Hvordan ansporer vi til kærlighed og gode gerninger?
„Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og . . . opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ — HEBRÆERNE 10:24, 25.
1, 2. (a) Hvorfor var det vigtigt at de første kristne blev trøstet og opmuntret når de samledes? (b) Hvilken vejledning gav Paulus om behovet for at komme sammen?
DE MØDTES i hemmelighed og krøb sammen bag låsede døre. Udenfor lurede der farer overalt. Deres leder, Jesus, var netop blevet offentligt henrettet, og han havde advaret sine disciple om at de ikke ville blive behandlet anderledes end han var blevet det. (Johannes 15:20; 20:19) De har sikkert følt sig mere trygge når de kom sammen for dæmpet at tale om deres elskede Jesus.
2 Som årene gik, blev de kristne udsat for al slags prøvelse og forfølgelse. Ligesom de første disciple hentede de trøst og opmuntring ved at samles. Apostelen Paulus skrev i den forbindelse følgende i Hebræerbrevet 10:24, 25: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“
3. Hvorfor er Hebræerbrevet 10:24, 25 ikke blot et påbud til kristne om at komme sammen?
3 Disse ord indeholder langt mere end et påbud om at blive ved med at komme sammen. Der er tale om en guddommeligt inspireret norm for alle kristne møder, ja, i virkeligheden for enhver lejlighed hvor kristne samles. I denne tid, hvor vi tydeligt ser Jehovas dag nærme sig, gør presset og farerne i denne onde verden det bydende nødvendigt at vore møder er som en tryg havn, et sted hvor alle bliver styrket og opmuntret. Hvad kan vi gøre for at sikre at det er sådan? Lad os foretage et grundigt studium af Paulus’ ord, idet vi stiller os selv tre hovedspørgsmål: Hvad vil det sige at „give agt på hinanden“? Hvad vil det sige at „anspore til kærlighed og gode gerninger“? Og til sidst: Hvordan kan vi „opmuntre hinanden“ i disse vanskelige tider?
„Lad os give agt på hinanden“
4. Hvad vil det sige at „give agt på hinanden“?
4 Da Paulus opfordrede de kristne til at „give agt på hinanden“, brugte han det græske udsagnsord katanoeʹō, en forstærket form af det almindelige udtryk for „at opfatte“. Ifølge Theological Dictionary of the New Testament betyder det „at rette hele sin opmærksomhed mod noget“. Ifølge W. E. Vine kan det også betyde „at forstå til fulde, at lægge nøje mærke til“. Når kristne ’giver agt på hinanden’, betragter de altså ikke blot hinanden overfladisk, men anvender alle deres forstandsevner idet de søger at se bag om tingene. — Jævnfør Hebræerbrevet 3:1.
5. Hvilke sider af en person er måske ikke umiddelbart synlige, og hvorfor bør vi give agt på disse?
5 Vi må huske at et menneske indeholder langt mere end man kan se ved blot at kaste et overfladisk blik på hans eller hendes udseende, gerninger eller personlighed. (1 Samuel 16:7) Ofte kan en der er stille af natur eje dybe følelser eller en forfriskende humor. Desuden har vi vidt forskellig baggrund. Nogle har været igennem frygtelige prøvelser; andre gennemlever netop nu noget som vi ville have vanskeligt ved at forestille os. Hvor sker det ofte at vores irritation over en eller anden særhed hos en broder eller søster forsvinder som dug for solen når vi lærer vedkommendes baggrund eller omstændigheder nærmere at kende. — Ordsprogene 19:11.
6. Hvordan kan vi lære hinanden bedre at kende, og hvad godt kan der komme ud af dette?
6 Det betyder selvfølgelig ikke at vi skal begynde at udforske andres personlige forhold medmindre de har bedt os om hjælp. (1 Thessaloniker 4:11) Men lad os alligevel vise personlig interesse for hinanden. Det omfatter mere end blot at hilse på hinanden i rigssalen. Hvorfor ikke udvælge en som du gerne vil lære bedre at kende, og prøve at tale nogle få minutter med vedkommende før eller efter møderne? Man kan også ’følge gæstfrihedens vej’ ved at invitere en eller to venner hjem til et enkelt traktement. (Romerne 12:13) Vis interesse for andre. Lyt. Man kan lære meget om andre blot ved at spørge hvordan de lærte Jehova at kende og fik kærlighed til ham. Ved at samarbejde i hus-til-hus-forkyndelsen kan man lære endnu mere om hinanden. Når vi på den måde giver agt på hinanden, vil det hjælpe os til at opdyrke ægte medfølelse eller empati. — Filipperne 2:4; 1 Peter 3:8.
