HIMMEL

Det hebraiske ord sjamaʹjim (forekommer altid i flertal), som gengives med „himmel“, synes at indeholde tanken om noget som er højt, ophøjet. (Sl 103:11; Ord 25:3; Es 55:9) Der hersker usikkerhed med hensyn til etymologien bag det græske ord for himmel (ouranosʹ).

Den fysiske himmel. Grundsprogenes ord for „himmel“ omfatter alt hvad der hører med til den fysiske himmel. Sammenhængen vil som regel vise hvilken del af den fysiske himmel der er tale om.

Jordens atmosfære. „Himmelen“ kan betegne den del af jordens atmosfære hvor der dannes dug og rimfrost (1Mo 27:28; Job 38:29), hvor fuglene flyver (5Mo 4:17; Ord 30:19; Mt 6:26), vindene blæser (Sl 78:26), lynene glimter (Lu 17:24), og hvor skyerne svæver og afgiver regn, sne eller hagl (Jos 10:11; 1Kg 18:45; Es 55:10; Apg 14:17). Undertiden tænkes der på himmelhvælvingen over jorden. — Mt 16:1-3; Apg 1:10, 11.

Den atmosfæriske del af himmelen svarer stort set til „det udstrakte rum“ (hebr.: raqīʹa‛), der blev til i den anden skabelsesperiode, som beskrevet i 1 Mosebog 1:6-8. Det er øjensynlig denne ’himmel’ der sigtes til i 1 Mosebog 2:4 og i 2 Mosebog 20:11 og 31:17, hvor der siges at Gud frembragte „himmelen og jorden“. — Se UDSTRAKT RUM.

Da dette udstrakte rum, atmosfæren, blev dannet, blev de vande der befandt sig på jordens overflade, skilt fra dem der befandt sig over det udstrakte rum. Dette forklarer den måde vandfloden på Noas tid beskrives på, idet der siges at da „sprængtes alle det vidtstrakte dybs kilder og himmelens sluser åbnedes“. (1Mo 7:11; jf. Ord 8:27, 28.) De vande der befandt sig oven over det udstrakte rum, styrtede åbenbart ned, dels i form af regn, og dels som kom det gennem sluser. Da dette vandreservoir var tømt, blev „himmelens sluser“ billedligt talt „lukket til“. — 1Mo 8:2.

Jehova advarede israelitterne om at hvis de ikke adlød hans bud, ville himmelen blive som kobber, og jorden som jern, og sand og støv ville regne ned over landet. Uden tvivl menes der at himmelen under disse forhold hvor der ikke faldt regn, ville antage en kobberrød farve fordi den øgede mængde støvpartikler i atmosfæren ville bryde og afbøje det blå lys så meget at det røde lys blev det dominerende, ligesom den nedgående sol synes rød fordi solstrålerne ved aftenstid må gå igennem en større del af atmosfæren. — 5Mo 28:23, 24; jf. 1Kg 8:35, hvor ordet ’himmel’ bruges om det udstrakte rum.

Det ydre rum. Den fysiske himmel strækker sig gennem jordens atmosfære og videre ud til det ydre rum, hvor himmellegemerne findes, „hele himmelens hær“ — sol, måne og stjerner og de billeder de danner. (5Mo 4:19; Es 13:10; 1Kor 15:40, 41; He 11:12) Det første vers i Bibelen omtaler skabelsen af denne himmel forud for beskrivelsen af hvordan jorden beredes til bolig for menneskene. (1Mo 1:1) Som et værk af Guds ’fingre’ vidner både denne himmel og den udstrakte atmosfære om Guds herlighed. (Sl 8:3; 19:1-6) De „forskrifter“ som Gud har fastsat for himmelen, styrer alle himmellegemerne. Trods moderne astronomisk udstyr og avanceret matematik er det ikke lykkedes videnskaben at trænge til bunds i disse „forskrifter“. (Job 38:33; Jer 33:25) Det man har fundet ud af, bekræfter imidlertid at det er umuligt for mennesker at måle himmelen og tælle stjernerne. (Jer 31:37; 33:22; se STJERNE.) Dog kender Gud tallet på stjernerne og kalder dem alle ved navn. — Sl 147:4; Es 40:26.

