Kristne — faste men fleksible
ET EGETRÆ er indbegrebet af styrke. Normalt kan et solidt grundfæstet egetræ uden problemer modstå selv et kraftigt stormvejr, netop på grund af sin styrke og relative ubøjelighed. Det spinkle græsstrå kan også overleve et stormvejr — men på grund af noget helt andet, nemlig dets fleksibilitet. Under elementernes rasen kan det bøje sig, og knækker derfor ikke.
Hvad er vigtigst — at være fleksibel eller at stå fast? En kristen har i virkeligheden brug for begge egenskaber. Men selv blandt Guds folk kan der være nogle der mangler den rette balance. Principfasthed kendetegner ganske vist Guds folk, men nogle få har vist sig usmidige. Andre ligner i for høj grad „et siv, der bevæges hid og did af vinden“. (Mattæus 11:7) De bukker under for denne onde verdens pres og dårlige indflydelse. Eller de er så eftergivende at de næsten går med til alt.
Salomon har sagt: „Til alt er der en fastsat tid.“ (Prædikeren 3:1) Men hvornår skal man være fast og hvornår skal man være fleksibel?
Hvornår man skal vise fasthed
Ved en lejlighed fik kong Saul af Israel følgende udtrykkelige befaling: „Gå nu hen og slå Amalek, og lad alt hvad der tilhører ham vie til udslettelse; og du må ikke have medfølelse med ham, men lad dem dø, både mand og kvinde, både barn og diende, både okse og får, både kamel og æsel.“ (1 Samuel 15:3) Amalekitterne havde modstået både Gud og hans folk og fortjente derfor at blive udslettet. (5 Mosebog 25:17-19) „Saul og folkene skånede imidlertid Agag [Amaleks konge] og det bedste af småkvæget og hornkvæget, . . . de ønskede ikke at vie det til udslettelse.“ Jehova godkendte ikke at Saul gjorde en undtagelse fra regelen. „Se,“ erklærede profeten Samuel, „at adlyde er bedre end slagtoffer.“ — 1 Samuel 15:9-22.
Heraf kan uddrages følgende lære: Man kan ikke være fleksibel hvad angår lydighed mod Gud. „For dette er hvad kærligheden til Gud vil sige,“ sagde apostelen Johannes, „at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ (1 Johannes 5:3) Det som Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego kom ud for, viser hvor langt Guds tjenere må være villige til at gå i deres lydighed mod ham. De nægtede at tilbede den billedstøtte som babylonierkongen Nebukadnezar havde opstillet. Hvorfor? Fordi Guds ord klart fordømte afgudsdyrkelse. (2 Mosebog 20:4-6) De drog ikke den slutning at omstændighederne gav dem ret til at omgås dette guddommelige bud. I stedet for at være ulydige og gå på kompromis foretrak de at lide døden. — Daniel 3:16-18.
De fleste kristne har let ved at underlægge sig klart formulerede bibelske love. Men Bibelen siger også: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer.“ (Hebræerne 13:17) Menighedens ældste fastsætter måske særlige tidspunkter hvor menigheden kan mødes for at gå ud i tjenesten på arbejdsmarken. Eller de giver måske anvisninger på hvordan udstyr i rigssalen skal benyttes. Sandt nok findes der ingen skriftsteder i Bibelen der siger noget om hvordan en termostat skal indstilles eller hvem der skal passe den. Men det vil være godt at samarbejde om de afgørelser de ældste træffer i så henseende.
En familiefader kan også træffe afgørelser på sin families vegne. En kristen hustru er måske ikke altid enig med ham i hans beslutninger, men hun vil søge at adlyde „mandens lov“. (Romerne 7:2) Man bør ikke vige uden om at vise ældste, ægtemænd, forældre eller arbejdsgivere lydighed, med den undskyldning at man skal være fleksibel. — Kolossenserne 3:18-24.
Hvornår man skal være fleksibel
Men der er dog tidspunkter hvor man bør være fleksibel. Dette gav apostelen Paulus udtryk for da han skrev: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker.“ (Filipperne 4:5) Det græske ord apostelen Paulus brugte, og som her er oversat med „rimelighed“, hentyder til det „ikke at insistere på at følge lovens bogstav; det udtrykker den hensynsfuldhed hvormed man ser ’menneskeligt og fornuftigt på en sag’“. (W. E. Vine, An Expository Dictionary of New Testament Words) At vise rimelighed er ofte et spørgsmål om at være villig til at tilpasse sig den givne situation.
For eksempel finder en missionær der tjener i et fremmed land sikkert hurtigt ud af at lokal skik og brug kan variere meget fra det land vedkommende er opvokset i. Men hvor effektiv vil hans forkyndelse være hvis han ser ned på lokalbefolkningens skikke og nægter at foretage visse forandringer? Fornuftigvis tilpasser han sig den nye kulturs skikke når der ikke er noget forkert i dem. — 1 Korinther 9:19-23.
