Søger du skjulte skatte?
„Måtte ufortjent godhed og fred blive jer stadig rigeligere til del ved nøjagtig kundskab om Gud og om Jesus, vor Herre.“ — 2 PETER 1:2.
1, 2. Hvorfor er guld værdifuldt og dyrt?
HVORFOR er guld så kostbart? Skønt det blot er et blødt metal, ligger prisen på flere hundrede dollars pr. ounce (1 ounce er 31,1 gram). Det er ganske vist let at forarbejde til smykker som for eksempel ringe eller halskæder. (1 Timoteus 2:9; Jakob 2:2) Men hvis du var ved at dø af sult og tørst i en ørken, ville dine guldsmykker ikke være dig til nogen hjælp. Under de omstændigheder ville et brød eller en skål ris og et glas vand være af langt større værdi.
2 Hvorfor tillægger man da guld så stor værdi? Først og fremmest fordi guldreserverne er sparsomme og ret utilgængelige. Før Empire-guldminen i den nordlige del af Californien lukkede i 1957 fordi den ikke længere var rentabel, gravede minearbejderne for eksempel i en dybde af mere end 1500 meter under jordens overflade, men de måtte gå 3000 meter skråt ned for at komme til det sted hvor der var guld. På grund af guldets høje pris havde det indtil da kunnet betale sig at gøre denne store indsats for at søge efter det.
3. Hvilken skat kan vi søge efter?
3 Vi kan imidlertid grave efter noget der har langt større værdi end guld. Hvad? Det forklarede den vise kong Salomon for cirka 3000 år siden: „Hvis du desuden kalder på forstand og lader din røst råbe på dømmekraft, hvis du søger den som sølv og leder efter den som efter skjulte skatte, da vil du forstå frygten for Jehova og finde kundskab om Gud.“ Tænk at vi har den forret at finde „kundskab om Gud“! — Ordsprogene 2:3-5.a
Hvorfor alle har brug for nøjagtig kundskab
4. Hvad bør den kristnes nøjagtige kundskab omfatte?
4 Siden Kristi tid er denne uundværlige kundskab blevet forøget så vi nu har adgang til langt flere oplysninger end de trofaste hebraiske mænd og kvinder havde. Som Paulus udtrykte det: „For at vor Herres Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, må give jer visdoms og åbenbarings ånd i den nøjagtige kundskab om ham, idet jeres hjertes øjne er blevet oplyst, så I kan vide hvad det håb er som han har kaldet jer til, hvad den herlige rigdom er som han har i beredskab som en arv til de hellige.“ — Efeserne 1:17, 18.
5. Hvorfor må de salvede til stadighed give agt på deres kundskab om Guds vilje?
5 Dette var dengang en direkte vejledning til Kristi hellige, salvede brødre, og det er det også i dag. Som den sekundære del af det lovede „afkom“ er de et særligt mål for Satans åndelige angreb. (Galaterne 3:26-29; Efeserne 6:11, 12) Navnlig de salvede må befæste deres kaldelse ved ikke at forkaste Guds ufortjente godheds frie gave. Derfor må de til stadighed styrke deres åndelige ressourcer ved at udbygge deres nøjagtige kundskab om Guds vilje og hans ord. — Efeserne 3:7; Hebræerne 6:4-6; 2 Peter 1:9-12.
6. (a) Hvorfor har vi alle brug for nøjagtig kundskab, uanset om vort håb er himmelsk eller jordisk? (b) Hvad kræver det at opnå nøjagtig kundskab?
6 Hvad så med dem som håber at opnå evigt liv på jorden? Hvorfor er det vigtigt for dem at have nøjagtig kundskab? Fordi den kristne uangribelighed ikke kan opdeles i grader, som hvis der var en højere norm for de salvede, der har et himmelsk håb, end for de andre får, der har et jordisk håb. (Johannes 10:16; 2 Peter 3:13) De kristne principper gælder for os alle. Derfor må vi alle regelmæssigt oplade vore åndelige batterier med nøjagtig kundskab. Men det koster tid og arbejde. Vi må grave åndeligt, som efter en skjult skat. — Salme 105:4, 5.
