Selektiv abort — et dilemma

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

AVANCEREDE svangerskabsundersøgelser har i dag gjort det muligt for læger at stille meget præcise diagnoser om mange fysiske eller mentale handicap et ufødt barn måtte have. Ultralydskanninger og fostervandsprøver er blandt de mest benyttede metoder.

En ultralydskanning er en ikkeoperativ metode hvor uhørlige højfrekvente lydbølger former et computerbillede af barnet i livmoderen. Ved en fostervandsprøve udtager man med en kanyle noget af fostervandet, den væske som barnet er omgivet af i livmoderen, og tester det for kemiske markører der kan afsløre om fosteret har defekter, for eksempel Downs syndrom.

Denne lægevidenskabelige teknologi har sammen med anvendelsen af selektiv abort skabt store lægeetiske problemer.a Desværre udgør denne verdens normsæt ikke en pålidelig ledetråd i moralske og etiske spørgsmål.

Godt hjulpet på vej af teknologien har selektiv abort i nogle lande overhalet lovgivningen på området. Tretten undersøgelser foretaget i USA i en nylig 15-årig periode, har vist at 75 til 78 procent af de adspurgte mente at en gravid kvinde skulle have ret til abort hvis der var vægtige grunde til at tro at barnet havde alvorlige defekter. I nogle lande er alene „formodningen om en deformitet“ hos fosteret nok til at give ret til abort.

En mor i Australien fik for nylig medhold da hun sagsøgte sin læge fordi han tidligt i hendes graviditet ikke havde stillet diagnosen røde hunde. Hvis en kvinde i begyndelsen af sin graviditet får denne sygdom, kan den medføre at barnet bliver alvorligt misdannet. Den omtalte mor hævdede at lægens fejl havde hindret hende i at vælge en abort.

I en kommentar til de juridiske og etiske udløbere af denne sag har juraskribenten Jennifer Fitzgerald i en artikel i Queensland Law Society Journal for april 1995 skrevet: „[Den gravide kvinde] skal ikke blot beslutte sig til om hun vil have et barn, hun må også tage stilling til hvilken slags barn hun vil have.“ Men, spørger Fitzgerald, hvilket handicap berettiger til abort? „Hareskår, ganespalte, skelen, Downs syndrom eller spina bifida [rygmarvsbrok]?“ I nogle lande er forældre især tilbøjelige til at vælge abort hvis barnet er en pige!

En „kasteløs“ i livmoderen

Hvilken betydning vil det få for ufødte børn at menneskets genom efterhånden bliver blotlagt for forskernes øjne og at man har fået langt større indblik i barnets udvikling i livmoderen? Vil man vælge at fjerne fostre med mindre skavanker? I de senere årtier har der været en tendens til at foretage flere aborter, ikke færre. Stillet over for en kolossal stigning i antallet af aborter samt det øgede antal retssager der følger med, som for eksempel den tidligere omtalte sag, er lægerne begyndt at blive bekymrede. Situationen kan forståeligt nok få lægerne til at gå i forsvarsstilling, idet de for eksempel kunne kræve forskellige prøver gennemført, ikke så meget for moderens og barnets skyld, men for at beskytte sig selv. Ifølge Fitzgerald medfører dette sandsynligvis „et øget antal svangerskabsundersøgelser og derfor flere selektive aborter“. Hun tilføjer at dette ville betyde indførelsen af „en slags kastesystem hvor ’de urørlige’ bliver ’de undværlige’“.

Og hvad så hvis en mor føder et handicappet barn efter at hun er blevet tilbudt, og måske endda tilskyndet til, at få en abort? „Måske kommer der en tid,“ siger Fitzgerald, „hvor forældre vil få at vide at de ikke kan forvente nogen hjælp fra det offentlige til deres handicappede barn, fordi de har valgt at få barnet frem for at vælge abort.“

Man må heller ikke overse det budskab som selektiv abort udsender til de handicappede i vores samfund. Når et samfund skiller sig af med fostre der har skavanker, vil det da ikke få handicappede til i højere grad at føle at de er en byrde for andre? Vil de ikke få endnu sværere ved at klare det negative syn de måske har på sig selv?

At det moderne samfund vil skille sig af med uønskede fostre ligesom en arbejder skiller sig af med defekte dele på et transportbånd, passer meget godt med den profil Bibelen tegner af folk der lever i „de sidste dage“ for denne onde verden. Den har forudsagt at folk i høj grad ville være „uden naturlig hengivenhed“. (2 Timoteus 3:1-5) I det græske ord aʹstorgoi, der oversættes med „uden naturlig hengivenhed“, henviser sidste led [-storgoi] til det naturlige bånd der er mellem familiemedlemmer, som for eksempel den kærlighed en mor har til sine børn.

Denne verdens rodløse mennesker der „kastes om som af bølger og føres hid og did af enhver lærdoms vind“, udgør en skarp kontrast til dem der følger Guds pålidelige ord. (Efeserne 4:14) Som et sjælens anker kan Bibelen bevare os moralsk faste og stabile i et stormpisket hav. (Jævnfør Hebræerbrevet 6:19.) Mens kristne altså erkender at en kvinde spontant kan afstøde et alvorligt misdannet foster, anser de det for meget frastødende at blive undersøgt med det formål at se om fosteret er sundt nok til at man vil gennemføre graviditeten.b — Jævnfør Anden Mosebog 21:22, 23.

Guds løfte om en tid hvor „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg,’“ styrker kristne i deres beslutning om at bevare deres uangribelighed. (Esajas 33:24; 35:5, 6) Ja, selv om handicappede har visse vanskeligheder og der må bringes ofre af dem der tager sig af dem, „vil [det] gå godt for dem der frygter den sande Gud“. — Prædikeren 8:12.

[Fodnoter]