Interessant nok gav Paulus de kristne i Filippi opfordringen til at være rimelige umiddelbart efter at han havde omtalt to kvinder i menigheden som havde personlige uoverensstemmelser. (Filipperne 4:2-5) Paulus omtaler ikke årsagen til deres stridighed, men anspændte forhold opstår ofte fordi der ikke lægges rimelighed for dagen. Ingen bryder sig om personer der er kritiske eller alt for krævende. „Vær ikke overmåde retfærdig,“ advarer Salomon, „og optræd ikke alt for viist. Hvorfor skulle du ødelægge dig selv?“ — Prædikeren 7:16.
Kristne må give rum for andres ufuldkommenheder. Det er prisværdigt når man forsøger at se sagen fra modpartens synspunkt. Sørgeligt nok var der nogle kristne i det gamle Korinth der holdt så meget på deres personlige „rettigheder“ at de endog indstævnede medtroende for domstolene. Ved således at skilte med deres problemer over for ikketroende, bragte de ikke alene skam over menigheden men gjorde også kløften mellem hinanden større. — 1 Korinther 6:1-6.
Paulus opfordrede derfor de kristne i menigheden i Korinth til at være føjelige. Hans opfordring lød: „Nu er det jo i det hele taget et nederlag for jer at I har retssager med hinanden. Hvorfor lider I ikke hellere uret?“ (1 Korinther 6:7) En kristen betragter det som noget dyrebart at bevare et godt forhold til sine åndelige brødre og søstre.
Det er især passende at de der udøver myndighed er rimelige. For eksempel kan forældre bestemme hvornår deres sønner og døtre skal være hjemme om aftenen. Men hvad nu hvis et barn ved en lejlighed spørger om der kan gøres en undtagelse fra regelen? Ville det ikke være på sin plads i det mindste at overveje de særlige omstændigheder der gør sig gældende? Og hvordan med de kristne ældste? Er rimelighed ikke en af de kvalifikationer de bør besidde? (1 Timoteus 3:3) Jo. Men hvornår bør de lægge denne egenskab for dagen?
Ældste — faste og dog fleksible
Ved en lejlighed stillede apostelen Peter mænd som var „rimelige“ op som en modsætning til dem der var „vanskelige at behage“. (1 Peter 2:18) En ældste giver måske en broder nogle forslag til hvordan han kan forbedre sin talefærdighed. Men hvad kan der ske hvis ældstebroderen er meget fordringsfuld og ikke tager broderens uddannelse, evner og omstændigheder i betragtning? Så vil broderen måske ikke tage imod vejledningen, eller han bliver meget nedslået og mener at de ældste er for „vanskelige at behage“.
Ældste må også være fleksible når de opstiller regler for menigheden. De må aldrig ’gøre Guds ord ugyldigt’ ved at lægge større vægt på regler end på Jehovas ords fuldkomne principper. — Mattæus 15:6; 23:23.
Det er på sin plads at ældste er fleksible, når blot det ikke går ud over de kristne principper. Nogle ældste bemærker måske at man ved store stævner med mange deltagere stærkt fraråder at der reserveres pladser. Men er det nødvendigt med en sådan regel i en lille menighed hvor der er rigeligt med siddepladser? Eller de ældste mener måske at en bestemt påklædning — såsom jakke og slips i brødrenes tilfælde — er passende i hus-til-hus-forkyndelsen. Dette var tilfældet i en menighed i et sydamerikansk land. En ældste fandt imidlertid ud af at en ung mand holdt sig tilbage fra at give andre del i den gode nyhed fordi han ikke havde råd til at købe sig en jakke og et slips. Ældstebroderen sluttede at det i dette tilfælde var på sin plads at være fleksibel, og han opmuntrede den unge mand til at tage del i forkyndelsesarbejdet.
Der må også lægges smidighed for dagen i forbindelse med udvalgssager i menigheden. Hvordan skal man forholde sig hvis overtræderen angrer en synd der kunne føre til udstødelse? Jehova har selv sat eksemplet ved den måde han behandlede indbyggerne i Nineve på. Gud sagde til Jonas: „Kun fyrre dage til, så skal Nineve omstyrtes.“ Men da folket viste tegn på anger, insisterede Jehova ikke på at gennemføre den bebudede ødelæggelse. Han forstod at forholdene havde ændret sig. (Jonas 3:4, 10) Ældste bør også finde glæde ved at „tilgive i rigt mål“ når der er klare vidnesbyrd om sand anger. — Esajas 55:7.
Det er ikke let at finde den rette balance mellem fasthed og fleksibilitet. Det lader til at ufuldkomne mennesker er tilbøjelige til at gå til yderligheder. Men kristne der bestræber sig på at vise fasthed og dog være fleksible vil blive rigt belønnet. Ved at forsøge at være fleksibel vil man opnå et bedre forhold til andre og undgå mange følelsesmæssige vanskeligheder. Desuden vil udnævnte ældste der er faste og uangribelige i forbindelse med gode gerninger, vinde menighedens tillid. Det vil da være lettere for alle at arbejde sammen, med vort fælles håb om evigt liv for øje. — Esajas 32:2; 1 Korinther 15:58.