Hvordan ser Gud på kristenhedens gudsdyrkelse?

„IKKE enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje,“ sagde Jesus. „Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke . . . gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ — Mattæus 7:21-23.

Gud har i sit hellige ord, Bibelen, tydeligt fortalt hvad der er hans vilje. Handler kristenhedens kirker i overensstemmelse med Guds vilje? Eller ’øver de lovløshed’, som Jesus sagde?

Blodskyld

Aftenen før sin Herres død var Peter tæt på at indlede en væbnet konflikt med den hærafdeling der var blevet sendt ud for at arrestere Jesus. (Johannes 18:3, 10) Men Jesus genoprettede roen og advarede Peter: „Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Denne utvetydige advarsel bliver gentaget i Åbenbaringen 13:10. Har kristenhedens kirker fulgt dette? Eller bærer de en del af ansvaret for de krige der i øjeblikket udkæmpes forskellige steder på jorden?

Under den anden verdenskrig blev hundredtusinder af serbere og kroatere dræbt i religionens navn. „I Kroatien,“ skriver The New Encyclopædia Britannica, „fulgte det fascistiske regime en politik for ’racehygiejne’ der overgik selv nazisternes ugerninger. . . . Det blev erklæret at en tredjedel af den serbiske befolkning ville blive deporteret, en tredjedel omvendt til katolicismen og en tredjedel likvideret. . . . Det katolske præsteskabs delvise meddelagtighed i disse ugerninger bevirkede at forholdet mellem kirke og stat blev meget anstrengt efter krigen.“ Utallige blev tvunget til at konvertere til katolicismen eller lide døden; tusinder af andre fik ikke noget valg. Hele byer — mænd, kvinder og børn — blev gennet ind i deres ortodokse kirker og dræbt. Hvordan forholdt det sig med de kommunistiske oprørshære? Blev de også støttet af religionen?

„Nogle præster deltog i krigen på oprørsstyrkernes side,“ fortæller bogen History of Yugoslavia. „Præster fra både serbisk-ortodokse og romersk-katolske kirker deltog i partisankrigen,“ skriver bogen Yugoslavia and the New Communism. Religiøse forskelle holder stadig liv i Balkankrigen.

Og hvad med Rwanda? Generalsekretæren fra Det Katolske Institut for Internationale Anliggender, Ian Linden, har fremsat følgende indrømmelse i tidsskriftet The Month: „En undersøgelse foretaget af Gruppen for Afrikanske Rettigheder i London indeholder et eller to eksempler på at lokale ledere fra den katolske og den anglikanske kirke samt baptistkirken var indblandet i, eller undlod at gribe ind over for, militsers drab. . . . Der er ingen tvivl om at et betydeligt antal af fremtrædende kristne i sognene var meddelagtige i nedslagtningen.“ Desværre plager kampe mellem såkaldte kristne stadig Centralafrika.

Utugt og ægteskabsbrud

Ifølge Bibelen hører det seksuelle samkvem kun til inden for ægteskabets rammer. „Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere,“ står der i Hebræerbrevet 13:4. Lever kirkelederne op til dette guddommelige krav?

I 1989 udgav den anglikanske kirke i Australien et officielt dokument om seksualitet der antydede at sex før ægteskabet ikke var forkert hvis parterne havde forpligtet sig over for hinanden. For nylig udtalte overhovedet for den anglikanske kirke i Skotland: „Kirken bør ikke fordømme ægteskabsbrud som syndigt og forkert. Kirken må acceptere at ægteskabsbrud ligger i vore gener.“

I Sydafrika har en del præster været fortalere for homoseksualitet. I 1990 citerede det sydafrikanske tidsskrift You således en fremtrædende anglikansk præst for at sige: „Skriftens ord er ikke eviggyldigt. . . . Jeg tror at der vil ske nogle ændringer i kirkens indstilling og politik over for homoseksuelle.“ — Se til sammenligning Romerbrevet 1:26, 27.

