apostelgerninger 17:31.) Johannes, en salvet apostel der allerede nød godt af det kristne jubelår, var inde på den samme tanke da han skrev om Jesus Kristus: „Han er sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens.“ (1 Johannes 2:2) Vil det sige at de mange loyale kristne i dag som ikke har det himmelske håb, kan få gavn af den kristne frihed? Er det blot noget der hører fremtiden til, eller har vi allerede grund til at glæde os nu? Det kan vi finde ud af ved at undersøge de aspekter af jubelåret og den kristne frigørelse der har særlig betydning for sande tilbedere i dag.

[Fodnote]

Har du gjort dig nogle tanker om følgende?

■ Hvilke velsignelser udvirkede jubelåret i det gamle Israel?

■ Hvilken form for frihed forkyndte Jesus først, og hvad indebar den?

■ Hvornår begyndte det kristne jubelår, og på hvilket grundlag drager vi denne slutning?

■ Hvorfor har vi grund til at forvente en frigørelse der omfatter de millioner af kristne som ikke er åndssalvede?

[Ramme på side 18]

„De retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“ (Ordsprogene 4:18) Det er i overensstemmelse med dette princip at denne og den følgende artikel giver en ajourført forklaring af jubelårets betydning.

[Illustration på side 20]

Jesus forkynder frihed i år 30

[Illustration på side 23]

Det kristne jubelår begyndte i år 33