Religionens fremtid i lyset af dens fortid

11. del: 2 f.v.t.–100 e.v.t. — Troens, håbets og kærlighedens vej

„De største sandheder er de mest enkle, det samme gælder de største personligheder.“ — De engelske forfattere Julius og Augustus Hare fra det 19. århundrede

CIRKA 320 år efter makedonerkongen Alexander den Stores død, så en endnu mægtigere hersker dagens lys. Han skulle imidlertid skille sig ud fra Alexander på to væsentlige områder. I Lukas 1:32, 33 blev der forudsagt: ’Han skal kaldes den Højestes søn, og der skal ikke være ende på hans herredømme.’ Denne verdenshersker var Jesus Kristus, som i modsætning til andre store mænd ikke endte med kun at figurere på historiebøgernes støvede sider.

Jesus var en beskeden mand der levede et beskedent liv. Han boede ikke i paladser, og hans omgangskreds bestod ikke af rigmænd og magthavere. Han var heller ikke rig på jordisk gods og guld. Jesus kom til verden omkring oktober måned år 2 f.v.t. i den lille landsby Betlehem. Hans jødiske familie var jævne mennesker, og hans opvækst adskilte sig ikke meget fra andres. Da hans fosterfader, Josef, var tømrer, blev han uddannet i dette fag. — Lukas 3:23; Markus 6:3.

Selv folk der kun har et skuldertræk tilovers for tanken om at Jesus er Guds søn, kan ikke benægte at hans fødsel indvarslede en ny æra. Det er også en kendsgerning at „kristendommen er blevet historiens mest udbredte religion,“ som det hedder i World Christian Encyclopedia.

Kristendommens rødder

Kristendommen var imidlertid ikke en fuldstændig ny religion, eftersom den havde rod i israelitternes tro, der byggede på en skreven lov fra Jehova Gud. Allerede før nationen Israels fødsel tilbad Noa, Abraham og Moses den samme Gud, Jehova, og bekendte sig derved til den ældste religion der findes, nemlig den sande tilbedelse af Skaberen som den var blevet praktiseret i Edens have. Men Israels nationale og religiøse ledere tillod falsk religion med babyloniske overtoner at påvirke deres gudsdyrkelse og derved besudle den. World Bible oplyser: „Da Jesus blev født var den jødiske menighed befængt med hykleri og et virvar af formalisme som tilhyllede de åndelige sandheder der var blevet fremholdt af de store hebraiske profeter.“

Sammenlignet med den frafaldne jødedoms kompleksitet var Jesu lære præget af enkelhed. En af kristendommens mest utrættelige missionærer i det første århundrede, nemlig Paulus, fremhævede dette i sin omtale af de kristne hovedegenskaber: „Nu forbliver imidlertid tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af disse er kærligheden.“ (1 Korinther 13:13) Også andre religioner taler om „tro, håb og kærlighed“, men alligevel er kristendommen noget enestående. Hvordan?

Tro — på hvem og på hvad?

Jesus betonede at det var nødvendigt at tro på Gud, Skaberen. (Johannes 14:1; Mattæus 19:4; Markus 13:19) Heri adskiller kristendommen sig fra jainismen og buddhismen, som affærdiger tanken om en Skaber og erklærer at universet er uden begyndelse. Eftersom Jesus talte om „den eneste sande Gud“, troede han ikke at der fandtes en hel „verden“ af guder og gudinder sådan som man gjorde i det gamle Babylon, Ægypten, Grækenland og Rom, eller sådan som Indiens hinduer stadig gør. — Johannes 17:3.

Ifølge Jesus var det Guds vilje at han skulle „give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“ og „frelse det bortkomne“ så at „enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. (Markus 10:45; Lukas 19:10; Johannes 3:16; jævnfør Romerbrevet 5:17-19.) Denne genløsningstanke finder man for eksempel ikke i shintoismen, hvor man benægter arvesyndens eksistens.

Jesus lærte at der kun findes én sand tro, idet han sagde: „Gå ind ad den snævre port, for bred og rummelig er den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den; men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ (Mattæus 7:13, 14) Bogen Imperial Rome skriver: „[De første] kristne fastholdt at de alene ejede sandheden og at alle andre religioner . . . var falske.“ Dette står i diametral modsætning til den hinduiske og buddhistiske anskuelse at der er noget godt i alle religioner.

Hvilket håb?

Kernen i det kristne håb er Skaberens løfte om at indføre et styre som kan løse verdens problemer. Lige fra Jesus indledte sin tjeneste i år 29 e.v.t., opmuntrede han folk til at tro på den gode nyhed om at „Guds rige er kommet nær“. (Markus 1:15) Til forskel fra østerlandske religioner som Ch’ondokyo anviste Jesus ikke nationalisme som en vej til at virkeliggøre det kristne håb. Nej, han afslog pure alle opfordringer til at engagere sig politisk. (Mattæus 4:8-10; Johannes 6:15) Det er tydeligt at han ikke ligesom visse jødiske ledere forfægtede at „menneskene aktivt må hjælpe Gud med at frembringe en Messias“.

