„Fortsæt med at vandre som lysets børn“
„I skal . . . iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ — EFESERNE 4:22, 24.
1. Hvad er Jehovas tjenere blevet velsignet med? Og hvorfor?
JEHOVA GUD er „himmellysenes Fader“, og „der er slet intet mørke forbundet med ham“. (Jakob 1:17; 1 Johannes 1:5) Hans søn, Jesus Kristus, sagde om sig selv: „Jeg er verdens lys. Den der følger mig vil afgjort ikke vandre i mørket, men vil eje livets lys.“ (Johannes 8:12) Jehovas sande tilbedere, hans søns disciple, bliver derfor velsignet idet de bliver oplyst — både mentalt, moralsk og åndeligt — og de „skinner som lysspredere i verden“. — Filipperne 2:15.
2. Hvilken kontrast blev det forudsagt at der skulle være mellem Guds folk og verden?
2 Profeten Esajas blev for længe siden inspireret til at forudsige at man ville kunne iagttage denne kontrast: „Se! Mørket dækker jorden, og tykt mulm folkestammerne; men over dig stiger Jehova op, og over dig vil hans herlighed ses.“ Ja, der siges at hele den del af menneskeheden som er udelukket fra et forhold til Gud, beherskes og påvirkes af „verdensherskerne i dette mørke“. — Esajas 60:2; Efeserne 6:12.
3. Hvorfor er vi meget interesserede i Paulus’ betimelige vejledning?
3 Apostelen Paulus ønskede inderligt at hans medkristne ville holde sig fri af dette mørke. Han tilskyndede dem til ’ikke længere at vandre sådan som folk fra nationerne vandrer’, men at „vandre som lysets børn“. (Efeserne 4:17; 5:8) Han forklarede også hvordan de kunne gøre det. I dag er dét mulm og mørke som dækker nationerne blevet tykkere. Verden er sunket dybere ned i den moralske og åndelige fallits sump. Derfor må Jehovas tjenere kæmpe en hårdere og hårdere kamp. Som følge heraf er vi stærkt interesserede i hvad Paulus havde at sige.
Lær Messias at kende
4. Hvad havde Paulus i tanke da han sagde: „Sådan har I ikke lært at Messias er“?
4 Efter at have beskrevet verdens frugtesløse stræben og dens urenhed, rettede apostelen Paulus igen sin opmærksomhed mod sine medkristne i Efesus. (Læs Efeserbrevet 4:20, 21.) Paulus havde tilbragt cirka tre år med at forkynde og undervise i den by, og han må personligt have kendt mange i menigheden. (Apostelgerninger 20:31-35) Når han derfor sagde: „Men sådan har I ikke lært at Messias er,“ gav han udtryk for at han af egen erfaring vidste at de kristne i Efesus ikke var blevet præsenteret for en principløs, udvandet version af sandheden som tolererede de alvorlige synder han havde beskrevet i vers 17 til 19. Han vidste at de var blevet grundigt og nøjagtigt undervist i den sande kristne levevis i overensstemmelse med Jesu Kristi eksempel. Derfor vandrede de ikke længere i mørke ligesom nationerne, men var lysets børn.
5. Hvad er forskellen på at være i sandheden og at have sandheden i sig?
5 Det er derfor vigtigt at lære Messias at kende på den rigtige måde. Er der noget som kan forhindre os i at lære Messias at kende? Ja. Forinden, i Efeserbrevet 4:14, havde Paulus sagt til brødrene at de ’ikke længere skulle være spædbørn, der kastes om som af bølger og føres hid og did af enhver lærdoms vind ved menneskers kneb, ved deres list i at udtænke vildfarelse’. Der var tydeligvis nogle som havde lært om Kristus men som stadig vandrede i overensstemmelse med verden og som endog forsøgte at overtale andre til at gøre det samme. Kan vi se faren ved at vi er i sandheden, som nogle kalder det, men at sandheden ikke er i os? På Paulus’ tid lod de der kun havde en overfladisk forståelse sig let påvirke af andre, og det samme gælder i dag. Paulus sagde at efeserne, for at undgå dette, måtte have ’hørt om Messias og være blevet oplært ved ham’. — Efeserne 4:21.
