Ikke kræmmere der handler med Guds ord

„VI SOLGTE vores religiøse tjenester for penge.“ Sådan udtalte en tidligere „telefonprædikant“ i slutningen af 1991 da han blev interviewet til en undersøgelsesrapport om amerikanske tv-evangelister.

Rapporten fokuserede på tre tv-evangelister i De Forenede Stater. Den afslørede at folk hvert år betaler millioner af dollars bare til disse tre. Ét selskab blev beskrevet som en „regulær bidragsfabrik“. De var alle indblandet i omfattende bedragerier. Chokerer det dig?

Religionen under lup

Det er ikke blot tv-evangelisterne der er kommet under regeringers, private detektivbureauers og almindelige menneskers lup, men også de mere ortodokse trossamfund. I nogle tilfælde er der gjort indsigelser mod kirkers investeringer, religiøst finansierede politiske interesser og højtlønnede præsters luksuøse livsform.

Hvordan står sådanne religiøse ledere mål med den beskrivelse af den kristne tjeneste som apostelen Paulus gav for omkring 2000 år siden? Han skrev: „Vi er ikke kræmmere der handler med Guds ord, som så mange er, men af oprigtighed, ja, som sendt af Gud taler vi for Guds ansigt, i samfund med Kristus.“ (2 Korinther 2:17) Hvem passer denne beskrivelse på i dag?

Som en hjælp til at vurdere dette spørgsmål, lad os da se nærmere på hvordan Paulus og hans rejsefæller finansierede deres kristne tjeneste. På hvilken måde adskilte den sig fra andres på hans tid?

Rejsende prædikanter i det første århundrede

Paulus var ikke ene om at rejse rundt og forkynde. Det var der mange der gjorde dengang for at fremme deres religiøse og filosofiske synspunkter. Bibelskribenten Lukas taler om at ’nogle af de omrejsende jøder gav sig af med at uddrive dæmoner’. (Apostelgerninger 19:13) Da Jesus Kristus fordømte farisæerne tilføjede han: „I rejser over havet og det tørre land for at gøre en enkelt til proselyt.“ (Mattæus 23:15) Jesus rejste også selv rundt og forkyndte, og han oplærte sine apostle og disciple til at efterligne ham. De skulle imidlertid ikke kun forkynde i Judæa og Samaria men „til jordens fjerneste egne“. — Apostelgerninger 1:8.

På deres rejser mødte Jesu disciple også ikkejødiske prædikanter. I Athen diskuterede Paulus med epikuræiske og stoiske filosoffer. (Apostelgerninger 17:18) Over hele Romerriget prøvede kynikere at overbevise mængden ved lange, kedelige tirader. Ivrige tilhængere af Isis og Sarapis bestræbte sig for at nå kvinder og slaver gennem løfter om religiøs og social lighed med frie mennesker. Østerlandske frugtbarhedskulter blev springbræt til utallige mysteriereligioners opståen i den græsk-romerske verden. Et løfte om soning for synd og et ønske om at få del i de guddommelige hemmeligheder tiltrak tilbederne af de falske guder Demeter, Dionysos og Kybele.

Hvordan blev udgifterne dækket?

Det var imidlertid dyrt at rejse. Ud over transportomkostninger, afgifter og betaling af overfart behøvede de omrejsende mad, husly, brændsel, tøj og sundhedspleje. Prædikanter, lærere, filosoffer og mystikere dækkede udgifterne på fem måder. De (1) tog imod honorarer når de underviste; (2) påtog sig simple arbejdsopgaver og handlede; (3) tog imod gæstfrihed og frivillige gaver; (4) lod sig ansætte hos rige herrer, ofte som lærere; og (5) tiggede. Den kendte tigger og kyniker Diogenes forberedte sig på at blive afvist af mennesker og bad livløse statuer om almisser.

Paulus kendte nogle prædikanter der hævdede at være kristne men som, i lighed med de græske filosoffer, gjorde sig til venner med de rige og stjal fra de fattige. Han irettesatte menigheden i Korinth og sagde: „I finder jer i . . . enhver som fortærer hvad I har, enhver som tager hvad I har.“ (2 Korinther 11:20) Jesus Kristus tog aldrig noget, og det gjorde Paulus og hans medarbejdere heller ikke. Men de begærlige evangelieforkyndere i Korinth var „falske apostle, svigefulde arbejdere,“ og Satans tjenere. — 2 Korinther 11:13-15.