’Lad os anspore hinanden’
7. (a) Hvilken virkning havde Jesu undervisning på folk? (b) Hvad var det der gjorde hans undervisning så dynamisk?
7 Når vi giver agt på hinanden er vi bedre i stand til at anspore og tilskynde hinanden til handling. Især kristne ældste har en vigtig opgave i den forbindelse. Efter at Jesus ved en lejlighed havde talt offentligt, læser vi: „Folkeskarerne [var] helt forbløffede over hans måde at undervise på.“ (Mattæus 7:28) Ved en anden lejlighed sagde nogle soldater som ikke havde kunnet få sig selv til at arrestere ham: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ (Johannes 7:46) Hvad var det der gjorde Jesu undervisning så dynamisk? Var det en følelsesladet optræden? Nej, Jesus talte med værdighed. Det var altid hans mål at nå tilhørernes hjerte. Han gav agt på andre og vidste derfor nøjagtigt hvordan han kunne tilskynde dem. Han brugte enkle og beskrivende illustrationer fra dagligdagen. (Mattæus 13:34) De der har indlæg ved vore møder bør efterligne Jesus ved at fremholde deres punkter med en varme og begejstring der virker tilskyndende. Vi kan ligesom Jesus bestræbe os for at finde illustrationer der passer til tilhørerne og således nå deres hjerte.
8. Hvordan virkede Jesu eksempel ansporende, og hvordan kan vi efterligne ham?
8 Vi bør alle anspore hinanden til at tjene Gud ved det eksempel vi sætter. Der er ingen tvivl om at Jesus ansporede sine tilhørere. Han elskede den kristne tjeneste, talte begejstret om den, ja, sagde at den var som mad for ham. (Johannes 4:34; Romerne 11:13) En sådan begejstring kan virke smittende. Kan du også lade din glæde ved tjenesten komme til udtryk? Fortæl andre i menigheden om dine gode oplevelser, men pas på at du ikke kommer til at virke pralende. Når du indbyder andre til at samarbejde med dig, kan du bestræbe dig for at hjælpe dem til at finde sand glæde ved at tale med andre om vor store Skaber, Jehova. — Ordsprogene 25:25.
9. (a) Hvilke metoder vil vi undgå når vi skal anspore andre, og hvorfor? (b) Hvad bør motivere os til at give af os selv i tjenesten for Jehova?
9 Man skal imidlertid passe på at man ikke tilskynder på en forkert måde. Vi kunne for eksempel uforvarende give nogle skyldfølelse over at de ikke udretter mere end de gør. Vi kunne utilsigtet gøre dem skamfulde ved at foretage en ugunstig sammenligning mellem dem og andre der tilsyneladende er mere aktive, eller vi kunne opstille stive regler og tale nedsættende om dem der ikke formår at leve op til dem. Med sådanne metoder kan man måske få nogle til at gøre noget i et stykke tid, men Paulus skrev jo ikke: ’Lad os anspore hinanden til skyldfølelse og gode gerninger.’ Nej, vi må anspore til kærlighed, så gerningerne bliver udført med et godt motiv. Ingen bør lade sig motivere overvejende af hvad andre i menigheden vil tænke om dem hvis ikke de lever helt op til deres forventninger. — Jævnfør Andet Korintherbrev 9:6, 7.
10. Hvorfor bør vi huske at vi ikke er herrer over andres tro?
10 At anspore hinanden er ikke det samme som at styre hinanden. Apostelen Paulus havde fået stor myndighed af Gud, men han skrev alligevel ydmygt til menigheden i Korinth: ’Vi er ikke herrer over jeres tro.’ (2 Korinther 1:24) Hvis vi på samme måde ydmygt indser at det ikke er vores opgave at afgøre hvor meget andre skal gøre i tjenesten for Jehova, eller at være deres samvittighed i andre personlige spørgsmål, vil vi undgå at blive ’overmåde retfærdige’, glædesløse, usmidige eller negative paragrafryttere. (Prædikeren 7:16) Sådanne egenskaber virker ikke ansporende men undertrykkende.
11. Hvad var det der motiverede israelitterne til at yde bidrag da tabernaklet skulle opføres, og hvordan kan dette overføres på vor tid?
11 Vi ønsker at alt det der gøres i tjenesten for Jehova gøres i den samme ånd som israelitterne lagde for dagen da der var brug for bidrag til opførelsen af tabernaklet. I Anden Mosebog 35:21 står der: „Derpå kom enhver hvis hjerte bevægede ham, og enhver hvis ånd tilskyndede ham bragte bidraget til Jehova.“ Det var ikke andre der bevægede dem til det de gjorde. De blev bevæget indefra, fra hjertet. I virkeligheden står der på hebraisk at det var „enhver hvis hjerte løftede ham op“ der gav sådanne gaver. Lad os gå endnu videre og bestræbe os for at virke opløftende på hinanden når som helst vi kommer sammen. Jehovas ånd kan udrette resten.
