Fattige og dog rige — hvordan er det muligt?

For mange hundrede år siden bad en vís mand om ikke at blive fattig. Hvorfor? Fordi han var bange for at det ville fremkalde nogle holdninger og handlinger der ville true hans forhold til Gud. Det fremgår tydeligt af hans ord: „Lad mig fortære det brød der tilkommer mig, så jeg ikke . . . kommer i nød og stjæler og skader min Guds navn.“ — Ordsprogene 30:8, 9.

VIL det sige at det er umuligt for en fattig at tjene Gud trofast? Bestemt ikke. Ned gennem historien har utallige tjenere for Jehova Gud bevaret deres uangribelighed trods de trængsler der følger med fattigdom. Til gengæld elsker Jehova dem der stoler på ham, og han vil sørge for dem.

Fortidens trofaste

Apostelen Paulus oplevede tilfælde af nød. (2 Korinther 6:3, 4) Han beskrev også „en stor sky“ af trofaste førkristne vidner hvoriblandt nogle „gik omkring i fåreskind, i gedeskind, mens de led nød . . . De flakkede om i ørkener og bjerge og jordens huler og grotter.“ — Hebræerne 11:37, 38; 12:1.

En af disse trofaste var profeten Elias. Under en tørke som varede tre og et halvt år, sørgede Jehova regelmæssigt for føde til ham. Først bød Jehova ravnene at bringe profeten brød og kød. (1 Kongebog 17:2-6) Senere sørgede Jehova mirakuløst for at forsyningen af mel og olie ikke slap op hos en enke der beværtede Elias. (1 Kongebog 17:8-16) Det var meget enkle måltider, men det holdt profeten, kvinden og hendes søn i live.

Jehova sørgede også for den trofaste profet Jeremias under vanskelige økonomiske tider. Jeremias overlevede babyloniernes belejring af Jerusalem, hvor indbyggerne måtte spise „brød efter vægt og med ængstelse“. (Ezekiel 4:16) Til sidst blev hungersnøden i byen så alvorlig at nogle kvinder spiste deres egne børn. (Klagesangene 2:20) Til trods for at Jeremias var i forvaring fordi han frygtløst havde forkyndt, sørgede Jehova for at der hver dag blev givet ham „et rundt brød . . . indtil alt brød var sluppet op i byen“. — Jeremias 37:21.

Jeremias måtte altså ligesom Elias nøjes med lidt at spise. Bibelen fortæller os ikke hvad eller hvor ofte Jeremias kunne spise efter at brødforsyningen var sluppet op i Jerusalem. Men vi ved at Jehova holdt ham oppe, og at han overlevede denne frygtelige tid med hungersnød.

I dag er der fattige i alle dele af verden. Ifølge FN har Afrika den største koncentration af fattige. En FN-pressemeddelelse fra 1996 lyder: „Mindst halvdelen af alle afrikanere lever i fattigdom.“ De økonomiske forhold bliver mere og mere ustabile i Afrika, men et stadig større antal afrikanere er begyndt at følge Bibelens principper i deres liv. De tjener Gud trofast i fuld forvisning om at han vil sørge for dem. Lad os betragte nogle eksempler fra denne del af vores problemfyldte verden.

Ærlighed

Michaela bor i Nigeria. Han er landmand og skal forsørge sine seks børn. „Det er ikke nemt at være ærlig når man ikke har penge til at sørge for sin familie,“ siger han. „Når jeg fristes til at være uærlig, tænker jeg på Efeserbrevet 4:28, hvor der står: ’Lad den der stjæler, ikke stjæle mere, men hellere slide i det og med sine hænder udføre godt arbejde.’ Så hvis jeg bliver fristet, spørger jeg mig selv: ’Har jeg arbejdet for disse penge?’“

„En dag da jeg var ude at gå, så jeg for eksempel at en håndtaske faldt af en motorcykel,“ tilføjer Michael. „Det var ikke muligt at stoppe føreren, så jeg samlede tasken op og opdagede at den var fuld af penge. Ved hjælp af legitimationen i tasken fandt jeg frem til ejeren og gav ham tasken tilbage.“

Hvordan depressioner overvindes

En mand i Nordafrika siger: „At være fattig er [som] at sidde fast i et dybt hul. Foroven kan man se lys og folk som går frit omkring, men man har ikke stemme til at råbe om hjælp eller bede om en stige til at klatre op ad.“ Intet under at fattigdom ofte resulterer i depression og frustration. Selv Guds tjenere begynder måske at tænke at det ikke er anstrengelserne værd at forblive uangribelig når de ser andres rigdom. (Jævnfør Salme 73:2-13.) Hvordan kan man bekæmpe sådanne følelser?

Peter fra Vestafrika er gået på pension efter 19 år som offentligt ansat. Han lever nu hovedsagelig af en lille pension. Han siger: „Når jeg i perioder bliver mismodig, tænker jeg på det jeg har læst i Bibelen og i Vagttårnsselskabets publikationer. Denne gamle ordning vil snart forsvinde, og vi ser frem til en der er bedre.