Himmelens ’midte’, „rand“ og „ende“. Udtrykket „midt på himmelen“ (gr.: mesouraʹnēma, „himmelens midte“) bruges om den del af jordens atmosfære hvor fuglene flyver. (Åb 8:13; 14:6; 19:17) Det samme gælder det hebraiske udtryk „himmelens hjerte“ (5Mo 4:11, fdn.) og udtrykket „mellem jorden og himmelen“. (1Kr 21:16; 2Sa 18:9) Når det om Babylons angribere siges at de kommer „fra himmelens rand“, menes der øjensynlig at de kommer så langt borte fra som fra horisonten, hvor jord og himmel synes at mødes. (Es 13:5; jf. 5Mo 30:4) I udtrykket „himmelens ene ende“ og „dens anden ende“ er det også horisonten der sigtes til, hvor solen tilsyneladende står op og går ned. (Sl 19:4-6) Udtrykket „himmelens fire hjørner“ sigter til kompassets fire retninger og dermed til hele jorden. (Jer 49:36; jf. Da 8:8; 11:4; Mt 24:31; Mr 13:27.) Når det siges at Jehova ser „alt under himmelen“, omfatter det alt på hele jordkloden, da himmelen omgiver jorden på alle sider. — Job 28:24.

Skydækket. Et andet hebraisk ord, sjaʹchaq, betegner skymasserne eller skydækket. Det bruges undertiden parallelt med og i samme betydning som det almindelige ord for „himmel“ (hebr.: sjamaʹjim). I nogle tilfælde sigter det til den atmosfæriske del af himmelen, hvor skyerne svæver, eller til den blå himmelhvælving om dagen og den stjernebestrøede hvælving om natten. (5Mo 33:26; Sl 89:37; Ord 3:20; Es 45:8) I andre tilfælde tænkes der kun på noget som befinder sig højt over menneskene. — Sl 57:10; 108:4.

Grundbetydningen af sjaʹchaq er „noget som er stødt fint, pulveriseret, fint støv“, og i denne betydning forekommer det i Esajas 40:15. Brugt om skyerne er det en passende betegnelse, da de opstår når varm luft fra jorden stiger til vejrs og afkøles og vanddampene i luften ved dugpunktet fortættes til små partikler som man kunne kalde „vandstøv“. (Jf. Job 36:27, 28; se SKY.) Ofte samler vandmolekylerne sig netop om støvpartikler, hvorved der opstår skyer. Endvidere er det også de fine støvpartikler i atmosfæren — sammen med luftens vandmolekyler og, i nogen udstrækning, molekyler af forskellige luftarter (ilt, kvælstof, kuldioxid m.fl.) i atmosfæren — der bevirker en spredning af solens stråler hvorved himmelen får sin karakteristiske blå farve, idet spektrets blå farver spredes mest.

Jehova omtaler sig selv som den der har ’udhamret himmelen [af hebr. sjaʹchaq] som et metalspejl’. (Job 37:18) Dette stemmer med at atmosfærens bestanddele er presset sammen under indvirkning af tyngdekraften, og at de yderste lag holdes inden for en bestemt grænse, idet gravitationen forhindrer dem i at fjerne sig fra jorden. (1Mo 1:6-8) De tilbagekaster også sollyset på samme måde som et spejl. Derfor ser himmelen lys ud for den der iagttager den fra jorden, hvorimod den ville være mørk hvis der ingen atmosfære var, og himmellegemerne ville stråle på en mørk baggrund, sådan som himmelen ser ud fra månen, der ingen atmosfære har. Ude fra verdensrummet ser astronauterne jordens atmosfære som en lysende glorie.

„Himlenes himle“. Udtrykket „himlenes himle“ sigter antagelig til de højeste himle, hele den fysiske himmel så langt som den strækker sig ud i verdensrummet i alle retninger. — 5Mo 10:14; Ne 9:6.

Da templet i Jerusalem stod færdigt, sagde Salomon at „himmelen, ja, himlenes himle“ ikke kunne rumme Gud. (1Kg 8:27) Som den der har skabt himlene, er Jehova højt hævet over dem alle, „hans navn alene er ophøjet. Hans værdighed er over jord og himmel.“ (Sl 148:13) Jehova måler den fysiske himmel lige så let som en mand måler en genstand ved at sprede fingrene så genstanden befinder sig mellem spidsen af tommel- og lillefinger. (Es 40:12) De førnævnte ord af Salomon betyder ikke at Guds bolig ikke befinder sig et bestemt sted. Det betyder heller ikke at han er allestedsnærværende, bogstaveligt er til stede overalt og i alt. Salomon bad for eksempel om at Jehova måtte høre hans bøn „på det sted du bor, i himmelen“, det vil sige i den himmelske åndeverden. — 1Kg 8:30, 39.

I fysisk forstand spænder udtrykket „himmel“ altså vidt. Det kan sigte til verdensrummets yderste grænser eller til noget der blot er højt eller ophøjet ud over det almindelige. Om dem der befinder sig på et skib i stormvejr, siges det at „de stiger mod himmelen, synker mod dybet“. (Sl 107:26) Da man byggede Babelstårnet, ville man bygge et tårn „med dets top i himmelen“, en skyskraber, så at sige. (1Mo 11:4; jf. Jer 51:53.) Og profetien i Amos 9:2 nævner mennesker der søger at undgå Jehovas straffedom ved at ’stige op til himmelen’, åbenbart ved at søge tilflugt i høje bjerge.

