Værdsæt de kristne sammenkomster
„Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen.“ — Hebræerne 10:24, 25.
1, 2. (a) Hvorfor er det en forret at overvære en sammenkomst hvor sande kristne mødes? (b) Hvordan er Jesus til stede når hans disciple kommer sammen?
DET er en stor forret at overvære en kristen sammenkomst hvad enten man er under ti til stede, eller man mødes med tusinder der tilbeder Jehova, for Jesus sagde: „Hvor der er to eller tre forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.“ (Mattæus 18:20) Jesus talte ganske vist her om de udvalgssager som måtte behandles på behørig vis af dem der førte an i menigheden. (Mattæus 18:15-19) Men kan Jesu ord i princippet også anvendes om alle kristne sammenkomster der indledes og afsluttes med en bøn i hans navn? Ja, for da Jesus befalede sine efterfølgere at gøre disciple, lovede han: „Se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Mattæus 28:20.
2 Der er ingen tvivl om at den kristne menigheds hoved, Herren Jesus Kristus, er særdeles interesseret i alle de sammenkomster som overværes af hans trofaste disciple. Vi kan desuden være forvissede om at han er til stede hos dem ved Guds hellige ånd. (Apostelgerninger 2:33; Åbenbaringen 5:6) Jehova Gud er også interesseret i at vi samles. Hovedformålet med sådanne møder er at lovprise Gud „i menighedsforsamlinger“. (Salme 26:12) At vi overværer menighedens møder, er et udtryk for vores kærlighed til ham.
3. Hvilke vigtige grunde har vi til at værdsætte de kristne sammenkomster?
3 Der er også andre gode grunde til at værdsætte de kristne sammenkomster. Før Jesus Kristus forlod jorden, udnævnte han sine salvede disciple til at virke som ’en trofast og klog træl’ der skulle forsyne troens husstand med betimelig åndelig føde. (Mattæus 24:45) Denne åndelige føde bliver i vid udstrækning uddelt ved menighedens møder samt ved kreds- og områdestævnerne. Herren Jesus Kristus leder denne trofaste træl til at formidle vigtige oplysninger ved sådanne sammenkomster til gavn for alle der gerne vil overleve afslutningen på denne onde tingenes ordning og opnå livet i Guds retfærdige nye verden.
4. Hvilken farlig vane er omtalt i Bibelen, og hvad kan hjælpe os til at undgå den?
4 Ingen kristen kan derfor tillade sig at få den farlige vane apostelen Paulus omtalte da han skrev: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebræerne 10:24, 25) Når vi tænker over den forret det er, og den gavnlige virkning det har at overvære de kristne sammenkomster, vil det hjælpe os til loyalt og helhjertet at støtte sådanne møder.
Møder der opbygger
5. (a) Hvilken virkning bør det vi siger ved møderne, have? (b) Hvorfor bør vi ikke tøve med at invitere interesserede med til møderne?
5 Eftersom kristne beder om at Jehovas hellige ånd må være til stede ved de kristne møder, bør enhver der overværer mødet, gøre sit bedste for at samarbejde med ånden og ikke ’bedrøve Guds hellige ånd’. (Efeserne 4:30) Da apostelen Paulus skrev disse inspirerede ord, sigtede han til det at tale på rette måde. Vores tale bør altid tage sigte på „den opbyggelse der nu er behov for, så den kan være velgørende for dem der hører den“. (Efeserne 4:29) Men det er især vigtigt ved kristne sammenkomster. I sit brev til korintherne understregede Paulus at møderne skulle være opbyggende, belærende og opmuntrende. (1 Korinther 14:5, 12, 19, 26, 31) Alle tilstedeværende har gavn af sådanne møder, deriblandt de nye som sikkert vil slutte: „Gud er virkelig iblandt jer.“ (1 Korinther 14:25) Vi bør derfor ikke være tilbageholdende med at invitere nyinteresserede med til vore møder, for det at overvære møderne vil hjælpe dem til hurtigere at gøre fremskridt.