Jeg genkalder mig også ordene i Første Petersbrev 5:9, hvor der står: ’Stå Satan imod, faste i troen, idet I ved at det samme i retning af lidelser fuldbyrdes på hele samfundet af jeres brødre i verden.’ Jeg er altså ikke den eneste som har problemer. Disse påmindelser hjælper mig til at affærdige tanker som er nedslående og deprimerende.“

Han tilføjer: „Jesus udførte mange mirakler da han var på jorden, men han gjorde ikke nogen materielt rige. Hvorfor skulle jeg så forvente at han vil gøre det i mit tilfælde?“

Bønnens magt

At nærme sig Jehova Gud i bøn er en anden måde hvorpå man kan bekæmpe negative tanker. Da Mary i 1960 blev et af Jehovas vidner, afskar familien forbindelsen til hende. Ugift og nu i halvtredserne er hun svagelig og har meget lidt i materiel henseende. Ikke desto mindre er hun nidkær i den kristne tjeneste.

Mary siger: „Når jeg bliver nedtrykt, vender jeg mig til Jehova i bøn. Jeg ved at han er den der bedst kan hjælpe mig, og jeg har lært at når man stoler på Jehova, hjælper han en. Jeg genkalder mig altid disse ord af kong David fra Salme 37:25: ’En ung mand har jeg været; og nu er jeg blevet gammel. Men aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.’

Jeg bliver også opmuntret af at læse ældre åndelige brødre og søstres beretninger i Vagttårnet. Jehova Gud har hjulpet dem, og jeg ved at han vil fortsætte med at hjælpe mig. Han velsigner mit beskedne arbejde med at sælge fufu [et måltid med kassava], og på den måde kan jeg tjene til mine daglige behov. Når jeg indimellem næsten ikke har nogen penge og spekulerer på hvad jeg skal gøre, sender Jehova altid en som giver mig en pengegave og siger: ’Værsgo søster, det er til dig.’ Jehova har aldrig skuffet mig.“

Værdien af bibelstudium

Jehovas vidner tillægger studium af Guds ord stor værdi, og de fattige iblandt dem er ingen undtagelse. John på 60 tjener som pioner (heltidsforkynder) og menighedstjener. Han bor i en faldefærdig toetages bygning der huser 13 familier. Hans ’værelse’, der er en del af indgangspartiet i stueetagen, er adskilt fra det øvrige af en krydsfinerplade. I rummet er der to gamle stole og et bord fyldt med stabler af bibelstudiebøger. Han sover på en stråmåtte.

John plejede at tjene cirka 6 kroner om dagen ved at sælge brød, men da indførselen af hvede blev forbudt, mistede han sin indtægt. Han siger: „Indimellem er livet meget svært, men jeg fortsætter i pionertjenesten. Det er Jehova som holder mig oppe. Jeg tager et hvilket som helst arbejde jeg kan få. Jeg er ikke afhængig af at andre skal hjælpe mig eller bespise mig, selv om brødrene i menigheden er meget hjælpsomme. De hjælper mig med at finde arbejde, og nogle gange giver de mig pengegaver.

Jeg sætter tid af til at læse i Bibelen og Vagttårnsselskabets publikationer. Jeg studerer i de tidlige morgentimer når der er stille i huset, og læser sent om aftenen hver gang vi har elektricitet. Jeg ved at jeg må hænge i med mit personlige studium.“

Oplær børnene med evigt liv for øje

Daniel er enkemand og har seks børn. I 1985 mistede han det job som han havde passet i 25 år, men han fandt arbejde som lagerforvalter. „Det er svært at få tingene til at hænge sammen økonomisk set,“ siger han. „Nu kan vi få et måltid en gang om dagen, men på et tidspunkt fik vi ikke noget at spise i tre dage. Vi måtte holde os i live ved at drikke vand.“

Daniel tjener som ældste i menigheden. „Jeg svigter aldrig de kristne møder, og jeg holder mig travlt beskæftiget med teokratiske opgaver,“ siger han. „Hver gang der skal udføres noget arbejde på rigssalens grund, sørger jeg for at være der. Og når alt i livet synes at gå mig imod, genkalder jeg mig Peters ord til Jesus, i Johannes 6:68: ’Herre, hvem skal vi gå hen til?’ Hvis jeg holder op med at tjene Jehova, hvor skal jeg så gå hen? Paulus’ ord i Romerbrevet 8:35-39 har også hjulpet mig til at tage en fast beslutning, for de viser at intet kan skille os fra Guds og Kristi kærlighed. Det er denne indstilling jeg indprenter mine børn. Jeg fortæller dem hele tiden at vi aldrig må svigte Jehova.“ Daniels nidkærhed og regelmæssige familiestudium har haft en positiv indflydelse på hans børn.

En gavmild ånd

Nogle vil måske tænke at de der lever i dyb fattigdom, nok ikke har mulighed for at bidrage økonomisk til fremme af Rigets interesser. Men sådan forholder det sig ikke. (Jævnfør Lukas 21:1-4.) Nogle forkyndere i Ghana som dyrker jorden for at kunne dække deres egne behov, har sat en del af deres jord af til fremme af Rigets interesser. Når afkastet fra området bliver solgt, er pengene øremærket til dette formål, som indbefatter det at give bidrag i Jehovas Vidners lokale rigssal.

