Håbet — en beskyttelse i en trøstesløs verden
En koreansk dreng ønskede at hjælpe sin mor med at overbevise en skoleelev om hvor vigtigt det er at tro på fremtiden. Han kom i tanker om en illustration han havde hørt ved et kristent møde og spurgte eleven om hun havde lyst til at gætte en gåde. Det havde hun; så drengen fortsatte: „Der var engang to familier som begge var meget fattige. En dag begyndte det at regne, og der var hul i taget på deres huse. Den ene familie blev meget ked af det, og sad og beklagede sig. Den anden familie, derimod, gik velfornøjede i gang med at reparere deres tag. Hvorfor var der så stor forskel på de to familier?“ Nysgerrig svarede pigen at det vidste hun ikke. Drengen forklarede: „Jo, den sidste familie havde lige fået at vide af kommunen at de ville få et nyt hus. Så de havde et håb. Det var forskellen!“
DRENGENS gåde understreger en grundlæggende sandhed: Håbet ændrer vort syn på livet, uanset vore omstændigheder. Ligesom de to familier i gåden, kommer de fleste af os ud for uvejr i livet, det være sig i form af helbredsproblemer, økonomiske bekymringer, familieskærmydsler, kriminalitet og utallige andre trængsler og genvordigheder. Vi kan ikke uden videre få disse problemer til at forsvinde, lige så lidt som vi kan få et tordenvejr til at forsvinde. Måske føler vi os frustrerede, ensomme — ja, kort sagt, hjælpeløse. Og for at gøre det hele værre, har den kirke vi er kommet i gennem årene måske ikke tegnet noget særlig lyst billede af fremtiden, men stillet evig straf i udsigt for os som syndere.
Det er blevet sagt at håbløshed og hjælpeløshed er opskriften på depression. Men ingen af os behøver at være uden håb. Og håbet er i sig selv det bedste våben at bekæmpe følelsen af hjælpeløshed med. Hvis vi har et håb, kan vi klare livets storme med et vist mål af ro og tilfredshed i behold, i stedet for hele tiden at føle at vi løber panden imod en mur. Håbet er en vigtig beskyttelse.
Tvivler du på at det er rigtigt? Kan håbet virkelig udvirke så meget? Og hvilket pålideligt håb kan vi alle nære?
Som en hjelm
Inden for lægevidenskaben er man begyndt at erkende den kraft der ligger i håbet. Den tidligere kz-fange, stressforskeren dr. Shlomo Breznitz, har sagt at det for de fleste af livets problemer gælder, at „stress skyldes vores fortolkning af vanskelighederne, ikke problemerne i sig selv. Håbet gør dem mindre tyngende.“ I en artikel i The Journal of the American Medical Association kaldes håbet for „en stærk medicin“. American Health skriver: „Der er mange eksempler på at patienter, især kræftpatienter, pludselig får det værre når de af en eller anden grund mister håbet — eller omvendt får det bedre når de pludselig finder noget nyt at leve for.“ — Jævnfør Ordsprogene 17:22.
Bibellæsere har længe kendt håbets betydning. I Første Thessalonikerbrev 5:8 tilskynder Paulus de kristne til at ’være ædru og bære frelseshåbet som hjelm’. I hvilken forstand kan „frelseshåbet“ være som en hjelm?
Lad os se på hvilket formål en hjelm tjente på Bibelens tid. Dengang bar soldater kobber- eller jernhjelme foret med filt, uld eller læder. Hjelmen beskyttede soldatens hoved imod pile, kølleslag og sværdhug. Det var sikkert kun de færreste soldater der undlod at bære hjelm hvis de havde en. At soldaten bar hjelm betød imidlertid ikke at han var usårlig og slet ikke kunne mærke det hvis han blev ramt i hovedet. Nej, hjelmen sikrede blot hovedet mod slag og hug der ellers ville have været dødelige.
Ligesom en hjelm beskytter hovedet, beskytter håbet sindet. Håbet vil ikke gøre os upåvirkelige når vi rammes af kriser eller modgang. Men håbet afbøder de knubs livet giver og forhindrer at de ødelægger vor mentale, følelsesmæssige og åndelige sundhed.
