ÆDRUELIGHED

Det græske udsagnsord nēʹfō og tillægsordet nēfaʹlios sigter i deres grundbetydning til ikke at være påvirket af berusende drikke. I Bibelen bruges de hovedsagelig i overført betydning, hvor de indeholder tanken om at være nøgtern, mådeholden i vaner, årvågen og at bevare sine sansers fulde brug. Et beslægtet ord, eknēʹfō, der i første række betyder „at komme sig efter en rus“, bruges i den græske Septuaginta i 1 Mosebog 9:24: „Noa kom sig [vågnede op] efter vinen.“ Ordet bruges også i denne bibeloversættelse i Joel 1:5, hvor profeten opfordrer Israels åndelige drankere til at ’vågne op’, og i Habakkuk 2:19, hvor der forkyndes ve over afgudsdyrkerne der siger til træ og sten: „Vågn op!“

I listen over kravene til dem der udnævnes til tilsynsmænd i den kristne menighed, siger apostelen Paulus at tilsynsmanden skal være „mådeholden i vaner“ (gr.: nēfaʹlios). Det indebærer naturligvis at han ikke må drikke for meget vin, da der også siges at han ikke må være „en fordrukken spektakelmager“. Men ud over at han skal være moderat i brugen af alkohol, ligger der også i ordet nēfaʹlios at han på andre områder må have et sundt sind og vise mådehold, for eksempel i forbindelse med sin tale og sin adfærd. — 1Ti 3:2, 3.

Kvinder i menigheden får også at vide at de bør være „alvorlige, ikke bagtaleriske, men mådeholdne i vaner, trofaste i alt“. (1Ti 3:11) Ældre mænd og kvinder får en tilsvarende vejledning; de ældre kvinder skal sætte et godt eksempel „så de kan kalde de unge kvinder til fornuft“ og hjælpe dem til at blive gode hustruer og mødre som underordner sig deres mænd. — Tit 2:2-5.

Da Paulus tilretteviste menigheden i Korinth, der havde ladet sig påvirke af mænd som førte falsk lære, sagde han: „Dårligt selskab ødelægger gode vaner. Vågn op til ædruelighed [form af eknēʹfō] i retfærdighed, og øv ikke synd, for nogle er uden kundskab om Gud. Jeg siger det for at få jer til at føle skam.“ (1Kor 15:33, 34) De skulle vågne op af den døs der var fremkaldt af falsk lære, som vildledte nogle og forårsagede åndelig sygdom og ligefrem død. (1Kor 11:30) Tidligere havde han skrevet noget tilsvarende til thessalonikerne, som var blevet foruroliget af nogle som førte en lære der ikke stammede fra apostlene. Han skrev til dem at „Jehovas dag“ ville komme pludseligt, men at den ikke ville overraske sande og trofaste kristne, sådan som den ville overraske tyve. De måtte derfor ikke døse, men skulle sikre sig at de var opmærksomme; de skulle ’holde sig vågne og være [åndeligt] ædru’. — 1Ts 5:2-6, 8.

Paulus advarede også Timoteus om det kommende frafald med de farer det ville medføre for de kristne der ønskede at forblive trofaste. Som tilsynsmand måtte Timoteus i særlig grad sørge for at ’være ædru [åndeligt nøgtern] i alle ting’, idet han måtte ’lide ondt, gøre en evangelieforkynders gerning og fuldføre sin tjeneste’. (2Ti 4:3-5) Han måtte nøgternt indse at Paulus snart ikke ville være der mere (2Ti 4:6-8), og en dag ville Timoteus selv dø, så han måtte betro det han havde lært, til troende og trofaste mennesker, som igen ville være tilstrækkelig egnede til at undervise andre. (2Ti 2:2) Derved ville menigheden blive opbygget som et bolværk mod det kommende frafald og være „en sandhedens søjle og støtte“. — 1Ti 3:15.

Apostelen Peter, der vidste at han og hans medapostle snart skulle gå bort (2Pe 1:14) og derfor ikke længere kunne afværge det frafald Djævelen stod bag, rådede ligeledes de kristne til at holde fast ved deres frelse ved Kristus. Han tilskyndede dem til at ’holde sig fuldstændig ædru og sætte deres håb til den ufortjente godhed der skulle bringes til dem ved Jesu Kristi åbenbarelse’. (1Pe 1:13) I bevidstheden om tidens alvor og den voksende forfølgelse de kunne vente fra verdens side, skulle de være sunde i sindet, årvågne og vagtsomme, og de måtte ikke forsømme at bede inderligt for at få den styrke de behøvede for at holde ud. (1Pe 4:7) Han formanede dem til at være ædru og holde sig vågne fordi Djævelen var som en brølende løve der søgte nogen at opsluge, og de skulle stå ham imod. Dette krævede ædruelighed, alvor og selvbeherskelse. — 1Pe 5:8, 9.