Ville du slukke en ulmende væge?

JESUS KRISTUS forkyndte den gode nyhed om Guds rige for alle slags mennesker. Mange af dem var undertrykte og modløse. Men Jesus bragte dem et opmuntrende budskab. Han følte med dem der led.

Evangelieskribenten Mattæus fremhævede Jesu medfølelse ved hjælp af en profeti fra Esajas’ Bog der blev opfyldt på Kristus: „Intet siv der er knækket, vil han knuse, og ingen ulmende væge af hør vil han slukke, før han har ført retten frem til sejr.“ (Mattæus 12:20; Esajas 42:3) Hvad ligger der i disse ord, og hvordan opfyldte Jesus denne profeti?

En nærmere undersøgelse af profetien

Sivplanter vokser sædvanligvis i vådområder, og de er hverken stærke eller hårdføre. Et ’knækket siv’ er meget svagt. Det synes derfor at symbolisere undertrykte eller lidende mennesker, som for eksempel manden med den visne hånd som Jesus helbredte på en sabbat. (Mattæus 12:10-14) Hvordan skal vi så forstå den profetiske omtale af lampevægen?

En af de lamper der hørte med til det almindelige udstyr i en husholdning i det første århundrede, var et lille kandeformet lerkar med en løkkeformet hank. Man brugte som regel olivenolie som brændstof, og en væge af hør opsugede ved hjælp af hårrørsvirkningen olien til næring af flammen. Hvis lampen havde en „ulmende væge“ betød det naturligvis at den var ved at gå ud.

Jesus bragte et trøstende budskab til mennesker der billedligt talt var som knækkede siv, nedbøjede og mishandlede. De var som en ulmende væge af hør hvis sidste gnist var ved at slukkes. Men Jesus knuste ikke det knækkede siv og slukkede ikke den ulmende væge. Med kærlighed og ømhed talte han på en måde der ikke gjorde dem yderligere mismodige og nedtrykte. Han sagde og gjorde derimod noget der opløftede dem. — Mattæus 11:28-30.

Også i dag kommer mange ud for store vanskeligheder og har af den grund brug for medfølelse og opmuntring. Det gælder også Jehovas tjenere. Nogle kan af og til være som ulmende væger. Kristne bør derfor opmuntre og styrke, ja, opflamme hinanden. — Lukas 22:32; Apostelgerninger 11:23.

Som kristne ønsker vi at være opbyggende og vil naturligvis ikke bevidst prøve at svække nogen der søger åndelig hjælp. Derimod vil vi bestræbe os for at efterligne Jesu eksempel og styrke andre. (Hebræerne 12:1-3; 1 Peter 2:21) Da vi uforvarende kan komme til at ’knække’ nogle der trænger til opmuntring, bør vi alvorligt tænke på hvordan vi er over for andre. Vi ønsker afgjort ikke at ’slukke en ulmende væge’. Hvilke bibelske råd kan hjælpe os i denne henseende?

Virkninger af kritik

Hvis en kristen ’begår et eller andet fejltrin, skal de som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd’. (Galaterne 6:1) Betyder det at man skal være på udkig efter ufuldkommenheder hos andre og benytte enhver anledning til at irettesætte dem? Vil det være rigtigt at tilskynde andre til at gøre mere ved at antyde at de ikke gør nok, og derved måske give dem skyldfølelse? Intet tyder på at Jesus gjorde noget i den retning. Selv om vi måske har til hensigt at tilskynde andre i den rigtige retning, kan det være at vores kritik får dem til at føle sig svækkede i stedet for styrkede. Selv konstruktiv kritik kan virke nedslående når den overdrives. Hvis en samvittighedsfuld kristen der gør sit yderste kun møder misbilligelse, vil han måske tænke: ’Hvorfor overhovedet gøre sig alle de anstrengelser?’ Det kan endda være at han helt giver op.

Skønt det er vigtigt at give bibelsk vejledning bør det ikke være det de ældste eller andre i menigheden er kendt for. De kristne møder holdes ikke primært for at vi kan give og modtage vejledning. Når vi regelmæssigt kommer sammen er det for at anspore og opmuntre hinanden, så vi alle kan glæde os over samværet og den hellige tjeneste Gud har betroet os. (Romerne 1:11, 12; Hebræerne 10:24, 25) Det er vigtigt at vi kan skelne mellem et alvorligt fejltrin og en ufuldkommenhed som i visdom og kærlighed bør overses! — Prædikeren 3:1, 7; Kolossenserne 3:13.

Folk har lettere ved at reagere på opmuntring end på kritik. Hvis nogle føler at de er blevet uretfærdigt kritiseret, kan det ligefrem få dem til at fortsætte med at gøre det de er blevet kritiseret for. Hvis de derimod får passende ros, bliver de i bedre humør og får lyst til at gøre fremskridt. (Ordsprogene 12:18) Lad os derfor efterligne Jesus ved aldrig at ’slukke en ulmende væge’ men i stedet opmuntre andre.

Bør man drage sammenligninger?

Det kan være meget inspirerende at høre gode erfaringer. Jesus glædede sig over at høre om de oplevelser hans disciple havde haft i forkyndelsen af budskabet om Riget. (Lukas 10:17-21) Når vi hører om trosfællers uangribelighed, deres gode eksempel eller positive resultater, føler vi os ligeledes opmuntrede og styrkede i vor beslutning om at forblive på den kristne vej.

