Det Alexandrinske Håndskrift
DET Alexandrinske Håndskrift, Codex Alexandrinus, var det første blandt de mere betydningsfulde bibelhåndskrifter som forskerne fik adgang til. Opdagelsen af dette håndskrift førte til en konstruktiv, kritisk gennemgang af den græske bibeltekst, til gavn for alle der senere har arbejdet med at oversætte De Hellige Skrifter. Hvordan og hvornår kom dette håndskrift for dagen?
Patriarken af Alexandria i Ægypten, Kyrillos Lukaris, var en stor bogsamler, og da han i 1621 blev patriark af Konstantinopel i Tyrkiet, medbragte han dette håndskrift, som var i kodeksform. På grund af den urolige situation i Mellemøsten og faren for at håndskriftet skulle falde i muslimske hænder og blive ødelagt, mente patriarken imidlertid at det ville være langt bedre beskyttet i England. Derfor skænkede han det i 1624 til den britiske ambassadør i Tyrkiet, som en gave til den engelske konge, Jakob I. Kongen døde imidlertid inden det blev muligt at overrække ham håndskriftet som tre år senere blev givet til hans efterfølger, Karl I.
Var dette håndskrift nu så værdifuldt som Kyrillos Lukaris mente det måtte være? Ja, afgjort! Det stammer fra begyndelsen af det femte århundrede. Der har øjensynlig medvirket adskillige afskrivere, og teksten er blevet grundigt revideret. Det er et pergamenthåndskrift, skrevet med uncialer eller majuskler (store bogstaver) uden mellemrum mellem ordene, med to spalter på hver side. Desværre mangler størstedelen af Mattæusevangeliet samt dele af Første Mosebog, Salmerne, Johannesevangeliet og Andet Korintherbrev. Det Alexandrinske Håndskrift, der officielt betegnes med bogstavet A, består af 773 blade og er stadig et af de ældste og mest betydningsfulde håndskrifter.
De fleste bibelhåndskrifter kan ud fra visse lighedspunkter henføres til bestemte grupper eller familier. Disse lighedspunkter er opstået ved at man har afskrevet fra den samme kildetekst eller fra nært beslægtede eksemplarer. Ved fremstillingen af Det Alexandrinske Håndskrift ser det imidlertid ud til at afskriverne har bestræbt sig for at sammenholde læsemåder fra forskellige håndskriftfamilier for at nå frem til en tekst der var så nøjagtig som muligt. Det viste sig endog at dette håndskrift var ældre og bedre end nogen af de græske håndskrifter man havde brugt som grundlag for King James-oversættelsen af 1611.
Den alexandrinske gengivelse af Første Timoteusbrev 3:16 forårsagede megen polemik da håndskriftet blev offentliggjort. Ifølge King James-oversættelsen og den reviderede danske oversættelse af 1819 står der her, med henvisning til Jesus Kristus, at „Gud er aabenbaret i Kjød“. Det viste sig imidlertid ved en undersøgelse af det gamle håndskrift at der i stedet for en forkortelse af det græske ord for „Gud“, nemlig de to bogstaver „ΘC“, oprindelig havde stået „OC“, der betyder „som“. Der står altså ikke i dette skriftsted at Jesus er Gud.
Der skulle dog gå mere end 200 år og gøres flere fund af gamle håndskrifter før man kunne fastslå at „som“ er den korrekte gengivelse. I sin bog Textual Commentary on the Greek New Testament, siger Bruce M. Metzger: „Ingen uncialhåndskrifter (fra første hånd) fra før det ottende eller niende århundrede . . . støtter brugen af ordet θεός [theosʹ]; alle ældre tekstudgaver forudsætter brugen af ὅς eller ὅ; og ingen patristisk skribent fra før den sidste tredjedel af det fjerde århundrede støtter læsemåden θεός [theosʹ].“ I dag undgår de fleste oversættelser enhver hentydning til „Gud“ i dette vers.
I 1757 blev det kongelige bibliotek i England indlemmet i British Library, og denne betydningsfulde kodeks er nu udstillet i håndskriftsamlingen på British Museum. Det er en skat som det afgjort er værd at se.