En facet af det kristne håb er også udsigten til evigt liv på en jord hvor der hersker retfærdighed. (Jævnfør Mattæus 5:5; Åbenbaringen 21:1-4.) Er denne enkle sandhed ikke let at antage? Ikke for de mange der tror på det buddhistiske begreb nirvana. Dette begreb defineres i The Faiths of Mankind som „ophør“ og dog „ikke udslettelse“, men bogen påpeger i samme åndedrag at nirvana dybest set er „ubeskriveligt“.

Hvad omfatter den kristne kærlighed?

Jesus sagde at det største bud er: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ (Markus 12:30) Dette står i skærende kontrast til de religioner som lægger hovedvægten på menneskets frelse mens de guddommelige interesser overses. Efter kærligheden til Gud lagde Jesus vægt på næstekærligheden. „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer,“ formanede han, „skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12; 22:37-39) Bemærk modsætningen til Kungfutses negative formulering: „Det, som du ikke vil, at andre skal gøre mod dig, skal du heller ikke gøre mod andre.“ Hvilken kærlighed finder du mest ædel? Den som afholder folk fra at skade dig? Eller den som ansporer dem til at hjælpe dig?

„Store mænds sande format måles på deres ydmyghed,“ skrev den engelske forfatter John Ruskin i forrige århundrede. Ved ydmygt at ofre sit liv for at hævde sin Faders navn og frelse menneskeheden beviste Jesus sin kærlighed til både Gud og mennesker. Hvor helt anderledes var ikke den selvcentrerede Alexander den Stores stræben efter guddommelighed. Collier’s Encyclopedia bemærker: „På intet tidspunkt i sit liv, som han ustandselig satte på spil, synes han at have bekymret sig om hvad der skulle ske med hans folk efter hans død.“

Det sætter også Jesu kærlighed til Gud og mennesker i relief at han ikke ligesom sine hinduiske samtidige i Indien billigede diskriminerende kastevæsen. Og i modsætning til de jødiske grupper der tillod deres tilhængere at gribe til sværd mod forhadte undertrykkere, advarede Jesus sine disciple om at „alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd“. — Mattæus 26:52.

Trosgerninger

De første kristne viste i handling at de fulgte troens, håbets og kærlighedens vej. De skulle „aflægge den gamle personlighed“ som kendetegner syndige mennesker og ’iføre sig den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed’. (Efeserne 4:22-24) Tankevækkende nok udtalte den nu afdøde engelske politolog Harold J. Laski: „En tros virkelige værd aflæses ikke af hvor højt dens tilhængere kan udbasunere den, men derimod af dens magt til at forandre deres opførsel i dagligdagen.“ — (Kursiveret af os.) Jævnfør Første Korintherbrev 6:11.

Med en urokkelig tro, et grundfæstet håb og ægte kærlighed adlød de første kristne den befaling Jesus gav dem lige før sin himmelfart: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem . . . og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.

På pinsedagen i år 33 blev Guds ånd udgydt over 120 disciple der var samlet i en sal i Jerusalem. Den kristne menighed var blevet oprettet!a Ved et mirakel blev de tilstedeværende i stand til at tale fremmede sprog og kunne således forkynde for de jøder og proselytter fra alverdens lande som var valfartet til Jerusalem for at overvære højtiden. (Apostelgerninger 2:5, 6, 41) Og hvad blev følgen? At antallet af kristne steg fra cirka 120 til over 3000 på én eneste dag!

Jesus forkyndte næsten udelukkende for jøder. Men kort efter Pinsedagen blev den kristne apostel Peter brugt til at åbne „Vejen“ for samaritanerne, som holdt sig til Bibelens fem første bøger, og senere, nemlig i år 36, for alle ikkejøder. Paulus blev „apostel for nationerne“ og rejste ud på tre missionsrejser. (Romerne 11:13) Menigheder blev dannet og blomstrede op. „Deres iver for at udbrede troen kendte ingen grænser,“ konstaterer bogen From Christ to Constantine, og tilføjer: „Den kristne forkyndelse var effektiv og nåede samtidig vidt omkring.“ Kristenforfølgelserne gav bagslag, for de gav næring til budskabets løbeild, som når et vindpust får en flamme til at blusse op. I den bibelske bog Apostelgerninger findes den spændende beretning om de kristnes ukuelige virksomhed i kristendommens barndom.

’Den kristendom som jeg kender er anderledes!’

Tænker du sådan efter at have læst denne skildring af det første århundredes kristendom? Er det dit indtryk at mange der kalder sig kristne ikke besidder en lige så stærk tro men tværtimod er tvivlende og rådvilde? Er det sådan at mange mennesker ikke længere nærer noget håb for fremtiden men i stedet er usikre og frygtsomme? Kan du nikke genkendende til følgende bevingede ord af den engelske satiriker Jonathan Swift fra det 18. århundrede? Han skrev: „Vi er tilpas religiøse til at hade, men ikke til at elske hinanden.“

Paulus forudsagde denne skæbnesvangre udvikling. Han bebudede at der ville fremstå „undertrykkende ulve“ — hyrder der kun var kristne af navn — og som ville „fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig“. (Apostelgerninger 20:29, 30) I hvor høj grad er det gået sådan? Det vil vi komme nærmere ind på i næste nummer.

[Fodnote]

[Illustration på side 24]

Kristne tror på en levende Gud

[Illustration på side 25]

Kristnes håb gælder et genoprettet jordisk paradis

[Illustration på side 25]

Kristne hjælper kærligt og upartisk andre til at tjene Gud