Men hvordan ville det virke hvis en erfaring blev fortalt på en måde der antydede: ’Du er ikke lige så god som disse kristne, og du burde gøre meget mere end du gør’? Det ville sandsynligvis ikke give tilhøreren lyst til at gøre fremskridt. Han ville nok snarere blive mismodig og måske give op, især hvis han ofte havde hørt den slags hentydninger eller sammenligninger. Det ville svare til at en far eller mor spurgte sit barn: ’Hvorfor gør du ikke ligesom din bror?’ En sådan bemærkning kunne vække uvilje og modløshed, og ville sandsynligvis ikke give barnet lyst til at opføre sig bedre. Sammenligninger kunne have en tilsvarende virkning på voksne, så de ligeledes kom til at nære en vis uvilje mod dem de blev sammenlignet med.

Vi kan ikke forvente at alle er i stand til at gøre lige meget i tjenesten for Jehova. En af Jesu lignelser handler om en mand der gav sine trælle henholdsvis en, to og fem talenter sølv. Han uddelte dem til hver enkelt „efter hans evne“. De to trælle der gjorde gode forretninger og tjente flere talenter blev rost fordi de var trofaste, selv om den ene havde tjent mindre end den anden. — Mattæus 25:14-30.

Apostelen Paulus skrev meget passende: „Lad enhver prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden.“ (Galaterne 6:4) Hvis vi skal være til opmuntring for andre bør vi undgå at drage negative sammenligninger.

Hvordan vi kan være til opbyggelse

Hvad kan vi gøre for at opmuntre mismodige uden at ’slukke en ulmende væge’? Der findes ikke nogen fast procedure for hvordan man giver opmuntring. Men det vil uden tvivl virke opbyggende hvis vi anvender Bibelens principper når vi taler med andre. Hvilke principper bør vi have i tanke?

Vær ydmyg. I Filipperbrevet 2:3 formaner Paulus os til ikke at gøre noget „af stridbarhed eller selvoptagethed“. Vi må derimod være ydmyge i både tale og adfærd. ’Vi bør i ydmyghed agte andre højere end os selv.’ Paulus sagde ikke at vi skulle nedvurdere os selv. Men vi bør erkende at alle andre er „højere“ end os på et eller andet område. Det græske ord der her er oversat med „højere“ indeholder tanken om at man „ser bort fra sine egne fortrin og opmærksomt betragter en andens evner på et område hvor disse overgår ens egne“. (New Testament Word Studies af Johann Albrecht Bengel, bind 2, side 432) Når vi på denne måde agter andre højere end os selv, vil vi være ydmyge over for dem.

Vis respekt. Vi kan i oprigtige vendinger forvisse vore trofaste medkristne om at vi har tillid til dem og véd at de søger at behage Gud. Men hvad kan vi gøre hvis de har brug for åndelig hjælp? Så må vi hjælpe dem på en værdig og respektfuld måde. Paulus giver følgende vejledning: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ — Romerne 12:10.

Vær en god tilhører. Ja, for at kunne opmuntre dem der befinder sig i en vanskelig situation skal vi være gode tilhørere, ikke foredragsholdere. I stedet for at buse ud med nogle overfladiske forslag bør vi tage os tid til at give den bibelske vejledning der er brug for i den pågældende situation. Hvis vi ikke ved hvad vi skal sige, kan vi finde nogle tanker fra Bibelen der giver trøst og opmuntring.

Vær kærlig. Vi må nære kærlighed til dem vi ønsker at hjælpe. Og kærligheden til vore medtjenere bør ikke få os til blot at gøre det der tjener deres interesser bedst. Vi bør gøre det med varme følelser. Hvis vi har en sådan kærlighed til alle Jehovas tjenere, vil det vi siger være til stor opmuntring for dem. Det kan også være nødvendigt at vi giver en broder eller søster forslag til hvordan vedkommende kan gøre fremskridt. Men når vort motiv ikke blot er at fremføre vort synspunkt, men at yde kærlig hjælp, vil vi sandsynligvis hverken volde skade eller blive misforstået. Det er som Paulus meget rammende siger: „Kærligheden opbygger.“ — 1 Korinther 8:1; Filipperne 2:4; 1 Peter 1:22.

Vær altid opbyggende

I disse kritiske „sidste dage“ udsættes Jehovas tjenere for mange prøvelser. (2 Timoteus 3:1-5) Det skulle derfor ikke overraske os hvis nogles udholdenhed til tider synes at være sat på en hård prøve. Men som Jehovas tjenere vil vi bestemt ikke sige eller gøre noget der kunne få en af vore medtjenere til at føle sig som en ulmende væge der er lige ved at gå ud.

Hvor er det derfor vigtigt at vi opmuntrer hinanden! Lad os gøre alt hvad vi kan for at opbygge modløse medtjenere ved at være ydmyge og respektfulde over for dem. Lad os lytte opmærksomt når de betror sig til os, og altid bestræbe os for at hjælpe dem ved at henvise til Guds ord, Bibelen. Det vigtigste vi kan gøre er at vise kærlighed, for denne frugt af Jehovas ånd vil hjælpe os til at styrke hinanden. Lad os aldrig sige eller gøre noget der kunne ’slukke en ulmende væge’.