6. Hvad er med til at gøre et møde opbyggende?
6 Alle der får til opgave at holde foredrag, medvirke i demonstrationer, eller som bliver interviewet, må sikre sig at det de siger, både er opbyggende og stemmer med Guds skrevne ord, Bibelen. Foruden at det vi siger, må være nøjagtigt, kan vi også give udtryk for følelser der er i harmoni med Guds og Kristi kærlige personlighed. Hvis alle der har indlæg på et møde, samvittighedsfuldt afspejler ’Guds ånds frugt’, deriblandt glæde, langmodighed og tro, vil alle de tilstedeværende føle sig opbygget. — Galaterne 5:22, 23.
7. Hvordan kan alle der overværer møderne, bidrage til at de bliver opbyggende?
7 Det er kun nogle få der har indlæg på programmet ved menighedens møder, men alle kan bidrage til at samværet bliver opbyggende. Der er ofte mulighed for at tilhørerne kan besvare spørgsmål. Her har man mulighed for offentligt at bekende sin tro. (Romerne 10:9) Vi bør aldrig bruge denne lejlighed til at fremme personlige opfattelser, til at prale med det vi udretter, eller til at kritisere en trosfælle. Ville det ikke bedrøve Guds ånd? En uoverensstemmelse med en trosfælle løses bedst under fire øjne i kærlighedens ånd. Bibelen siger: „Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet I frit tilgiver hinanden ligesom også Gud ved Kristus frit har tilgivet jer.“ (Efeserne 4:32) De kristne sammenkomster giver os rig mulighed for at følge denne gode vejledning. For at kunne vise en sådan venlighed mod andre kommer mange tidligt til møderne og bliver et stykke tid bagefter. Det vil også hjælpe de nyinteresserede, som har et særligt behov for at føle sig velkomne. Alle indviede kristne kan altså være med til at gøre møderne opbyggende ved at „give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger“.
God forberedelse
8. (a) Hvilke rosværdige ofre bringer nogle for at overvære møderne? (b) Hvilket eksempel sætter Jehova som hyrde?
8 For nogle kan det være relativt let at overvære de kristne møder, men for andre er det et stadigt offer. En kristen mor der måske er nødt til at arbejde for at hjælpe med at forsørge familien, kommer som regel træt hjem fra arbejde. Så skal hun måske lave mad og hjælpe børnene med at blive klar til mødet. Andre kristne må rejse langt for at komme til møderne, eller de hæmmes måske af fysiske skavanker eller høj alder. Jehova Gud forstår den situation som den enkelte trofaste mødedeltager befinder sig i, ligesom en kærlig hyrde kender hvert enkelt fårs særlige behov. Bibelen siger: „Som en hyrde vil [Jehova] passe sin flok. Med sin arm vil han samle lammene; og i sin favn vil han bære dem. Dem der giver die vil han lede med nænsomhed.“ — Esajas 40:11.
9, 10. Hvordan får vi størst udbytte af møderne?
9 De der må bringe store ofre for at overvære alle møderne, har måske begrænset tid til at forberede sig på det stof der bliver gennemgået. Men man vil få mere ud af Den Teokratiske Skole hvis man følger med i den ugentlige bibellæseplan. Man vil også få større gavn af vagttårnsstudiet og menighedsbogstudiet hvis man forbereder sig til dem. Ved at læse studiematerialet igennem på forhånd og ved at tænke nærmere over i det mindste nogle af de citerede skriftsteder vil de der befinder sig i en tidskrævende familiesituation, få lettere ved også at have en meningsfyldt andel i disse vigtige drøftelser.
10 Andre, hvis omstændigheder ikke i samme grad begrænser deres muligheder, kan bruge mere tid på at forberede sig til møderne. De kan for eksempel undersøge de skriftsteder der er henvist til, men som ikke er citeret. På den måde kan alle være forberedt til at få mest muligt ud af møderne og have en god andel i at opbygge menigheden gennem deres indlæg og kommentarer. Ved at være forberedt og give korte og præcise svar sætter ældste og menighedstjenere et godt eksempel. Af respekt for Jehovas ordning vil de tilstedeværende undgå alt hvad der kan virke distraherende under mødet. — 1 Peter 5:3.