Den åndelige himmel. De samme ord der på grundsprogene bruges om den fysiske himmel, bruges også om den åndelige himmel; men som man kan forstå, bor Jehova Gud ikke i den fysiske himmel da han er en ånd. Eftersom han er „den Høje og Ophøjede“ der bor „i det høje“ (Es 57:15), er det på sin plads at beskrive Guds bolig som Guds „helligheds og hæders ophøjede bolig“. (Es 63:15; Sl 33:13, 14; 115:3) Som den der har frembragt den fysiske himmel (1Mo 14:19; Sl 33:6), er Jehova også den der ejer den. (Sl 115:15, 16) Alt hvad det behager ham at gøre i himmelen, det gør han, deriblandt sine undergerninger. — Sl 135:6.

Man vil derfor se at „himmelen“ i mange skriftsteder står for Gud selv og hans suveræne stilling. Hans trone er i himmelen, det vil sige i de åndelige regioner, som han også hersker over. (Sl 103:19-21; 2Kr 20:6; Mt 23:22; Apg 7:49) Fra sit ophøjede stade ser Jehova så at sige ned på den fysiske himmel og jord (Sl 14:2; 102:19; 113:6), og herfra taler han også, besvarer bønner og afsiger sine domme. (1Kg 8:49; Sl 2:4-6; 76:8; Mt 3:17) Vi læser derfor at Ezekias og Esajas, stillet over for en alvorlig trussel, „bad bønner . . . og råbte til himmelen om hjælp“. (2Kr 32:20; jf. 2Kr 30:27.) Også Jesus brugte „himmelen“ synonymt med Gud, for eksempel da han spurgte de religiøse ledere om Johannes’ dåb var „fra himmelen eller fra mennesker“. (Mt 21:25; jf. Joh 3:27.) Sønnen der i Jesu lignelse forlod sin fader og satte sin formue til i et udsvævende liv, bekendte at han havde syndet både „imod himmelen“ og imod sin fader. (Lu 15:18, 21) Betegnelsen „himlenes rige“ betyder da ikke blot at riget har sin grundvold i og hersker fra de åndelige himle, men også at det er „Guds rige“. — Da 2:44; Mt 4:17; 21:43; 2Ti 4:18.

Da Gud befinder sig i himmelen, har både mennesker og engle løftet deres hænder og vendt deres ansigter mod himmelen når de påkaldte Gud og bad ham gribe ind (2Mo 9:22, 23; 10:21, 22), når de aflagde ed (Da 12:7), og når de fremsagde bønner. (1Kg 8:22, 23; Kl 3:41; Mt 14:19; Joh 17:1) I 5 Mosebog 32:40 siges der at Jehova ’løfter sin hånd mod himmelen’, og ifølge sammenhængen og i overensstemmelse med Hebræerne 6:13 betyder det uden tvivl at Jehova sværger ved sig selv. — Jf. Es 45:23.

Englenes bolig. De åndelige himle er også Guds åndesønners bolig. (Jud 6; 1Mo 28:12, 13; Mt 18:10; 24:36) Udtrykket „himmelens hær“ bruges ofte om stjernerne, men undertiden anvendes det også om englene. (1Kg 22:19; jf. Sl 103:20, 21; Da 7:10; Lu 2:13; Åb 19:14.) På samme måde bruges „himmelen“ også personificeret om englene, „de helliges menighed“. — Sl 89:5-7; jf. Lu 15:7, 10; Åb 12:12.

Et billede på herredømme. Vi har set at himmelen kan sigte til Jehova Gud som den suveræne hersker. Da kong Nebukadnezar fik at vide at han gennem det der skulle overgå ham, ville komme til at erkende at „det er himmelen der har magten“, var det derfor det samme som at erkende at „den Højeste er hersker over menneskenes rige“. — Da 4:25, 26.

Men ud over at være møntet på universets øverste Hersker, Jehova Gud, kan udtrykket „himmelen“ også sigte til andre regerende magter der hæver sig højt over deres undersåtter. Det babyloniske kongedynasti som Nebukadnezar repræsenterede, sammenlignes i Esajas 14:12 med en stjerne og tiltales „du lysende, daggryets søn“. Med Jerusalems fald i 607 f.v.t. hævede det babyloniske dynasti sin trone „op over Guds stjerner“, det vil sige de judæiske konger af Davids slægtslinje. (Den egentlige arving til Davids trone, Kristus Jesus, kaldes „den strålende morgenstjerne“ i Åbenbaringen 22:16; jf. 4Mo 24:17.) Da det omstyrtede den davidiske trone, hvor de af Gud indsatte konger havde siddet, var det som om det ophøjede sig til himmelen. (Es 14:13, 14) Det vidtrækkende babyloniske herredømmes storhed og magt skildres også i Nebukadnezars drøm om træet der var så højt at det „nåede til himmelen“. — Da 4:20-22.