6. Hvordan kan vi i dag lære af, høre på og blive oplært af Kristus?
6 Udtrykkene „at lære“, „at høre“ og „at blive oplært“, som Paulus bruger, angiver at der er tale om et studium og en undervisningsproces, ligesom i en skole. Naturligvis kan vi ikke i dag blive undervist direkte af Jesus selv. Men ved hjælp af sin „trofaste og kloge træl“ leder han den verdensomspændende bibelundervisningskampagne. (Mattæus 24:45-47; 28:19, 20) Vi kan lære Messias grundigt og nøjagtigt at kende ved regelmæssigt at tage imod den betimelige åndelige føde som tilvejebringes af trælleskaren, flittigt studere den derhjemme og i rigssalen, meditere over den og omsætte det vi lærer i praksis. Vi bør sikre os at vi til fulde udnytter alle de foranstaltninger der er, så vi oprigtigt kan sige at vi har „hørt om ham og er blevet oplært ved ham“.
7. Hvad ligger der i Paulus’ ord: „Sandhed er i Jesus“?
7 Det er interessant at Paulus i Efeserbrevet 4:21, efter at have understreget at der er tale om en oplæringsproces, tilføjede: „Sådan som sandhed er i Jesus.“ Bibelkommentatorer gør opmærksom på at Paulus sjældent brugte personnavnet Jesus alene i sine skrifter. Og det er faktisk også den eneste gang det forekommer på den måde i Efeserbrevet. Er der nogen særlig grund til det? Måske ville Paulus pege på det eksempel Jesus havde sat som menneske. Husk at Jesus engang om sig selv sagde: „Jeg er vejen og sandheden og livet.“ (Johannes 14:6; Kolossenserne 2:3) Jesus sagde: „Jeg er . . . sandheden,“ for han ikke blot talte sandheden og lærte den, men han levede den og var sandheden selv. Ja, sand kristendom er ikke blot en idé, men en livsform. At lære ’hvordan Messias er’ vil også sige at lære at efterligne ham ved at leve sandheden. Har du Jesus som forbillede i dit liv? Går du hver dag lige i hans fodspor? Kun ved at gøre det kan vi fortsætte med at vandre som lysets børn.
’Aflæg den gamle personlighed’
8. Hvilket billede brugte Paulus i Efeserbrevet 4:22, 24, og hvorfor er det træffende?
8 For at vise hvordan vi kan ’lære at Messias er’ og vandre som lysets børn, forklarede Paulus i Efeserbrevet 4:22-24 at der er tre skridt vi må tage. Det første er: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og som fordærves i overensstemmelse med sine bedrageriske ønsker.“ (Efeserne 4:22) Udtrykkene „aflægge“ og „iføre sig“ (vers 24) får én til at tænke på det at afføre eller iføre sig en klædning. Det er et billedligt udtryk Paulus brugte temmelig ofte, og det er meget sigende. (Romerne 13:12, 14; Efeserne 6:11-17; Kolossenserne 3:8-12; 1 Thessaloniker 5:8) Hvis vores tøj bliver snavset eller plettet, for eksempel under et måltid, klæder vi os om ved førstkommende lejlighed. Bør vi ikke være lige så bekymrede hvis vor åndelige tilstand besmittes?
9. Hvordan kan man aflægge den gamle personlighed?
9 Hvordan kan man aflægge den gamle personlighed? Udsagnsordet „aflægge“ står på grundsproget i det der kaldes aoristform. Denne form bruges om en handling som kun foretages én gang eller én gang for alle. Dette viser at „den gamle personlighed“ („det gamle menneske“, Kingdom Interlinear), sammen med vor „tidligere adfærd“, må aflægges ved en definitiv handling — helt og aldeles. Det er ikke noget vi selv kan tage stilling til eller tøve med. Hvorfor ikke?
10. Hvorfor må man være beslutsom og ikke tøve når man aflægger den gamle personlighed?
10 Udtrykket „fordærves“ eller „er ved at blive fordærvet“ (Kingdom Interlinear), viser at „det gamle menneske“ ved en fortsat og fremadskridende proces synker længere og længere ned i det moralske fordærv, at det går fra ondt til værre. Menneskeheden som et hele er på vej nedad i en hvirvelstrøm fordi den har afslået at tage imod åndelig oplysning. Ifølge Paulus er det et resultat af „bedrageriske ønsker“. Kødelige ønsker er bedrageriske fordi de kan forekomme harmløse men i sidste ende er ødelæggende. (Hebræerne 3:13) Hvis man ikke behersker sig, vil det føre til besmittelse og død. (Romerne 6:21; 8:13) Det er derfor den gamle personlighed må aflægges, fjernes fuldstændigt og definitivt, ligesom man tager en gammel, snavset klædning af.
