IDRÆTSKAMPE, KAMPLEGE

Bibelen taler ikke direkte om idrætsudøvelse blandt hebræerne. Det lader til at de øvede sig i at skyde til måls med bue og pil og med stenslynge (1Sa 20:20-22, 35-40; Dom 20:16), men konkurrenceprægede idrætskampe synes ikke at have fundet sted blandt jøderne før de kom under hellenistisk indflydelse.

Grækenland. De olympiske idrætslege til ære for Zeus blev afholdt for første gang i 776 f.v.t., omkring det tidspunkt da Esajas begyndte at profetere i Juda. Mens legene i Olympia forblev de mest ansete, blev tre andre græske byer også vigtige centre for idrætskampe. På landtangen (Isthmos) ved Korinth afholdtes De Isthmiske Lege til ære for Poseidon, i Delfi De Pythiske Lege til ære for Apollon, og i nærheden af Nemea De Nemeiske Lege til ære for Zeus.

De Olympiske Lege blev afholdt hvert fjerde år og havde stor religiøs betydning. Religiøse ofre og tilbedelse af den olympiske ild var fremtrædende træk ved afholdelsen. De Isthmiske Lege ved Korinth blev holdt hvert andet år.

Ved alle legene var der konkurrencer i løb, spring, diskos- og spydkast, brydning, nævekamp, væddekørsel og andet. Deltagerne aflagde løfte om at følge det hårde, ti måneder lange, træningsprogram, der optog det meste af deres tid. Træningen blev nøje overvåget af dommere der boede og levede sammen med deltagerne. Træningen foregik ofte under vanskeligere betingelser end selve kappestriden. Løberne trænede med vægte bundet til fødderne, og nævekæmperne trænede iført tunge uniformer. Ofte gik der flere år med at opøve de færdigheder der var nødvendige for at kunne sejre ved legene. Sejrherrens belønning var en simpel krans af kviste og blade — ved De Olympiske Lege en krans af vild oliven, ved De Isthmiske Lege en fyrrekrans, ved De Pythiske Lege en laurbærkrans og ved De Nemeiske Lege en krans af vild selleri. Ved konkurrencerne i løb var kransen ofte anbragt synligt ved mållinjen, ved siden af dommeren, for at anspore løberne til at anstrenge sig til det yderste mens de holdt blikket rettet mod belønningen. Overtrædelse af reglerne medførte diskvalifikation. Legene var genstand for stor opmærksomhed og var det almindelige samtaleemne både før, under og efter afviklingen. Sejrherrerne blev fejret og berømmet, og de blev overøst med gaver og hædersbevisninger; i Korinth fik sejrende idrætsfolk endog en livsvarig pension.

Rom. De romerske kamplege adskilte sig stærkt fra de græske. De var nærmest en form for skuespil hvor mennesker (gladiatorer) kæmpede mod hinanden på liv og død, eller mod vilde dyr. Gladiatorlegene begyndte i det 3. århundrede f.v.t. som en religiøs handling i forbindelse med begravelser og har måske haft en nær tilknytning til gamle hedenske ritualer hvor afgudsdyrkerne lemlæstede sig selv for at lade blodet flyde til ære for deres guder eller de afdøde. (1Kg 18:28; jf. forbudet i 3Mo 19:28 mod at indføre sådanne skikke i Israel.) De Romerske Lege blev senere indviet til guden Saturn. Intet overgik dem i råhed og brutalitet. Kejser Trajan foranstaltede engang et gladiatorspil med 10.000 gladiatorer, hvoraf de fleste kæmpede til døden før skuespillet var forbi. Gladiatorerne kunne være dømte forbrydere, krigsfanger eller slaver, men også senatorer, adelige damer og en enkelt kejser, Commodus, betrådte arenaen. Fra Neros tid blev talrige kristne dræbt i de romerske arenaer.

De hedenske idrætslege vinder indpas i Palæstina. Under Antiochos Epifanes’ herredømme i det 2. århundrede f.v.t. begyndte helleniserede jøder at indføre græsk kultur i Palæstina. Ifølge de apokryfe Makkabæerbøger opførte de en bygning til legemsøvelser i Jerusalem, og selv præsterne forsømte deres pligter for at deltage i kamplegene. (1 Makkabæerbog 1:14, 15; 2 Makkabæerbog 4:9-15) Hos andre stødte denne antagelse af hedenske skikke imidlertid på stærk modstand.

I det 1. århundrede f.v.t. byggede Herodes den Store et teater i Jerusalem og et amfiteater på sletten; også i Cæsarea byggede han et teater og et amfiteater, og han indførte at der skulle afholdes kamplege hvert femte år til ære for kejseren. Foruden brydekampe, væddekørsel og andre kamplege indførte han forskellige former for romerske gladiatorkampe, idet han arrangerede kampe mellem vilde dyr eller mellem dødsdømte mænd og sådanne dyr. Ifølge Josefus førte alt dette til at oprørte jøder sammensvor sig og forsøgte at myrde Herodes, dog uden held. — Jewish Antiquities, XV, 267-291 (viii, 1-4); XV, 331-341 (ix, 6).