Nye himle og en ny jord. Den omstændighed at „himmelen“ forbindes med herskermagt, hjælper os til at forstå betydningen af udtrykket „nye himle og en ny jord“, som forekommer i Esajas 65:17 og 66:22, og som citeres af apostelen Peter i 2 Peter 3:13. Herom siges der i en kommentar i M’Clintock og Strongs Cyclopædia (1891, bd. IV, s. 122): „I Es. lxv, 17, betyder udtrykket en ny himmel og en ny jord en ny regering, et nyt rige, et nyt folk.“

Ligesom udtrykket „jorden“ kan betyde et samfund af mennesker (Sl 96:1; se JORDEN), således kan udtrykket „himle“ stå for herredømmet, regeringen, over denne „jord“. Løftet om „nye himle og en ny jord“, som blev fremsat gennem Esajas, drejede sig i første række om Israels genoprettelse efter landflygtigheden i Babylon. Da israelitterne vendte tilbage til deres hjemland, trådte de ind i en ny tingenes ordning. Kyros den Store blev brugt af Gud til at udvirke denne genoprettelse. Efter hjemkomsten til Jerusalem tjente Zerubbabel (en efterkommer af David) som landshøvding og Josua som ypperstepræst. I overensstemmelse med Jehovas hensigt ledede og overvågede denne nye regeringsordning, ’de nye himle’, det underordnede folk. (2Kr 36:23; Hag 1:1, 14) Derved blev Jerusalem, som forudsagt i Esajas 65:18, „til jubel og dets folk til glæde“.

Når apostelen Peter igen nævner dette løfte fra Gud, viser det at endnu en opfyldelse måtte forventes. (2Pe 3:13) Eftersom Guds løfte i dette tilfælde er forbundet med Kristi nærværelse, hvilket fremgår af vers 4, må de nye himle og den nye jord have relation til Guds messianske rige og dets styre over sine lydige undersåtter. Da Jesus blev oprejst og tog sæde ved Guds højre hånd, blev han „ophøjet over himlene“ (He 7:26), idet han blev indsat „højt over enhver regering og myndighed og magt og ethvert herredømme . . . ikke blot i denne tingenes ordning, men også i den kommende“. — Ef 1:19-21; Mt 28:18.

Jesu Kristi disciple, der har „andel i den himmelske kaldelse“ (He 3:1), er „arvinger“ i samhørighed med Kristus, ved hvem Gud ønsker „at sammenfatte alt igen“. „Det i himlene“, det vil sige dem der er kaldet til himmelsk liv, er de første der opnår denne enhed med Gud ved Kristus. (Ef 1:8-11) Deres arv er „bevaret i himlene“. (1Pe 1:3, 4; Kol 1:5; jf. Joh 14:2, 3.) De er „indskrevet i himlene“ og deres „statsborgerskab er . . . i himlene“. (He 12:20-23; Flp 3:20) De udgør „det ny Jerusalem“ som Johannes i et syn så „komme ned fra himmelen fra Gud“. (Åb 21:2, 9, 10; jf. Ef 5:24-27.) Eftersom det i indledningen siges at Johannes så „en ny himmel og en ny jord“ (Åb 21:1), må begge dele være skildret i det følgende. ’Den nye himmel’ må svare til Kristus og hans „brud“, „det ny Jerusalem“, og ’den nye jord’ må være de mennesker der som Guds folk oplever velsignelserne under deres styre, som skildret i versene 3 og 4.

Den tredje himmel. I 2 Korinther 12:2-4 nævner apostelen Paulus en der blev „bortrykket . . . til den tredje himmel“ og „til paradiset“. Eftersom der i Bibelen ikke omtales nogen anden der har haft denne oplevelse, er det sandsynligt at det var apostelen selv der havde oplevet dette. Selv om nogle har forsøgt at forbinde Paulus’ omtale af den tredje himmel med den rabbinske opfattelse at der var flere „lag“ eller „etager“ i himmelen, endog så meget som „syv himle“, er der ingen støtte for denne opfattelse i Skriften. Som vi har set, omtales himmelen ikke som inddelt i lag eller etager, men ud fra sammenhængen må man afgøre om der er tale om himmelen som jordens atmosfære, som det ydre rum, som den åndelige himmel eller som noget andet. Det ser derfor ud til at udtrykket „den tredje himmel“ sigter til det messianske riges ophøjede form for herredømme. Som en intensivering eller forstærkning gentages ord og udtryk ofte tre gange, for eksempel i Esajas 6:3, Ezekiel 21:27, Johannes 21:15-17 og Åbenbaringen 4:8.