’Lad os opmuntre hinanden’
12. (a) Hvilke betydninger har det græske ord der oversættes med „opmuntre“? (b) Hvorfor virkede Jobs venner ikke opmuntrende? (c) Hvorfor bør vi ikke dømme hinanden?
12 Da Paulus skrev at vi skulle „opmuntre hinanden“, brugte han en form af det græske ord parakaleʹō, der også kan betyde ’at styrke, at trøste’. I den græske Septuaginta-oversættelse bruges dette ord i Job 29:25, hvor Job blev beskrevet som en der trøstede de sørgende. Ironisk nok fik Job ikke selv en sådan opmuntring da han blev udsat for alvorlige prøvelser. Hans tre „trøstere“ havde så travlt med at dømme ham og prædike for ham at de glemte at vise forståelse og medfølelse. Under alle deres taler kaldte de faktisk ikke en eneste gang Job ved navn. (Sammenlign med Job 33:1, 31.) De betragtede ham åbenbart mere som et problem end som et menneske. Intet under at Job frustreret udbrød: „Hvis jeres sjæle havde været i min sjæls sted“! (Job 16:4) Hvis man vil opmuntre nogen må man vise empati. Man må ikke virke fordømmende. Som der siges i Romerbrevet 14:4: „Hvem er du at du dømmer en andens hustjener? For sin egen herre står eller falder han. Og han vil blive stående, for Jehova kan lade ham stå.“
13, 14. (a) Hvilken grundlæggende sandhed må vi overbevise vore brødre og søstre om når vi skal trøste dem? (b) Hvordan blev Daniel styrket af en engel?
13 En form af ordet parakaleʹō og det beslægtede navneord bliver oversat med „trøste“ og „trøst“ i Andet Thessalonikerbrev 2:16, 17: „Måtte vor Herre Jesus Kristus selv og Gud, vor Fader, som elskede os og i ufortjent godhed gav os evig trøst og et godt håb, trøste jeres hjerter og gøre jer stærke i enhver god gerning og ethvert godt ord.“ Bemærk at Paulus forbinder det at blive trøstet med den grundlæggende sandhed at Jehova elsker os. Vi kan altså opmuntre og trøste hinanden ved at understrege denne vigtige sandhed.
14 Ved en lejlighed blev profeten Daniel så foruroliget efter at have haft et frygtindgydende syn, at han sagde: „Min værdige fremtræden forvandledes hos mig til ynkelighed, og jeg havde ingen kraft i behold.“ Jehova sendte en engel der adskillige gange mindede Daniel om at han var ’højt skattet’ i Guds øjne. Hvad blev resultatet? Daniel sagde til engelen: „Du har styrket mig.“ — Daniel 10:8, 11, 19.
15. Hvordan bør ældste og rejsende tilsynsmænd afveje ros med vejledning?
15 Man kan altså også opmuntre andre ved at rose dem. Det er alt for let at henfalde til at være kritisk og streng. Til tider kan det ganske vist være nødvendigt at give vejledning, især for ældste og rejsende tilsynsmænd. Men det er godt hvis de er kendt for at give hjertelig opmuntring og ikke for at være dømmesyge.
16. (a) Når vi skal opmuntre de nedtrykte, hvorfor er det da som regel ikke nok blot at opfordre dem til at gøre mere i tjenesten for Jehova? (b) Hvordan hjalp Jehova Elias da han var deprimeret?
16 Især de der er deprimerede har behov for opmuntring, og Jehova forventer at vi som medkristne yder hjælp, især hvis vi er ældste. (Ordsprogene 21:13) Hvad kan vi gøre? Det er ikke altid nok blot at sige at de skal gøre mere i tjenesten for Jehova. Hvorfor ikke? Fordi vi derved antyder at deres nedtrykthed må skyldes at de ikke gør nok, og sådan forholder det sig som regel ikke. Profeten Elias blev engang så deprimeret at han ønskede at dø, og det skete på et tidspunkt hvor han havde meget travlt i tjenesten for Jehova. Hvordan tog Jehova sig af ham? Han sendte en engel for at yde ham praktisk hjælp. Elias lettede sit hjerte for Jehova, og det viste sig at han ikke følte sig mere værd end sine døde forfædre. Han følte at hans virke havde været helt forgæves og at han var fuldstændig alene. Jehova lyttede til ham og trøstede ham ved at vise ham en ærefrygtindgydende demonstration af sin magt. Han forsikrede ham om at han langtfra var alene og at det arbejde han havde påbegyndt også ville blive fuldført. Jehova lovede desuden Elias at han ville få lov til at oplære en efterfølger der på et tidspunkt skulle overtage hans hverv. — 1 Kongebog 19:1-21.