Ifølge 1994 Britannica Book of the Year er seksualitet blevet et fremherskende stridspunkt i amerikanske kirker, især spørgsmål som „ordinering af erklærede homoseksuelle og lesbiske som præster, religiøs anerkendelse af homoseksuelles rettigheder, velsignelse af ægteskab mellem homoseksuelle, og legalisering eller fordømmelse af en homoseksuel livsform“. De fleste af de store trosretninger tolererer at præster fører kampagner for større seksuel frihed. Ifølge 1995 Britannica Book of the Year har 55 episkopale biskopper underskrevet en erklæring hvori de „bekræfter at det er acceptabelt at udøve homoseksuelle handlinger og ordinere homoseksuelle“.

Nogle præster argumenterer til fordel for homoseksualitet ved at hævde at Jesus aldrig talte imod det. Men er det sandt? Jesus Kristus erklærede at Guds ord er sandhed. (Johannes 17:17) Det betyder at han tilsluttede sig Guds syn på homoseksualitet som beskrevet i Tredje Mosebog 18:22, hvor der står: „Du må ikke ligge hos en mand som man ligger hos en kvinde. Det er en vederstyggelighed.“ Derudover omtalte Jesus utugt og ægteskabsbrud som nogle af de „onde ting [der] kommer indefra og gør et menneske urent“. (Markus 7:21-23) Det græske ord for utugt har en bredere betydning end ordet for ægteskabsbrud. Det omfatter alle former for seksuelt samkvem uden for et legitimt ægteskab, altså også homoseksualitet. (Judas 7) Jesus Kristus advarede også sine disciple mod at tolerere nogen der giver sig ud for at være en kristen lærer men som bagatelliserer alvoren i at begå utugt. — Åbenbaringen 1:1; 2:14, 20.

Hvilken virkning har det på især unge kirkemedlemmer at religiøse ledere er fortalere for ordinering af homoseksuelle og lesbiske? Er det ikke en opfordring til at eksperimentere med sex uden for ægteskabet? Som en modsætning hertil siger Bibelen til kristne at de skal ’flygte fra utugt’. (1 Korinther 6:18) Hvis en medtroende begår en sådan synd, vil der blive ydet kærlig hjælp, så vedkommende kan genvinde Guds gunst. (Jakob 5:16, 19, 20) Hvad nu hvis hjælpen bliver afvist? Bibelen siger at medmindre sådanne personer angrer, ’vil de ikke arve Guds rige’. — 1 Korinther 6:9, 10.

„De forbyder at man gifter sig“

På grund af den „udbredte utugt“ siger Bibelen at „det er bedre at gifte sig end at være optændt af lidenskab“. (1 Korinther 7:2, 9) Trods dette kloge råd er det et krav til mange præster at de skal leve i cølibat, det vil sige, forblive ugifte. I sin bog The Vatican Papers forklarer Nino Lo Bello: „Cølibatløftet er ikke brudt hvis en præst, munk eller nonne har kønslige forhold. . . . Tilgivelse for kønslige forhold kan opnås ved at bekende dem når man aflægger skriftemål, hvorimod en præsts ægteskab ganske enkelt ikke vil få Kirkens godkendelse.“ Har denne lære frembragt gode eller dårlige frugter? — Mattæus 7:15-19.