11. Hvorfor er det nødvendigt med selvdisciplin for at være forberedt til møderne?
11 Fornøjelser og andet der ikke har betydning for vort åndelige helbred, sluger måske alt for meget af vores tid. I givet fald må vi ransage os selv og ’ophøre med at være ufornuftige’ med hensyn til den måde vi bruger vores tid på. (Efeserne 5:17) Det bør være vort mål at ’købe tid’ fra mindre vigtige gøremål for at bruge mere tid på personligt bibelstudium, forberedelse til møderne samt til forkyndelsen af Riget. (Efeserne 5:16) Det er ganske vist ikke altid let, og det kræver selvdisciplin. Unge der er opmærksomme på dette, lægger en god grundvold med henblik på at gøre yderligere fremskridt. Paulus gav sin yngre medarbejder Timoteus følgende råd: „Grund over disse ting, fordyb dig i dem, så din fremgang må være tydelig for alle.“ — 1 Timoteus 4:15.
Eksempler fra Guds ord
12. Hvilket godt eksempel satte Samuels familie?
12 Vi kan i den forbindelse tænke over det gode eksempel som Samuels familie satte. Da Guds teltbolig stod i Silo, samledes de regelmæssigt med deres trosfæller her. Det var kun mændene der havde pligt til at overvære de årlige højtider. Men Samuels far, Elkana, tog hele sin familie med når han „år efter år [drog] op fra sin by for at bøje sig for og ofre til Hærstyrkers Jehova i Silo“. (1 Samuel 1:3-5) Samuels hjemby, Ramatajim-Zofim, lå muligvis nær ved kysten, nær vore dages Rentis, ved foden af „Efraims bjergland“. (1 Samuel 1:1) De måtte altså rejse omkring 30 kilometer for at komme til Silo, hvilket dengang har været en udmattende rejse. Men Elkana og hans familie tog loyalt ud på denne rejse „år efter år, hver gang [de] drog op til Jehovas hus“. — 1 Samuel 1:7.
13. Hvilket eksempel satte de trofaste jøder på Jesu tid?
13 Jesus voksede også op i en stor familie. Hvert år rejste familien de cirka 100 kilometer sydpå fra Nazaret til Jerusalem for at overvære påskehøjtiden. De kunne vælge mellem to ruter. Den mere direkte rute gik ned gennem Megiddodalen og dernæst op gennem Samaria, en stigning på 600 meter, og derfra til Jerusalem. Den anden meget brugte rute var den Jesus fulgte på sin sidste rejse til Jerusalem i år 33. Når man tog denne vej, måtte man gennem Jordandalen og ned i en højde der lå under havoverfladen, indtil man nåede „Judæas grænseegne [på] den anden side af Jordan“. (Markus 10:1) Herfra var der cirka 30 kilometer til Jerusalem, og vejen steg over 1100 meter. (Markus 10:32) For at fejre højtiderne begav store skarer af trofaste israelitter sig gang på gang ud på denne anstrengende rejse fra Galilæa til Jerusalem. (Lukas 2:44) Dermed satte de et godt eksempel for Jehovas tjenere i velstående lande i dag som, takket være moderne transportmidler, har relativt let ved at overvære de kristne sammenkomster.
14, 15. (a) Hvilket eksempel satte profetinden Anna? (b) Hvad kan vi lære af den gode indstilling nogle af de nye har?
14 Et andet eksempel er den 84-årige enke Anna. Bibelen siger at hun „aldrig var borte fra templet“. (Lukas 2:37) Desuden havde hun kærlig omsorg for andre. Hvad gjorde hun da hun så spædbarnet Jesus og fik at vide at han var den lovede Messias? Hun „begyndte at sige Gud tak og at tale om barnet til alle som ventede på Jerusalems befrielse“. (Lukas 2:38) Med sin gode indstilling satte Anna et godt eksempel for kristne i dag.
