Hvad siger Bibelen?

Er Bibelen imod at vi tænker selv?

FLAMMERNE slår i vejret idet de fortærer de kostbare bøger som tyske embedsmænd kaster på bålet. Et optrin fra nazitiden? Ja, men det kunne også have været en scene fra 1199, da en katolsk ærkebiskop befalede at alle tyske bibler skulle brændes.

Faktisk er bogbrænding — dette universelle symbol på undertrykkelse af tanke- og ytringsfriheden — foregået i mange lande og gennem lang tid, ikke sjældent på foranledning af højtstående gejstlige der frygtede for hvordan tankefrihed ville virke på den jævne mand.

Det er derfor intet under at mange i vor tid tror at Bibelen bifalder strenge indgreb mod fri intellektuel granskning. Men forholder det sig sådan? Slår Bibelen til lyd for at det enkelte menneske ikke må tænke selv?

’Elsk Jehova af hele dit sind’

Bibelen misbilliger ikke at vi bruger vor tænkeevne. Faktisk tilskyndede Jesus os alle til at ’elske Jehova af hele vort sind’. (Markus 12:30) Under sin tjeneste viste han stor interesse for tidens begivenheder (Lukas 13:1-5), for biologi (Mattæus 6:26, 28; Markus 7:18, 19), for landbrug (Mattæus 13:31, 32) og for den menneskelige natur (Mattæus 5:28; 6:22-24). Hans illustrationer viser at han havde en dyb forståelse af principperne i Guds ord og indgående kendte sine tilhøreres baggrund og tankegang. Han gjorde sig desuden store anstrengelser for at formidle disse principper til sine tilhørere.

Paulus bad indtrængende alle kristne yde Gud en ’fornuftmæssig’ tjeneste. (Romerne 12:1) Han opfordrede thessalonikerne til „ikke hurtigt at blive bragt fra besindelsen . . . ved en [usand] inspireret udtalelse“. (2 Thessaloniker 2:2) Han havde et vist kendskab til græsk og kretisk digtning (Apostelgerninger 17:28; Titus 1:12) samt til militærudrustning og hærvæsen (Efeserne 6:14-17; 2 Korinther 2:14-16). Han lagde desuden mærke til lokale skikke. — Apostelgerninger 17:22, 23.

Jesus og Paulus nød således stor tankefrihed, men det fik dem ikke til at anse sig selv for enerådende autoriteter med hensyn til hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. Jesus lod aldrig Skriften ude af betragtning til fordel for sine personlige meninger, men citerede gentagne gange fra den. Hans spontane og konsekvente reaktion på Peters forslag om at undgå den offerdød Gud havde tiltænkt ham, viser at han end ikke ville overveje sådanne tanker. (Mattæus 16:22, 23) Og Paulus skrev til korintherne: „Da jeg kom til jer, var det ikke for at skilte med talekunst eller filosofi, men for ganske enkelt at fortælle jer hvad Gud havde garanteret.“ (1 Korinther 2:1, The Jerusalem Bible) Ligesom Jesus funderede han sine ræsonnementer solidt på Skrifterne. — Apostelgerninger 17:2.

Bibelen opmuntrer os til at bruge vore åndsevner fuldt ud, men ikke til hvad som helst. Ansvaret for at vor tankegang er i harmoni med Jehovas påhviler os selv, ikke menigheden. Da nogle efesere offentligt tog afstand fra den spiritisme de hidtil havde praktiseret og blev kristne, påtog Paulus sig ikke at brænde deres bøger, men „en hel del af dem der havde øvet magi, samlede deres bøger sammen og brændte dem for alles øjne“. (Apostelgerninger 19:19) Hvorfor følte disse kristne det nødvendigt selv at brænde deres bøger?

Den forreste forsvarslinje

Tænk over følgende illustration: Et uindtageligt fæstningsværk består ofte af flere forsvarslinjer. Ingen dygtig general vil mene at nogen af disse er uvæsentlige og kan opgives uden kamp. I den kristnes kamp mod synden er der ligeledes flere forsvarslinjer.

I Jakob 1:14, 15 står der: „Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd.“ Det første skridt mod synd er at opdyrke et uret begær i tankerne, så hvis man vil ’holde den forreste forsvarslinje’, må man tøjle sine tanker i stedet for at give begæret næring.

Det er på grund af denne sammenhæng mellem tanker og handlinger at Bibelen giver os følgende tilskyndelse: „Hold jeres sind rettet mod det der er oventil, ikke mod det der er på jorden.“ (Kolossenserne 3:2) Når kristne nægter at lade tankerne dvæle ved umoralitet, spiritisme eller frafald, skyldes deres beslutning derfor ikke frygt for at disse tanker skulle vise sig at være Bibelens lære overlegne, men at de gerne vil undgå alt hvad der kan forlede dem til at synde.

’Alle ting er blottede’

En anden tungtvejende grund til at beherske sine tanker, er vor kærlighed til Jehova og vor respekt for hans evne til at læse vore tanker. Forestil dig at du har en kær ven eller en nær slægtning som er overfølsom over for støv og snavs. Ville du holde op med at invitere vedkommende hjem fordi du ikke havde lyst til at gøre huset ekstra grundigt rent? Ville din kærlighed ikke få dig til at anstrenge dig særligt for at holde rent? Hvor fintmærkende Jehova er over for vore inderste tanker fremgår af Salme 44:21: „Han kender hjertets hemmeligheder.“ Paulus sagde at vi skal stå Gud til regnskab for vore tanker: „Der er ingen skabning som er usynlig for ham, men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab.“ — Hebræerne 4:13; Salme 10:4; Ordsprogene 6:16, 18.

Job anerkendte at Gud kræver os mennesker til ansvar for vore tanker. Når hans børn havde festet, ofrede han brændofre, for, som han sagde: „Måske har mine sønner syndet og forbandet Gud i deres hjerte.“ (Job 1:5) Alene det at vi forsætligt overvejer noget uret, kunne i Jehovas øjne være en synd. — Jævnfør Anden Mosebog 20:17.

Sand tankefrihed

Bibelen tilskynder alle kristne til at have det forsæt at ’tage enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias’. (2 Korinther 10:5) Det opnås ikke ved begrænsninger pålagt af religiøse ledere, men ved at den enkelte udøver selvkontrol og opbygger forståelse af, og kærlighed til, Jehova, hans væsen og hans principper. Når man er nået så vidt, har man sand tankefrihed, en frihed der kun er begrænset af Guds normer og som forstærkes af glæden ved at vide at endog vore tanker behager Jehova.

[Kildeangivelse på side 20]

Fra bogen Bildersaal deutscher Geschichte