SARA
(Saʹra) [fyrstinde],SARAJ (Saʹraj) [muligvis: stridbar].
Abrahams hustru og halvsøster og moder til Isak. (1Mo 11:29; 20:12; Es 51:2) Hendes oprindelige navn var Saraj. (1Mo 17:15) Hun var ti år yngre end Abraham (1Mo 17:17) og blev gift med ham mens de boede i Ur i Kaldæa. (1Mo 11:28, 29) Hun var ufrugtbar indtil hendes forplantningsevne mirakuløst blev genoplivet efter at hun var ophørt med at menstruere. — 1Mo 18:11; Ro 4:19; He 11:11.
Sara har måske været i tresserne da hun sammen med Abraham forlod Ur og bosatte sig i Karan. Som 65-årig tog hun med sin mand fra Karan til Kana’ans land. (1Mo 12:4, 5) Dér boede de nogen tid i Sikem og i bjerglandet øst for Betel og flere andre steder før en hungersnød tvang dem til at tage ned til Ægypten. — 1Mo 12:6-10.
Skønt Sara var oppe i årene, var hun meget smuk. Abraham havde derfor tidligere bedt hende om — hvis det skulle blive nødvendigt på deres rejser — at omtale ham som sin broder for at andre ikke skulle dræbe ham for at tage hende. (1Mo 20:13) I Ægypten førte Saras skønhed til at hun på fyrsternes anbefaling blev hentet til Faraos hus. Ved guddommelig indgriben blev Farao imidlertid hindret i at krænke hende. Han gav hende derefter tilbage til Abraham og bad dem om at drage bort fra landet og lod sine mænd følge ham på vej for at beskytte ham og hans besiddelser. — 1Mo 12:11-20.
Et gammelt papyrusdokument beretter interessant nok om en farao der befalede bevæbnede mænd at pågribe en tiltrækkende kvinde og at dræbe hendes mand. Abrahams frygt for at han kunne blive dræbt på grund af Sara, var derfor ikke ubegrundet. I stedet for at sætte sit liv på spil i et forgæves forsøg på at redde sin hustrus ære i et fremmed land gjorde Abraham det der forekom ham at være det sikreste. Man må her huske at Abraham var sin hustrus ejermand. Sara var glad for at tjene Jehova og Abraham på denne måde. Bibelen fordømmer ikke Abraham for den måde han handlede på.
Ti år efter at de oprindelig var kommet til Kana’an, bad den 75-årige Sara sin mand om at have omgang med hendes ægyptiske tjenestepige Hagar for at han kunne få børn med hende. (1Mo 16:1-3) De vanskeligheder der opstod som følge af dette, viser at det ikke var på den måde Jehova ville opfylde sit løfte til Abraham om ’afkommet’. (1Mo 15:1-16) Da Hagar blev klar over at hun var gravid, begyndte hun at ringeagte sin frue. Da Sara beklagede sig over dette, gav Abraham sin hustru fuld bemyndigelse til at behandle Hagar som sin tjenestepige. Ydmyget af Sara løb Hagar bort, men vendte på Guds anvisning tilbage, hvorefter hun fødte Ismael. — 1Mo 16:4-16.
Da Abraham ca. 13 år efter Ismaels fødsel fik befaling til at omskære alle mandlige medlemmer af sin husstand, fik han samtidig at vide at han ikke længere skulle kalde sin hustru „Saraj“, men „Sara“, der betyder „fyrstinde“. Gud sagde om Sara: „Jeg vil velsigne hende og også give dig en søn ved hende; ja, jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til nationer; folkeslags konger vil komme fra hende.“ (1Mo 17:9-27) Kort efter bekræftede en af de tre engle der kom på besøg i Mamre, at Sara ville føde en søn. Da Sara hørte dette, ’lo hun indvendig’ idet hun sagde: „Skal jeg virkelig føle lyst efter at jeg er udslidt, og min herre desuden er gammel?“ Da hun blev irettesat fordi hun lo, benægtede hun frygtsomt at have gjort det. (1Mo 18:1-15; Ro 9:9) Da Sara i Hebræerne 11:11 fremhæves på grund af sin tro, kan hendes latter ikke have været et udtryk for vantro, men tanken om at hun skulle få en søn i sin alderdom, har åbenbart forekommet hende morsom. Den omstændighed at Sara (i sit inderste) anerkendte Abraham som sin herre, vidner om hendes lydighed mod og respekt for sit ægteskabelige overhoved, og hun fremhæves som et eksempel for kristne kvinder. — 1Pe 3:5, 6.
På et tidspunkt flyttede Sara og hendes mand til Gerar. Ligesom tidligere omtalte Abraham hende som sin søster. Gerars konge, Abimelek, lod da Sara hente til sig. Igen undgik hun ved Jehovas indgriben at blive krænket. Da Abimelek gav hende tilbage til Abraham, skænkede han Abraham får og kvæg og tjenere og tjenestepiger, måske som kompensation for at han midlertidigt havde berøvet ham hans hustru. Desuden gav han Abraham et tusind sølvstykker (ca. 13.000 kr.), der skulle tjene som et vidnesbyrd om at Sara var renset for skændsel og var en dydig kvinde. — 1Mo 20.
I en alder af 90 år oplevede Sara den glæde at føde Isak. Hun udbrød da: „Gud har skaffet mig latter: enhver der hører om det vil le ad mig.“ Grunden til latteren ville uden tvivl være glæde og forundring over barnets fødsel. Sara ammede sin søn i ca. fem år. Da Isak blev vænnet fra, holdt Abraham en stor fest. Ved den lejlighed lagde Sara mærke til at Hagars søn, Ismael, der nu var omkring 19 år gammel, „gjorde sig lystig“ over Isak, eller legede med ham på en spottende måde. Da hun åbenbart frygtede for Isaks fremtid, bad hun Abraham om at sende Hagar og hendes søn bort. Abraham gjorde dette efter at Gud havde givet sin billigelse til det. — 1Mo 21:1-14.
Omkring 32 år senere døde Sara i en alder af 127 år, og Abraham begravede hende „i hulen på Makpelas mark“. — 1Mo 23:1, 19, 20.
Optræder i et symbolsk drama. I brevet til galaterne skrev apostelen Paulus at Sara stod for „det Jerusalem som er oventil“ som er moder til de salvede kristne, Abrahams åndelige afkom. Ligesom Sara har „det Jerusalem som er oventil“, Guds symbolske kvinde, aldrig været i trældom, og hendes børn er derfor frie. For at kunne blive et frit barn af „det Jerusalem som er oventil“ og opnå „hendes frihed“, må man udfries fra syndens trældom af Guds søn. (Ga 4:22-31; 5:1, fdn.) Som Kristus Jesus sagde til Abrahams kødelige efterkommere: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Enhver som øver synden, er syndens træl. Og den der er træl, bliver ikke i husstanden for evigt; den der er søn, bliver der for evigt. Hvis derfor Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.“ — Joh 8:34-36; se FRI KVINDE; HAGAR.