Køb dig tid til at grave
7. (a) Hvad kan måske hindre os i at opnå nøjagtig kundskab? (b) Hvad er de mulige konsekvenser af åndelig forsømmelighed?
7 De fleste mennesker i dag lever en travl tilværelse, og som kristne synes vi at have travlere end de fleste, med bibelske møder, forkyndelse, arbejde, husførelse, skolegang og så videre. Men ligesom vi daglig tager os tid til at indtage bogstavelig føde, må vi også tage os tid til at indtage åndelig føde. Det var ikke nogen tilfældig bemærkning Jesus lod falde da han citerede Femte Mosebog 8:3: „Der står skrevet: ’Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.’“ (Mattæus 4:4) Hvis vi forsømmer vort åndelige helbred, forsømmer vi samtidig vore åndelige værdier og vort håb for fremtiden. Det kan resultere i at vi begynder at vakle i troen. Men hvordan kan vi købe os tid til at studere Bibelen regelmæssigt?
8. Hvilket bibelsk råd giver os det rette syn på personligt studium?
8 Her er apostelen Paulus’ ord meget aktuelle: „Se . . . nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise, idet I køber jer den belejlige tid, fordi dagene er onde. Ophør derfor med at være ufornuftige, men bliv ved med at forstå hvad Jehovas vilje er.“ Vi kan kun forstå hvad Jehovas vilje er hvis vi giver agt på hans ord gennem personligt studium. Det vil sige at vi må ’købe os den belejlige tid’ eller, som det udtrykkes i Seidelins oversættelse, ’klogt udnytte tiden’. — Efeserne 5:15-17.
9. Hvordan spilder vi måske tid der kunne anvendes til personligt studium? Fortæl om dine egne erfaringer.
9 Hvis vi analyserer hvad vi foretager os hver dag, hvordan bruger vi så fritiden? Sidder vi foran fjernsynet det meste af tiden? Dette hypnotiske apparat kan stjæle mange timer fra os hver aften! Hvor mange timer i døgnet ser du fjernsyn eller video? Mange udsendelser virker nedbrydende fordi de betoner sex og vold, og hensigten er ofte at appellere til „kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af“. (1 Johannes 2:15-17) Nogle mangler viljestyrke til at slukke for fjernsynet, men det kan sluge vort bedste aktiv, nemlig vor tid.
10. Hvorfor er det så vigtigt at vi bruger tiden klogt?
10 Hvis vi er ærlige over for os selv, vil vi opdage at vi som regel kan finde tid til det der er nødvendigt, for eksempel studium af Bibelen. Og personligt bibelstudium der fører til nøjagtig kundskab er uundværligt for en kristen i disse kritiske tider. I betragtning af at der sidste år blev udstødt over 41.000, står det imidlertid klart at mange brødre og søstre har forsømt deres åndelige helbred. Vi kan ikke tage let på det at bære og vedligeholde „den fulde rustning fra Gud“. Det er en daglig pligt, ligesom det var for en soldat der bar en bogstavelig rustning. — Efeserne 6:10-18; Romerne 1:28-32; 2 Timoteus 3:1.
11. Hvilket eksempel sætter betelfamilien med hensyn til familiestudium?
11 De over 9000 medlemmer af de 95 betelfamilier på Vagttårnsselskabets afdelingskontorer jorden over holder deres familiestudium mandag aften. De studerer Vagttårnet som en forberedelse til mødet i weekenden, og tit holdes der også et bibelsk foredrag, eller et kursus for nyere medlemmer af familien. Ja, jorden over har betelfamilierne sat mandag aften til side til studium. Hvornår studerer du, enten alene eller sammen med din familie? — Hebræerne 10:24, 25.
