Lytter andre til din vejledning?

GOD vejledning som bliver givet på den rigtige måde, giver altid et positivt resultat. Er det korrekt? Desværre ikke. Selv fortræffelig vejledning givet af dygtige rådgivere bliver ofte afvist eller ignoreret. — Ordsprogene 29:19.

Det var det der skete da Jehova vejledte Kain, som havde udviklet et had til sin broder, Abel. (1 Mosebog 4:3-5) Gud vidste at dette had bragte Kain i en farlig situation, og sagde derfor til ham: „Hvorfor er du optændt af vrede og hvorfor har du et modfaldent udtryk i ansigtet? Hvis du gør det gode, finder der så ikke en opløftelse sted? Men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved indgangen, og til dig står dens attrå; og vil du få herredømmet over den?“ — 1 Mosebog 4:6, 7.

Jehova sammenlignede synden med et rovdyr der lå parat til at slå kløerne i Kain hvis han blev ved med at bære nag til sin broder. (Jævnfør Jakob 1:14, 15.) Kain kunne stadig nå at ændre holdning, at ’gøre det gode’, i stedet for at fortsætte den katastrofale kurs han var inde på. Sørgeligt nok lyttede Kain ikke til vejledningen. Han afviste Jehovas råd, og det fik frygtelige konsekvenser for ham.

Nogle bliver fornærmede over enhver form for vejledning og afviser den. (Ordsprogene 1:22-30) Kan den der rådgiver, være skyld i at rådet bliver afvist? (Job 38:2) Kan man som vejleder gøre det svært for andre at tage imod ens vejledning? På grund af ufuldkommenheden er der en reel fare for dette. Ved omhyggeligt at følge Bibelens principper kan man imidlertid gøre denne risiko minimal. Lad os se på nogle af disse principper.

’Prøv at hjælpe ham på fode igen i mildhedens ånd’

„Brødre, selv om et menneske uforvarende begår et eller andet fejltrin, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd, mens du holder øje med dig selv, for at ikke også du skal blive fristet.“ (Galaterne 6:1) Med disse ord påpegede Paulus at de som har „åndelige kvalifikationer“, skal prøve at hjælpe en kristen der „uforvarende begår et eller andet fejltrin“, på fode igen. Nogle gange synes det som om de dårligst kvalificerede er dem der er mest ivrige efter at give andre råd. Vær derfor ikke hurtig til at vejlede andre. (Ordsprogene 10:19; Jakob 1:19; 3:1) Det er primært menighedens ældste der er åndeligt kvalificerede til dette. Men naturligvis bør enhver moden kristen gøre opmærksom på risikoen hvis han eller hun ser en broder følge en farlig kurs.

Hvis man giver vejledning, må man sikre sig at den bygger på Guds visdom og ikke på menneskers teorier eller filosofi. (Kolossenserne 2:8) Man må være som den omhyggelige kok der sikrer sig at alle de ingredienser han bruger, er gode og ikke indeholder noget der er giftigt. Vær sikker på at din vejledning er solidt baseret på Guds ord og ikke blot er din personlige mening. (2 Timoteus 3:16, 17) Gør man det, er man sikker på at man ikke skader nogen.

Formålet med vejledningen er at den der har fejlet, ’hjælpes på fode igen’, ikke at vedkommende modstræbende tvinges til at gøre en forandring. Det græske ord der her er oversat med „at hjælpe på fode igen“, er et ord der bruges om at sætte en knogle sammen eller i led for at forebygge yderligere skade. Ifølge leksikografen W. E. Vine indeholder den grammatiske form tanken om at der vises „tålmodighed og udholdenhed under processen“. Man må forestille sig den nænsomhed og dygtighed det kræver hvis man skal undgå at tilføje patienten unødig smerte. Svarende hertil må en rådgiver omhyggeligt undgå at såre den der vejledes. Det kan være svært selv når nogen har anmodet om vejledning. Når vejledningen gives uopfordret, kræver det endnu større dygtighed og taktfuldhed.

Man ’hjælper ikke nogen på fode igen’ ved at støde dem fra sig. For at undgå dette må man huske at vise „inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed“. (Kolossenserne 3:12) Hvis en læge er utålmodig og unødigt hårdhændet, vil patienten måske ignorere hans råd og undgå flere konsultationer selv om der er behov for yderligere behandling.

Det betyder dog ikke at vejledningen skal være vag. Jesus Kristus vejledte de syv menigheder i Lilleasien med bestemthed. (Åbenbaringen 1:4; 3:1-22) Han gav dem en meget direkte vejledning som de måtte lytte til og reagere på. Men den fasthed Jesus viste, var altid afvejet med egenskaber som barmhjertighed og godhed, der genspejlede hans himmelske Faders kærlige ånd. — Salme 23:1-6; Johannes 10:7-15.

Vejledning „med ynde“

„Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ (Kolossenserne 4:6) Salt fremhæver madens smag og gør den mere appetitvækkende. Hvis den vejledning man giver, skal være „appetitvækkende“, må den fremholdes „med ynde, krydret med salt“. Men selv mad der består af udsøgte råvarer, kan være tilberedt dårligt og klasket på tallerkenen i en utiltalende dynge. Det forøger bestemt ikke appetitten. Den slags kan gøre det svært blot at få en enkelt bid ned.

