PERGAMENT

Fåre-, gede- eller kalveskind forarbejdet til brug som skrivemateriale. Skind blev brugt som skrivemateriale gennem en lang periode i oldtiden. Dødehavsrullen med en afskrift af Esajas’ Bog fra slutningen af det 2. århundrede f.v.t. er således fremstillet af skind. Papyrus fra Ægypten var imidlertid mere anvendt, men da Ægyptens hersker omkring 190 f.v.t. forbød eksporten af det, opfandt man — ifølge Plinius den Ældre — fremstillingen af skindpergament i Pergamum. (Ordet „pergament“ kommer af det latinske pergamenum, der er afledt af Pergamum.) Det betød måske blot at man videreudviklede en allerede eksisterende metode til forarbejdning af skind så der kunne skrives på begge sider. Pergamentruller var langt mere holdbare end de billigere papyrusruller.

I 2 Timoteus 4:13 bad apostelen Paulus Timoteus om at bringe „skriftrullerne, især dem af pergament“. (NV; jf. DA92.) Han oplyser intet om hvad der stod i disse skriftruller, men det er meget sandsynligt at det var afsnit af De Hebraiske Skrifter som han ønskede at studere under sit fangenskab i Rom. Tilføjelsen „især dem af pergament“ kan tyde på at man havde skriftruller af både papyrus og pergament.

De gamle romere brugte ofte trætavler dækket med voks til optegnelse af midlertidige informationer. Senere begyndte man at anvende ark af skind eller pergament i stedet. Det latinske ord membranae (dyrehuder) blev brugt om sådanne notesbøger af pergament. I det ovenfor citerede skriftsted brugte Paulus det græske ord der svarer hertil, da han bad om „skriftrullerne, især dem af pergament [membraʹnas]“. Som følge heraf mener nogle kommentatorer at han anmodede om nogle skriftruller med De Hebraiske Skrifter samt nogle notater eller breve. Moffatt gengiver derfor passagen med „mine bøger, og navnlig mine papirer“, og i New English Bible står der „bøgerne, frem for alt mine notesbøger“. Det kan dog ikke siges med sikkerhed hvorvidt der var tale om notesbøger, papirer eller skriftruller af pergament (La, Kx).

Vellum. Pergament blev normalt fremstillet af fåre-, gede- eller kalveskind. I det 3. og 4. århundrede e.v.t. begyndte man at skelne mellem de grovere og de finere arter af materialet idet de grovere arter fortsat blev kaldt pergament, mens de finere blev kaldt vellum. Vellum var fremstillet af fint kalve- eller gedeskind eller af skind fra dødfødte kalve eller lam. Man forarbejdede det ved at skrabe pelsen af det vaskede skind, strække det på en ramme og endnu en gang vaske og skrabe det for at fjerne ujævnheder. Derefter strøede man kridt på og sleb skindet med pimpsten. Resultatet var et tyndt, glat, næsten hvidt skrivemateriale der med tiden blev brugt vidt og bredt til vigtige bøger indtil opfindelsen af bogtryk, hvortil papir var bedre og billigere. Vigtige bibelhåndskrifter som Det Sinaitiske og Det Vatikanske nr. 1209 fra det 4. århundrede og Det Alexandrinske fra det 5. århundrede er af vellum.