Den tidligere himmel og jord som forsvinder. Johannes så også i synet at „den tidligere himmel og den tidligere jord“ var forsvundet. (Åb 21:1; jf. 20:11.) Af De Kristne Græske Skrifter fremgår det at jordiske regeringer og deres undersåtter er underlagt Satans styre. (Mt 4:8, 9; Joh 12:31; 2Kor 4:3, 4; Åb 12:9; 16:13, 14) Apostelen Paulus talte om „ondskabens åndemagter i det himmelske“ og kaldte dem regeringerne, myndighederne, verdensherskerne i dette mørke. (Ef 6:12) „Den tidligere himmel“ som forsvinder, er derfor de politiske regeringer, som Satan og hans dæmoner øver indflydelse på. Dette er i overensstemmelse med 2 Peter 3:7-12, hvor der tales om at „de himle . . . som er nu“ vil blive ødelagt som ved ild. Svarende hertil beskriver Åbenbaringen 19:17-21 tilintetgørelsen af et globalt politisk system og alle som støtter det, idet der siges at det symbolske vilddyr bliver „kastet i ildsøen som brænder med svovl“. (Jf. Åb 13:1, 2.) Med hensyn til Djævelen selv viser Åbenbaringen 20:1-3 at han bliver kastet „i afgrunden“, hvor han vil være bundet i tusind år, hvorefter han „løses en kort tid“.

Det ophøjede fornedres. Da himmelen står for det der er ophøjet, skildres fornedrelsen af det ophøjede undertiden ved at himmelen ’rokkes’ eller ’bæver’ og nedstyrtes. Det hedder at Jehova „har kastet Israels hæder ned fra himmelen til jorden“, hvilket skete da landet blev lagt øde. Israels „hæder“ omfattede riget, dets fyrster og deres magt, og alt dette blev fortæret som ved ild. (Kl 2:1-3) Men Israels erobrer, Babylon, oplevede senere at dets egen ’himmel’ kom til at bæve og „jorden“ til at rokke da mederne og perserne omstyrtede Babylon og dets himmelguder viste sig at være falske guder der ikke formåede at frelse det. — Es 13:1, 10-13.

På samme måde blev det om Edom profetisk udtalt at skønt det havde bygget sin bolig himmelhøjt, ville dette ikke kunne frelse landet, og at Jehovas domssværd ville blive vædet „i himmelen“, det vil sige på dets højder, uden at nogen himmelsk eller ophøjet magt kom det til hjælp. (Es 34:4-7; jf. Ob 1-4, 8.) Om dem der taler store ord, taler ondt og hovent, siges der at de ’har sat deres mund i himmelen’, og de vil gå til grunde, „synke i ruiner“. (Sl 73:8, 9, 18; jf. Åb 13:5, 6.) Byen Kapernaum havde grund til at føle sig højt begunstiget som følge af den opmærksomhed Jesus viste byen under sin jordiske tjeneste, men da den ikke reagerede på de kraftige gerninger han udførte i den, spurgte han: „Skal du måske ophøjes til himmelen?“ Og han svarede selv: „Ned til Hades skal du komme.“ — Mt 11:23.

Himmelen formørkes. Ofte bruges det udtryk at himmelen eller stjernerne formørkes, som et billede på at gunstige forhold fjernes og erstattes af truende, mørke udsigter og forhold, som når skyerne udelukker alt lys både dag og nat. (Jf. Es 50:2, 3, 10.) At den bogstavelige himmel således forbindes med udsigterne for et menneske, svarer til en vis grad til det gamle arabiske udtryk: „Hans himmel er faldet til jorden,“ hvilket betyder at vedkommendes magt eller velstand er blevet stærkt begrænset. Gud har ved flere lejligheder ladet sin vrede komme til udtryk gennem himmelfænomener, hvoraf nogle bogstaveligt formørkede himmelen. — 2Mo 10:21-23; Jos 10:12-14; Lu 23:44, 45.

For Juda kom en sådan mørkets dag som en opfyldelse af Jehovas domsudsagn ved profeten Joel, og den kulminerede da Juda blev lagt øde af Babylon. (Joel 2:1, 2, 10, 30, 31; jf. Jer 4:23, 28.) Ethvert håb om hjælp fra en himmelsk magt syntes svundet, og som forudsagt i 5 Mosebog 28:65-67 ville man „nære rædsel nat og dag“ uden ophør og uden håb om at se solens lys om morgenen eller månens om aftenen. Gennem profeten Joel advarede Jehova imidlertid også Judas fjender om at de ville erfare det samme når han eksekverede sin dom over dem. (Joel 3:12-16) Profeterne Ezekiel og Esajas brugte det samme billede da de forudsagde Guds dom over Ægypten og Babylon. — Ez 32:7, 8, 12; Es 13:1, 10, 11.

