Hvordan bør den kristne se på alkohol?
„HVEM har ve? Hvem har ubehag? Hvem har stridigheder? Hvem har bekymring? Hvem har sår uden grund? Hvem har slørede øjne? De der sidder længe over vinen.“ (Ordsprogene 23:29, 30) Ja, Bibelen erkender at indtagelse af alkoholiske drikke kan få nogle meget alvorlige følger: hallucinationer, skammelig adfærd, psykoser, dårligt helbred, familieproblemer og tilmed fattigdom.
Men læg mærke til at det ovennævnte skriftsted taler om dem „der sidder længe over vinen“, altså vanedrankere! På sådanne virker alkohol som gift, ofte med fysiske og mentale lidelser til følge. (Ordsprogene 23:32-35) De der drikker meget kan miste deres selvbeherskelse og begynde at gøre ting de normalt ville skamme sig over. Derfor siger Bibelen advarende: „Vær ikke blandt dem der drikker sig fulde i vin, blandt dem der frådser i kød, for en dranker og en frådser kommer i nød, og af døsighed bliver man klædt i pjalter.“ (Ordsprogene 23:20, 21) Desuden bliver drukkenskab regnet blandt „kødets gerninger“, som kan afskære en fra at komme ind i Guds rige. — Galaterne 5:19, 21; 1 Korinther 6:10.
Hvad siger Bibelen om alkohol?
Betyder det at kristne slet ikke må drikke alkohol? Hvad med den nigerianske præsts udtalelse, citeret i den forrige artikel, om at ’en mand der er klog slet ikke drikker vin’? Han hentyder sandsynligvis til Ordsprogene 20:1, hvor der står: „Vinen er en spotter, den stærke drik larmer op, og ingen der farer vild ved den er viis.“ Men Bibelen taler ikke her mod dem der drikker vin — den taler mod dem der farer vild ved den! Det er ’dem der sidder længe over vinen’ og „dem der drikker sig fulde i vin“ der ikke er vise.
Lad os desuden betragte Esajas 5:11, 22, der lyder: „Ve dem der står tidligt op om morgenen for at løbe efter stærke drikke, dem som sidder sent i aftenmørket mens vinen får dem til at blusse! Ve dem der er vældige krigere — til at drikke vin — og dem der er dygtige mænd — til at blande stærke drikke.“ Hvad er det Esajas fordømmer? Er det ikke umådeholdent drikkeri, det at drikke fra tidlig morgen til „sent i aftenmørket“?
Vi læser om trofaste tjenere for Gud — som Abraham, Isak og Jesus — at de drak vin med måde. (1 Mosebog 14:18; 27:25; Lukas 7:34) Desuden nævner Bibelen vin som en af de velsignelser der stammer fra Jehova. (1 Mosebog 27:37; 5 Mosebog 11:14; Esajas 25:6-8) Bibelen nævner endog at vin i moderate mængder kan have en gavnlig virkning. Vin „fryder det dødelige menneskes hjerte,“ siger salmisten. (Salme 104:15) Og apostelen Paulus anbefalede Timoteus: „Drik ikke længere [forurenet] vand, men brug lidt vin for din mave og dine hyppige svagheder.“ — 1 Timoteus 5:23.
Vin eller druesaft?
Nogle argumenterer for at den vin der omtales i sådanne skriftsteder var ren druesaft. Men McClintock og Strong’s Cyclopedia gør opmærksom på at „Bibelen ikke skelner mellem alkoholiske og alkoholfri vine og aldrig henviser til eller omtaler en sådan skelnen“. I samklang hermed omtaler Bibelen vin som en berusende drik, og nævner den i forbindelse med „stærke drikke“. — 1 Mosebog 9:21; Lukas 1:15; 5 Mosebog 14:26; Ordsprogene 31:4, 6.
Interessant i den sammenhæng er det at Jesu første mirakel bestod i at forvandle vand til vin. Den bibelske beretning lyder: „Da nu skafferen smagte på vandet som var blevet til vin, og han ikke vidste hvor det kom fra . . . kaldte [han] på brudgommen og sagde til ham: ’Ethvert andet menneske sætter først den gode vin frem, og når folk er blevet berusede, den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.’“ (Johannes 2:9, 10) Ja, „den gode vin“ Jesus frembragte var ægte vin.
De selvretfærdige religiøse ledere på Jesu tid kritiserede ham fordi han ved visse lejligheder drak vin. Det fik Jesus til at sige til dem: „Her er Johannes Døber kommet, som hverken spiser brød eller drikker vin, og I siger: ’Han har en dæmon.’ Menneskesønnen er kommet, som spiser og drikker, og I siger: ’Se! En frådser, forfalden til vin!’“ (Lukas 7:33, 34) Hvori ville kontrasten mellem Jesus og Johannes have bestået hvis Jesus blot drak alkoholfri druesaft? Husk på at der blev sagt om Johannes at „vin og stærk drik må han ikke drikke“. — Lukas 1:15.