Når man vejleder, er det vigtigt at formulere sig rigtigt. Den vise kong Salomon sagde: „Som guldæbler i ornamenter af sølv er et ord som er talt i rette tid.“ (Ordsprogene 25:11) Måske har han tænkt på en graveret sølvskål med smukt udskårne guldæbler. Det ville være en fryd for øjet og blive højt værdsat som gave. På samme måde kan velvalgte, yndefulde ord virke appellerende på den man søger at hjælpe. — Prædikeren 12:9, 10.

Derimod vil ’et sårende ord vække vrede’. (Ordsprogene 15:1) Upassende ord eller vendinger kan gøre ondt og vække vrede snarere end taknemmelighed. Selv en velformuleret og god vejledning kan blive afvist hvis den gives med et forkert tonefald. At vejlede på en taktløs og ufølsom måde kan gøre lige så stor skade som et angreb med et bogstaveligt våben. „Der findes nogle der taler tankeløst som med sværdhug,“ siges der i Ordsprogene 12:18. Hvorfor skulle man ved at tale tankeløst gøre det sværere for den man ønsker at hjælpe, at tage imod ens vejledning? — Ordsprogene 12:15.

Som kong Salomon sagde, bør vejledning være „et ord som er talt i rette tid“. At vælge det rigtige tidspunkt har stor betydning for om en vejledning bliver en succes. En der har mistet appetitten, har forståeligt nok ikke den store værdsættelse af mad. Måske er han syg. Muligvis har han lige spist et stort måltid. Det er hverken klogt eller passende at tvangsfodre én der ikke ønsker at spise.

Giv vejledning „i ydmyghed“

„Gør min glæde hel og fuld ved at I . . . intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end jer selv, og ikke hver især blot har øje for jeres egne interesser, men også hver især for de andres.“ (Filipperne 2:2-4) Hvis man er en god vejleder, vil ens motiv være interesse for andres velfærd. Man vil „i ydmyghed“ tage sig af sine åndelige brødre og søstre, idet man ’agter de andre højere end sig selv’. Hvad indebærer det?

Ydmyghed afholder vejlederen fra at anlægge en overlegen holdning og tone. Ingen har grund til at føle sig hævet over sine trosfæller. Vi kommer alle til kort indimellem. Da man ikke ved hvad der bor i den vejledtes hjerte, er det meget vigtigt at man ikke tillægger ham forkerte motiver. Måske har hans motiv slet ikke været dårligt, og måske er han ikke klar over at hans holdning og adfærd er forkert. Selv om han i nogen grad er klar over at han ikke har levet op til Guds krav, vil han uden tvivl have lettere ved at modtage vejledning hvis den gives på en ydmyg måde der vidner om ægte interesse for hans åndelige velfærd.

Man kan forestille sig hvordan man ville have det hvis man var inviteret til middag og værten under middagen behandlede én på en kold og nedværdigende måde. Sådan et måltid ville man ikke nyde. „Det er bedre at få en grøntsagsret hvor der er kærlighed, end fedet okse sammen med had.“ (Ordsprogene 15:17) Selv den bedste vejledning kan være svær at tage imod hvis rådgiveren tydeligt viser at han ikke bryder sig om den der bliver vejledt, taler ned til ham eller gør ham forlegen. Kærlighed, gensidig respekt og tillid gør det nemmere både at give og at modtage vejledning. — Kolossenserne 3:14.

Vejledning som blev godt modtaget

Profeten Natan viste ydmyghed da han vejledte kong David. Det fremgik tydeligt af det Natan sagde og gjorde, at han både elskede og respekterede David. Natan indledte med en illustration der hjalp David til at tage imod vejledningen. (2 Samuel 12:1-4) Profeten appellerede til Davids retfærdighedssans, selv om den ikke var kommet til udtryk i hans forhold til Batseba. (2 Samuel 11:2-27) Da Natan afslørede illustrationens formål, kom Davids dybtfølte reaktion: „Jeg har syndet mod Jehova.“ (2 Samuel 12:7-13) I modsætning til Kain, som ikke lyttede til Jehova, tog David ydmygt imod retledningen.

Natan blev utvivlsomt ledet af Jehova, som tog hensyn til Davids ufuldkommenhed og muligheden for at han kunne reagere negativt på vejledningen. Natan fortsatte sin vejledning meget taktfuldt og agtede tydeligvis David højere end sig selv på grund af hans stilling som Jehovas udnævnte konge. Autoritet kan være en hjælp for den der skal give passende vejledning, men hvis han ikke samtidig viser ydmyghed, kan hans vejledning være svær at tage imod.

Natan hjalp David i mildhedens ånd. Han havde omhyggeligt forberedt hvad han ville sige, og talte „med ynde“ så David kunne reagere på en måde som var til hans eget bedste. Natan var ikke motiveret af personlige interesser, og han prøvede heller ikke at spille herre over David, hverken moralsk eller åndeligt. Han satte et lærerigt eksempel ved at sige det rigtige på en passende måde. Hvis vi viser den samme indstilling, er der langt større sandsynlighed for at andre vil lytte til vores vejledning.

[Illustration på side 22]

Din vejledning bør gøre gavn ligesom nærende mad

[Illustration på side 23]

Er din vejledning lige så tiltalende som „guldæbler i ornamenter af sølv“?

[Illustration på side 24]

Profeten Natan appellerede ydmygt til Davids retfærdighedssans