Vi må vandre efter det vi tror
1 Millioner af mennesker bygger deres tilværelse op omkring materielle midler og sætter derved uklogt deres lid til rigdommens bedragende magt. (Matt. 13:22) Det er en hård lektie for dem når deres rigdomme går tabt, mister deres værdi eller bliver stjålet. Vi tilskyndes til at følge en klogere kurs og stræbe efter åndelige værdier. (Matt. 6:19, 20) Det indebærer at vi „vandrer efter det vi tror“. — 2 Kor. 5:7.
2 Ordet „tro“ er oversat fra et græsk ord der indeholder tanken om tillid, tiltro, fast overbevisning. At vandre i tro vil sige at man går vanskelige situationer i møde med tillid til Gud, at man stoler på hans evne til at lede ens skridt, og på at han er villig til at dække vore behov. Jesus satte et fuldkomment eksempel for os; han koncentrerede sig om det der virkelig havde betydning. (Hebr. 12:2) Vi må på lignende måde lade vort hjerte være helt optaget af de usynlige, åndelige ting. (2 Kor. 4:18) Vi må altid huske på at det nuværende liv er usikkert, og at vi er fuldstændig afhængige af vor himmelske Fader, Jehova.
3 Vi må endvidere have en fast overbevisning om at Jehova fører os ved hjælp af sin synlige organisation under ledelse af den „trofaste og kloge træl“. (Matt. 24:45-47) Vi viser vor tro når vi er „lydige mod dem der fører an“ i menigheden. (Hebr. 13:17) Når vi ydmygt samarbejder med den teokratiske ordning, er det et udtryk for at vi stoler på Jehova. (1 Pet. 5:6) Vi bør ønske at yde helhjertet støtte til det arbejde som organisationen har fået til opgave at udføre. Dette vil knytte os nærmere til brødrene i et stærkt kærlighedens og enhedens bånd. — 1 Kor. 1:10.
4 Hvordan man styrker troen: Vi må ikke tillade at vor tro bliver statisk. Vi må kæmpe hårdt for at styrke den. Regelmæssighed hvad angår studium, bøn og mødedeltagelse vil hjælpe os til at styrke troen så vi, med Jehovas hjælp, kan klare enhver prøve. (Ef. 6:16) Har du indarbejdet en god plan for daglig bibellæsning og forberedelse til møderne? Grunder du regelmæssigt over det du har lært, og henvender du dig til Jehova i bøn? Overværer og deltager du i alle møderne, så vidt det overhovedet er muligt? — Hebr. 10:23-25.
5 En stærk tro kommer til udtryk i gode gerninger. (Jak. 2:26) En af de bedste måder hvorpå vi kan vise vor tro, er ved at fortælle andre om vort håb. Opsøger du muligheder for at fortælle andre om den gode nyhed? Kan du ændre dine forhold, så du får mulighed for at gøre mere i tjenesten? Følger du de forslag vi får, med henblik på at forbedre kvaliteten af din tjeneste? Sætter du dig åndelige mål og stræber efter at nå dem?
6 Jesus advarede os mod at blive overdrevent involverede i hverdagens gøremål og at lade materialistiske eller selviske interesser sløre vort åndelige udsyn. (Luk. 21:34-36) Vi må se nøje til hvordan vi vandrer, så vi ikke lider skibbrud med hensyn til troen. (Ef. 5:15; 1 Tim. 1:19) Vi håber alle at vi til det sidste må kunne sige at vi ’har kæmpet den gode kamp, har fuldendt løbet og har bevaret troen’. — 2 Tim. 4:7.