Den trofaste mand Abraham bar tydeligvis denne symbolske hjelm. Jehova befalede ham at ofre sin elskede søn Isak. (1 Mosebog 22:1, 2) Abraham kunne let være blevet overvældet af fortvivlelse og have undladt at adlyde Gud. Men hvad var det der beskyttede hans tanker mod sådanne følelser? Håbet spillede en afgørende rolle. Ifølge Hebræerbrevet 11:19 „regnede [han] med at Gud var i stand til at oprejse [Isak] endog fra de døde“. Også i tilfældet med Job var det hans håb om en opstandelse der beskyttede ham imod at blive bitter, hvilket kunne have fået ham til at forbande Gud. (Job 2:9, 10; 14:13-15) Da Jesus Kristus måtte lide en smertefuld død, fandt han styrke og trøst i sit fremtidshåb. (Hebræerne 12:2) Tilliden til at Gud aldrig vil øve uret og aldrig vil undlade at opfylde sit ord, er grundlaget for det sande håb. — Hebræerne 11:1.
Grundlaget for håb
Ligesom det er tilfældet med troen, bygger et sandt håb på fakta, kendsgerninger og sandhed. Det overrasker måske nogle. Som en skribent udtrykker det: „De fleste tror at håbet blot er en tåbelig benægtelse af virkeligheden.“ Men et sandt håb bygger ikke på luftkasteller. Det er ikke en flot tro på at vi vil få alt hvad vi ønsker og at det nok skal gå alt sammen. Livet har en tendens til at feje den slags vrangforestillinger bort med realiteternes hårde fejekost. — Prædikeren 9:11.
Det sande håb er helt anderledes. Det udspringer af kundskab, ikke dagdrømmerier. Tænk på den sidste familie i gåden som drengen fortalte. Hvilket håb havde den haft hvis de kommunale myndigheder var kendt for ikke at holde ord? Det der gav familien et solidt grundlag for håb var vidnesbyrdene om at løftet var pålideligt.
På samme måde nærer Jehovas kristne vidner i dag et håb som er nært knyttet til en regering, nemlig Guds rige. Dette rige er selve Bibelens hovedtema. I årtusinder har det indgydt mænd og kvinder håb, deriblandt Abraham. (Hebræerne 11:10) Gud lover at han ved hjælp af dette rige vil gøre ende på denne gamle fordærvede verdensordning og skabe en ny. (Romerne 8:20-22; 2 Peter 3:13) Håbet om Riget er sandt, det er ikke blot en drøm. Jehova Gud, universets suveræne Herre, er ophav til det, og han er til at stole på. Vi behøver blot at betragte Guds fysiske skaberværk for at få vished for at han er til og har tilstrækkelig magt til at opfylde alle sine løfter. (Romerne 1:20) Vi behøver blot at undersøge beretningen om hvordan han har handlet med menneskeheden for at se at hans ord altid går i opfyldelse. — Esajas 55:11.
Desværre har de fleste der bekender sig som kristne mistet det sande håb af syne. Teologen Paul Tillich har engang sagt i en prædiken: „De [første] kristne lærte at vente på afslutningen. Men efterhånden holdt de op med at vente. . . . Forventningen om en ny tingenes tilstand på jorden blev tåget, selv om man bad om det i Fadervor: Ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen!“
Hvor tragisk! Millioner, ja milliarder, trænger hårdt til et håb men har intet — og det til trods for at de ofte kan finde det hjemme i deres egen dagligstue, nemlig i deres egen Bibel. Derfor har de høstet en sørgelig frugt. Uden et sandt håb til at beskytte deres sind, kan det ikke undre at en „sindstilstand [Gud] ikke synes om“ har fået mange til at fylde verden med umoralitet og vold. (Romerne 1:28) Lad os aldrig gå i samme fælde. I stedet for at kaste håbets hjelm fra os, bør vi gøre den stærkere.
Hvordan man styrker sit håb
Den bedste måde at styrke sit håb på, er ved at lytte til kilden til alt håb, Jehova Gud. Læs flittigt i hans ord, Bibelen. I Romerbrevet 15:4 siges der: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“
Vort fremtidshåb bør ikke være noget vagt og abstrakt. Det må være virkeligt for os. Håber du på at komme til at leve evigt i et paradis på jorden? Vil du gerne møde dine kære afdøde venner når de bliver oprejst på jorden? Kan du forestille dig selv leve til den tid? I Esajas 65:21, 22 tales der for eksempel om at man skal bygge sit eget hus og bo i det. Kan du for dit indre øje se dig selv arbejde med at lægge tag på dit nye hus, idet du anbringer den sidste teglsten? Forestil dig at se frugten af din planlægning og dit arbejde. De muntre lyde forstummer idet du lægger hammeren fra dig og spejder ud over landskabet mens eftermiddagssolen kaster sine lange skygger hen over det. En brise får træerne til at svaje blidt og forfrisker dig efter det hårde arbejde. Barnelatter blandet med fuglesang når dine ører. Inde fra huset hører du din families stemmer.