15 Vi bør have den samme glæde ved at overvære og deltage i møderne sådan at vi, ligesom Anna, aldrig ønsker at holde os borte fra dem. Det er den indstilling mange nye har. Nu hvor de er kommet ud fra mørket ind til Guds vidunderlige lys, ønsker de at lære så meget som muligt, og mange giver udtryk for deres store begejstring over de kristne møder. De der har været i sandheden i mange år, må på den anden side passe på at de ikke ’forlader deres første kærlighed’. (Åbenbaringen 2:4) Alvorlige helbredsproblemer og andre faktorer som vi ikke selv er herre over, kan til tider begrænse vores mødedeltagelse. Men vi bør aldrig lade materialisme, adspredelser eller manglende interesse få os til at være uforberedte, passive eller uregelmæssige mødedeltagere. — Lukas 8:14.
Det bedste eksempel
16, 17. (a) Hvad var Jesu indstilling til åndelige sammenkomster? (b) Hvilken god vane bør alle kristne tillægge sig?
16 Jesus satte et godt eksempel med hensyn til at vise værdsættelse af åndelige sammenkomster. Allerede som 12-årig kom hans kærlighed til Guds hus i Jerusalem til udtryk. Han var blevet væk for sine forældre, som til sidst fandt ham i templet i færd med at drøfte Guds ord med lærerne. Da hans forældre gav udtryk for deres bekymring, svarede Jesus respektfuldt: „Vidste I ikke at jeg måtte være i min Faders hus?“ (Lukas 2:49) Jesus fulgte derpå lydigt med sine forældre tilbage til Nazaret. Her holdt han af at samles med andre for at tilbede Gud, for han kom fast i synagogen. Da han begyndte sin tjeneste, siges der således om ham: „Så kom han til Nazaret hvor han var opfødt, og som han plejede på sabbatsdagen gik han ind i synagogen, og han rejste sig for at læse.“ Efter at Jesus havde læst og forklaret Esajas 61:1, 2, begyndte tilhørerne „at undre sig over de vindende ord der kom fra hans mund“. — Lukas 4:16, 22.
17 I dag følger de kristne møder stort set det samme mønster. Efter at mødet er blevet indledt med en sang og en bøn, bliver der læst op fra Bibelen (eller man læser de skriftsteder der er citeret i bibelstudiematerialet), hvorefter det læste forklares. Sande kristne er forpligtede til at efterligne den gode vane som Jesus Kristus havde. De glæder sig over at samles regelmæssigt til kristne sammenkomster i det omfang deres omstændigheder tillader det.
Eksempler fra nutiden
18, 19. Hvilket godt eksempel sætter vore brødre i fattige lande med hensyn til at overvære møder og stævner?
18 I den mindre velstående del af verden sætter mange af vore brødre og søstre et godt eksempel med hensyn til at værdsætte de kristne sammenkomster. I Mocambique tog det områdetilsynsmanden Orlando og hans kone, Amélia, 45 timer at gå cirka 90 kilometer over et højt bjerg for at betjene et stævne. Bagefter måtte de tage den samme tur tilbage for at betjene det næste stævne. Orlando skriver beskedent: „Da vi mødte brødrene fra menigheden i Bawa, syntes vi ikke at det vi havde gjort, var noget særligt. For at overvære stævnet og komme hjem igen havde de måttet bruge seks dage på at tilbagelægge cirka 400 kilometer til fods, og blandt dem var en broder på 60 år!“
19 Hvordan viser nogle deres værdsættelse af de ugentlige møder i menigheden? Kashwashwa Njamba er en skrøbelig søster i halvfjerdserne. Hun bor i Kaisososi, en lille landsby omkring 5 kilometer fra rigssalen i Rundu i Namibia. For at overvære møderne må hun i alt gå 10 kilometer gennem bushen. Andre er blevet overfaldet på denne rute, men Kashwashwa bliver ved med at overvære møderne. De fleste af møderne holdes på sprog hun ikke forstår. Hvordan får hun så gavn af møderne? „Ved at følge med i skriftstederne,“ fortæller Kashwashwa, „forsøger jeg at finde ud af hvad foredraget handler om.“ Men hun er analfabet, så hvordan følger hun med i skriftstederne? „Jeg lytter efter om taleren citerer de skriftsteder jeg har lært udenad,“ fortæller hun. Og i årenes løb har hun lært ikke så få skriftsteder udenad. For at blive bedre til at bruge Bibelen går hun i den læseklasse som menigheden har oprettet. „Jeg elsker at komme til møderne,“ siger hun. „Man lærer altid noget nyt. Jeg elsker at være sammen med brødrene og søstrene. Selv om jeg ikke kan tale med dem alle, kommer de altid hen og hilser på mig. Og det vigtigste er at når jeg overværer møderne, ved jeg at det glæder Jehovas hjerte.“