Apostelen Peter citerede Joels profeti på Pinsedagen da han opfordrede folkemængden der var stimlet sammen, til at lade sig „frelse fra denne forkvaklede generation“. (Apg 2:1, 16-21, 40) De der ikke gav agt i den generation, kom til at opleve en mørk og dyster tid da romerne knap 40 år senere belejrede og til sidst indtog Jerusalem og lagde byen i ruiner. Før Pinsedagen havde Jesus imidlertid udtalt en lignende profeti og vist at den ville blive opfyldt ved ’Menneskesønnens komme’. — Mt 24:29-31; Lu 21:25-27; jf. Åb 6:12-17.

Den fysiske himmels bestandighed. Temanitten Elifaz sagde om Gud: „Se, sine hellige tror han ikke, og selv ikke himmelen er ren i hans øjne.“ Jehova sagde imidlertid til Elifaz og hans to venner: „I har ikke talt sandt om mig, sådan som min tjener Job.“ (Job 15:1, 15; 42:7) I modsætning til Elifaz’ ord bruges himmelen i 2 Mosebog 24:10 som et billede på renhed. I Bibelen nævnes der således ingen grund til at Gud skulle udslette den fysiske himmel.

At den fysiske himmel vil bestå, fremgår af at den bruges i sammenligninger der skal skildre noget som varer evigt, for eksempel de fredelige og retfærdige forhold under det davidiske rige som Guds søn arver. (Sl 72:5-7; Lu 1:32, 33) Skriftsteder som Salme 102:25, 26, hvori der siges at himmelen vil „gå til grunde“ og blive ’udskiftet som en klædning der er slidt op’, skal således ikke forstås bogstaveligt.

I Lukas 21:33 siger Jesus at „himmelen og jorden skal forsvinde, men mine ord skal afgjort ikke forsvinde“. Andre skriftsteder viser at „himmelen og jorden“ vil bestå for evigt. (1Mo 9:16; Sl 104:5; Præ 1:4) Den ’himmel og jord’ Jesus her omtaler, må derfor være symbolsk, ligesom „den tidligere himmel og den tidligere jord“ i Åbenbaringen 21:1; se også Mattæus 24:35.

I Salme 102:25-27 fremhæves Guds evighed og uforgængelighed på baggrund af hans fysiske skaberværk, himmelen og jorden, der er forgængelige, det vil sige de kunne gå til grunde — hvis det var Guds hensigt. I modsætning til Gud, der i sig selv er evig og uforanderlig, beror varigheden af det fysiske skaberværk helt på ham. På jorden, for eksempel, må det fysiske skaberværk til stadighed gennemgå en fornyelsesproces hvis det skal bestå og bevare sin nuværende form. At den fysiske himmel kun opretholdes ved Guds vilje og magt, fremgår af Salme 148, hvor der om solen, månen, stjernerne og andre dele af Guds skaberværk i vers 6 siges at Gud „lader dem bestå for evigt, evindelig“, og at han „gav en forordning, og den forsvinder ikke“.

Ordene i Salme 102:25, 26 gælder Jehova Gud, men apostelen Paulus citerer dem med henblik på Jesus Kristus fordi han som Guds første og enestefødte søn hjalp Gud personligt med at skabe det fysiske univers. Paulus stiller Sønnens uforanderlighed og uforgængelighed i modsætning til det fysiske skaberværk, som Gud, hvis han ville, kunne ’folde sammen som en kappe’ og lægge til side. — He 1:1, 2, 8, 10-12; jf. 1Pe 2:3, fdn.

Forskellige poetiske og billedlige udtryk. Da den fysiske himmel spiller en så vigtig rolle i forbindelse med livets opretholdelse på jorden — ved hjælp af sol, regn, dug, forfriskende vinde og anden gavnlig indflydelse fra atmosfæren — omtales den poetisk som Jehovas „gode forrådshus“. (5Mo 28:11, 12; 33:13, 14) Jehova åbner dens „døre“ for at velsigne sine tjenere, som da han lod manna, „himmelkorn“, falde ned på jorden. (Sl 78:23, 24; Joh 6:31) Skyerne er som „vandkrukker“ i de øverste kamre i dette forrådshus, og regnen falder som gennem „sluser“, idet visse medvirkende faktorer, såsom bjerge eller måske Guds mirakuløse indgriben, får vanddampene til at stige til vejrs og fortættes og falde ned som regn. (Job 38:37; Jer 10:12, 13; 1Kg 18:41-45) På den anden side kunne Jehova trække sin velsignelse tilbage og „lukke“ himmelen over Kana’ans land så den af udseende blev hård og uigennemtrængelig som jern og strålede med en rødlig metalglans som kobber, mens luften blev fyldt med sand og støv i stedet for regn. — 3Mo 26:19; 5Mo 11:16, 17; 28:23, 24; 1Kg 8:35, 36.