Joan bor i Centralafrika og er pioner. For at kunne forsørge sin lamme mand og fire andre som er afhængige af hende, sælger hun brød. Da den rigssal som hun kommer i, havde brug for bænke, besluttede Joans familie at give alle de penge de kunne skrabe sammen. Det betød at de ikke selv havde noget tilbage. Næste dag var der imidlertid en som ganske uventet betalte en flere år gammel gæld. På den måde fik de nogle penge som de for længst havde opgivet håbet om at få tilbage.

Joan har et lyst sind og bekymrer sig ikke unødigt om penge. „I en bøn forklarer jeg min situation for Jehova, og derefter går jeg ud i forkyndelsen. Vi er godt klar over at der ikke er særlig store chancer for at det vil blive bedre i denne tingenes ordning. Men vi ved at Jehova vil dække vore behov.“

Vær arbejdsomme

Jehovas vidner kendes ved deres kærlighed til hinanden. (Johannes 13:35) De der har penge, hjælper derfor de trosfæller som er i nød. Dette sker ofte i form af en gave eller som hjælp til at finde et arbejde.

Mark fra Congo er spedalsk, og det har bevirket at hans tæer og fingre er deforme. Han er derfor nødt til at bruge krykker når han bevæger sig rundt. Da Mark besluttede sig for at tjene Jehova, måtte han foretage store forandringer i sit liv. I stedet for at tigge om mad, som han tidligere havde gjort, begyndte han selv at dyrke afgrøder. Han lavede også soltørrede lersten, som han solgte.

Trods sit fysiske handicap arbejder Mark flittigt. Med tiden har han fået råd til at købe et stykke land og har bygget et beskedent hus på det. I dag er Mark ældste i menigheden og er respekteret i den by hvor han bor. Nu hjælper han andre nødlidende.

Mange steder er det praktisk talt umuligt at finde et arbejde. En kristen ældste som tjener ved et af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer i Centralafrika, skriver: „Mange brødre har ikke noget arbejde. Nogle prøver at skabe deres eget arbejde, men det er vanskeligt. Mange har ræsonneret som så at når de kommer til at lide afsavn uanset hvad, kan de lige så godt bringe materielle ofre som pionerer. På den måde har mange opdaget at de bliver velsignet i langt større udstrækning end hvis de havde et arbejde med en lille eller slet ingen indtjening.“

Jehova sørger for sit folk

Med henblik på sig selv sagde Jesus Kristus: „Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.“ (Lukas 9:58) Apostelen Paulus skrev ligeledes: „Frem til denne time lider vi både sult og tørst og er mangelfuldt klædt og bliver mishandlet og er hjemløse.“ — 1 Korinther 4:11.

Både Jesus og Paulus valgte at leve en tilværelse med begrænsede økonomiske midler så de i større udstrækning kunne koncentrere sig om deres tjeneste. Mange kristne i dag er fattige fordi de ikke har noget andet valg. Ikke desto mindre følger de Bibelens principper i deres liv og forsøger nidkært at tjene Gud. De ved at de er højt elsket af Jehova, og de erfarer sandheden i Jesu forsikring: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre [materielle ting] vil blive givet jer i tilgift.“ (Mattæus 6:25-33) Disse fattige tjenere for Gud har fået bevis for at „Jehovas velsignelse — den gør rig“. — Ordsprogene 10:22.

[Fodnote]

[Ramme på side 6]

Hvem er „ordets gørere“?

IFØLGE en gallupundersøgelse fra 1994 tror 96 procent af alle i USA „på Gud eller på et højere væsen“. Der er „flere kirker i forhold til indbyggertallet i USA end i noget andet land i verden“, tilføjer U.S.News & World Report. Selv om amerikanerne altså ser ud til at være yderst religiøse, bemærker George Gallup jun., veteranen blandt opinionsundersøgere: „Den nøgne sandhed er at amerikanerne ikke aner hvad de tror på, eller hvorfor de gør det.“

Det fremgår desuden af statistikkerne at der er stor forskel mellem hvad folk siger de tror på, og hvordan de lever. „Sociologer peger for eksempel på at nogle af landets mest kriminelle områder også er de steder hvor religiøsiteten er stærkest,“ oplyser skribenten Jeffery Sheler.

Det behøver man ikke at undre sig over. Hvorfor ikke? Fordi apostelen Paulus allerede i det første århundrede advarede sine medkristne mod dem der ’offentligt bekender at de kender Gud, men ved deres gerninger fornægter ham’. (Titus 1:16) Han skrev også til den unge Timoteus at der „i de sidste dage“ vil være mange som „har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft“. — 2 Timoteus 3:1, 5.

Sande kristne må bestræbe sig for at følge Jesu bud: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne.“ (Mattæus 28:19) På den måde kan de blive „ordets gørere og ikke blot dets hørere“. — Jakob 1:22.

[Illustration på side 7]

Bibelstudium værdsættes af mange rundt om på jorden