Vore redskaber og hvordan de bruges
12. Nævn nogle fordele ved studieudgaven af New World Translation.
12 Ligesom en minearbejder har sine redskaber, har vi redskaber hvormed vi kan grave i Guds ords åndelige guldmine. Tænk for eksempel på studieudgaven af New World Translation. Den findes nu på engelsk, fransk, hollandsk, italiensk, japansk, portugisisk, spansk og tysk. Flertallet af Jehovas vidner har deri et fremragende redskab hvormed de kan tilegne sig nøjagtig kundskab om den sande Gud. Denne bibeludgave indeholder tusinder af marginalhenvisninger og mange fodnoter. Der er også et tillæg på 36 sider med en detaljeret behandling af vigtige bibelske spørgsmål.b
13. Hvad er der at sige om brugen af „kundskab“ og „nøjagtig kundskab“ i henholdsvis De Hebraiske og De Græske Skrifter?
13 Bag i studiebibelen findes der en bibelordbog („Bible Words Indexed“). Hvordan kan vi bruge den? Hvis du for eksempel slår op under „nøjagtig kundskab“ („accurate knowledge“) vil du finde henvisninger til ti skriftsteder. Ingen af dem er imidlertid i De Hebraiske Skrifter. Vil det sige at behovet for nøjagtig kundskab ikke nævnes i De Hebraiske Skrifter? Nej. Under „kundskab“ („knowledge“) henvises der til 24 skriftsteder, deraf 18 fra De Hebraiske Skrifter. Sagen er at det hebraiske sprog ikke har et særligt ord for „nøjagtig kundskab“. Som du kan se af de skriftsteder der er henvist til, understreges behovet for mere end kundskab i almindelig forstand ofte ved at kundskaben beskrives som „stor“ eller forbindes med ord som „indsigt“ og „lærdom“. — Daniel 1:4; 12:4; Jeremias 3:15.
14. Hvad forklares der om „kundskab“ i Hjælp til forståelse af Bibelen?
14 Som vi lærte af den foregående artikel fremgår det af grundteksten at der er forskel på de to grader af kundskab. Når vi graver i Guds ord får vi mere at vide om forskellen på disse to udtryk. Hvorfor er det så vigtigt for kristne at have kundskab, gnōʹsis, og nøjagtig kundskab, epiʹgnōsis? Hvor kan vi finde svaret? I de bibelske opslagsværker Hjælp til forståelse af Bibelen og Insight on the Scriptures. De har meget stor værdi for os! Se under emnet „kundskab“. Der finder du en hel artikel om de udtryk vi her behandler og om de beslægtede egenskaber visdom, forstand, dømmekraft og tænkeevne. Alt dette „guld“, disse oplysninger, har du fundet ved at anvende ganske få hjælpemidler! Men de er ikke de eneste vi har. — Salme 19:9, 10.
15. Hvilke andre redskaber har vi, og hvordan kan de anvendes?
15 Hvis du gerne vil gå mere i dybden med dit studium af „kundskab“ og beslægtede emner, kan du anvende det engelske Index eller registeret bag i årgangene af Vagttårnet og Vågn op! Vi har her brugt emnet kundskab som eksempel, men der er hundreder af andre emner du kan undersøge på samme måde. Forestil dig hvilken rigdom af oplysninger der findes under emnet „Jehova“! Hvilken overflod af nøjagtig kundskab om universets suveræne Herre! — Salme 68:19, 20; Apostelgerninger 4:24.
16. Hvad siger Bibelen om det at søge efter skjulte skatte?
16 Vi kan finde mange smukke „skjulte skatte“ ved hjælp af disse og andre hjælpemidler til bibelstudium, udgivet af Vagttårnets Selskab. Vil du gerne finde „guld“? Mener du at det er umagen værd? Vil du tage dig tid til at grave efter det? — Ordsprogene 2:1-5.
Hvem fører an i det åndelige minearbejde?
17. Hvad må vi gøre for at opnå kundskab om Gud og Kristus?
17 Hvad er nøglen til at opnå denne dyrebare kundskab om Gud og Kristus? Motivation. Man må længes efter at have et godkendt forhold til Jehova og hans søn, og ønske at få det evige livs gave. Jesus udtrykte det på denne måde: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer. For enhver der beder, får, og enhver der søger, finder, og for enhver der banker på, vil der blive lukket op.“ Men læg mærke til betingelsen. Jesus sagde: ’Bliv ved med at bede, søge og banke på.’ Det er ikke nok at gøre det én gang. Vi må holde ud i vor søgen efter kundskab. — Mattæus 5:6; 7:7, 8.
