ABBA

(Abʹba).

Det aramaiske ord ’abba’ʹ svarer til den emfatiske eller determinerede form af det hebraiske ’av og betyder „faderen“ eller „o Fader!“. Det var det udtryk børn benyttede over for deres fader, og det afspejlede på samme tid fortrolighed og værdighed, idet det både var uformelt og respektfuldt. Frem for at være en titel var det således en tiltaleform der udtrykte ømhed og hengivenhed, og det var et af de første ord små børn lærte at sige.

Dette aramaiske ord forekommer tre gange i Bibelens græske skrifter, hver gang i translittereret form, både i den græske og i den danske tekst. I alle tre tilfælde efterfølges udtrykket af den græske oversættelse ho patērʹ, der ordret betyder „faderen“ eller, i tiltale, „o Fader!“. Det bruges hver gang om den himmelske Fader, Jehova.

De to andre steder ordet forekommer, er i Paulus’ breve, i Romerne 8:15 og Galaterne 4:6. Begge steder bruges ordet i forbindelse med kristne som er kaldede til at være åndsavlede sønner af Gud, og det vidner om hvor fortroligt et forhold de har til deres Fader. Skønt de er „trælle for Gud“ og er blevet „købt for en pris“, er de også sønner i en kærlig Faders hus, og dette forhold bliver de udtrykkeligt gjort opmærksomme på af den hellige ånd gennem deres Herre, Jesus. — Ro 6:22; 1Kor 7:23; Ro 8:15; Ga 4:6.

Nogle mener at brugen af ’Abba’ʹ og „Fader“ side om side ikke blot skal opfattes som en oversættelse fra aramaisk til græsk, men at det udtrykker først barnets tillid og underdanighed, efterfulgt af en moden erkendelse af sønneforholdet og det ansvar det medfører. Det synes ud fra disse skriftsteder klart at de kristne i aposteltiden brugte udtrykket ’Abba’ʹ i deres bønner til Gud.