En ny ’sindets ånd’
11. Hvor må den åndelige fornyelse begynde?
11 En der kommer op af en mudderpøl må ikke alene tage sit snavsede tøj af, men må også vaske sig grundigt før han tager noget rent tøj på. Dette svarer nøjagtigt til dét Paulus omtalte som det andet skridt hen imod åndelig oplysning, nemlig at vi ’gøres nye i vort sinds drivkraft’. (Efeserne 4:23) Som han tidligere påpegede, i vers 17 og 18, vandrer nationerne „i deres sinds frugtesløshed“ og er „mentalt formørkede“. Derfor må fornyelsen logisk set begynde i sindet, som er sæde for forstanden og opfattelsesevnerne. Hvordan sker fornyelsen? Paulus forklarede at den sker ved at man fornyr sindets drivkraft. Hvad er det for en drivkraft?
12. Hvad er sindets drivkraft?
12 Er dén sindets drivkraft som Paulus talte om, den hellige ånd? Nej, ordret oversat står der i den græske grundtekst: „jeres sinds ånd“. Ingen steder i Bibelen omtales Guds hellige ånd som tilhørende et menneske eller som en del af et menneske. Grundbetydningen af ordet „ånd“ (græsk: pneuʹma) er „ånde“ eller „åndedræt“, men ordet bruges også i Bibelen til at betegne „den kraft der ligger bag og er bestemmende for et menneskes indstilling, sindelag, gemyt, følelser eller handlinger“. (Insight on the Scriptures, bind 2, side 1026) ’Sindets ånd’ er således den kraft der driver eller aktiverer vort sind, vor egen mentale tilbøjelighed.
13. Hvorfor må vor mentale tilbøjelighed fornys?
13 Det ufuldkomne sind har en naturlig tilbøjelighed til at være optaget af det fysiske, kødelige og materialistiske. (Prædikeren 7:20; 1 Korinther 2:14; Kolossenserne 1:21; 2:18) Selv hvis man aflægger den gamle personlighed med dens onde handlinger, vil man nødvendigvis før eller siden vende tilbage til det man har forladt hvis ikke den syndige tilbøjelighed bekæmpes. Er det ikke den erfaring mange har gjort når de har forsøgt at aflægge dårlige vaner som at drikke umådeholdent eller ryge? Hvis de ikke bestræbte sig for at forny deres sinds drivkraft, var et tilbagefald næsten uundgåeligt. En gennemgribende forvandling er betinget af en fuldstændig fornyelse af sindets drivkraft. — Romerne 12:2.
14. Hvordan kan vort sinds drivkraft gøres ny?
14 Men hvordan kan man blive gjort ny i denne drivkraft så den leder sindet i den rigtige retning? Udsagnsordet „gøres nye“ står i den græske grundtekst i præsens (nutid), hvilket viser at det er en handling der varer ved. Det er altså ved fortsat at studere Guds sandhedsord og meditere over dets betydning at drivkraften kan gøres ny. Forskere fortæller at informationer i form af kodede elektriske eller kemiske signaler i hjernen passerer fra én neuron til en anden via forbindelser kaldet synapser. „Når det kodede signal passerer nervesynapsen, efterlades et indtryk som huskes idet det sætter sit individuelle præg,“ oplyser bogen The Brain. Næste gang signalet passerer, genkender nervecellerne det og reagerer hurtigere. Med tiden skaber dette et nyt tankemønster hos personen. Hvis vi bliver ved med at tage imod sunde åndelige oplysninger, vil der blive opbygget et nyt tankemønster og sindets drivkraft vil blive fornyet. — Filipperne 4:8.
’Ifør jer den nye personlighed’
15. I hvilken forstand er den nye personlighed ny?
15 Til sidst siger Paulus: „I skal . . . iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ (Efeserne 4:22, 24) Ja, en kristen må iføre sig en ny personlighed. At den her omtales som „ny“ betyder ikke at den er ny rent tidsmæssigt, men at den er ny af beskaffenhed. Den er altså ikke ny i den forstand at ændringen er sket for nylig. Nej, den er derimod en fuldkommen anderledes og ufordærvet personlighed „skabt i overensstemmelse med Guds vilje“. I Kolossenserbrevet 3:10 bruger Paulus nogle tilsvarende udtryk og siger at den „fornys efter billedet af ham som skabte den“. Hvordan bliver denne nye personlighed til?