Jesu befalinger til sine disciple udelukkede at de fik penge for at undervise. „I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ (Mattæus 10:8) Der blev set ned på tiggeri selv om det var almindeligt dengang. I en af sine billedtaler skildrer Jesus en husholder der siger: „Jeg skammer mig ved at tigge.“ (Lukas 16:3) Ikke ét sted i den bibelske beretning siges der at Jesu trofaste disciple bad om penge eller ejendele. De levede efter princippet: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ — 2 Thessaloniker 3:10.

Jesus opmuntrede sine disciple til at dække deres behov på to måder. For det første kunne de, som Paulus sagde, „leve af den gode nyhed“. Hvordan kunne de det? Ved at tage imod den gæstfrihed som folk med glæde ydede. (1 Korinther 9:14; Lukas 10:7) For det andet kunne de sørge for sig selv materielt. — Lukas 22:36.

Paulus anvendte principperne

Hvordan efterlevede Paulus disse principper? I forbindelse med hans anden missionsrejse skrev Lukas: ’Vi sejlede ud fra Troas og kom med lige kurs til Samothrake, og den følgende dag til Neapolis og derfra til Filippi, en koloni, som er den førende by i Makedoniens område. Vi blev i denne by og tilbragte nogle dage der.’ De betalte selv rejsen, maden og overnatningerne. — Apostelgerninger 16:11, 12.

Senere hører man om en kvinde ved navn Lydia der „gav agt på det Paulus sagde. Da hun og hendes husstand nu blev døbt, sagde hun bønfaldende: ’Hvis I har bedømt mig til at være trofast mod Jehova, så tag ind i mit hus og bliv dér.’ Og hun ligefrem pressede os.“ (Apostelgerninger 16:13-15) Det var måske, i det mindste delvis, på grund af Lydias gæstfrihed at Paulus skrev følgende til filipperne: „Jeg takker altid min Gud hver gang jeg nævner jer i hver af mine bønner for jer alle, idet jeg fremsiger min bøn med glæde, på grund af det bidrag I har ydet til den gode nyhed fra den første dag og indtil dette øjeblik.“ — Filipperne 1:3-5.

Lukas omtaler utallige tilfælde hvor man bød disse rejsende kristne tjenere velkommen. (Apostelgerninger 16:33, 34; 17:7; 21:7, 8, 16; 28:2, 7, 10, 14) I sine inspirerede breve bekræfter og takker Paulus for den gæstfrihed han har mødt og de gaver han har modtaget. (Romerne 16:23; 2 Korinther 11:9; Galaterne 4:13, 14; Filipperne 4:15-18) Men hverken han eller hans rejsefæller antydede at de gerne ville støttes med penge eller gaver. Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd lægger samme gode indstilling for dagen.

Ikke afhængig af gæstfrihed

Paulus var ikke afhængig af at der blev vist ham gæstfrihed. Han havde lært et håndværk der krævede hårdt arbejde og en lang arbejdsdag men gav en dårlig betaling. Da apostelen kom til Korinth som missionær ’traf han en jøde ved navn Akvila . . . og hans hustru Priskilla. . . . Dem tog han så hen til, og da han havde samme håndværk, blev han i deres hjem, og de arbejdede sammen, for de var teltmagere.’ — Apostelgerninger 18:1-3.

Paulus arbejdede også flittigt da han senere kom til Efesus. (Jævnfør Apostelgerninger 20:34; Første Korintherbrev 4:11, 12.) Han har formodentlig specialiseret sig i at sy i cilicium, et groft gedehårsstof fra hans hjemegn som man brugte til at sy telte af. Vi kan forestille os Paulus sidde på sin stol, bøjet over sin arbejdsbænk og tilskære og sy til sent ud på aftenen. Paulus har sikkert haft mulighed for at forkynde for ejeren, ansatte, slaver, kunder og venner, for det var et arbejde der ikke lavede megen støj og derfor tillod ham at tale mens han sled i det. — Jævnfør Første Thessalonikerbrev 2:9.

Missionæren Paulus nægtede at kommercialisere sin tjeneste eller på nogen måde give indtryk af at han levede af Guds ord. Han sagde til thessalonikerne: „I ved jo selv hvordan I bør efterligne os, for vi har ikke ført et uordentligt liv iblandt jer, heller ikke har vi spist mad hos nogen gratis. Tværtimod, ved slid og slæb nat og dag arbejdede vi for ikke at ligge nogen af jer til byrde — ikke at vi ikke har ret dertil, men for at I kunne have et eksempel i os, så I kunne efterligne os.“ — 2 Thessaloniker 3:7-9.