Dette hjælper os til at forstå billedet i Hoseas 2:21-23. Efter at have forudsagt den ødelæggelse der ville overgå Israel som følge af dets utroskab, fortæller Jehova nu om genoprettelsen og den dermed følgende velsignelse. „På den dag vil jeg svare,“ siger han, „jeg vil svare himmelen, og den vil svare jorden; og jorden vil svare kornet og den nye vin og olien; og de vil svare Jizre’el.“ Dette sigter åbenbart til Israels bøn om Jehovas velsignelse gennem den række ting i Jehovas skaberværk der nævnes her. Derfor optræder disse ting personificerede, som om de har fremsat en anmodning. Israel beder om korn, vin og olie; disse afgrøder beder dernæst jorden om næring og vand; for at kunne opfylde denne bøn anmoder jorden himmelen om sol, regn og dug; og himmelen (der indtil nu har været ’lukket’ fordi Jehova har holdt sin velsignelse tilbage) kan kun svare hvis Gud hører anmodningen og atter viser nationen sin gunst og sætter hele dette kredsløb i gang igen. Profetien indeholder en forsikring om at han vil gøre dette.

I 2 Samuel 22:8-15 skildrer David billedligt ved hjælp af et vældigt stormvejr hvordan Gud griber ind til gavn for David og befrier ham for hans fjender. Det symbolske stormvejr er så voldsomt at det får himmelens grundvolde til at bæve, og himmelen ’bøjer sig’ med mørke, lavthængende skyer. (Se til sammenligning det bogstavelige stormvejr der skildres i 2 Mosebog 19:16-18 samt de poetiske udtryk i Esajas 64:1, 2.)

Jehova, „himmellysenes Fader“ (Jak 1:17), omtales hyppigt som den der „udspænder himmelen“ som man udspænder en teltdug. (Sl 104:1, 2; Es 45:12) Himmelen, både den blå himmelhvælving om dagen og stjernehimmelen om natten, ser for mennesker ud som en umådelig baldakin der hvælver sig over jorden. I Esajas 40:22 er der tale om at Jehova udspænder himmelen som „et tyndt flor“, i stedet for den grovere teltdug. Det er et udtryk for hvor florlet himmelhvælvingen ser ud, set fra jorden. En klar aften ser det virkelig ud som om de tusinder af stjerner danner et kniplingsfint slør der er bredt ud på en baggrund af sort fløjl, det mørke verdensrum. Den enorme galakse vi kalder „Mælkevejen“, og som vort solsystem er en del af, ser ligeledes fra jorden ud som et sådant florlet slør.

Det fremgår af det foregående at man altid må tage sammenhængen i betragtning når man skal afgøre betydningen af de billedlige udtryk. Når Moses kalder „himmelen og jorden“ til vidne på det han har sagt til Israel, mente han tydeligvis ikke det livløse skaberværk, men snarere de fornuftbegavede skabninger i himmelen og på jorden. (5Mo 4:25, 26; 30:19; jf. Ef 1:9, 10; Flp 2:9, 10; Åb 13:6.) Det samme gælder også udtalelsen i Jeremias 51:48 om at himmelen og jorden skal råbe af glæde over Babylons fald. (Jf. Åb 18:5; 19:1-3.) Ligeledes må det være åndeverdenens himmel der er tale om i Esajas 45:8, og hvorfra der strømmer retfærdighed ned. I andre tilfælde er det den bogstavelige himmel der tænkes på når der billedligt siges at den fryder sig og råber af glæde. Når Jehova kommer for at dømme jorden, som beskrevet i Salme 96:11-13, antager himmelen, jorden, havet og det åbne land et frydefuldt udseende. (Jf. Es 44:23.) Den fysiske himmel lovpriser også sin Skaber, ligesom et smukt udført stykke håndværk medfører lovprisning af håndværkeren der har frembragt det. Himmelen vidner om Jehovas magt, visdom og majestæt. — Sl 19:1-4; 69:34.

Opstigning til himmelen. I 2 Kongebog 2:11, 12 siges der at profeten Elias „steg op til himmelen i stormvejret“. Den himmel der her er tale om, er den atmosfæriske himmel hvor der forekommer stormvejr, ikke den åndelige himmel hvor Gud befinder sig. Elias døde ikke ved denne lejlighed, men fortsatte med at leve i nogle år efter at han således var blevet ført op til himmelen og taget bort fra sin efterfølger, Elisa. Han steg heller ikke op til de åndelige himle ved sin død, for Jesus sagde klart, da han var på jorden, at ’ingen er steget op til himmelen’. (Joh 3:13; se ELIAS (Efterfølges af Elisa).) På Pinsedagen sagde Peter ligeledes at David ikke var steget op til himlene. (Apg 2:34) Der er intet i Bibelen der viser at der blev fremholdt et himmelsk håb for de Guds tjenere som levede forud for Kristi Jesu komme. Det var først Jesus der fremholdt dette håb for sine disciple (Mt 19:21, 23-28; Lu 12:32; Joh 14:2, 3), og først efter pinsen i år 33 forstod de helt hvad der var tale om. — Apg 1:6-8; 2:1-4, 29-36; Ro 8:16, 17.