18. Hvem i familien skal føre an med hensyn til at søge nøjagtig kundskab, og hvorfor?
18 Hvem i den kristne familie skal føre an med hensyn til at grave efter nøjagtig kundskab? Paulus svarer: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ Ja, forældrene, og især faderen, skal føre an med hensyn til at vise værdsættelse af de åndelige værdier. Dette minder os igen om betydningen af at der holdes et regelmæssigt studium som familiens medlemmer kan se frem til. — Efeserne 6:4.
19. Hvordan kan familiestudiet gøres interessant? Hvad har I erfaret i jeres familie?
19 Familiestudiet kan gøres interessant. Hvis du har børn kan du for eksempel lade dem vælge et emne og derefter bede dem finde noget frem om det fra Selskabets bøger og blade — alt efter deres alder og evner. Efter en halv times tid kan I så samles og tale om hvad I hver især har fundet ud af om emnet. Hvis I har en bibelordbog kan et barn tælle hvor mange gange et bestemt ord forekommer i De Hebraiske Skrifter og i De Kristne Græske Skrifter. Et større barn kan måske finde noget i Hjælp til forståelse af Bibelen eller Insight on the Scriptures. I forældre ved hvad jeres børn kan og hvor længe de kan koncentrere sig, og det bør I tage hensyn til under familiestudiet. Vær fleksible og ros børnene. Tilskynd dem i deres åndelige gravearbejde — og hav det rigtige motiv.
Grav med det rigtige motiv
20. Hvilket forkert motiv bør vi undgå i vort personlige studium?
20 Beskedenhed er en kristen dyd. (Ordsprogene 11:2; 1 Timoteus 2:9) Bør vi da studere for at kunne prale af det vi har lært? Skal vi demonstrere hvor meget vi ved og måske få andre til at føle sig uvidende? Eller skal vi udbasunere vore egne fortolkninger og spekulationer? Paulus gav dette råd: „Ved den ufortjente godhed der er skænket mig siger jeg nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind, hver enkelt sådan som Gud har tildelt ham et mål af tro.“ — Romerne 12:3.
21, 22. Hvordan bør vor nøjagtige kundskab berøre os?
21 En oprigtig indsats og anvendelse af nøjagtig kundskab kan lede til tro, dyd, selvbeherskelse, udholdenhed, gudhengivenhed, broderlig hengivenhed og kærlighed. Peter viste hvor stor betydning disse egenskaber har da han skrev: „Hvis disse egenskaber er i jer og strømmer over, vil de afholde jer fra at blive uvirksomme eller uden frugt med hensyn til den nøjagtige kundskab om vor Herre Jesus Kristus.“ — 2 Peter 1:2-8.
22 Kundskaben bør berøre vort hjerte. Den bør tilskynde os til at vise kærlighed til Gud og næsten, og til at være aktive kristne i adfærd og tjeneste. Dette vil igen resultere i enhed og en dybere forståelse af Kristi eksempel. (Efeserne 4:13) Hvilken dejlig belønning for at søge skjulte skatte!
[Fodnoter]
a I den græske Septuaginta-oversættelse er udtrykket „kundskab om Gud“ i Ordsprogene 2:5 interessant nok gengivet med epiʹgnōsis, „nøjagtig kundskab“. Det er et af de otte steder dette græske ord anvendes i Septuaginta.
b Artiklen på side 27-30 i The Watchtower for 1. november 1985 forklarer detaljeret hvordan man bruger studieudgaven af New World Translation bedst muligt.
Spørgsmål at grunde over
◻ Hvad har større værdi end skjulte skatte, som kong Salomon skrev?
◻ Hvorfor kan hverken de salvede eller de andre får undvære nøjagtig kundskab?
◻ Hvordan kan vi købe tid til personligt studium?
◻ Ved hjælp af hvilke redskaber kan vi grave efter nøjagtig kundskab?
◻ Hvem bør føre an i familiestudiet, og med hvilket motiv bør vi studere?