Efterlignere i det tyvende århundrede

Helt op til i dag har Jehovas vidner fulgt Paulus’ gode eksempel. Ældste og menighedstjenere modtager ikke løn eller vederlag fra den menighed hvori de tjener. I stedet sørger de for deres familier ligesom alle andre — de fleste af dem har erhvervsarbejde. Pionerer der tjener på heltidsbasis sørger også for sig selv, og mange har et arbejde der kun lige dækker deres nødvendige behov. Hvert år rejser nogle forkyndere for egen regning til fjerntliggende områder for at udbrede den gode nyhed på steder hvor den sjældent når ud. Hvis lokale familier tilbyder dem mad eller husly værdsætter de det, men misbruger ikke en sådan gæstfrihed.

Al den undervisning og forkyndelse som Jehovas vidner udfører er frivillig og de tager aldrig betaling for deres tjeneste. Vidnernes tjeneste er på enhver måde fri for kommercialisme. Ligesom Paulus kan de sige: ’Uden omkostninger forkyndte jeg med glæde Guds gode nyhed for jer.’ (2 Korinther 11:7) Jehovas vidner er ikke „kræmmere der handler med Guds ord“.

[Ramme på side 27]

Hvordan nogle giver bidrag til arbejdet med at forkynde om Riget

■ Bidrag til det verdensomspændende arbejde: Mange sætter et beløb af på deres budget til at lægge i bidragsbøsserne. Menighederne sender hver måned indkomne beløb fra de bidragsbøsser der er mærket „Bidrag til Rigets arbejde i Østeuropa“ og „Selskabets Rigssalskonto“ til Vagttårnets Selskab.

■ Gaver: Frivillige pengebidrag kan sendes direkte til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk, giro 6 40 34 68. Smykker og andre værdigenstande kan også gives som bidrag. Man bør dog i et medfølgende brev oplyse at der er tale om en gave.

■ Deponering: Penge kan efter nærmere aftale deponeres hos Vagttårnets Selskab indtil giverens død.

■ Forsikringsordninger: Vagttårnets Selskab kan indsættes som begunstiget til en livsforsikring eller privattegnet pensionsordning. I sådanne tilfælde bør Selskabet altid informeres på forhånd.

■ Bankkonti, værdipapirer og fast ejendom: Indeståender på bankkonti, værdipapirer samt letomsættelig fast ejendom kan overdrages til Vagttårnets Selskab. Også i disse tilfælde bør Selskabet først underrettes.

■ Testamenter: Man kan testamentere sin formue til Vagttårnets Selskab i kraft af et juridisk gyldigt testamente. Det vil være praktisk at Selskabet og eventuelt menigheden modtager en kopi af dette dokument. Vi kan oplyse at arveafgiften for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab fra 1. januar 1991 helt er bortfaldet.

Man kan få yderligere oplysninger og råd vedrørende gaver og testamenter ved at spørge menighedens ældste eller ved at skrive til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk.

[Ramme på side 29]

Hun ønskede at hjælpe

TIFFANY på elleve går i skole i Baton Rouge, Louisiana, USA. Hun er et af Jehovas vidner. For nylig skrev hun en stil om emnet „Uddannelse i Amerika“. Bagefter modtog hendes forældre dette brev fra skoleinspektøren:

„Under den amerikanske temauge bliver der oplæst en særlig god stil for hvert klassetrin over det interne kommunikationsanlæg. Her til morgen havde jeg fornøjelsen at oplæse Tiffanys stil. Hun er sandelig en enestående ung dame. Hun har selvtillid, er ligevægtig, begavet og har et behageligt væsen. Det er sjældent at jeg har set en elev i sjette klasse med så mange gode egenskaber. Tiffany er et aktiv for vores skole.“

Tiffany vandt førstepræmie i stilekonkurrencen. Derefter skrev hun følgende til Vagttårnsselskabet: „Jeg tror jeg vandt konkurrencen fordi jeg brugte bogen Unge spørger — Svar der duer. . . . Jeg har benyttet kapitlerne om uddannelse. . . . Mange tak fordi I har udgivet denne nyttige og inspirerende bog. Jeg sender førstepræmien på 7 dollars samt 13 dollars, i alt 20 dollars, til det verdensomspændende forkyndelsesarbejde. . . . Når jeg bliver voksen vil jeg ansøge om at komme på Betel.“

[Illustration på side 26]

I perioder levede Paulus af at sy telte