ÅG

En tværstang man lægger på skuldrene for at kunne bære to (lige store) byrder der ophænges for enderne af stangen (jf. Es 9:4), eller en stang eller ramme af træ der lægges over nakken på to trækdyr (som regel kvæg) der skal trække et landbrugsredskab eller en vogn. (4Mo 19:2; 5Mo 21:3; 1Sa 6:7) Det sidstnævnte åg blev ofte holdt på plads af et reb omkring hvert dyrs hals. Nogle åg havde ikke reb, men stænger der hang ned på hver side af dyrets hals og var fastgjort ved hjælp af remme under halsen. Desuden fandtes der åg som blev fæstet til dyrenes pander ved roden af deres horn. I oldtidens Ægypten var de åg man lagde over skuldrene for at bære vand og andre byrder, ca. 1 m lange og havde reb i enderne hvortil byrderne blev fæstet.

Ordene på grundsprogene. De græske betegnelser for åg (zygosʹ, zeuʹgos) er afledt af udsagnsordet zeuʹgnymi, der betyder „at lægge åg på, at spænde for, at sammenføje, at binde, at forene“. Eftersom der normalt gik to dyr under det samme åg, kan det græske ord zeuʹgos også betegne „et par“ dyr, for eksempel „et par“ turtelduer. (Lu 2:24; 14:19) Det hebraiske ord tsæʹmædh svarer i nogen grad til det græske ord zeuʹgos og betegner „et spand“ dyr (Dom 19:3, 10; 1Sa 11:7; 1Kg 19:19, 21) og dernæst det areal et spand okser kunne pløje på en dag, nemlig ca. en tønde land. (1Sa 14:14; Es 5:10) Et andet hebraisk ord, ‛ol eller ‛ōl, bruges om redskabet „åg“ der bruges til dyrene. (4Mo 19:2) Et tredje hebraisk udtryk, mōtahʹ, „ågstang“, bruges også om et „åg“ (3Mo 26:13; Es 58:6, 9; Jer 27:2; 28:10, 12, 13; Ez 30:18; 34:27) og i 1 Krønikebog 15:15 om de stænger ved hjælp af hvilke man bar pagtens ark. Det græske ord zygosʹ kan foruden åg også betegne noget der forbinder to eller flere ting, for eksempel stangen der forbinder skålene på en vægt, og derfor bruges ordet om selve vægten. (Åb 6:5) Ligesom det hebraiske ‛ol (1Mo 27:40; Es 9:4) bruges zygosʹ også om det åg man lagde på skuldrene for lettere at bære en byrde.

Brugt billedligt. Trælle måtte ofte bære byrder (jf. Jos 9:23; 1Ti 6:1), og derfor blev åget brugt som et passende billede på trældom eller underkastelse, som for eksempel Esaus underkastelse under Jakob (1Mo 27:40) eller underkastelse under en hersker eller et folk (1Kg 12:4-14; 2Kr 10:4-14; Ez 34:27), samt undertrykkelse og lidelse. (Es 58:6-9) Et jernåg betegnede strengere trældom end et træåg. (5Mo 28:48; Jer 28:10-14) Det at fjerne åget eller at brække det i stykker betegnede udfrielse fra trældom, undertrykkelse og udbytning. — 3Mo 26:13; Es 10:27; 14:25; Jer 2:20; 28:2, 4; 30:8; Ez 30:18.

Da byen Jerusalem blev indtaget af kong Nebukadnezar, kom indbyggerne under Babylons tunge åg. Dette åg var særlig svært at bære for de gamle mænd der aldrig tidligere havde været under åg. (Jf. Es 47:6.) Det var åbenbart dette Jeremias hentydede til da han i sin klagesang over Jerusalems ødelæggelse skrev: „Det er godt for en våbenfør mand at han bærer åg i sin ungdom.“ Den der allerede i ungdommen lærer at bære et lidelsens åg, vil have lettere ved at bære et åg senere i livet uden at miste håbet. — Kl 3:25-30.

Mens enkeltpersoner og nationer har undertrykt andre, har Jehova Gud aldrig lagt et undertrykkende, smertefuldt åg på sine trofaste tjenere. Gennem profeten Hoseas mindede Jehova Israel om sin barmhjertighed mod folket: „Med menneskesnor søgte jeg at drage dem, med kærlighedsreb, så jeg for dem blev som dem der løfter åget fra deres kæber; og blidt gav jeg ham noget at spise.“ (Ho 11:4) Jehova behandlede altså israelitterne som en der løftede åget af et dyr eller skubbede åget så langt tilbage at dyret let kunne spise. Først da de brød det åg der bestod i underkastelse under Gud (Jer 5:5), kom de under fjendtlige nationers undertrykkende åg. — Jf. 5Mo 28:48; Jer 5:6-19; 28:14.

Jehova Guds lov til israelitterne var et åg i den forstand at den pålagde dem pligter og ansvar over for ham. Eftersom Loven var hellig, retfærdig og god, var dens krav ikke til skade for dem. (Ro 7:12) På grund af deres syndighed og ufuldkommenhed var de imidlertid ikke i stand til at overholde den til fuldkommenhed, og derfor blev den et åg ’som hverken de eller deres forfædre var i stand til at bære’ (for overtrædelse af Loven førte til fordømmelse). Peter fremsatte denne tanke da han påpegede at det ikke var nødvendigt at pålægge ikkejødiske kristne at overholde Moseloven. (Apg 15:4-11) Det var synden, ikke Loven i sig selv, der havde ført menneskene i trældom. (Ro 7:12, 14) Hvis nogen derfor forsøgte at opnå liv ved at overholde Moseloven til fuldkommenhed, ville det ikke alene være umuligt, men også betyde at de ’igen blev spændt i trældoms åg’. Som syndere og syndens trælle ville de blive fordømt af Loven, der ikke tilvejebragte noget offer som virkelig kunne sone synder, sådan som Kristi offer gjorde. — Ga 5:1-6.

Under Jesu jordiske tjeneste befandt jøderne sig under Moselovens åg og var desuden bebyrdede med mange menneskelige overleveringer. Jesus sagde om de skriftlærde og farisæerne: „De binder tunge byrder sammen og lægger dem på folks skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.“ (Mt 23:4) I åndelig forstand var især almindelige mennesker „tyngede af byrder“. Jesus kunne derfor sige: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ (Mt 11:28-30) Hvis det „åg“ Jesus havde i tanke, var et som hans himmelske Fader havde pålagt ham, ville det betyde at andre kunne gå ind under åget sammen med ham, og at han ville hjælpe dem med at bære det. Hvis åget på den anden side er et som Jesus selv lægger på andre, er der tale om at underkaste sig Kristi myndighed og ledelse som en discipel af ham. Med betegnelsen „medhjælper“ (ordr.: „en man er spændt i åg sammen med“) i Filipperne 4:3 sigtede apostelen Paulus sandsynligvis til en bestemt broder i Filippermenigheden som arbejdede sammen med ham under Kristi åg.

Ægteskabet er som et åg i den forstand at det forener mand og hustru. (Mt 19:6) Hvis en kristen gifter sig med en ikketroende, vil følgen derfor blive et „ulige åg“ (2Kor 6:14) som vil gøre det meget vanskeligt at opnå enhed i tanke og handling.