I Catechism of the Catholic Church hedder det: „For at blive oprejst med Kristus, må vi dø med Kristus; vi må ’bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren’. [2 Korinther 5:8] I dette ’opbrud’, som er døden, adskilles sjælen fra legemet. [Filipperne 1:23] Den vil blive genforenet med legemet på dagen for opstandelsen af de døde.“ Men taler Paulus, i de her anførte skriftsteder, om at sjælen lever videre efter legemets død og derefter venter på „den yderste dom“ så den kan blive genforenet med legemet?

Paulus siger i Filipperbrevet 1:21, 23: „For mig er nemlig det at leve, Kristus, og det at dø, en vinding. Jeg er under pres fra disse to ting; men det jeg ønsker er opbruddet og at være sammen med Kristus, for dette er jo ganske givet langt bedre.“ Taler Paulus her om en „mellemtilstand“? Det er der nogle der mener. Men Paulus siger at han er under pres fra to muligheder — liv eller død. „Men det jeg ønsker,“ tilføjer han idet han nævner en tredje mulighed, „er opbruddet og at være sammen med Kristus.“ Er det et ’opbrud’ der straks efter døden medfører at man er sammen med Kristus? Som vi allerede har set, troede Paulus på at de trofaste salvede kristne ville blive oprejst under Kristi nærværelse. Det må derfor være denne periode han har tænkt på.

Det fremgår af det han siger i Filipperbrevet 3:20, 21 og i Første Thessalonikerbrev 4:16. „Opbruddet“ under Jesu Kristi nærværelse ville resultere i at Paulus kunne modtage den belønning som Gud havde i beredskab til ham. At dette netop var hans håb, ses af hans ord til den unge Timoteus: „Henlagt til mig herefter er retfærdighedens krone, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig som belønning på den dag, dog ikke kun mig, men også alle dem som med kærlighed har imødeset hans tydelige fremtræden.“ — 2 Timoteus 4:8.