20. Hvorfor må vi ikke forsømme at komme sammen til vore kristne møder?
20 Millioner af Jehovas tjenere viser ligesom Kashwashwa stor værdsættelse af de kristne møder, og det skal de roses for. Nu hvor Satans verden går sin undergang i møde, kan vi ikke tillade os at forsømme at komme sammen. Lad os holde os åndeligt vågne og vise dyb værdsættelse af møderne og stævnerne. Det vil ikke alene glæde Jehovas hjerte, men også være til stor gavn for os selv, idet vi her modtager den undervisning der fører til evigt liv. — Ordsprogene 27:11; Esajas 48:17, 18; Markus 13:35-37.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvorfor er det en forret at overvære de kristne sammenkomster?
◻ Hvordan kan alle tilstedeværende være med til at gøre møderne opbyggende?
◻ Hvilket godt eksempel satte Jesus Kristus?
◻ Hvad kan vi lære af vore brødre i mindre velstillede lande?
[Ramme på side 17]
De værdsætter de ugentlige møder
Millioner bor i storbyer plaget af fattigdom og kriminalitet. Sande kristne der bor sådanne steder, viser ikke desto mindre en rosværdig værdsættelse af de kristne sammenkomster. En ældste i en af Sowetomenighederne i provinsen Gauteng i Sydafrika har sagt: „Vi er en menighed på 60 døbte og udøbte forkyndere, men der kommer mellem 70 og 80, og nogle gange flere, til møderne. Brødrene og søstrene skal ikke rejse langt for at overvære møderne, men forholdene i denne del af Soweto er barske. En broder er blevet dolket i ryggen på vej til et møde. Mindst to søstre har været udsat for røveriske overfald. Men det afholder dem ikke fra at overvære møderne. Efter at mødet om søndagen er afsluttet med bøn, øver vi os lidt på at synge. Som regel bliver mindst 95 procent i rigssalen og er med til at synge alle de sange der skal synges ved møderne den følgende uge. Det hjælper de nyinteresserede til at lære sangene og at synge med.“
De der bor på landet, har andre hindringer at overvinde. De skal måske rejse langt for at overvære møderne tre gange om ugen. Et interesseret ægtepar bor 15 kilometer fra rigssalen i Lobatse i Botswana. De er i det sidste år kommet fast til møderne med deres to børn. Manden er skomager, og konen sælger forskellige ting for at supplere indkomsten så de kan betale transporten til og fra møderne.
En sommeraften for nylig var kredstilsynsmanden på besøg, og efter mødet opdagede familien at de var strandet ved et busstoppested klokken ni om aftenen. Busserne havde indstillet driften på grund af dårligt vejr. En politibetjent standsede i sin bil og spurgte hvad der var galt. Da han hørte hvordan det var fat, fik han ondt af dem og kørte dem de 15 kilometer hjem. Konen, der er udøbt forkynder, sagde til sin mand: „Kan du se at når vi sætter møderne først, vil Jehova altid tage sig af os!“ Nu ønsker manden også at blive en forkynder af den gode nyhed.
[Illustration på side 18]
Mange Jehovas vidner, som for eksempel her i Rumænien, sætter et godt eksempel ved at vise værdsættelse af de kristne sammenkomster