Den kristne holdning. De kristnes indstilling til den underholdning der var almindelig blandt romerne, udtrykkes af forfatteren Tertullian fra det 2. og 3. århundrede: „Vores mund, øje og øre har intet at gøre med cirkus’ets tåbeligheder, med teatrets skamløshed, med arenaens vildskab og fægtesalens tomhed.“ Han tilføjer: „Hvorvidt generer vi jer så, når vi har andre meninger om vellyst? . . . vi afviser, hvad der behager jer. Hvad der behager os, er heller ikke til glæde for jer.“ (Tertullians forsvarsskrift for de kristne, oversat af Niels Willert, 1990, kap. 38, s. 82) Den kristne holdning til fysisk træning eller legemlig opøvelse som helhed kommer til udtryk i apostelen Paulus’ vejledning til Timoteus i 1 Timoteus 4:7-10.

Brugt billedligt. Flere træk ved idrætslegene blev anvendt af Peter og Paulus som rammende illustrationer i deres undervisning. I modsætning til den belønning deltagerne i de græske sportslege kæmpede for at opnå, en krans af løv der visnede, stilede den salvede kristne efter en varig belønning, udødeligt liv. (1Pe 1:3, 4; 5:4) Han måtte løbe ihærdigt for at vinde sejrsprisen og holde blikket rettet mod den; at se sig tilbage ville være katastrofalt. (1Kor 9:24; Flp 3:13, 14) Han måtte kæmpe efter reglerne med hensyn til at leve et moralsk rent liv for ikke at blive diskvalificeret. (2Ti 2:5) Det var vigtigt at han tugtede sig selv, viste selvbeherskelse. (1Kor 9:25; 1Pe 5:10) Den kristne skulle stile målbevidst efter sejren, ligesom den veltrænede nævekæmper der rettede sine slag sådan at han ikke slog i luften; den kristnes slag var dog ikke rettet mod et andet menneske, men mod dét der kunne føre til at han gik glip af belønningen — hvilket udmærket kunne være noget inden i ham selv. (1Kor 9:26, 27; 1Ti 6:12) Alle tyngende vægte og den omklamrende synd der består i mangel på tro, skulle aflægges, ligesom deltagerne i væddeløbene afførte sig ethvert klædningsstykke som ville besvære dem under løbet. Den kristne løber skulle være forberedt på at gennemføre et udholdenhedsløb, ikke blot et kort sprint. — He 12:1, 2.

I Hebræerne 12:1 taler Paulus om „en sky af vidner [gr.: martyʹrōn] der omgiver os“. At han ikke tænker på en skare af tilskuere, fremgår af indholdet af det foregående kapitel, som han viser tilbage til med vendingen „Så lad da . . .“. Paulus ansporer altså de kristne til at fortsætte i løbet ved at henvise, ikke til tilskuerne, men til det gode eksempel der er blevet sat af andre som også har deltaget i løbet, og han tilskynder dem især til at holde blikket rettet ufravendt mod den der allerede er gået sejrende ud af løbet, og som nu er deres dommer, Kristus Jesus.

Billedet i 1 Korinther 4:9 kan være hentet fra de romerske kamplege. Paulus sammenligner her sig selv og sine medapostle med dem der skulle sidst ind på arenaen. Det var som regel den blodigste del af forestillingen der var gemt til sidst, og det var den visse død der ventede deltagerne. Baggrunden for Hebræerne 10:32, 33 kan ligeledes være de romerske kamplege. (Se TEATER.) Det er muligt at Paulus selv blev udsat for farerne i den romerske arena, i betragtning af hans ord i 1 Korinther 15:32 om at han havde „kæmpet med vilde dyr i Efesus“. Nogle anser det dog for usandsynligt at en romersk borger ville blive stillet over for vilde dyr i arenaen, og mener derfor at bemærkningen skal opfattes billedligt som en henvisning til dyrisk vilde modstandere i Efesus. På den anden side vil Paulus’ udtalelse i 2 Korinther 1:8-10 om den meget alvorlige fare han blev udsat for i provinsen Asien, hvor Efesus lå, og hvor Gud udfriede ham fra „noget så stort som døden“, stemme langt bedre med en erfaring med bogstavelige vilde dyr i arenaen end med den modstand fra mennesker Paulus blev udsat for i Efesus. (Apg 19:23-41) Det kan således have været en af de mange gange Paulus var „døden nær“ under sin tjeneste. — 2Kor 11:23.