17. Hvordan kan ældste opmuntre dem der er for strenge over for sig selv?
17 Hvor opmuntrende. Vi må på samme måde opmuntre dem iblandt os der plages af følelsesmæssige forstyrrelser. Søg at forstå dem ved at lytte. (Jakob 1:19) Giv dem trøst fra Bibelen der passer til netop deres behov. (Ordsprogene 25:11; 1 Thessaloniker 5:14) For at opmuntre dem der har et for strengt syn på sig selv, kan ældste på grundlag af Bibelen vise at Jehova elsker dem og skatter dem højt.a Det kan virke meget opmuntrende at drøfte genløsningen med dem der føler sig uden værd. En der er nedtrykt på grund af tidligere synder kan have behov for at man viser ham at genløsningen har renset ham, hvis han virkelig har ændret sind og helt er ophørt med det urette. — Esajas 1:18.
18. Hvordan bør læren om genløsningen anvendes til for eksempel at opmuntre nogle der har været udsat for voldtægt?
18 En ældste vil naturligvis tage den aktuelle situation i betragtning så han kan give den rette undervisning. Lad os tage et eksempel: Kristi genløsningsoffer blev forudskildret ved dyreofrene under Moseloven. Disse ofre skulle bringes for at sone alle synder. (3 Mosebog 4:27, 28) En voldtaget kvinde skulle imidlertid ikke bringe noget syndoffer. Loven sagde: „Pigen må du ikke gøre noget.“ (5 Mosebog 22:25-27) Hvis en søster i dag er blevet overfaldet og voldtaget, og dette har fået hende til at føle sig smudsig og uden værd, vil det så være på sin plads at påpege at genløsningen renser hende for synd? Afgjort ikke. Hun har jo ikke syndet ved at blive overfaldet. Det er voldtægtsforbryderen der har syndet og har brug for at blive renset. Den kærlighed Jehova og Kristus har vist ved at tilvejebringe genløsningen, kan imidlertid bruges som et vidnesbyrd om at hun ikke er uren i Guds øjne på grund af en andens synd, men at hun er dyrebar i Jehovas øjne og at hun forbliver i hans kærlighed. — Jævnfør Markus 7:18-23; Første Johannesbrev 4:16.
19. Hvorfor bør vi ikke forvente at alt samvær med vore brødre og søstre altid vil være opmuntrende, men hvad bør vi være besluttede på?
19 Ja, uanset i hvilken situation man befinder sig, uanset hvilke smertelige omstændigheder der kaster mørke skygger over ens fortid, bør man kunne finde opmuntring i Jehovas folks menighed. Det vil man kunne hvis vi hver især bestræber os for at give agt på hinanden og anspore og opmuntre hinanden når som helst vi samles. Men da vi er ufuldkomne vil det ikke altid lykkes for os. Fra tid til anden kan det ikke undgås at vi skuffer hinanden og måske gør hinanden fortræd. Det vil derfor være bedst at vi forsøger ikke at fokusere på andres fejltrin. Hvis vi fokuserer på de områder hvor andre kommer til kort, risikerer vi at blive for kritiske over for menigheden og kan endog falde i den grøft Paulus så ihærdigt ønskede at hjælpe os til at undgå, nemlig at forsømme at komme sammen. Lad det aldrig ske. Efterhånden som denne gamle tingenes ordning bliver mere og mere farlig og undertrykkende, lad os da være fast besluttede på at gøre hvad vi kan for at vort samvær ved møderne bliver opbyggende — og det så meget mere som vi ser Jehovas dag nærme sig.
[Fodnote]
a En ældste kan vælge at studere nogle opmuntrende artikler fra Vagttårnet og Vågn op! med sådanne brødre og søstre, for eksempel artiklerne „Får du gavn af Guds ufortjente godhed?“ og „Vind kampen mod depressionen“. — Vagttårnet, 15. februar og 1. marts 1990.
Hvad vil du svare?
◻ Hvorfor er det vigtigt at vore møder og vort samvær er opmuntrende her i de sidste dage?
◻ Hvad vil det sige at give agt på hinanden?
◻ Hvad vil det sige at anspore hinanden?
◻ Hvad omfatter det at opmuntre hinanden?
◻ Hvordan kan man opmuntre de nedtrykte og deprimerede?
[Illustration på side 16]
At være gæstfri vil hjælpe os til at lære andre bedre at kende
[Illustration på side 18]
Da Elias var nedtrykt, blev han kærligt trøstet af Jehova