AMBASSADØR

I bibelsk sprogbrug en embedsmand der sendes ud af en hersker ved en særlig lejlighed og i en bestemt mission. Det var som regel ældre, modne mænd der blev udvalgt til sådanne opgaver. De græske ord presbeuʹō (’virke som ambassadør’ [Ef 6:20]; ’være ambassadør’ [2Kor 5:20]) og presbeiʹa („delegation (af ambassadører)“ [Lu 14:32]) er således begge beslægtede med ordet presbyʹteros, der betyder „ældre mand; ældste“. — Apg 11:30; Åb 4:4.

Efter at Kristus var blevet oprejst til liv i himmelen og ikke længere befandt sig personligt på jorden, var det hans trofaste disciple der skulle handle på hans vegne som ambassadører for Gud. Paulus henviste specielt til dette. (2Kor 5:18-20) Ligesom alle Jesu Kristi salvede disciple var Paulus blevet udsendt til folk og nationer der havde fjernet sig fra Jehova Gud, den øverste Suveræn, ja til en verden der ikke havde fred med Gud. (Joh 14:30; 15:18, 19; Jak 4:4) Han overbragte disse mennesker et budskab om at de kunne blive forligt med Gud gennem Kristus; og da han var i fængsel, omtalte han derfor sig selv som en „ambassadør i lænker“. (Ef 6:20) At han var i lænker, vidner om verdens fjendtlige indstilling til Gud og Kristus og den messianske rigsregering, for ambassadører har fra de tidligste tider været regnet for ukrænkelige. Nationernes ringeagt for de ambassadører der repræsenterede Guds rige ved Kristus, røbede det største fjendskab og var et udtryk for den værst tænkelige fornærmelse.

Som ambassadør respekterede Paulus landets love, men forholdt sig strengt neutral i politiske og militære anliggender. Dette var i harmoni med det princip at verdslige regeringers ambassadører må adlyde lovene i det land de er udsendt til, men er fritaget for at vise landet troskab.

Ligesom apostelen Paulus er alle Kristi trofaste salvede og åndsavlede disciple, de hvis statsborgerskab er i himmelen, „ambassadører på Kristi vegne“. — 2Kor 5:20; Flp 3:20.