Af Bibelen fremgår det at Kristus Jesus var den første der steg til himmelen fra jorden for at være i Guds nærhed. (1Kor 15:20; He 9:24) Da han steg til himmelen, tog en sky ham bort fra disciplenes øjne. Mens de stod og stirrede op mod himmelen, viste to engle sig for dem og sagde: „Galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod himmelen? Således vil denne Jesus, som blev taget fra jer op til himmelen, komme, på samme måde som I har set ham tage til himmelen.“ (Apg 1:9-11, fdn.) I realiteten sagde englene at det ikke tjente noget formål at de stirrede op mod himmelen, som om de forventede at få ham at se dér, for skyen havde indhyllet ham, og han var blevet usynlig. Men han ville komme tilbage på samme måde, usynligt, og ville ikke kunne ses med det bogstavelige øje.

Da Jesus trådte frem for Gud i himmelen med værdien af sit offer, åbnede han vejen for dem der skulle følge efter ham — de åndsavlede medlemmer af hans menighed. (Joh 14:2, 3; He 6:19, 20; 10:19, 20) Ved deres opstandelse må de „bære billedet af den himmelske“, Kristus Jesus, for at kunne stige til himmelen og fortsætte deres tilværelse på det åndelige plan, for „kød og blod“ kan ikke arve det himmelske rige. — 1Kor 15:42-50.

Hvordan kan mennesker befinde sig „i det himmelske“ og dog stadig være på jorden?

I brevet til efeserne taler apostelen Paulus om kristne der endnu levede på jorden, som var de allerede blevet oprejst og havde taget „sæde . . . i det himmelske, i samhørighed med Kristus Jesus“. (Ef 1:3; 2:6) Sammenhængen viser at Gud betragter de salvede kristne på denne måde fordi han har ’udpeget dem som arvinger’ sammen med sin søn til den himmelske arv. Endnu mens de er på jorden, er de blevet ophøjet, løftet op, ved at blive indsat som arvinger. (Ef 1:11, 18-20; 2:4-7, 22) Dette kaster også lys over det symbolske syn i Åbenbaringen 11:12. Det åbner ligeledes for forståelsen af det profetiske billede i Daniel 8:9-12, hvor det siges at det lille horn (en politisk magt) „voksede helt op til himmelens hær og fik nogle af hæren og af stjernerne til at falde ned på jorden“. I Daniel 12:3 siges det at Guds tjenere på jorden i den forudsagte endens tid vil „stråle . . . som stjerner til fjerne tider, ja, for evigt“. I Åbenbaringens Bog, kapitel 1 til 3, er der ligeledes tale om symbolske „stjerner“. Sammenhængen viser at det er mennesker der lever på jorden, og som er udsat for forskellige jordiske erfaringer og prøvelser, og at de har ansvaret for de menigheder der er betroet dem. — Åb 1:20; 2:1, 8, 12, 18; 3:1, 7, 14.

Vejen til himmelsk liv. Vejen til himmelsk liv består i mere end blot at tro på Kristi genløsningsoffer og at udføre trosgerninger i lydighed mod Guds bud. Apostlenes og disciplenes inspirerede skrifter viser at der også må finde en kaldelse og udvælgelse sted, foretaget af Gud gennem hans søn. (2Ti 1:9, 10; Mt 22:14; 1Pe 2:9) Denne indbydelse omfatter flere skridt der skal kvalificere en person til den himmelske arv, og de tages enten af Gud eller af den der kaldes. Af disse skridt kan nævnes at den kaldede må erklæres retfærdig (Ro 3:23, 24, 28; 8:33, 34); må fødes (’avles’) som en åndelig søn (Joh 1:12, 13; 3:3-6; Jak 1:18); må døbes til Kristi død (Ro 6:3, 4; Flp 3:8-11); må salves (2Kor 1:21; 1Jo 2:20, 27); må helliges (Joh 17:17); må bevare sin uangribelighed indtil døden (2Ti 2:11-13; Åb 2:10); og når vedkommende har vist sig trofast i sin kaldelse og udvælgelse (Åb 17:14), oprejses han eller hun til sidst til åndeligt liv. — Joh 6:39, 40; Ro 6:5; 1Kor 15:42-49; se ERKLÆRE RETFÆRDIG; HELLIGELSE, HELLIGGØRELSE; OPSTANDELSE; SALVELSE.