At se sådanne lykkelige stunder for sig er ikke tankespind; det er meditation over en profeti hvis opfyldelse du tror fuldt og fast på. (2 Korinther 4:18) Jo mere virkeligt billedet står for dig, jo stærkere vil dit håb være. Et sådant fast og nærværende håb vil gøre at du ikke ’skammer dig over den gode nyhed’, hvilket kunne få dig til at vige tilbage for at forkynde den for andre. (Romerne 1:16) Du vil tværtimod ’fastholde din stolthed over håbet’ ligesom apostelen Paulus, ved at fortælle andre om det. — Hebræerne 3:6.
Men vort håb er ikke kun rettet mod den evige fremtid. Der er allerede nu grund til at nære håb. Hvorfor? Den romerske statsmand Cassiodorus, der levede i det femte århundrede, sagde: „Den der kan få øje på goderne i dag, kan også fatte håb om fremtidige goder.“ Vise ord! Hvilken trøst kan vi finde i løftet om fremtidige velsignelser hvis vi ikke kan glæde os over de nuværende velsignelser?
Bønnen er også med til at styrke håbet. Ud over at bede med henblik på fremtiden, bør vi bede om at vore nuværende behov må blive dækket. Vi kan håbe på og bede til at vi må få et bedre forhold til familie og medkristne, få vort åndelige behov dækket, og også om at vi må få de materielle fornødenheder. (Salme 25:4; Mattæus 6:11) At sætte vort håb til Jehova vil hjælpe os til at holde ud dag efter dag. (Salme 55:22) Det at vi holder ud har en selvforstærkende virkning, så den beskyttende ’håbets hjelm’ vil blive endnu stærkere. — Romerne 5:3-5.
Tro med håb det bedste om andre
At tænke negativt er som rust på håbets hjelm. Det nedbryder hjelmen og kan med tiden gøre den ubrugelig. Har du lært at være opmærksom på negative tanker og bekæmpe dem? Begå ikke den fejl at tro at det er smart og intellektuelt at have en kynisk, kritisk og pessimistisk holdning til tingene. Faktisk kræver det ikke ret meget af intellektet at være negativ.
Det er alt for nemt at miste tiltroen til sine medmennesker. „Brændt barn skyr ilden og bidt barn hunden,“ som man siger. Når nogen én gang er blevet svigtet, tør de måske ikke længere stole på andre, ikke engang de kristne ældste.
Bibelen hjælper os til at have et mere ligevægtigt syn på andre mennesker. Sandt nok er det ikke klogt at sætte al sin lid til mennesker. (Salme 146:3, 4) Men de ældste i den kristne menighed er som „gaver i form af mennesker“ fra Jehova. (Efeserne 4:8, 11) De er samvittighedsfulde, erfarne kristne der oprigtigt ønsker at være „som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen“. — Esajas 32:2.
Mange andre i den kristne menighed ønsker også oprigtigt at være en kilde til håb. Tænk blot på de mange hundrede tusind der er som mødre, fædre, søstre, brødre og børn for dem der har mistet deres kødelige familie. Tænk på alle dem der ’viser større troskab end en broder’ mod de nødstedte. — Ordsprogene 18:24; Markus 10:30.
Hvis du har bedt Jehova om hjælp, så opgiv ikke håbet. Han har måske allerede svaret dig. Måske er der en moden kristen eller en ældste som med det samme er parat til at hjælpe dig når du gør opmærksom på dine behov. Et ligevægtigt syn på andre mennesker forhindrer at vi kapsler os inde og isolerer os selv, hvilket kan føre til en selvisk og tåbelig handlemåde. — Ordsprogene 18:1.
Hvis vi har problemer med en medkristen, behøver vi ikke at miste håbet og blive negative. Husk at „kærligheden . . . håber alt“. (1 Korinther 13:4-7) Betragt de kristne brødre og søstre ligesom Jehova gør — med håb. Fokusér på deres gode egenskaber, lad tvivlen komme dem til gode og forsøg at få problemerne ud af verden. En sådan håbefuld indstilling vil beskytte os mod fejder og stridigheder der ikke gavner nogen.
Giv aldrig efter for håbløsheden i denne gamle døende verden. Der findes et håb — både med hensyn til vor evige fremtid og løsningen af mange af vore nuværende problemer. Vil du gribe håbet? At eje frelseshåbet er som at bære en beskyttende hjelm. Ingen tjener for Jehova behøver at være uden håb, uanset hvor triste forhold han eller hun lever under. Hvis ikke vi selv opgiver håbet, kan intet hverken i himmelen eller på jorden berøve os det håb Jehova har givet os. — Jævnfør Romerbrevet 8:38, 39.