Der er selvfølgelig mange præster som fører et moralsk rent liv, men der er også et stort antal som ikke gør det. Ifølge 1992 Britannica Book of the Year „skal den katolske kirke efter sigende have betalt omkring 300 millioner dollars i skadeserstatninger for tilfælde hvor præster har været indblandet i seksuelt misbrug“. Senere stod der i 1994-udgaven: „Et antal dødsfald blandt præster på grund af AIDS har henledt opmærksomheden på homoseksuelle præster og på at der er et umådelig stort antal . . . homofile som drages mod præstegerningen.“ Det er ikke uden grund at Bibelen siger at ’forbudet mod at man gifter sig’ er „dæmoners lærdomme“. (1 Timoteus 4:1-3) I sin bog Vicars of Christ (Kristi stedfortrædere) skriver Peter de Rosa: „Nogle historikere mener at [præstecølibatet] sandsynligvis har gjort større skade på moralen end nogen anden institution i Vesten, deriblandt prostitutionen. . . . [Det] har ofte været en skamplet på kristendommens navn. . . . Tvungent cølibat har altid ført til hykleri i de gejstliges rækker. . . . En præst kan begå umoralitet tusind gange, men ifølge kirkens lov må han end ikke gifte sig én gang.“

I betragtning af Guds syn på ba’alsdyrkelsen er det ikke vanskeligt at slutte hvordan hans indstilling er til kristenhedens splittede kirker. Den sidste bog i Bibelen sammenfatter enhver form for falsk tilbedelse under navnet „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. Og den tilføjer: „I hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.“ — Åbenbaringen 17:5; 18:24.

Gud giver derfor denne kraftige tilskyndelse til alle som ønsker at være hans sande tilbedere: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. . . . Hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende.“ — Åbenbaringen 18:4, 8.

Spørgsmålet er nu: Hvor skal man gå hen når man er kommet ud af falsk religion? Hvordan ønsker Gud at vi skal tilbede ham?

[Ramme/illustration på side 5]

Afgudsdyrkelse

I ba’alsdyrkelsen blev der benyttet afgudsbilleder. Israelitterne forsøgte at blande tilbedelsen af Jehova med tilbedelsen af Ba’al. De bragte endda afgudsbilleder ind i Jehovas tempel. Guds syn på afgudsdyrkelse var tydeligt da han bragte ødelæggelse over Jerusalem og dets tempel.

Mange af kristenhedens kirker er fyldt med afgudsbilleder, det være sig i form af kors, ikoner eller Mariastatuer. Derudover har mange kirkegængere lært at bøje sig, knæle eller gøre korsets tegn foran disse billeder. Som modsætning hertil bliver sande kristne formanet til at ’flygte fra afgudsdyrkelsen’. (1 Korinther 10:14) De forsøger ikke at tilbede Gud gennem materielle genstande. — Johannes 4:24.

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris.

[Ramme på side 7]

’En gejstlig maa være en der ikke er noget at sige paa’

SÅDAN står der i Titus 1:7, ifølge Schindlers oversættelse. Eller som Erikke Rosenørn-Lehns oversættelse siger: ’En Biskop bør være ulastelig.’ Ordet „biskop“ er afledt af et græsk ord der betyder „tilsynsmand“. Mænd der bliver udnævnt til at føre an i den sande kristne menighed, må derfor leve op til Bibelens grundlæggende normer. Hvis de ikke gør det, må de fjernes fra deres tilsynshverv, eftersom de ikke længere er „eksempler for hjorden“. (1 Peter 5:2, 3) Tager kristenhedens kirker dette krav alvorligt?

Ph.d. Everett Worthington henviser i sin bog I Care About Your Marriage til en undersøgelse blandt 100 præster i staten Virginia i USA. Over 40 procent indrømmede at have deltaget i en eller anden form for lidenskabsvækkende adfærd med en de ikke var gift med. Et stort antal havde begået ægteskabsbrud.

Tidsskriftet Christianity Today har bemærket: „I de sidste ti år er kirken gentagne gange blevet rystet når det er blevet afsløret at nogle blandt dens mest respekterede ledere har ført et umoralsk liv.“ Artiklen „Hvorfor præster som har begået ægteskabsbrud ikke skal genindsættes“ tog til orde mod den almindelige praksis inden for kristenheden, hvor kirkeledere hurtigt genindsættes i deres tidligere stillinger efter at være blevet „domfældt for deres seksuelle synd“.