Det er derfor tydeligt at Jesus ikke fordømte at man drak alkoholiske drikke med måde. Når man dengang fejrede påsken indebar det at man drak vin, og der skulle fortsat anvendes ægte vin ved fejringen af Herrens aftensmåltid, som erstattede påsken.a
Dømmekraft nødvendig
Bibelen forbyder altså ikke indtagelsen af alkoholiske drikke. I de fleste tilfælde vil det derfor være en personlig afgørelse om man vil drikke alkohol eller ej. Bibelen fordømmer dog i kraftige vendinger drukkenskab og frådseri: „Vær ikke blandt dem der drikker sig fulde i vin, blandt dem der frådser i kød, for en dranker og en frådser kommer i nød.“ (Ordsprogene 23:20, 21) Enhver bør derfor vise mådehold og selvbeherskelse. „Drik jer ikke fulde i vin; det fører til udsvævelser; men bliv fortsat fyldt med ånd.“ Husk på at selvbeherskelse er en af Guds ånds frugter. — Efeserne 5:18; Galaterne 5:19-23.
Faktisk behøver man ikke at blive fuld før alkohol kan bringe en i vanskeligheder. I en brochure udgivet af USA’s Nationalinstitut for Stofmisbrug hedder det: „Når man får en drink, optages alkoholen i blodet gennem fordøjelsessystemet og når hurtigt frem til hjernen. De dele af hjernen der styrer tænkeevnen og følelserne begynder at sløves. Personen føler sine hæmninger forsvinde og føler sig mere fri.“ En sådan følelse af at ’hæmningerne forsvinder’ kan udsætte en for moralske farer.
En anden fare er at drikke spiritus før man skal færdes i trafikken. Det er blevet anslået at der alene i De Forenede Stater årligt omkommer 25.000 mennesker ved trafikuheld der skyldes spritbilister. Mange undervurderer åbenbart hvor stærkt alkohol indvirker på deres reflekser. Men kristne betragter livet som en gave fra Jehova. (Salme 36:9) Vil det i betragtning heraf være rigtigt at sætte sit eget og andres liv på spil ved at køre når ens reflekser er sløvede af alkohol? Mange kristne har besluttet sig til slet ikke at røre alkohol når de skal køre.
En kristen vil også tænke på hvordan hans drikkevaner berører andre. Det er uden tvivl grunden til at kristne tilsynsmænd, menighedstjenere og ældre kvinder alle opfordres til ikke at forfalde til „megen vin“. (1 Timoteus 3:2, 3, 8; Titus 2:2, 3) Selv om nogle kristne måske kan tåle ret store mængder alkoholiske drikke, vil de alligevel være forsigtige og mådeholdne når de drikker, for ikke at øve en dårlig indflydelse på andre. En kristen vil heller ikke prøve at presse en der ikke ønsker det, til at drikke alkohol. Bibelen siger: „Det er godt ikke at spise kød, ikke at drikke vin, ikke at gøre noget som kan blive en snublesten for din broder.“ — Romerne 14:21.
Det kan endda under visse forhold være tilrådeligt helt at afholde sig fra at drikke alkohol — for eksempel i forbindelse med graviditet. Paris-udgaven af avisen International Herald Tribune har offentliggjort en undersøgelse foretaget af universitetet i North Carolina, USA, hvori der stod: „Hvis en vordende moder blot en enkelt gang på et tidligt tidspunkt i graviditeten drikker store mængder alkohol, kan barnet få alvorlige mén både fysisk og mentalt.“ Gravide kvinder bør derfor alvorligt overveje risikoen ved at drikke under svangerskabet.
Nogle der før har været alkoholikere eller har haft tendens til et umådeholdent forbrug, vil måske også finde det mest tilrådeligt helt at lade være med at drikke.b Derfor vil det måske være bedst at undgå at drikke alkohol når der er en alkoholiker til stede eller hvis man er sammen med mennesker hvis samvittighed forbyder dem at drikke. Det vil desuden være upassende at drikke berusende drikke før et kristent møde eller når man deltager i den offentlige forkyndelse. Heri satte fortidens levitter et godt eksempel, idet de skulle afholde sig fra alkohol når de forrettede tjeneste i templet. — 3 Mosebog 10:8-10.
Endelig må man respektere landets love. I nogle lande er det totalt forbudt at drikke alkohol. I andre lande er spiritus kun tilgængelig for voksne over en vis alder. En kristen vil også adlyde „de højere myndigheder“ på dette område. — Romerne 13:1.
Hvorvidt man vil drikke alkoholiske drikke eller ej og hvor meget, er altså en personlig afgørelse. Når vi viser dømmekraft og er villige til at udvise mådehold, vil det ære Gud. Følg derfor en klog kurs således at vi, „hvad enten [vi] spiser eller drikker eller gør noget andet“, „gør alt til Guds ære“. — 1 Korinther 10:31.
[Fodnoter]
a I Palæstina blev druerne høstet i løbet af sensommeren. Den jødiske påske og Herrens aftensmåltid blev imidlertid fejret om foråret — seks måneder senere. Da man ikke kendte til konserveringsmidler ville den helt naturligt gære.
b Læger anbefaler total afholdenhed hos en person der er blevet erklæret for alkoholiker. Se Vågn op! for 22. oktober 1982.
[Illustration på side 6]
På grund af andres samvittighed vil en kristen måske afholde sig fra at drikke alkoholiske drikke