16. Hvordan kan det siges at den nye personlighed er „skabt i overensstemmelse med Guds vilje“?
16 Jehova Gud skabte det første menneskepar, Adam og Eva, i sit billede og sin lighed. De blev udstyret med moralske og åndelige egenskaber som adskilte dem fra og langt hævede dem over dyreskabningen. (1 Mosebog 1:26, 27) Skønt deres oprør styrtede hele menneskeheden ud i synd og ufuldkommenhed, er vi, som Adams efterkommere, stadig i stand til at lægge moralske og åndelige egenskaber for dagen. Det er Guds vilje at de der tror på genløsningsofferet skal aflægge den gamle personlighed og opnå „Guds børns herlige frihed“. — Romerne 6:6; 8:19-21; Galaterne 5:1, 24.
17. Hvorfor er retfærdighed og loyalitet fremtrædende egenskaber ved den nye personlighed?
17 Paulus fremhævede sand retfærdighed og loyalitet som to egenskaber der kendetegner den nye personlighed. Dette understreger yderligere at den nye personlighed fornys efter billedet af ham som skabte den. I Salme 145:17 står der: „Jehova er retfærdig på alle sine veje og loyal i alt hvad han gør.“ Og Åbenbaringen 16:5 siger om Jehova: „Retfærdig er du, du som er og som var, den Loyale.“ Ja, det er afgørende at vi besidder egenskaberne retfærdighed og loyalitet hvis vi skal kunne leve op til billedet af ham som skabte os og afspejle hans herlighed. Lad os ligne Zakarias, Johannes Døbers fader, der af den hellige ånd blev bevæget til at prise Gud for at have givet sit folk „det privilegium . . . frygtløst at yde ham hellig tjeneste med loyalitet og retfærdighed“. — Lukas 1:74, 75.
„Fortsæt med at vandre som lysets børn“
18. Hvordan har Paulus hjulpet os til at se verden som den virkelig er?
18 Efter i detaljer at have gennemgået Paulus’ ord i Efeserbrevet 4:17-24 har vi meget at tænke over. I vers 17 til 19 hjælper Paulus os til at se verden som den virkelig er. Ved at forkaste kundskaben om Gud og forhærde deres hjerter over for ham, har de der stadig er i verden afskåret sig selv fra livets sande kilde. Uden nogen sand hensigt eller retning i deres liv fylder de tiden med tåbelige og nytteløse gøremål. De synker dybere og dybere ned i moralsk og åndeligt fordærv. Hvilken ynkværdig situation! Vi har bestemt grund til at være besluttede på fortsat at vandre som lysets børn!
19. Hvilken sidste tilskyndelse giver Paulus os til fortsat at vandre som lysets børn?
19 I vers 20 og 21 understreger Paulus hvor vigtigt det er at vi tilegner os sandheden så vi ikke blot er i sandheden, men også lever den, ligesom Jesus gjorde. Endelig tilskynder han os i vers 22 til 24 til beslutsomt, uden tøven, at aflægge den gamle personlighed og iføre os den nye. Vi må tvinge vore mentale tilbøjeligheder i en sund, åndelig retning. Og frem for alt må vi se hen til Jehova efter hjælp, så vi kan fortsætte med at vandre som lysets børn. „For det er Gud som har sagt: ’Lad lys skinne frem af mørke,’ og han har skinnet på vore hjerter for at oplyse dem med den herlige kundskab om Gud ved Kristi ansigt.“ — 2 Korinther 4:6.
Husker du?
◻ Hvordan kan vi i dag ’lære Messias at kende’?
◻ Hvorfor må den gamle personlighed aflægges én gang for alle?
◻ Hvad er sindets drivkraft, og hvordan kan den blive fornyet?
◻ Hvilke egenskaber kendetegner den nye personlighed?
[Illustration på side 15]
Jesus sagde: „Jeg er vejen og sandheden og livet“
[Illustration på side 16]
„Affør jer den gamle personlighed med dens forehavender“ — vrede, harme, slethed, spot, skammelig tale og løgn. — Kolossenserne 3:8, 9
[Illustration på side 17]
„I skal . . . iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ — Efeserne 4:22, 24